Hvor blev de af? 12 sagnomspundne album, der blev væk

Musikbranchen er fuld af hellige graler og andre vandrehistorier. Men en del af de album, der er forsvundet i den kreative Bermudatrekant henover årene er ret veldokumenterede. Vi giver dig en rundtur – fra Dr. Dre til Lauryn Hill.

Prince: ‘Dream Factory’ / ‘Crystal Ball’
Ovenpå tre produktive år med et tilsvarende antal album i geværet var Prince atter gået i studiet med backingbandet The Revolution, der også prydede ‘Purple Rain’, ‘Around the World in a Day’ og ‘Parade’. Men albummet, der med tiden svulmede op i omfang og endte med at blive en dobbelt-LP, så aldrig dagens lys, fordi Prince blev uvenner med slyngveninderne Wendy Melvoin og Lisa Coleman, der var kernen i The Revolution, og besluttede sig for at fyre bandet.

En del af sangene spildte dog over i det endnu mere ambitiøse projekt ‘Crystal Ball’, der var tænkt at skulle skræve over hele tre skiver. Krystalkuglen skulle, udover ‘Dream Factory’-skæringerne, også rumme tiloversblevne tracks fra et whitelabel-eksperiment, hvor Prince egentlig havde tænkt sig at udgive et helt album under det feminine pseudonym Camille – for at se, om musikken kunne stå på egne ben uden hans navn klistret henover.

Men et tredobbelt album er svært at sælge til et pladeselskab og Warner Bros. indgik et kompromis med Prince, der slukøret måtte sende ‘Crystal Ball’ på gaden – nu omdøbt til ‘Sign O’ the Times’ og minus en tredjedel af numrene.

Zack de la Rochas soloalbum
Han har efter sigende arbejdet på det siden 2000, da de la Rocha og resten af Rage Against the Machine skiltes. Nogen hævder endda, at han har haft det i ærmet siden 1995, men så meget desto værre er det, at det måske ender med aldrig at udkomme.

I mellemtiden har resten af RATM nået at indspille hele tre album i selskab med Chris Cornell under Audioslave-navnet for siden at opløse det band også – og Rage Against the Machine har da som bekendt også slået pjalterne sammen igen, så muligheden for, at der nogensinde kommer noget ud af de mange års arbejde ser mere og mere tyndslidt ud.

Prospektet om et soloalbum fra den iltre, politiserende sanger, produceret af hiphop-folk som DJ Shadow, El-P, Muggs, Dan the Automator, DJ Premier og Questlove, drum’n’bass-pioneren Roni Size og industrial-ikonet Trent Reznor virker ellers mere end lovende på papiret, men sandheden er nok snarere, at alle disse folk har haft fat i de la Rocha på vidt forskellige tidspunkter i forløbet og at intet af det har mundet ud i noget færdigt.

Neil Young ‘Chrome Dreams’ / ‘Homegrown’
En mand med så vældigt et bagkatalog som den almægtige Neil Young må også have ømme punkter. Og sandt nok finder man et par stykker.

Young nåede så langt som til at have omslaget til ‘Homegrown’ klar og holdt endda en lyttesession for familie og venner. Men med på båndet den aften var tilfældigvis også numrene fra det stærke, aggressive og modbydeligt triste album ‘Tonight’s the Night’, som Young havde indspillet sammen med backingbandet Santa Monica Flyers lige efter, at Crazy Horse-guitaristen Danny Whitten og Youngs gode roadie-ven begge var omkommet af overdoser. Young blev grebet af det andet album, der havde sneget sig ind på båndet som en uventet gæst og besluttede sig for at lade ‘Homegrown’ ligge.

