Oasis: Noel vs. Liam Gallagher
Når Gallagher-brødrene ikke lige havde travlt med at lange ud efter britpop-rivalerne i Blur, eller hvem der ellers stod for skud, så vendte de istedet næverne mod hinanden. De første tegn på, at den brødrene kærlighed ikke rakte langt indtraf i 1996, da Liam ikke gad synge med Oasis til en MTV Unplugged-optræden i England og i stedet stod og vrængede af sine bandkammerater fra en balkon. Han nægtede efterfølgende at flyve med dem til USA, men joinede touren senere, hvor han totalspolerede en optræden til MTV VMA med sin fuldskab.
I 2009 fik Noel så nok, efter at Liam bakkede ud af et par højtprofilerede koncerter på en tour. Ifølge Noel på grund af tømmermænd, mens Liam hævder, at det var akut strubehovedbetændelse.
Med hver bror som leder for hvert sit band er stridsøksen dog nogenlunde trygt under muld. Liam endte med at rende med det meste af Oasis, nu omdøbt til Beady Eye, mens Noel Gallagher har dannet bandet High Flying Birds.
Noels hilsner i pressen til lillebroren er omvendt stadig lige så morsomme, som de er beske: »Jeg læser de her interviews med Liam, og jeg ved ikke hvem den her fyr er, de har interviewet, for ham jeg har delt et band med de sidste 18 år er et fucking pikhoved. Han er uforskammet, arrogant, intimiderende og doven. Han er den sureste mand, du nogensinde har mødt – som en mand med en gaffel i en verden lavet af suppe«, har han udtalt.
Guns N’ Roses: Axl Rose vs. Slash
Åh ja, hvor skal man begynde. I Guns N’ Roses er der kun plads til Axl, stort set. Men måske har den store frontmand med det endnu mere opblæste ego noget at have sin diktator-mentalitet i. I hvert fald citerer han selv grunden til ‘Chinese Democracy’s flop, at Slash og Duff McKagan psykisk havde pillet hans evner til at skrive noget som helst fra hinanden.
Det gik heller ikke stille for sig, da Slash forlod bandet. Da han annoncerede bruddet i 1996 var Rose ikke sen til at fyre tilbage via en fax til MTV, som proklamerede, at han altså selv havde fyret Slash, fordi den krølhårede guitarist havde mistet sin »dyk-ned-og-find-aben-attitude«.
Fjendskabet varer ved den dag I dag – Axl nægtede at deltage i en ceremoni, der skulle introducere Guns N’ Roses til The Rock and Roll Hall of Fame, fordi Slash ville være til stede, og musikere, der er i den ene lejr skal helst ikke vise sig i den anden. Duff McKagan har dog slået pjalterne sammen med Axl igen efter at have været pot og pande med Slash i et stykke tid.
Axl har selv beskrevet sit forhold med Slash således: »En af os kommer til at dø, før en eventuel reunion sker. Det er ligemeget hvor trist, grimt eller uheldigt folk synes, at det er, sådan er det bare. De beslutninger blev truffet for længe siden og er blevet gentaget år efter år af én mand«.
Pink Floyd: David Gilmour vs. Roger Waters
Mens Pink Floyd i starten af 70’erne nogenlunde kunne enes om at støtte deres eks-kollega, den psykisk syge Syd Barrett, så raslede bandet stille og roligt fra hinanden et årti senere. Først forlod Rick Wright bandet under indspilningerne til ‘The Wall’ og siden overtog Roger Waters fuldstændigt styringen med Pink Floyd med ‘The Final Cut’, som i grove træk faktisk var en Waters-soloplade.
Men efter at have kaldt Pink Floyd »en udtømt kreativ kraft«, forsøgte de andre bandmedlemmer, og i særdeleshed David Gilmour, at tvinge Waters til enten at blive i bandet eller tage sit gode tøj og gå for at give plads til, at resten af bandet kunne fortsætte som Pink Floyd – med et sagsanlæg. Humlen i det var, at Pink Floyd ville blive ramt økonomisk hårdt, hvis de ikke gik i studiet, og Waters stod i vejen.
