Halvårets bedste sange: Top 15-1

2014 har allerede budt på en lang række stærke numre. Her udvælger vi vores 15 favoritter.

15. Ben Khan ’Savage’

Der er noget Jai Paul over den mystiske London-producer, der i år udsendte sin debut-ep ‘1992’. Det er hans tilbagelænede tilgang til groovet og guitaren, der næsten lyder som Prince med sine synth-klingende riff. Og så er der selvfølgelig Khans vokal, der drypper af cool. Nummeret slutter lige så brat og skitse-agtigt, som netop Jai Paul gjorde det på sit skandale ombruste leak-album sidste år.

Tjek også vores Top 10-1 over halvårets bedste danske album

14. Mas Ysa ’Shame’

Desperation er en fantastisk følelse at udtrykke musikalsk. Og det gør Thomas Arsenault i den grad her, hvor han langsomt tillægger sangen flere lag, imens man fornemmer eksplosionen komme nærmere. Og når den rammer, er det i form af et regulært angreb fra de samplede trommer, en vibrerende synth-bas og Arsenault, der skriger sin forpinte vokal.

13. tUnE-yArDs ‘Water Fountain’

Merrill Garbus er lidt af et musikalsk geni, og hun er som et barn i en slikbutik, når hun spinder globussen og henter musikalsk inspiration fra hvor end hendes finger lander. Det lyder lidt som en europæisk musiklærer med forsmag for Busta Rhymes, der forsøger at lære børneremser til afrikanske skolebørn, imens alle slår på og skramler med samtlige tilgængelige ting i rummet. Tre minutters vidunderlig virvarspop.

12. Future feat. André 3000 ’Benz Friends (Watchutola)’

Højdepunktet på autotune-kongen Futures ’Honest’ kom først til sidst på albummet, men hvilket vanvittigt, kaotisk og excentrisk nummer med det eksalterede korsample som drivkraft over skøre trommemaskiner. Hertil en ’lille’ gæst i form af André 3000, hvis sjældne rim lyder fuldstændig on point mens Future synger helheden sammen. En lille flig af Outkasts old school-magi.

11. Sharon Van Etten ’Your Love Is Killing Me’

I Sharon Van Ettens univers rimer hjerte i høj grad på smerte. Tonen er sat lige fra det begravelses-tunge orgel sætter ind på ‘Your Love Is Killing Me’, hvor trommeslagene, guitaren og pianoet ellers holder sig i baggrunden, så Van Ettens vokal, der er lige ved at knække over af smerte, står helt klart. Og linjen »Break my legs so I can’t walk to you, cut my tongue so I can’t talk to you, burn my skin so I can’t feel you, stab my eyes so I can’t see« er noget af det mest eminent smertefulde, vi længe har hørt.

10. Sylvan Esso ’Coffee’

Det er noget fantastisk over Nick Sanborn og Amelia Meaths tilbagelænede pop, for det er i detaljerne, at magien for alvor skal findes. Et rasleæg, kantslag på en tromme, klokkespil, spinkle xylofonslag og så videre. Alt sammen glider helt naturligt ind og ud af den vuggende single, hvor Meaths vokal med betagende lethed binder det hele sammen.

9. Benjamin Booker ‘Violent Shiver’

Den her rappe sang har sendt vores forventninger til den 22-årige amerikaners debutalbum (udkommer i august) gennem taget. Booker spiller en soulet og fuzzet rock’n’roll med en et råt rivejern af en stemme, og det er ikke helt skævt, at han i disse spalter er blevet kaldt ’den sorte Mikal Cronin’.

8. The Minds of 99 ‘Et barn af min tid’

»Skiderikker holder mig fast / knækker min tanker«. Frontmand Niels Brandt kan skrive sætninger, der sætter sig fast i din hjerne, og som er rare at råbe. Og det her er debutanternes mest pågående og frække popsang – de nærmest snubler den i gang med en ilter, postpunket energi – med en tekst, der kalder på oprørstrangen i os alle. Der er fandeme ingen, der skal knække os.