‘Chrome Dreams’ var, ifølge dem, der har haft æren af at lytte til det, måske Youngs bedste album i 70’erne, og det endda på trods af albummets oprindelse som en compilation, der egentlig bare fejede op på uudgivne stumper fra midten af årtiet. Helt uforståeligt valgte Young at skrinlægge ‘Chrome Dreams’ for istedet at indspille den middelmådige ‘American Stars ’n’ Bars’, som dog samlede op på enkelte numre fra ‘Chrome Dreams’ og et par stykker fra ‘Homegrown’ – og i 2007 – 30 år efter – udgav han så ‘Chrome Dreams II’. Hmmm.

Lauryn Hills andet album
Åh, hvor skal man begynde? Hendes debut, ‘The Miseducation of Lauryn Hill’ ligger seksten år og en rund håndfuld børn med hendes on-and-off-ægtemand Rohan Marley tilbage i tiden. I mellemtiden har vi fået et dobbelt livealbum, hvor Hill gav den som unplugged, folksy soulsanger, en meget kortvarig og undervældende Fugees-reunion og en stribe sporadiske nye sange klatvist over årene.

Hill skulle ifølge Sony have været i studiet i 2007 for forgæves at have forsøgt at stykke et album sammen, men spørgsmålet er, om ikke hun efterhånden er begyndt forfra et par gange siden – senest efter hendes højtprofilerede sag, hvor Hill sidste år måtte lide den tort at sidde fængslet tre måneder for at skylde en halv million dollars væk til skattefar.

Men Sony må se et eller andet i Hill, siden de har givet hende grønt lys til at oprette sit eget label under monsterselskabets vinger – og planen var da også, at hendes andet album skulle have været udkommet sidste år. Vi venter spændt og kan i mellemtiden smuglytte singlerne ‘Neurotic Society (Compulsory Mix)’ og ‘Consumerism’.

The Avalanches’ andet album
Det skamroste australske electronica-kollektiv bag det ekstreme samplekludetæppe og indiskutable mesterværk ‘Since I Left You’ har brygget på deres albumtoer siden 2005, men det har kun dryppet sporadisk med oplysninger. Allerede i 2006 hævdede deres pladeselskab Modular dog, at de havde hørt skitser og pralede højlydt over kvaliteten, mens bandet i 2007 rapporterede at omkring 40 sange var i vælten.

I mellemtiden har de mistet nøglemedlemmet og grundlæggeren Darren Seltmann, mens Jennifer Herrema fra Royal Trux, Ariel Pink, rapperen Danny Brown og David Berman fra Silver Jews omvendt alle er blevet bekræftet som gæster på albummet, som ifølge Herrema i juni var »tre uger fra at være færdigt«.

Noget kunne altså stærkt tyde på, at det, efter at have boblet små ni år i The Avalanches’ trykkoger, er ved at være klart, men vi vil dog afholde os fra at råbe »ulven kommer« endnu.

Dr. Dre ‘Detox’
Sommeren 2003. Efteråret 2005. September 2007. Slutningen af 2008. Julen 2010. 20. april 2011. Hvad har alle disse mere eller især mindre præcise datoer med hinanden at gøre? Jo, det har alle været rapporterede udgivelsesdatoer på Dr. Dres længe ventede tredje og sidste album, som allerede blev påbegyndt tilbage i 2001.

Men han har også været en driftig herre, den gode Dre, for i mellemtiden har han bygget hele sit hovedtelefonsimperie Beats op fra bunden og måske kan noget af årsagen til, at ‘Detox’ ikke er udkommet endnu simpelthen være, at uanset albummets kvaliteter, så har det haft potentiale til at stjæle fokuset fra Beats-brandet.

50 Cent har endda spekuleret i, hvorvidt vi nogensinde kommer til at høre albummet – og har skudt skylden på, at Dre simpelthen har for meget tid til at forelske sig i sine numre, for derefter at blive desillusioneret over dem og siden abortere dem, før de overhovedet når frem til os stakkels lyttere.

Men med Beats af vejen, solgt til Apple for en ikke helt dum pengesum, er der måske håb forude, hvis Dre altså kan modstå det massive forventningspres. Hip hoppens ‘Chinese Democracy’.

