Forsangere der gik solo: Syv gode og tre mindre heldige eksempler

Destinys
Det er efterhånden blevet kutyme
, at enhver bandfrontfigur med respekt for sig selv på et tidspunkt går solo, om ikke andet så for at ‘hente ny inspiration’ eller for at få ’genopladt batterierne’ uden for bandregi og slippe for de ’kreative uoverensstemmelser’, der har martret så mange bands karriereforløb med uoprettelig slitage til følge. Altså, lige indtil en ekstra lukrativ anledning til at genforenes opstår og fjendskab erstattes med forceret venskab.

I anledning af Karen O’s nye soloalbum og Julian Casablancas‘ kommende ditto, sætter vi her spot på ti kunstnere, der har foretaget springet fra gruppeenhed til solisttilværelse med større eller mindre held.

Man kan altid diskutere, hvornår en solist er i gang med en fuldblods solokarriere, og et band som for eksempel Radiohead eksemplificerer problematikken: Thom Yorke har udgivet soloalbummet ’The Eraser’ samt udgivet materiale med sideprojektet Atoms For Peace. Jonny Greenwood har udgivet prominente filmsoundtracks og trommeslager Phil Selway har snart sit andet soloalbum på gaden. Men er der tale om deciderede solokarrierer? Ifølge vores logik, nej. Der er snarere tale om soloekskursioner. Og det er altså noget andet.

Derfor: For ikke at ende med en helt absurd mængde kandidater opererer vi med nogle klare udvælgelseskriterier (som i øvrigt – tilfældigvis – diskvalificerer både Karen O og Julian Casablancas).
Reglerne lyder: Benævnte solokarriere skal ikke bare udgøres af et enkelt ’sidespring’, men mindst tre album i eget navn samt have fundet sted i en længere periode, hvor bandet var sat i bero, så kunstnerens fokus i gældende periode har været stift rettet på solotilværelsen.

De opridsede kriterier vil glæde folk som Mick Jagger, Dave Gahan og Courtney Love. De kan alle ånde lettet op, da de falder for begge regler og dermed undgår den tvivlsomme ære at ryge i den mindre heldige del af bunken

Skrappe regler eller ej: The game is on! Læs med om gode og mindre heldige solokarrierer på de næste sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De gode
Destiny’s Child/Beyoncé

Man kan indvende, at det lå temmelig meget i kortene, at Beyoncé Knowles før eller siden skulle fyres af som soloartist. Men der findes jo aldrig nogen garantier indenfor popmusikken, heller ikke den mere fabrikerede del af den: Bare spørg Nick Carter fra Backstreet Boys. Og hvad blev der i længden af Ronan Keating, Gary Barlow, Mark Owen eller Appleton-søstrene fra All Saints?

Beyoncé har på imponerende vis formået at fastholde ratioen af hits fra Destiny’s Child-dagene i en solokarriere, der desuden har givet hende muligheden for at skrue både op for hiphop-inspirationen, få noget mere krop i sine produktioner og vokaler og – ikke mindst – mere kød på lyrikken.

Hvor generationen af unge starletter, der kom i hendes kølvand, allerede nu kæmper hårdt for at holde liv i karrieren (dvs. salgstallene) – Katy Perry, Lady Gaga, Lily Allen et al. – sidder Beyoncé trygt på tronen og har endda råd til at udføre et albumstunt af la december måneds selvbetitlede chok-release og netop derved styre verdens opmærksomhed derhen, hvor hun gerne vil have den, og på hendes egne betingelser. Tilmed med fuld styr på det vigtigste: Musikkens kvaliteter.

Og forskellen på Beyoncé i Destiny’s Child og solo handler udover musikken om netop fokus og kontrol: En stærk kunstner vil helst selv bestemme over både form og indhold. Og det kunne Beyoncé ikke 100 procent under andres (herunder sin egen fars) diktat. Nu er hun sin egen boss. Ingen bestemmer over Queen Bey.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De gode
N’Sync/Justin Timberlake

Her er vi i samme boldgade, men det skal alligevel fremhæves, at Justin Timberlakes skifte fra medlem af det amerikanske boybandfænomen N’Sync (der aldrig slog igennem med helt samme effekt i Europa, hvor de blev overstrålet af Backstreet Boys) til tilværelsen som solist blev gjort med så stor dygtighed både i forhold til de musikalske og markedsføringsmæssige valg, at man kun kan tage hatten af for Timberlake, der syntes at blive voksen for øjnene af en måbende verden i videoerne til ’Cry Me A River’ og ’Rock Your Body’.