Det endte, famøst, med at nå hele vejen til den britiske Højesteret, som gav den Gilmour-anførte version af Pink Floyd rettighederne til navnet, mens Waters blandt andet beholdt ‘The Wall’ for sig selv. Waters udstedte endda en faktura til Pink Floyd, mens de turnerede i USA for copyrightmæssig brug af bandets oppustelige, flyvende gris.
Pink Floyds respons var at udstyre deres gris med et overdimensioneret sæt mandlige kønsorganer for at gøre den tilpas forskellig fra Waters’ udgave. Gilmour og Waters har dog siden klinket skårene og et 15. studiealbum, atter anført af Gilmour, udkommer til november – angiveligt en ambient-elegi til Rick Wright, som døde af kræft i 2008.
New Order: Peter Hook vs. Bernard Sumner
At Peter Hook og Bernard Sumner aldrig er kommet godt ud af det med hinanden har længe været offentligt kendt, men kæden sprang for alvor af mellem de to makkere, der ellers har delt band(s) i 40 år, efter at bassisten kom ud af et længere behandlingsforløb for alkoholisme. Om det er fordi, Hook uden flasken så tingene klarere og derfor syntes, han ville give lidt igen på røvhulskontoen, vides ikke, men i hvert fald kan Sumner opremse en hel stribe af ret gode grunde til, at de to ikke er på talefod længere op.
Blandt andet var Sumner utilfreds med, at Hook solgte rettighederne til navnet på den legendariske Manchester-klub Hacienda (som hele New Order havde skudt penge i) til ejendomsspekulanter, at han ikke gad skrive et New Order-album færdigt, fordi han havde travlt med at rende rundt og dj’e, og at han droppede at bidrage til soundtracket til ‘Control’ af samme grund.
Hook derimod meldte sig helt og aldeles ud af New Order ved brat at annoncere gruppens opløsning i 2007, uden resten af bandets vidende. Omvendt har han ofte – og ganske offentligt – beskyldt Sumner for at ‘stjæle’ New Order fra sig, kaldt frontmanden for en »twatto« og kritiseret New Orders verdensomfart med et ordinært greatest hits-sæt som værende ren sellout. Imens har han selv turneret rundt med hans band The Light og et sæt, der tilsvarende udelukkende bestod af materiale fra Joy Division-æraen. Hmmm.
Blur: Damon Albarn vs. Graham Coxon
Oasis var ikke ene på britpop-scenen om at have kamphaner i kurven. Også internt i Blur stridedes Damon Albarn med guitaristen Graham Coxon om bandets retning. Og en af de største omvæltninger i britpop-kongernes karriere var, da Albarn besluttede sig for at løsne jerngrebet og give Coxon plads til at folde sine talenter ud. Medierne i Storbritannien havde skruet vinklen på udkommet af Blur vs. Oasis-kappestriden således sammen, at Oasis var blevet til de elskelige arbejderklasse-underhunde, som var oppe imod de velnærede, lidt for småkynisk intellektuelle og uautentiske nørder fra Blur.
Det gav plads til, at Coxons kærlighed til amerikansk indierock som Pavement og Sonic Youth kunne blomstre i fuldt flor på albummene ‘Blur’ og måske i særdeleshed ’13’, hvor producer Wiliam Orbit nærmest gav Coxon fuldstændigt frie tøjler til en total exit fra britpoppen. Da tiden til ‘Think Tank’ oprandt trak Coxon sig dog fuldstændigt fra Blur, hvilket atter gav Albarn magten tilbage og resulterende i et album, der hørmede af hans nyfundne fascination af vestafrikansk musik.
De to talte ikke sammen i flere år, men produceren Stephen Street bearbejdede dem og blødte deres hårdnakkede stilhed op. Om det er genopfundne gnidninger mellem de to, der især spænder ben for en ny plade her fem år efter deres reunion, kan vi kun gisne om, men til deres forsvar kan det siges, at Albarn uden tøven tog Coxons parti, da hans tegneseriemakker i Gorillaz, Jamie Hewlett, stjal Coxons daværende kæreste, Jane Olliver. Så deres venskab må stadig betyde et eller andet.
