Breakin’ Sound: Fire friske talenter på vej frem

Noget for enhver smag: Norsk synthpop, groovy hiphop, dansk (kvindelig) black metal plus noget til alle Sia-fans.


ANNA OF THE NORTH
38% drømmende synthpop
32% tropesol møder nordisk kulde
15% Norges svar på Mø
15% humørsyg tween-faktor

Endnu en ny nordisk tween-serie på Kanal 5?
Nej, du er way off. Godt nok kommer Anna Lotterud fra den lille bjerglandsby Gjøvik oppe i de norske, skovbeklædte fjelde, men der er ikke tale om en ny, humørsyg ‘Twilight’-møder-‘Heartless’-fabrikation. Anna of the North er i stedet et stærkt bud på en popstjerne in spe.

Heja Norge! Så en ny Medina?
Nej, vi bevæger os ikke i helt samme boldgade. Anna er mere Mø end Medina. Hvis du sætter hendes stadig friske førstesingle, ‘Sway’, på, kan du selv høre, hvordan strålende tropisk strandsol og nordisk kulde møder hinanden og væves sammen i et drømmende synthpop-landskab, mens Anna med linjen »just move with me darling« dikterer en pause fra alt for mange tanker.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Okay, drømmende synthpop går også an… Great!
Ud over den har Anna nemlig også lavet et sødmefuldt, sparsomt calypso-klingende cover af Donna Lewis’ 90’er-hit ‘I Love You Always Forever’, og for nyligt serverede hun den sørgmodige, men forsigtige hjerte/smerte-duet ‘Since You Got On’ med vennen Little Dreamer på sin Soundcloud.

Fedt! Der må være mere på trapperne?
Ja, mon ikke? For ikke så længe siden teamede Anna op med den newzealandske producer Brady Daniel-Smith, og ‘Sway’ blev udgivet af Brooklyn-selskabet Honeymoon, så umiddelbart lader det til, at Anna of the North er én, du kommer til at høre meget mere til.
Tekst: Nanna Skov


KAYTRANADA
32% tempofyldt neo-soul
26% egenrådigt groove
24% funky baslinjer
18% produktiv hiphopproducer

Nå, har hiphoppen fået sig endnu en young gun?
Ja, på sin vis. Den 21-årige canadier, hvis fødenavn er Kevin Celestin, er en mildest talt motiveret beat-smed, der lige siden han var 14 år, har haft travlt med at vende plader, producere og finde sin plads i Montreal. Nu hvor han er blevet signet på XL, der blandt andre huser hans idoler Tyler the Creator og M.I.A., ser det ud til, at de mange års gåpåmod bærer frugt.

Han har måske haft svært ved at skille sig ud?
Nej, slet ikke. Kaytranada har en unik evne til at krydsklippe mellem klassisk hiphop, old school r’n’b og moderne pop – og nævner også så vidt forskellige inspirationskilder som J Dilla og Disclosure. Der skulle bare lige et bredtfavnende Janet Jackson-remix på banen, før verden for alvor fik øjnene op for hans talent.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men har han andet end remix-tæft?
Bestemt. De produktioner, han har lavet for rappere som Mobb Deep og Vic Mensa, er skarptskårne og uendeligt groovy. Og fik jeg sagt, at han i foråret helt nonchalant smed et album på nettet til gratis download fyldt med funk-jams og forførende beats? ‘Whatever’ hedder pladen meget passende.

Fedt, så kom da med det.
Kaytranada ligger ikke på den lade side, så der er masser af tage fat i. Hans Soundcloud bugner af remixes og ep’en ‘Kaytra Todo’ fra sidste år, og så må du love mig også at høre det smagfulde house-nummer ‘Leave Me Alone’, der er førstesinglen fra hans kommende ep, ‘So Bad’.
Tekst: Johanne Schwensen

Myrkur
MYRKUR
41% black metal girlpower
26% atmosfærisk mørke
18% nordisk mytologi
15% identitetsmystik

Er det et nyt surmælksprodukt fra Island?
Nej, slet ikke. Myrkurs flænsende og primale musik er ikke just noget, som skaber balance i maven. Navnet, der betyder mørke på islandsk, dækker nemlig over noget så kuriøst som et kvindeligt black metal-projekt, Og så er kvinden bag faktisk slet ikke fra vulkanøen mod nord, men derimod fra Danmark.

Piger kan da ikke spille black metal?
Det kan jeg love dig for, at Myrkur kan. Hendes atmosfæriske sortmetal, der tematisk trækker på inspiration fra nordisk mytologi, river og rusker på niveau med de ondeste og voldsomste norske metalbands. Drømmepoppet sirenesang blandes med buldrende blast beats og skurrende guitarfræs.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vildt. Hvem står bag?
Godt spørgsmål. Myrkur har fået en del omtale i vægtige musikmedier som Pitchfork og Stereogum, men det er endnu ret sparsomt med info omkring projektet. Googler man lidt, dukker der dog spor op, der peger på, at det måske er Amalie Bruun fra indiepop-duoen Ex Cops, som står bag. I 2008 kunne hun også sætte titelmelodien til ‘Paradise Hotel’ på cv’et, ligesom hun har medvirket i en Chanel-reklamefilm instrueret af Martin Scorsese.

Metal og Paradise! Hvor får jeg mere?
Myrkur udsender snart sin debut-ep, ‘Nattens barn’ (stream den allerede nu hos Pitchfork), på det velrenommerede metalselskab Relapse, men allerede nu kan du høre titelnummeret og nummeret ‘Latvian Fegurð’ på hendes bandcamp, og så kan du se en mystisk kortfilm, hvor hun vandrer omkring i den vilde natur.
Tekst: Mads Hendrich

Ryn
RYN WEAVER
38% nyt pophåb
29% imponerende producervenner
21% øjeblikkelig internetsucces
12% mystisk baggrundshistorie

Hvor kom hun lige fra?
Helt ud af det blå tilsyneladende. Det er ikke mere end et par måneder siden, at den 21-årige amerikaner (i midten på billedet) levede som fattig skuespiller i New York, men da singlen ‘Octahate’ dukkede op på diverse blogs med en tilhørende god baghistorie og et stjernespækket producerhold, var en funklende popstjerne in spe pludselig født.

Så hun er ren fabrikation?
Nu skal vi ikke ud i en ny Lana Del Rey-slåskamp om autenticitet, vel? Godt nok har hun eksisteret i adskillige konstellationer før som FemFemFem og under fødenavnet Aryn Wütrich, og så har hun både Charli XCX, Cashmere Cat, Passion Pit-frontmanden Michael Angelakos og popsmeden Benny Blanco, der har skabt hits til Katy Perry og Britney Spears, i ryggen. Men Weaver vil uden tvivl komme langt med rent og skært talent.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og hvad er dette talent, du taler om?
‘Octahate’ har allerede over en million afspilninger på Souncloud, og det med god grund. For tracket er catchy som bare pokker, og ligesom på den glimrende andensingle, ’Promises’, rammer Weaver plet med sin klokkeklare vokal og en legesyg electropoppet produktion, der lidt lyder som, ja, Passion Pit møder Katy Perry – perfekt til dig der også er vild med Sia.

Det er jeg! Hvad så nu?
Ep’en ‘Promises’ er netop udkommet på Blancos pladeselskab Friends Keep Secrets, hvilket hverken har gjort interessen eller mystikken mindre. Vi afventer spændt Weavers næste skridt mod stjernerne.
Tekst: Mette Holm

Læs også: Forsangere der gik solo: Syv gode og tre mindre heldige eksempler

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af