Nok var arven fra Michael Jackson nærmest kriminelt åbenlys på debuten ’Justified’ (2002), men Timberlake tog det bedste fra mesteren og undgik det værste (han har for eksempel ikke lavet sentimentale økohymner som ’Heal the World’ eller ’Earth Song’), men han rykkede sig med den mere futuristiske og Prince-inspirerede r’n’b på sit andet album ’FutureSex/LoveSounds’ (2006).

Måske lød han lovlig musikalsk og lyrisk selvoptaget på sidste års todelte ’20/20 Experience’, men med et imponerende førsteugesalg på lige under en million eksemplarer i USA af første del af duoudgivelsen, og med endnu et uundgåeligt hit i skikkelse af ’Mirrors’, beviste han, at han også i sine 30’ere snildt undgår døgnfluens dødsdans i det flimrende, flygtige lys af bedrøveligt kuldsejlede drømme om berømmelse, der har slugt mange af hans samtidige konkurrenter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De gode
The Impressions/Curtis Mayfield

Det er de færreste, der er optaget to gange i The Rock and Roll Hall of Fame, men Curtis Mayfield er ikke hvem som helst: I 1991 blev han optaget som ledende figur i et af borgerretsbevægelsens fremmeste r’n’b-talerør i 50’erne og 60’erne, The Impressions, og i 1999 (samme år som han døde) som solist.

Med The Impressions skabte han hits som ’Keep On Pushing’ og den udødelige ’People Get Ready’, men han udvidede paletten som solist i 70’erne med en symfonisk anlagt, men også funky soulmusik med hans uforlignelige falset i front. Han hittede stort med sit soundtrack til blaxploitation-filmen ’Superfly’, der blev en millionsælger, og udover titelnummeret indeholdt sange som ’Freddie’s Dead’ og ’Pusherman’. Som solist kunne Mayfield tillade sig at folde sine vinger helt ud og skabe ofte lange kompositioner med en udpræget grad af repetition og improvisation.

Han blev under en koncert i 1990 lam fra halsen og ned, efter at scenebelysningsudstyr faldt ned og ramte ham fra stor højde. Det lykkedes ham dog – liggende – at indspille og indsynge et sidste album efter ulykken, men en sukkersygerelateret sygdom gjorde det af med ham i det forrige årtusinds allersidste dage (26. december 1999).

SE FLERE GODE EKSEMPLER PÅ NÆSTE SIDE.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De gode
The Velvet Underground/Lou Reed

Bevares, Lou Reed er en af de rocklegender, der har det laveste bundniveau – hvordan skal man ellers forklare for eksempel hans rædsomme Edgar Allen Poe-hyldestdobbeltalbum ’The Raven’ fra 2003? Men det lykkedes ham igennem en mere end fire årtier lang solokarriere at blive et navn i egen ret – ja, en legende – der ikke alene næredes ved hans fortid som sangskriver, guitarist og sanger i The Velvet Underground, et af rockhistoriens indiskutabelt vigtigste bands, men også i kraft af soloalbum som ’Transformer’, ’Coney Island Baby’, ’Berlin’ og ’New York’. Spørger man enhver casual fan om hvilke Reed-sange, der falder dem først ind, vil de fleste nok svare ’Perfect Day’ og ’Walk on the Wild Side’ før de tager fat på VU-kataloget.

Reed var, på trods af et mildest talt ujævnt output, en ener, hvis kølige, reptilagtige stemme, depraverede fortællinger fra storbyens underside og simple akkordgange var med til at gøre rocken farligere, mørkere og skarpere foruden hjemsøgt af et kontrært temperament uden lige.

Kort sagt: Lou Reed var en uundværlig del af Velvet Underground, mens han omvendt stadig ville være en speciel del af rockhistorien uden sine bedrifter for Andy Warhols foretrukne hjemmedrenge.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De gode
The Sugarcubes/Björk

Björk var allerede som 18-årig en del af den islandske supergruppe Kukl, men stablede et par år efter et nyt projekt, The Sugarcubes, på benene, som leverede en stadig radikal, men dog mere radiovenlig alternativ rock, der blandt andet resulterede i hittet ’Birthday’, der gav bandet international opmærksomhed (den berømte britiske dj John Peel placerede det for eksempel som årets bedste sang på sin berømmede ’Festive Fifty’-liste i 1988).

