Lil Silva

’Mabel’ markerer det hidtidige højdepunkt i Lil Silvas virke. Den kun 24-årige producer har været en del af den elektroniske musikscene i England, siden han var 16, hvor han var med til at definere den hævdvundne UK funky. Derefter blev han en del af den metalliserede minimalisme, som Night Slugs-kollektivet repræsenterer, inden han nu har omfavnet et bredere appellerende udtryk med konventionelle strukturerer og klare narrativer på pladeselskabet Good Years, hvor han også producerer for Banks.
Selvsamme Banks medvirker på to af ep’ens numre, herunder den fremragende ’Don’t You Love’, som via sin vaklende slide-guitar væver sangerindens indfølte vokal sammen med Lil Silvas bassdrevne bund på smukkeste vis. Som en del af sin mere tilgængelige stil har Lil Silva generelt gjort brug af flere vokalister, og på tidligere ep’er har han for eksempel haft åndsfællen Sampha med på flere numre. I stedet er det her Lil Silva selv, der – på opfordring af Sampha – varetager vokalforpligtelserne uden at lade kollegaen meget efter. Nogle gange skal man træde ind i boksen for at tænke ud af den.
Lil Silva bærer derfor også det meste af ep’en selv og finder den perfekte forening mellem sin produktion og sang på titelnummeret. ’Mabel’ deler navn med hans bedstemor og er en hyldest til hende, som det tydeligt høres i hooket »your love don’t fade away«, der genlyder så mange gange, at man foranlediges til at tro på budskabet.
Lil Silva demonstrerer således, at dansevenlig og opbyggelig musik ikke nødvendigvis behøves at være hinandens modsætninger.