Mø vs. Jenny Wilson: En snak om rastløshed og at være sig selv i musikbranchen

Mø vs. Jenny Wilson: En snak om rastløshed og at være sig selv i musikbranchen
Foto: Tue Blichfeldt

På fredag deler Karen Marie Ørsted aka og Jenny Wilson scenen til Fredagsrock i Tivoli, men allerede under Roskilde Festival fangede vi de to sangerinder backstage til en fælles snak om uafhængighed, punkbaggrund og selvstændighed i en branche, der gerne vil lave om på dig.

Jenny, hvilke beslutninger har du taget i løbet af din karriere der har bevirket, at du kunne føle dig uafhængig? Har du nogle råd til Mø?
Jenny: »Råd til den her superstjerne? Hun behøver vist ikke mine råd. Men hvad jeg godt kan lide ved det du (Mø, red.) laver er, at du virker meget fri, og du har så meget energi, der er helt din egen. Det er meget tydeligt. Det føles som om du kommer fra en punkbaggrund«.

Karen: »Jeg er glad for, at det skinner igennem«.

Jenny: »Men hvis du er en del af the big business, som Karen er lige nu, med en masse mennesker, der måske vil have, at du skal være forskellige ting, så er det vigtigt at tro på dig selv i stedet for at lytte til alle de andre stemmer«.

Karen: »Det er jeg helt enig i. Jeg har oplevet, at der er nogle, der har bedt mig om at gøre ting, jeg ikke havde lyst til, men man skal virkelig følge sin mavefornemmelse. Kontrollen er din, hvis du tager den, og du kan bare sige nej. Selvfølgelig kan man tage fejl, men hvis du tog en beslutning, der virkede som den rigtige i øjeblikket, så tog du den rette beslutning. Man kan ikke regne med noget, for musikindustrien er alligevel fucked op og ændrer sig hele tiden, så i sidste ende har du kun din egen intuition«.

Er det vigtigt for jer at have meget kontrol over det I laver? Både i forhold til musikken, artwork, musikvideoer og så videre?
Jenny: »Jeg er ikke en kontrolfreak, men jeg har en forestilling om et helt univers som min musik indgår i, og i det kan jeg putte tøjet jeg iklæder sig på scenen, skrifttypen til mit artwork, musikvideoer og så videre. Det er vigtigt, at det er noget, man kan stå inde for, når man lever så tæt på det, man producerer«.

Karen: »Jeg vil heller ikke kalde mig selv en kontrolfreak, men jeg synes det visuelle output skal passe til musikken. Når jeg ser noget jeg ikke kan lide, så skal det på ingen måde blive en del af ’universet’«.

Jenny: »Jeg bliver lige nødt til at sige, at jeg elsker dit artwork og dets punkstil«.

Karen: »Det er fedt at høre. Jeg blev også virkelig nødt til at insistere overfor nogle pladeselskabsmennesker på, at det var sådan, det skulle se ud«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kan konkurrence drive jer?
Jenny: »Jeg er på ingen måde et konkurrencemenneske. Jeg er en lykkelig taber, og det gør mig altid glad at se andre mennesker skabe noget, der er fantastisk og fungerer. Hvad der driver mig er at være omgivet af ting, der inspirerer mig«.

Karen: »Når jeg indimellem føler mig i konkurrence med andre, er det helt sikkert i øjeblikke, hvor jeg føler mig svag«.

Jenny: »Sådan kan jeg også få det. Hvorfor kan jeg ikke have det fede lysshow ligesom Fever Ray? Så kan man godt tænke, at man må gøre det lidt bedre, og det kan skubbe en videre«.

Oplever I, at nogle af de samme udfordringer går igen? Er der nogle ting I gentagne gange har haft svært ved at mestre eller ændrer udfordringerne sig?
Karen: »Jeg er stadig usikker på mange områder, og nogle gang tænker jeg: ’Åh, er det her godt nok?’ Men den bedste løsning er at sige ’jeg er ligeglad, og jeg vil bare følge den følelse, jeg nu sidder med’. Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke er en god sanger, og jeg kunne være bedre til dit og dat. Jeg vil rigtig gerne blive bedre, men samtidig higer jeg ikke efter at være perfekt. Så ville det bare være alt for kedeligt«.

Jenny: »Jeg tror, at man bliver nødt til at være af den indstilling, at man altid vil lære noget nyt og søge udfordringer. Man bliver nødt til at lede efter inspiration hele tiden, hvilket er en del af det sjove ved at lave musik«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Karen, du har tidligere udtalt, at du ofte skriver om det at føle sig rastløs. Hjælper det på rastløsheden at udgive din musik?
Karen: »Ja, det tror jeg egentlig lidt, det gør. Når andre mennesker kan relatere til min musik, og de føler, at de forstår mig, og jeg føler, at de forstår mig, så er kommunikationen næsten fuldendt. Selvfølgelig er rastløsheden der stadig, men at slippe den løs og se, at andre også forstår det, er lidt af en lettelse, for så ved jeg, at jeg ikke er den eneste der har den følelse«.

Jenny, når du ser tilbage på dengang du var på Karens alder og sammenligner med nu, føler du dig så mere tilpas med dig selv? Føler du dig mindre rastløs i dag end du gjorde tidligere?
Jenny: »På nogle måder føler jeg mig mere tilpas. Jeg føler mig meget mere modig nu end jeg var, da jeg var 25. I dag er jeg ret ligeglad med andre menneskers meninger, for jeg tror meget stærkt på den musik, jeg laver. Faktisk har jeg det også meget sjovere i dag«.

Karen: »Yay! Det er rart at høre«.

Jenny: »Mit liv har nærmest presset mig til følge strømmen og acceptere, at du ikke kan kontrollere alt. En af grundene til, at jeg har det sådan nu er fordi jeg var syg (Wilson havde brystkræft, red.) og da jeg blev rask, tænkte jeg bare: ’Jeg er her fandeme, så jeg må gøre mit allerbedste nu’. Samtidig har jeg også gennem årene lært at arbejde med andre mennesker, som virkelig har skubbet mig fremad og hjulpet mig. Jeg tror jeg kæmpede meget mere, da jeg var yngre, og gjorde en masse ting selv, men nu har jeg mennesker som jeg gerne vil arbejde med og som gerne vil arbejde med mig«.

Mø og Jenny Wilson spiller til Fredagsrock i Tivoli den 29. august. I løbet af dagen agerer Wilson også dj til Chart Art Fairs åbningsfest.

Læs også: Her er ugens 10 fedeste fester

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af