Björk havde dermed allerede gødet jorden for sit senere verdensgennembrud som solist i form af den lakonisk betitlede ’Debut’ (1993) med hits som ’Human Behaviour’ og ’Venus as a Boy’. Frekvensen af udgivelser er blevet mindre og hendes status som dagsordensætter er nedadgående i disse år, men hun fører stadig an når det kommer til udviklingen af multimedieprojekter som 2012’s ’Biophilia’, der var musikalbum og interaktiv naturformidling i ét.

Fra et skævt, islandsk nicheband til 90’ernes måske mest fejrede og innovative solist? Det er dog noget. Og mon ikke både jordboere og eventuelt fremmelige rumboere vil lytte til ’Post’ og ’Homogenic’ om 500 år? Så pyt med, at hun siden den intimt knitrende electronica på 2001’s ’Vespertine’ ikke har bekymret sig stort om overfladiske ting som pophits, berømmelse og bevågenhed.

SE FLERE GODE EKSEMPLER PÅ NÆSTE SIDE.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De gode
First Floor Power/Jenny Wilson

Jenny Wilson har i både overført og konkret forstand vist sig forbløffende hårdfør. I konkret forstand overlevede hun en meget alvorlig kræftsygdom, der farver sangene på sidste års roste ’Demand the Impossible!’, hvor Wilson mikser sin intime sygdomshistorie med en bredere samfundskommentar, og i overført forstand har hun formået at skabe sig et navn på baggrund af det roste indiekollektiv First Floor Power, der skabte to charmerende album (’This Is Hope’, 2001, og ’Nerves’, 2004) inden de mistede pusten.

Siden har Wilson med støt stigende selvsikkerhed kæmpet sig frem i forreste geled blandt Skandinaviens mange kvindelige solister med en idiosynkratisk formuleret musik, der både har omfavnet indie, soul, r’n’b og electropop.

Med tiden er hun blevet særdeles imagebevidst og har derved fået en skarpere visuel identitet, der afspejler den selvtillid, der er blevet en vigtig komponent af hendes udtryk. Iført kutte, solbriller, punket hår og sølvkæde giver hun den nu som bad-ass teknoamazone, en fremtoning, der er ganske langt fra den undseelige unge kvinde, der i front for First Floor Power var klædt mere på til hverdag eller kødfri dag i kollektivet end til festligt frontalangreb på alle sanser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De gode
Whiskeytown/Ryan Adams

Ryan Adams formåede i sine første år som soloartist at projicere en forestilling af sig selv som en hyperproduktiv, sjældent talentfuld sangsmed med en tilsyneladende uendelig mængde af stærkt materiale på lager: Således fik han for eksempel aldrig lov til at udgive en planlagt opfølger til den nyklassiske solodebut ’Heartbreaker’ fra 2000 – den 21 sange lange ’The Suicide Handbook’ – fordi pladeselskabet hellere ville klappe hesten lidt og udgive noget mere radiovenligt (det fik de så i form af den mere tilforladelige, klassiske rock på ’Gold’), med det resultat, at det ikkeudgivne værk er en svært eftertragtet bootleg.

Adams’ produktivitet antog nærmest hysteriske proportioner midt i 00’erne, hvor han udgav tre solide album inden for samme kalenderår, 2005 (!): Den nøgne, selvbiografiske ’29’, den countrysprøde ’Jacksonville City Lights’ og den inspirerede Grateful Dead-pastiche ’Cold Roses’.

Nu om dage har han sat farten alvorligt ned. Musikken er blevet pænere (tandløs, hvis man skal være kritisk) og Adams ædru. Hvis han således er blevet en slags institution i det alternative country-landskab, som voksede frem som en slagkraftig niche på musikscenen i slutningen af 90’erne, glemmer man mestendels hans fortid i det ret fremragende band Whiskeytown, hvor Adams finsleb sin americana og blandt andet leverede de glimrende ’Strangers Almanac’ (1997) og efternøleren ’Pneumonia’ (2001).