D’Angelo ‘James River’
Det er allerede et halvt årti siden, at D’Angelos mytiske tredje album ‘James River’ oprindeligt skulle have udkommet og hele fjorten år siden hans sidste skive. Og med neosoul-legendens perfektionistiske ry, Prince i ryggen og en gæsteliste, der blandt andet tæller Questlove, Cee Lo Green, Raphael Saadiq, Mark Ronson og Roy Hargrove, er der lagt gevaldigt i ovnen.

I mellemtiden har han været arresteret for et forsøg på at købe sexydelser af en undercoverbetjent og i 2013 været indlagt med en »alvorlig sygdom«. Intet af det forklarer dog, hvor albummet bliver af. Questlove har af to omgange omtalt ‘James River’ som værende henholdsvis 97 procent og 99 procent færdigt, og vi fik tilmed smagsprøver på albummet, da D’Angelo gæstede København for et par år siden. Seneste pip fra Questlove er, at albummet måske endda slet ikke kommer til at hedde ‘James River’. I januar slap der dog nogle få videoklip ud fra studiet, så der er måske håb endnu.

Zwan/Djali Zwans andet album
Billy Corgan havde store planer for sit nye band Zwan, men efter deres hastige retræte og opløsning i 2003, hvor de blandt andet måtte aflyse deres optræden på Roskilde Festival, var han lige så rask til at lægge afstand til de andre medlemmer, som blandt andet angiveligt havde problemer med stoffer, rod i økonomien og indledte seksuelle forhold internt i bandet. Med Corgans gendannelse af Smashing Pumpkins, Paz Lenchantin parkeret i Pixies og Matt Sweeney i Endless Boogie, er medlemmerne også for længst spredt for alle vinde.

En skam, for debuten ‘Mary Star of the Sea’ er et fortrinligt album, og måske det mest hæderlige, Corgan har bedrevet siden The Smashing Pumpkins’ opløsning i 2000 – selv, hvis man regner deres gendannelse med. Corgan har selv udtalt, at der ligger tonsvis af uudgivet musik i gemmerne, som han ikke kan holde ud at lytte til på grund af sit anstrengte forhold til resten af Zwan.

Et nogenlunde færdigt, akustisk album i Zwans akustiske inkarnation – Djali Zwan – ser således næppe udgivelse nogensinde, og vi må trøste os med de få numre, der slap ud på soundtracket til Jonas Åkerlunds spillefilm ‘Spun’.

2Pac & Boot Camp Clik ‘One Nation’ og 2Pac & MC Hammer ‘Too Tight’
Der er måske oceaner af guld begravet i annalerne hos Suge Knights kæntrede label Death Row og mindst et par legendariske collabs med afdøde 2Pac, som trods mama Afeni Shakurs ihærdige forsøg på at malke allle sønnikens mere eller måske især mindre færdige projekter posthumt, næppe nogensinde kommer ud.

Den mest interessante var med det otte mand høje backpacker-hiphop-kollektiv Boot Camp Clik fra Brooklyn, som Shakur indspillede med i sommeren 1996, få måneder før drabet på ham. Potentialet er til at få øje på: Samarbejdet kunne måske have kvalt blodfejden og begravet stridsøksen mellem øst- og vestkysten og forenet hiphop-miljøet under en samlet fane, hvis det havde nået at udkomme.

Det mere tvivlsomme, Death Row-initierede samarbejde med MC Hammer kunne måske have lappet en smule på Hammers allerede i midt-90’erne skrantende karriere, men forbliver mere af et kuriosum.