7. Lykke Li ’No Rest for the Wicked’

Man får virkelig lyst til at give hende en god lang krammer, for på en eller anden måde formår Lykke Li gang på gang at forpurre kærligheden. Men det er i det mindste til vores fordel, for hjertekvalerne er drivkraften bag svenskernes sorgmodige ballader. Og de har sjældent lydt bedre end her, hvor et ømt pianotema og hendes karakteristiske dundrende trommer danner bund for hendes sørgmodige sang: »I had his heart but I broke it every time«.

6. St. Vincent ‘Digital Witness’

Året var ikke engang en uge gammelt, da Annie Clark med denne førstesingle fra sit fjerde soloalbum markerede, at hun ville udvide sit udtryk. Den er fænomenalt funky og udstyret med en fjerlet melodi, en slet skjult kritik af vores optagethed af digitale platforme – og frække jabs fra en hornsektion, der lyder som en forlængelse af hendes partnerskab med David Byrne.

5. Jamie xx ’All Under One Roof Raving’

Jamie xx er både opdagelsesrejsende, arkæolog og fornyer, når det kommer til den traditionsrige britiske klubkultur, vis musik konstant er i rivende udvikling. På sit første solotrack i et godt stykke tid hylder Jamie den gamle UK hardcore, men gør tingene på sin helt egen måde med samplede stemmer, dryppende olietønder og den der ulmende, dunkle vibe, som han efterhånden har taget patent på.

4. The War on Drugs ’Red Eyes’

Du kan nærmest smage støvet fra landevejen, når Philadelphia-rockerne i The War on Drugs’ måske bedste nummer til dato galopperer ud over stepperne. Adam Granduciel kan om nogen skrive en sang, der emmer af Springsteen, Dylan og Young uden at lyde bedaget, men i stedet bare giver dig lyst til at cruise ud af highwayen uden at se dig tilbage. Det er ‘Red Eyes’ et fornemt bevis på med sin syng-med-kvalitet og klassiske sangskrivning.

3. Sia ‘Chandelier’

Det her er uden sammenligning årets indtil videre største popsang. Man forstår godt, at Sia Furler gemte den til sig selv, i stedet for at lade Beyoncé eller Rihanna synge den, som det oprindeligt var intentionen. Spændvidden mellem versets frække, caribiske vibe og det koloenorme omkvæd med den triumferende facade (der gemmer over en gennemgribende melankolsk tekst om en fortabt sjæl, som søger at drukne sin ulykke i festrusen) gør, at det er en sang, man kan vende tilbage til igen og igen. Og det er lige præcis, hvad vi har gjort. Den fænomenale musikvideo med en ung, ekspressiv danser er et mesterværk i sig selv og en spejling af sangens tema om ukuelighed midt i det miserable.

2. FKA Twigs ’Two Weeks’

Deciderede hits har ikke ligefrem været Tahliah Barnetts varemærke på hendes første par ep’er, og selv om ‘Two Weeks’ heller ikke følger nogen hitskabelon, så er førstesinglen fra hendes kommende debutalbum, ‘LP1’, det mest direkte hun hidtil har signeret. Og c-stykkets pulserende synth og Barnetts attitudestærke sang indkapsler alt, hvad hun står for, når hun spiller sårbar forfører med linjer som »My thighs are apart for when you’re ready to breahe in«. Og man bliver suget ind af den intenst dvælende produktion med et rumlende beat og de atmosfæriske synthesizere som grundsten. Eminent med få effektive virkemidler.

1. Future Islands ‘Seasons (Waiting On You)’

De har været her, der og alle vegne i år, men gennembruddet er fuldt fortjent for Baltimore-trioen. Vendepunktet skete takket være Samuel T. Herrings efterhånden legendariske dansetrin i en optræden hos David Letterman, men synthbaskeren ‘Seasons (Waiting On You)’ taler nu for sig selv. Herrings sjælfulde vokal og åbenhjertige tekst om et forlist kærlighedsforhold burde slet ikke lyde så triumferende, som det gør, men Future Islands forstår at blande det (synth)poppede med det episke og melodramatiske, og resultatet er helt uimodståeligt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af