Vækstlaget spirer: Tre jyske undergrundskollektiver du skal holde øje med

De jyske jungletrommer tordner løs, og har de seneste år blandt andet givet os kollektiverne Af Med Hovedet og Hukaos. I anledning af weekendens aarhusianske undergrundsevent Flux Festival giver vi dig en guide til tre andre af de vigtigste grupperinger i hovedlandets musikliv.

StarnglrSTRANGLR (foto: Richo Lund Hald) 

1. Thy Music Collective
Lige siden Junior Senior plagede landet med deres ørehængere har det været en rigtigt skidt bevaret hemmelighed, at det nordvestlige udkants-Danmark er et arnested for mangen et band, og nu har en stribe af dem slået pjalterne sammen under Thy Music Collective-banneret.

Med et sammenskudsgilde af en koncert til sidste weekends Alive Festival og mixtapet ‘Sounds from Up North #01’ online er den thylandske ulv lanceret i fin stil. Og hvor en del af navnene, som eksempelvis Mont Oliver, Quick Quick Obey og Lars and the Hands of Light allerede har været omtalt rigeligt i disse spalter er det måske på sin plads at fremhæve et par af de mindre kendte og grønnere skud i bundtet.

STRANGLR er et nyslået chillwave-makkerpar, der låner Quick Quick Obeys Esben Halkier som vokalist på deres første, spæde men ganske velproducerede udspil ‘Dreams’.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

This Is Yous første pip ‘Carbon Eyes’ har været ude et stykke tid, men den flotte, storladne single fortjener alligevel at få et plug med her. Indierock-kvintetten er dårligt nok ude af gymnasiet endnu, men har lovet os en ep allerede til efteråret, så de rykker fremad med stormskridt.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Magnolia Shoals har lånt deres navn fra et digt af Sylvia Plath og deres bidrag til mixtapet lover uhyggeligt godt for deres kommende, efter sigende allerede færdige album, som forhåbentlig rammer gaden inden året er omme. Bragende smuk og dyster baryton-rock i bedste The National-tradition:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hør hele ‘Sounds from Up North #01’-mixtapet HER. 

Læs om flere kollektiver på de næste sider.

YUNG-717x375Yung

2. Mastermind Records
Det onde geni bag Mastermind er Viby-genseren Mads Stobberup, bedst kendt som forsangeren i nu hedengangne Cola Freaks, der retfærdigvis lever videre i decimeret form som Dature. Men Stobberups selskab med den lille, stædige og elektrificerede tæge som logo er langt fra blot et afløb for hans egne sager, men udgiver også en sand horde af danske undergrunds-opkomlinge.

De har allerede givet os de kompromisløse smadre-krautrockere Narcosatanicos’ første fantastiske langspiller og en møgfin 7”er fra vores aarhusianske punk-ynd/yngling Yung:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Blandt de udgivelsesparate Mastermind-navne, som er værd at holde godt øje med finder man også københavnske Infuse Huddle, som spiller en art ironisk/kitschet og avant-gardistisk slacker-grunge, og hvis medlemmer blandt andre tæller Alexander Olsen fra Girlseeker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mastermind er også det nuværende hjemsted for Singvogel, som udover at have været Aarhus-digteren Peter Laugesens backingband også står på egne ben og har sluppet 7”-singlen ‘8560 Forår’ samt ‘Morgensang’ som optakt til et kommende album.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Endelig kan du også snart få hovedet drejet af led til Ærkenbrand – en mystisk duo, der, hvis deres SoundCloud-profil har rent mel i posen, stammer fra Syddjurs, færdes i et okkult og berusende psychrock-univers og snart barsler med ep’en ‘Barabtalo’s Dream’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Yung og Mads Stobberups eget band Dature spiller begge til Flux Festival. Narcosatanicos spiller en gratis koncert under Aarhus Festuge, når Flux Festival kuraterer en aften med musik torsdag den 4. september. Mastermind Records afholder en egen labelnight på Radar 1. november.

BedBugsBed Bugs

3. Shordwood Records
Unge Mikkel Holm alias Yung er en driftig herre. Udover sit eget band, som udkommer på føromtalte Mastermind Records, er han også med i Fright Eye samt Teen Beams og har for andet år i træk organiseret punkfestivalen Bryggerfest i sin hjemstavnsby Aarhus. Endelig har han også sit eget pladeselskab, Shordwood Records, som holder fingeren på punkpulsen såvel som den blytunge fod på speederpedalen i smilets by.

Bed Bugs lyder som en aarhusiansk fætter til Iceage med deres nærmest tonløst sløsede vokaler, fnysende hårde postpunk-kulde og aggressive, men devil-may-care-løse sammenspil. De er ikke helt på niveau med deres københavnske kollegaer endnu, men deres debut-7”-er er imponerende taget gymnasieknægtenes purunge alder i betragtning.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bandet med Holm på trommeslagertaburetten, Fright Eye, spiller hidsig og skinger, men stadig melodistærk punkrock i et dress og med en attitude, der burde gøre alle deres forbilleder stolte, og har allerede spyttet adskillige bånd og 7”-ere ud – blandt andet en anbefalelsesværdig split med det californiske garagepop-band Massenger.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Endelig er der Bad Stroke, som tæller medlemmer fra førstnævnte to samt Urban Achievers og som indspillede sin abrupt korte og kasettebånds-debut på en sølle time. Resultatet lyder også derefter. Deres super-aggressive hardcore-skatepunk springer lige op i fjæset og gnubber alle sine hudafskrabninger op ad én.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Yung spiller til Flux Festival lørdag kl. 00.00 i B-Huset.

Læs interview: Undergrundsfestivalen Flux: »Det handler om kunstnerisk mangfoldighed«

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af