RZA ’The Cure’
The Cure’ har været i gryden endnu længere end Dr. Dres ‘Detox’ og med en oprindelig releasedato i 1998 tangerer smølet nærmest det latterlige. RZAs mange jern i ilden som producer, som sit alter ego Bobby Digital og som ninjafilms-instruktør er nok den mest oplagte forklaring, men RZA fortæller selv, at han ikke har »følt, at han levede op til sin egen lyrik«:

»Måske lever jeg op til det 70 procent nu. Jeg kan stadig godt lide at feste og drikke, jeg bliver stadig fristet af kvinder og sådan noget. Jeg har ikke utroskab inde på livet længere og jeg tager ikke længere stoffer (…) Jeg siger ikke, at vi ikke bør feste, for livet skal nydes, men sommetider er den ‘kur’, jeg skriver om, en, hvor du kunne have Himlen, hvert sekund af dit liv, bare i dig selv«.

Nåja, men hvis man hænger sit karrierepunktum op på så højtravende tanker og krav til sig selv, så er det da intet under, at det aldrig materialiserer sig. RZA overvejer endda at bikse albummet om til en bog i stedet.

Ryan Adams ‘The Suicide Handbook’, ’48 Hours’, ‘Pinkhearts’, ‘Darkbreaker’ og ‘Black Hole’
Ryan Adams er måske kongen af uudgivne album. Ovenstående fem er blot en håndfuld af det materiale, der venter i hans dybe gemmer, og som Adams gentagne gange har udtrykt stærke ønsker om at få ud til masserne.

Men han har også været satans uheldig med sit valg af pladeselskab. Først kastrerede Lost Highway den ellers formidable ‘Gold’ og knappede det oprindelige dobbeltalbum ned til en enkelt skive. Så biksede de ‘Demolition’ sammen af stumper og stykker fra – netop – ‘The Suicide Handbook’, ’48 Hours’ og ‘Pinkhearts’-albummene og for at føje spot til skade ville de oprindeligt slet ikke udgive ‘Love is Hell’ med henvisning til, at det nok var for ukommercielt.

Men der er håb. Adams er begyndt løbende at udgive ting på egen hånd fra arkiverne under sit PAX AM-label – eksempelvis dobbeltalbummet ‘III/IV’ med The Cardinals som backingband. Og måske en skønne dag de fem sagnomspundne, ovenstående album også bliver til at få fingre i – i form af det varslede bokssæt ’20:20’.

Azealia Banks ‘Broke with Expensive Taste’
Der er få uudgivne album, som er så veldokumenterede som Azealia Banks’ langtidshævende debut ‘Broke with Expensive Taste’. Vi kender både titlen, en præliminær trackliste og hovedparten af det mylder af producere, der har haft fingrene i kagedejen igennem snart fire år. Alligevel har skiven misset sin oprindelige releasedato med foreløbig to år, og Banks har ad flere omgange luftet sin åbenlyse utilfredshed med Interscope Records, kulminerende med hendes tweet fra i januar:

»I REALLY should have signed with Sony. Can someone at Sony buy me off Universal? I’m really in hell here. I’m literally begging to be dropped from Universal«.

Tydeligere kan det ikke siges, og i juli endte hun så med at få sin vilje. Men mon ikke ‘Broke with Expensive Taste’ ender med at se dagens lys også? I hvert fald stammer hendes nyudkomne single ‘Heavy Metal and Reflective’ fra albummet. Og mon ikke vi har noget godt i vente? Man skal i hvert fald have nosser af stål for at droppe collabs med Disclosure og Pharrell fra tracklisten… fordi de ikke lige ‘passer ind’.

Frøken Banks er heller ikke den eneste, der har fået klokkeværket i klemme hos Interscope. 50 Cent har tidligere klandret Universals guldkalv af et selskab for forhalinger af sine seneste album, Banks’ grrrl-rap-kollega Eve fik sit album ‘Lip Lock’ forsinket i næsten seks år og endte med at forlade Interscope, Guns’n’Roses fordoblede den allerede alenlange produktionstid på ‘Chinese Democracy’ under pres fra selskabets boss Jimmy Iovine, og senest måtte M.I.A. ligefrem true Interscope med at lække sit seneste album ‘Matangi’, før selskabet fik fingeren ud og udgav albummet, som de tidligere havde dømt »for positivt«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af