Status: De seks bedste ting ved årets Roskilde Festival – og to mindre gode

Vi runder årets fantastiske festival af med at udpege vores absolutte højdepunkter – og et par ting, der kunne have været bedre.

jackwhite-1Foto: Marcus Andreassen

Bedst, nr. 1: Jack White
Selv om Roskilde Festivals nye musikchef virker til at have et roligt gemyt, må musikgruppen alligevel være blev ramt af et mindre panikanfald, da Drakes afbud tikkede ind. For hvor finder man med blot få dages varsel et verdensnavn til at lukke Orange Scene søndag aften?

Det gør man i Nashville, hvor Jack White har slået sig ned. Og hvilken erstatning. Selv om mange hiphop-fans sikker har været skuffede (mere om det på de følgende sider) over at få en afløser i en helt anden genre, så havde White formatet, rækkevidden og kataloget til at lukke og slukke festivalen på passende vis.

På 90 minutter bragede han sig med et umådeligt velspillende band igennem sange fra sin tid med The White Stripes, The Dead Weather og Raconteurs samt sine to stærke soloplader med en spilleglæde og virtuositet, få kan matche.

Læs vores fulde anmeldelse af koncerten HER.

Stones15Foto: Benjamin Lund

Bedst, nr. 2: Orange Feeling
Den har nærmest været erklæret død flere gange de seneste år. Men i år tog den orange teltdug revanche – eller Roskildes bookinggruppe gjorde. For med mod forsøgte de at skabe de store fællesskabsoplevelser, som Orange Scene netop kan levere, når alt gå op i en højere enhed. Der var både rockbrag, twerk-feber, dancehall-fest, metal og alderstranscenderende kærlighedssoul.

Og det var rørende, da Stevie Wonder skabte fællessang blandt titusindvis af glade festivalgængere, og smittende, da Major Lazer fik os til at smide alle hæmninger – og smagsdommeriet – over bord, og bare imponerende, at Jack White formåede at hive den sidste begejstring ud af os med sine utrættelige guitarangreb.

Så velkommen tilbage, Orange. Du er stadig noget helt unikt.

Damon-Albarn_Roskilde-Festival2-foto-Tue-BlichfeldtFoto: Tue Blichfeldt

Bedst, nr. 3: Damon Albarn
Det er svært at udpege årets bedste koncert. Men Damon på Arena er et godt bud. Vi havde glædet os – og det tandknækkede gadedrengesmil gik lige i hjertet. For det var et charmerende bevis på britens store kærlighed til musikken. En kærlighed der igennem årtier har kastet ham ud i alt fra britpop-slagsmål til Mali-krammere, og selv om koncerten droppede yderpunkterne og fokuserede på Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen og den nye solokarriere, så var det med Albarns enorme musikalske nysgerrighed og åbenhed i fokus.

Og det smittede. Så man kun kunne smile med, da han overraskende hev Kano og De La Soul ind som overraskende Gorillaz-stand-ins, inden han flabet skruede tempoet ned igen og bragte fokus tilbage på sine nye tilbagelænede sange – med et smil.

Læs vores fulde anmeldelse af koncerten HER.

futureislands-1-717x375Foto: Marcus Andreassen

Bedst, nr. 4: Roskilde lyttede, og Future Islands sejrede
Roskilde-publikummet er ekstremt taknemmeligt, undtagen når det gælder offentliggørelsen af årets spilleplan. Her er der altid 1.000 ting at brokke sig over. Roskilde lytter altid, men i år gjorde de noget for at møde folkets krav: De ændrede simpelthen i spilleplanen.

blev retmæssigt rykket, så hun ikke kolliderede med Diplo og Stevie Wonder (hun skulle måske ligefrem have spillet Orange), men genialt var det, at Roskilde Festival skubbede hele verdens nye yndlingsband, Future Islands, 12 timer tilbage i programmet. I stedet for en opkvikker kl. 13 blev frontmand Samuel T. Herrings skinbarligt smittende energi og gruppens carpe diem-festlige (men også bedrøvende) synthpop nemlig til en fest af de legendariske på Avalon kl. 01 om natten i stedet. Hvilket uden tvivl gav mange mennesker en helt anden oplevelse end først beregnet.

Det var stort og moderne af Roskilde og viser en klar udvikling i festivalens åbenhed.

Læs vores anmeldelse af Future Islands-koncerten HER.

