Lunice – for tidligt peak
Stille og højstemt, til lyden af et atmosfærisk pigekor, begyndte en turbulent og alt andet end stille koncert med canadiske Lunice, hvis sceneshow især var overraskende. Fuldt af potentiale kickstartede producerens show Apollo, men det endte desværre trivielt og demotiverende.
Der gik ikke mange sekunder, før det første ultradybe basdrop gennemrystede publikum til lyden af hårdkogte og hurtige hiphop-produktioner tilsat blandt andre Drake og Kanyes genkendelige vokaler. Samtidig mimede og dansede den selvsikre Lunice teatralsk rundt på scenen, som opførte han en lang dramatisk monolog. Yderst smittende og underholdende kastede han håndtegn til et begejstret publikum, som han de første 20 minutter havde i sin hule hånd.
I et næsten konstant galopperende tempo skiftede de dybe hiphopbasgange til endnu hurtigere elektroniske, næsten technoligendene synth-beats, så selv den hyperaktive producer havde svært ved at holde trit. Lag af percussion, trommer, synth, distortede vokaler og ikke mindst den altgennemtrængende bas skabte en pulserende klubstemning, der gjorde første del af koncerten fængende og ekstatisk.
Desværre viste tempoet sig at være for ambitiøst, og måske netop derfor var kontrasten til anden del så tydelig. Det var som om, Lunice demotiveret kørte i tomgang. Energien sivede væk ligesom publikum, og de til stadighed gennemrystende peaks nærmede sig mere almindelig og uinspireret dance, afbrudt af repetitive rapomkvæd uden evne til at imponere. En skuffende afslutning på en ellers lovende start.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.