Bikstok Røgsystem om årets eneste koncert: »Det er lidt en undskyldning for at spille nogle nye sange«

Midt i dancehallens sejrsgang sidste år samledes forgangsmændene i Bikstok Røgsystem igen for blandt andet at spille numrene fra deres genredefinerende debutalbum fra 2005, ‘Over stok og sten’, på NorthSide Festival. De slap også den nye single ‘Delirium’, ligesom rygterne om et nyt album svirrede.

Der kom dog aldrig mere ny lyd fra Blæs Bukki, Eaggerman og Pharfar, og efter et par koncerter gemte de sig igen væk. Eller de fik snarere travlt med deres forskellige egne projekter fra Malk de Koijn og EaggerStunn til Pharfars Donkey Sound-produktioner og soloprojekt.

Men nu stikker de hovederne frem igen, når de spiller deres eneste koncert i år på Scandinavian Reggae Festival i weekenden Og de har flere nye numre med på setlisten, lover Eaggerman.

»Det er nogle søde gutter, der står bag festivalen, så derfor sagde vi ja. Men det er også lidt en undskyldning for at spille nogle nye sange og høre, hvordan de fungerer. Vi har lavet en del sange, så nu må vi se, hvad der sker. Det er åndssvagt at sige noget tidspunkt. Jeg har lært at holde mig fra tidspunkter«, siger han klog af skade i forhold til nye albumspekulationer, men slår fast at de satser på at spille tre-fire nye numre til festivalen på Refshaleøen.

»Vi har haft så mange projekter kørende hver i sær. Det er som om vi først er ved at lande nu og så intensiveres arbejdet selvfølgelig. Og så vil vi også gerne lave noget, der er fedt«, fortsætter Eaggerman og fortæller, at hans venner er begyndt at drille ham, fordi albummet har været så længe undervejs.

Det er lysten til at stå sammen igen og genopleve en sjov tid, der sidste år fik de tre travle herrer til at genoplive Bikstok Røgsystem.

»Der kommer en erindring om, hvor fedt det egentlig var, og så kommer lysten til at spille nogle af sangene igen. Vi havde så grineren over det, så derfor valgte vi at gøre det igen«, siger Eaggerman, der godt kan lide at lave musik med de to andre, fordi det giver et naturligt kreativt modspil i forhold til for eksempel at skrive teksterne alene, som han gør i EaggerStunn.

»Man kan godt finde på at sige til hinanden, at det ikke lige er godt nok. Så der er et samspil på en anden måde, når man er tre, der skriver en plade«, siger han og fortæller, at det dog er blevet mere udfordrende for dem at skrive sammen, fordi de er vokset i hver deres retning.

»Men det er en fed diskussion og et rart kompromis, vi finder frem til hver gang, vi laver et nummer færdigt. Vi har alle tre forskellige, underlige munde, og det koger vi ned til en Bikstok-gryderet«.

Scandinavian Reggae Festival finder sted i weekenden den 29.-30. august i København.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af