19 album du skal glæde dig til i september

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Blonde Redhead ’Barragán’ (1. september)
De garvede newyorkere er stadig i fuld vigør og lader da heller ikke til at skulle indstille de musikalske forførelser lige foreløbig. Efter fire års ventetid er de nemlig tilbage med deres niende studiealbum ‘Barragén’, hvorfra de allerede har givet os den sjælfulde single ‘No More Honey’, der varsler poesi tilsat underfundig mystik samt velvillig eksperimenteren.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Cabin Project ’The Cabin Project’ (1. september)
Kira Skov og Marie Fisker har for en stund droppet soloambitionerne og nu klar med deres fælles og ret så spændende konceptalbum ‘The Cabin Project’ – et album, der er opstået under ni dages kreativ isolation i Canadas dybe skove. Selveste Bob Dylan- og Neil Young-produceren Daniel Lanois har taget del i samarbejdet, og resultatet skulle eftersigende leder tankerne hen mod klassisk sangskrivning samtidig med at lege med stærkt futuristiske elementer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tricky ’Adrian Thaws’ (8. september)
Triphop-legenden Tricky er tilbage med sin 11. langspiller under titlen ‘Adrian Thaws’ (hans fødenavn), og har et hav af gæster som Nneka, Mykki Blanco, Oh Land, Bella Gotti, Tirzah og Francesca Belmonte. Selv har han proklameret, at han for hvert album har forsøgt at gå en ny vej – dermed nok ikke en opfordring til at læne sig tilbage og forvente endnu en redefinerende ‘Maxinquaye’-plade.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Banks ’Goddess’ (8 september)
R’n’b-sangerindens debutalbum er med god grund et af månedens mest ventede, blandt andet takket være singler som ‘Drowning’ og ‘Beggin for Thread’ plus titelnummeret ‘Godness’, hvor slagkraftige popproduktioner og atmosfærisk dysterhed akkompagneres stilfuldt af Banks intense, skælvende stemmeføring.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Interpol ’El Pintor’ (8. september)
Interpol har siden ‘Turn on the Bright Lights’ holdt stien ren musikalsk, dog aldrig uden at overgå det mesterlige debutalbum. Postpunkernes femte udspil ‘El Pintor’ er dog snart på gaden og har denne gang ladet vente på sig i fire år. Ud fra den potente single ‘Acient Ways’ at dømme, kunne man da også have forhåbninger om et både gennemført og veloplagt rockalbum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Karen O ’Crush Songs’ (8. september)
Yeah Yeah Yeahs-sangerinde Karen O lader sin (til tider) skrøbelige og let punkede vokal gå solo, når hun med sit kommende debutalbum ‘Crush Songs’ prøver kræfter med helt eget materiale. Lytter man til singlen ‘Rapt’ er det først og fremmest befriende, at hun lægger fra land med en forunderlig personlig stil – et lo-fi-univers med forvrænget akustisk guitar og inderlige, umiddelbare følelsesimpulser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Suspekt ’V’ (8. september)
‘V’ bringer det famøse Albertslund-slæng sammen igen, når Bai-D, Orgi-E og Rune Rask udgiver det femte album under deres fællesalias Suspekt. Siden sidst har Orgi-E blandt andet givet den som Klamfyr, men tager man soloprojektet som pejlemærke, har drengerøvene formentligt ikke mistet tabet om titlen som landets mest provokerende rapgruppe.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ryan Adams ’Ryan Adams’ (8. september)
Alternativ og dybfyldt countrymusik står som hovedingredienser, når den amerikanske sangskriver Ryan Adams skal placeres musikalsk, mens hans metal-inspirerede konceptalbum ‘Orion’ fra 2010 må anses som noget af en afstikker. Hans første album i tre år er dog snart klar, og det som opfølger på hans ‘Ashes and Fire’ fra 2011 – et album, vis  succesfulde sangskrivning man kunne håbe bliver fuldt op på dette nye selvbetitlede album.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The New Spring ’Late Bloomer’ (15. september)
Bastian Kallesøes The New Spring luftede allerede nye numre fra sit kommende album ‘Late Bloomer’ på årets Spot  Festival, hvor tubaen blev introduceret for første gang og til stor succes. Faktisk har det endnu ikke budt på fejlskud fra den livsfulde sangskriver, og dette er alt i alt også en god grund til at forvente endnu et pletskud fra herren med det eminente fingerspil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Solbrud ’Jærtegn’ (15. september)
Black metal indkapsles i mytologisk dramatik, når Solbruds andet album ‘Jærtegn’ bliver sluppet fri – her varsles der intens ragnarok med endnu fire stort anlagte eposser, hvoraf ingen lander under de ni minutter. Modigt har Solburd valgt at lade den tidligere punkmusiker Johnny Stage stå for at masterere albummet, hvilket åbner op for et muligt alternativt eller endda innovativt lydende black metal-album.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Alt-J ’This Is All Yours’ (22. september)
Efter briterne på deres førstesingle ‘Hunger of the Pines’ samplede Miley Cyrus i overlejen stil, har forventningerne til Alt-J’s kommende udspil ikke været små. Forsanger Joe Newman kærtegner lydbilledets storslåede og vellydende electro-folk, og gruppens debutudspil ‘An Awesome Wave’ formåede da også i følge vores anmelder »at forene den melodiøse folk med tempofyldte, alternative popudladninger«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