Dinosaur Jr.: J Mascis vs. Lou Barlow
Det er alment kendt, at J Mascis er en stædig kontrolfreak. Men faktisk var det bassisten, Lou Barlow, der sang de fleste vokaler på Dinosaur Jr.’s debutalbum. Allerede på opfølgeren, ‘You’re Living All Over Me’ havde Mascis dog taget over på forsangerfronten og søgte tilmed at kontrollere Murphs trommer ned til mindste taktslag, hvilket fik både trommeslageren og Barlow til at kalde Mascis for en »nazist« og et »røvhul«.
Barlow fik dog skudt et par sange ind, men da treeren ‘Bug’ blev indspillet, reducerede Mascis hans rolle yderligere, og de eneste vokaler, Barlow her fik lov at bånde, fortæller også alt om de tos smuldrende forhold: Et isnende skrig på den ultra-støjende lukker ‘Keep the Glove’, hvor Barlow desperat spørger: »Why don’t you like me?«.
I et dick move af episke proportioner sparkede Mascis efterfølgende Barlow ud af bandet ved først at bilde ham ind, at Dinosaur Jr. gik i opløsning, for derefter, få uger efter, at tage på tour i Australien med en ny, kvindelig bassist som erstatning. Barlow fokuserede derefter i mange år på sine egne sange under Sebadoh-navnet, og sangen ‘The Freed Pig’ fra albummet ‘Sebadoh III’ handler netop om hans og Mascis’ forhold.
Dinosaur Jr. er siden gendannet i oprindelig besætning, men kløften mellem Barlow og Mascis er stadig evident, når bandet en sjælden gang imellem kaster sig ud i nogle af Barlows sange på scenen: Mascis opfører sig ganske enkelt som om disse momenter rager ham en høstblomst.
The Beatles: John Lennon vs. Paul McCartney
Selv i de bedste kredse er sagen beef: Rockhistoriens måske mest ikoniske sangskriverpar, Paul McCartney og John Lennon, var i virkeligheden ikke ret gode venner, hvilket for alvor blev tydeligt, da McCartney i 1971 indspillede sangen ‘Too Many People’, som kritiserede, hvad han så som Lennons dovne pseudoaktivisme og halvhjertede politiske slogans fra sofaen. Lennons svar kom prompte i form af ‘How Do You Sleep?’, som blandt andet indeholdt følgende linje tekst »those freaks were right when they said you were dead« som reference til den famøse konspirationsteori om, at McCartney i virkeligheden er død og erstattet af en dobbeltgænger for længst.
George Harrison spillede slide-guitar på ‘How Do You Sleep?’, hvilket blot understregede, at han også havde en kniv at slibe i forhold til McCartney. Han følte sig overset som sangskriver i Beatles og blev så træt af McCartneys konstante instruktioner i, hvordan han skulle spille i filmen ‘Let It Be’, at han annoncerede, at han ikke ville være med i Beatles længere. Det breakup holdt dog ikke længe.
Også Lennons viv, Yoko Ono, fik med grovfilen af McCartney. Da parret først begyndte at se hinanden efterlod han en besk lille skriftlig besked til dem med teksten »You and your Jap tart think you’re hot shit«. Sådan. Og da Ono begyndte at følges med Lennon til indspilninger brokkede Macca sig over, at hun satte sig til rette – ovenpå hans forstærker. Ono hævder omvendt, at hvis hun slet ikke havde været til stede, så var Lennon heller ikke dukket op – så fremskredne var problemerne mellem de to ikoner.
Uncle Tupelo: Jeff Tweedy vs. Jay Farrar
Rivaleriet i alt. country-pionerbandet Uncle Tupelo er et af de klassiske dilemmaer med to dystende sangskrivere i samme slæng. Uncle Tupelo udsprang af et rockabillyband Jay Farrar havde med sine brødre, Wade og Dade, men stille og roligt muterede det til et mere rendyrket country-foretagende.