Sivas-Roskilde-Festival2-foto-Marcus-Andreassen-717x375Foto: Marcus Andreassen

Bedst, nr. 5: Den næste generation
Roskilde Festival har ikke for vane at booke mange danske navne til de store scener – i år var der blot 14 lokale navne i det enorme hovedprogram. Til gengæld gør festivalen en enorm indsats for talentmassen via Rising-programmet, og det er sjældent, at musikgruppen misser et nyt stjerneskud.
og ikke mindst Klumben og Raske Penge, der henholdsvis sidste og forrige år spillede under warm-up-dagene, men allerede i år magtede at spille de enorme scener Arena og Orange op, er et fremragende eksempel på, hvor hurtigt det kan gå.
Og det var enormt fortrøstningsfuldt i år at opleve den næste generation vise format på den lille Rising-scene. Karl Williams spinkle natte-r’n’b viste potens med udbygget backing-band, The Minds of 99 viste hvor fænomenalt, deres poppede postpunk egner sig til fællesskrål, og S!vas symboliserede det tronskifte, der er ved at ske på den danske hiphopscene.
Og alle spillede de for så store skarer af opslugte tilhørere, at de snildt kan rykke ind på de store scener næste år.

MajorFoto: Tue Blichfeldt

Bedst, nr. 6: Knapperne blev skruet op til fest
Der er ingen tvivl: Major Lazers koloenorme basbrag på Orange Scene var årets fest på Roskilde Festival. Og hvem havde egentlig regnet med andet? Diplo og vennerne var sat under teltdugen for at få jorden (og røvene) til at ryste og skuffede ikke i et virvar af mashups og vanvid.

Men den elektroniske musik kunne det hele på årets festival. Diplo alene var i topform søndag på Apollo (men med slukørede omstændigheder), mens Darkside også inviterede til fest af en art på Avalon – deres helt egen tranceindbydende, omsluttede luftrejse, der modsat ovenstående mere indbød til at bevæge kroppen med lukkede øjne.

Kelelas Aaliyah-klingende r’n’b-vokal fik flot lov at folde sig ud over de fremtidsklingende produktioner, mens James Holden havde sin maskinpark med på Apollo og Moderat skabte symbiose mellem Sascha Rings dybfølthed og dubbens fysiske påvirkning.

Den elektroniske fest var i fuldt flor på årets Roskilde Festival, men det smukkeste var, hvordan virkemidlerne til euforien kom fra alle hverdenshjørner af computermusikken.

Outkast-2-717x375Foto: Henriette Frausing

Mindre godt, nr. 1: Hiphop-programmet skuffede
På papiret så det fremragende ud, men hiphoppen på årets Roskilde var undervældende i udførelse. Det hjalp naturligvis ikke på det, at Drake og vidunderbarnet Chance The Rapper aflyste – hovednavnet endda med en rockbooking som afløsning – men niveauet var skuffende. Enten grundet mikrofonholderne på scenen eller andre mere praktisk årsager.

André og Big Boi var fænomenale rappere, men Outkast-koncerten blev ødelagt af en sønderbrusende bas, der gjorde intet godt for detaljerne. Talenterne Vic Mensa og ASAP Ferg tabte musikken på gulvet i jagten på fest og moshpits, mens Pusha T droppede Clipse-materialet og bare lød lidt gammel.

Dilated Peoples var hyggelige på den nostalgiske old school-facon, og måske de skulle have startet festivalen torsdag, hvor Earl Sweatshirts indadvendthed ikke helt matchede den eufori, der netop var brast gennem portene.

Hertil var der også hiphoppen i opvarmningsdagene – eller netop manglen på samme. S!vas opildnede til tronskifte, men ud over ham skulle warm-up-rappen findes nede i Street City uden for det officielle program.

Årets bedste hiphop-øjeblik? De La Souls gæstevisit hos Damon Albarn til en uovertruffen udgave af ‘Feel Good Inc.’.

pushat-7Foto: Marcus Andreassen

Mindre godt, nr. 2: De nye scener, Avalon og Rising
Festivalpladsen er i konstant udvikling for at matche de skiftende krav. Så da det sidste efterår blev annonceret, at Odeon og Cosmopol blev nedlagt til fordel for den mere fleksible Avalon-scene, der skulle kunne huse alt fra intime koncerter med 3.000 tilskuere til de større med et publikum på 12.000, lød det lovende.

Men den nye scene mindede grangiveligt meget om den velkendte Cosmopol-scene minus et lydtårn i midten. Til de mindre koncerter virkede den underligt tom og langt fra intim – og til de større tilløbsstykker, som Pusha T og Future Islands, havde man skidt udsyn til en mørk scene alt for langt væk, hvis man fik en plads uden for teltet. Det føltes ikke som en upgrade.

Den nye Rising-scenes debut under warm-up-dagene var ikke meget bedre. Hvilke logistiske årsager, der lå bag at forlade Pavilion-scenen med dens ideelle størrelse, stemningsskabende teltdug og hyggelige handelsområde til fordel for en stilladsbunke pakket ind i sort plastik på det vindblæste campingområde, ved vi ikke. Men det virkede som en forringelse af vilkårene for de nye skandinaviske navne, for hvilke den første koncert på Roskilde Festival er en drøm, der endelig er gået i opfyldelse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af