SBTRKT ’Wonder Where We Land’ (22. september)
Produceren er tilbage med efterfølgeren til sit selvbetitlede og stærke debutalbum fra 2011, og allerede nu har singlen ‘NEW DORP. NEW YORK’ efterladt et billede af overskudsagtig kompromisløshed. Særligt oser Vampire Weekends Ezra Koenigs halvt rappende, halvt snakkende sangstil af bragende coolness, men albummet byder også på et hav af andre gæster som ASAP Ferg, Sampha og Jessie Ware.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Aphex Twin ’SYRO’ (22. september)
Aphex Twin er en elektronisk legende og samtidigt en form for mystificeret computerhelt, hvilket endnu engang blev bekræftet med hans alternative album-annoncering for nylig. Med et trylleslag blev den elektroniske verden sat på den anden ende, og dette alt sammen som kollision på Richard D. James’ 13-årige albumstrejke. Albummet skulle ifølge manden selv være et mere tilgængeligt album end tidligere kompleksiteter, men mon ikke det blot er springbræt for flere kommende udgivelser i mere udfordrende stil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Goat ’Commune’ (22. september)
Eksotisk bjergtagning og vildtrivende stammemusik er en universel del af det psykedeliske rockband Goats musikalske udtryk. Deres kommende udspil ‘Commune’ har allerede budt på singlerne ‘Words’ og ‘Hide From the Sun’, og her bliver bandets smukt messende kvindekor i vanlig stil tilsat hypnotisk polyrytmik, elektrisk distortion og verdensfjerne instrumenter. Det er andet udspil fra de maskeklædte svenskere, men det første signet under selskabet Sub Pop.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Julian Casablancas ’Tyranny’ (22. september)
Julian Casablancas havde et gæstespot på Daft Punk-nummeret ‘Instant Crush’, dog har hans flair for fængende guitarhooks og uimodståelige omkvæd nu altid været hans varemærke, udover selvfølgelig at være inkarneret rockstar ud over alle grænser. Desværre er den kaotiske og fragmenterede video foroven, det tætteste vi kommer på en egentlig musikalsk smagsprøve på det kommende soloudspil med backing fra bandet The Voidz.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Leonard Cohen ’Popular Problems’ (22. september)
Den snart 80-årige sangpoet kom for nylig ud med en ny sanselig og forførende single ‘Almost Like the Blues’, mens albummet ‘Popular Problems’ i samme ombæring blev annonceret. Som aldrende stjerneskud ser det blot ud til, at Cohen til stadighed har mere at byde på som årene går, både produktivt og kvalitetsmæssigt – men man kan vel næsten ikke være bekendt at forvente, at canadieren er blevet yderlige livsklog og perspektivrig siden hans fremragende album ‘Old Ideas’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

NehrivianDOOM ’NehruivanDOOM’ (22. september)
Makkerparret Doom og Bishop Nehru har allerede sluppet to kreativt sprudlende singler fra deres kommende rapprojekt ‘NehrivianDOOM’ løs – herunder singlen ‘Darkness’, der både indeholder stærkt bluesbetonede blæserarrangementer og forførende lyrik, og ‘OM’, der giver den op for sejlende orgelspil, tunge beats og frembrusende aggressiv rapp. Det bliver formentligt ikke kedeligt at lægge øre til, når pladen ramme gaden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jacob Bellens ’My Conviction’ (22. september)
Bellens solodebut ‘The Daisy Age’ var både dybsindig og forunderlig fordybende, og heldigvis er tiden nu inde til nyt fra We Got You On Tape-frontmanden. Indfandt man sig godt med Bellens melankolske og livsfilosofiske tankestrømme, skal man dog lige have in mente, at han tidligere har udtalt om dette album, at »melodierne er lysere, mere simple og nok mere ligetil end de før har været«, hvilket titelnummeret foroven da også viser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Christopher Owens ’A New Testament’ (29. september)
Efter Owens solodebut ‘Lysandre’ fra 2013 er der formegentlig igen lagt op til solid omgang sangskrivning – og man kan jo håbe på, at den sangpoeten er kommet videre end tonen A, hvilket var konceptet på ‘Lysandre’, der dog viste Owens underfundige sødme og forfaldenhed til det melankolske. Foroven er en forsmag på det kommende album, og her går netop det sødmefulde, poetiske og melankolske elegant hånd i hånd.

Læs også: 21 koncerter du skal opleve i september

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af