Ret tidligt i karrieren åbnede der sig en kløft mellem Tweedy og Farrar på grund af førstnævntes drukvaner og mangel på arbejdsmoral, men efter en række udskiftninger i bandet blev spændingerne forstærket mangefold. Tweedy fortæller om tiden omkring deres fjerde album ‘Anodyne’ således:
»Lige heromkring, så sagde jeg noget i en mikrofon på scenen og bagefter trak Farrar mig til siden og sagde »Du snakker ikke i den fucking mikrofon nogensinde igen«. Han mistolkede det, at jeg dristede mig til at tale ind i en mikrofon som flere tegn på mit løbske ego, hvilket bare beviste overfor mig selv, at jeg ikke behøvede at gå rundt og være skidebange længere«.
Farrar ringede efterfølgende til bandets manager og informerede ham om, at han ikke havde lyst til at spille i bandet længere. Tweedy blev rasende og kom op at skændes med Farrar, men de to kunne dog enes om en sidste tour, som en tjeneste til manageren, der havde mange penge ude at svømme i forbindelse med bandet. Uncle Tupelos sidste koncert bestod således, utroligt akavet, af at Tweedy og Farrar sang ni sange hver, fulgt af et ekstranummer med bandets trommeslager, Mike Heidorn. Tweedy løb efterfølgende med resterne af bandet og dannede Wilco, mens Farrar startede Son Volt.
Hüsker Dü: Bob Mould vs. Grant Hart
Hüsker Dü var ikke dit gennemsnitlige hardcore-punkband, selvom de udkom på SST Records og spillede hurtigere end alle deres kollegaer. Guitaristen Bob Mould og trommeslageren Grant Hart var henholdsvis homo- og biseksuelle (men trods rygter om det modsatte, aldrig et par i dén forstand) og supplerede hinanden som sangskrivere i en atypisk konstellation, hvor de to også deltes om at synge.
Men under et arbejdsraseri, som i begyndelsen af 80’erne så det nu legendariske band spytte fire album og en ep ud på kun to år, begyndte forholdet mellem Mould og Hart at forsure. Mould krævede, at de på konceptalbummet ‘Zen Arcade’ splittede sangskriverkrediteringerne op mellem sig, og det blev starten på et årelangt passivt/aggresivt, men også ganske kreativt givtigt anti-parløb, hvor de to konstant forsøgte at overgå hinanden fremfor at samarbejde på hinandens sange.
Det blev begyndelsen til enden, for Mould ville i sidste ende stædigt ikke lade Harts sange udgøre mere end 45 procent af et album og samtidig begyndte trommeslagerens problemer med stoffer langsomt at gnave i resten af deres forhold. De havde begge misbrugt amfetamin i bandets tidlige år, men Hart, som stadig boede hjemme hos sin mor, havde efterhånden også slået sig på heroin. Hans mor foreslog bandet, at de kun kom ud og spille i weekenden for at gøre det nemmere for ham at blive clean, hvilket fik Mould til helt at bryde bandet itu.
The Brian Jonestown Massacre: Anton Newcombe vs. Anton Newcombe (og alle andre)
Måske ikke et oplagt eksempel på rivaleri bandmedlemmer imellem, men Anton Newcombe har et legendarisk ry for at være sin egen og alle andres værste fjende. Ondi Timoners dokumentar ‘DiG!’ stillede i den forbindelse skarpt på forsangeren og hans (selv)destruktive adfærd, som i mange år, udover hans ærkerivaler i The Dandy Warhols, fremmedgjorde en imponerende skare af mennesker, der strømmede igennem The Brian Jonestown Massacre som mere eller måske især mindre faste medlemmer.
Det er dog nogenlunde til at tilgive Newcombe sine fejl og grænseløse narcissisme – også selv om det mere end én gang har resulteret i fysiske konfrontationer med folk, han skulle forestille at være venner med – når man kigger en gang op og ned af bandets output samt de side- og vildskud, BJM har fostret gennem årene. Ville Black Rebel Motorcycle Club måske nogensinde have været blevet til noget, hvis ikke Newcombe famøst havde smidt Peter Hayes ud i 1998?
Og til Newcombes forsvar skal det siges, at efter han fuldstændigt holdt op med at drikke, omkring 2007, har gruppens lineup været mere end stabilt trods de stikpiller, der stadig ryger over scenen, når han ikke lige er tilfreds med indsatsen. Senest har bandets anden oprindelige sangskriver, Matt Hollywood gen-joinet BJM i 2010.