Hvor Whiskeytown var rendyrket americana, er Adams solo all over the place, på godt og ondt: Der er langt fra mesterværket ’Heartbreaker’ til det græsselige punkrockfrikvarter ’Rock’n’Roll’, der fik Uncut Magazines anmelder til med tommetyk sarkasme (og en vis portion fortørnelse) at udbryde: »Way to fucking go, Wonder Boy!« Når man en gang imellem ryster på hovedet over Adams’ excesser, er det jo kun fordi man ved hvor god han kan være, når det hele klikker.

SE DE MINDRE GODE EKSEMPLER PÅ DEN SIDSTE SIDE.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De mindre gode
The Verve/Richard Ashcroft

The Verve bidrog på toppen af britpoppen med et af dens klassiske værker, ’Urban Hymns’ (1997) med sange som ’The Drugs Don’t Work’ og ’Bitter Sweet Symphony’, der stadig på 17 års afstand er i noget, der ligner heavy rotation på P6 Beat! Bandets episk svungne rock var forankret af Ashcrofts på én gang almindelige og ekstraordinære stemme, forstået på den måde, at han lyder som en ganske almindelig lad nede fra den lokale pub, hvorfor hans sangstemme er desto mere overvældende.

Chris Martin har engang sagt, at Ashcroft har ’verdens bedste stemme’. Ikke så mærkeligt, at fans af The Verve (og hvem var ikke det anno ’Urban Hymns’?) havde store forventninger til hans første soloalbum, efter at Verve imploderede oven på den store succes. Men uden guitarist og co-sangskriver Nick McCabe var der ikke meget at komme efter. Det episke vingefang var der stadig, men der var ikke så meget andet.

Ashcroft solo føltes som en tom gestus, som en ballon, der stiger til vejrs – et flot skue, men fyldt med varm luft. For hvert album (det er blevet til fire i alt) er opmærksomheden og salgstallene faldet yderligere, så det var ikke så mærkeligt, at Ashcroft søgte tilbage til Verve i 2008 og det resulterede om ikke andet i et mindre singlehit med sangen ’Love is Noise’, hvorefter de gamle stridigheder igen splittede gruppen ad. Så hvor går Ashcroft mon hen nu?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De mindre gode
The Replacements/Paul Westerberg

Paul Westerberg var det altdominerende fikspunkt i et af 80’ernes vigtigste alternative rockbands The Replacements, der på fremragende album som ’Pleased To Meet You’, ’Tim’ og ’Let It Be’ kombinerede en frenetisk energi hentet fra punk- og hardcorescenen og et godt greb om den gode, klassiske rocksang, der ville kunne få alle fra Springsteen til Neil Young til at vippe med foden.

Outsider-fællesskab, teenager-fremmedgørelse og undergrundskredibilitet var kodeord for The Replacements, der med sigende sangtitler som ’Gary’s Got A Boner’ og ’Tommy Got His Tonsils Out’ markerede, at bandet var meget mere end et band: De var noget deres fans kunne identificere sig med. En livsstil, med andre ord.

Det er forbløffende, i hvor ringe grad Westerberg solo har formået at vække samme begejstring. Han har udgivet et hav af plader, men de er stort set alle som én uden den tænding, der kendetegnede bandet, med undtagelse af et par hæderlige album i starten af 00’erne efter en velvalgt pause. Siden er han fadet ud igen. På den måde kan han minde lidt om et andet idol fra 80’ernes amerikanske undergrund, nemlig Pixies’ Black Francis/Frank Black. Omvendt har for eksempel Hüsker Dü-frontmændene Grant Hart og Bob Mould (og senest Dinosaur Jr.’s J Mascis) fra 80’ernes frodige rockundergrund vist, at man godt kan føre faklen videre på den anden side af ungdommens frådende vildskab, kådhed og frustrationer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De mindre gode
The Stone Roses/Ian Brown

Ligesom Richard Ashcroft viste sig ikke at have stamina uden Nick McCabe som sin højrehånd (og Morrissey i længden ikke kunne holde fanen højt uden Johnny Marr), så er Ian Brown uden John Squire bare ikke det samme. Man kan omvendt sige, at McCabe uden Ashcroft, Marr uden Morrissey og Squire uden Brown er endnu mindre sagen, men det er nu en gang frontmandens vilkår at være mere udstillet på godt og ondt, også som solist.

The Stone Roses leverede en af rockhistoriens bedste debutalbum i 1989, hvor dets blanding af moderigtig baggy (datidens acid house blandet med en god omgang psykedelika), klassisk rock og indiepop blev set som en genfødsel af en hensygnende britisk rockscene oven på The Smiths’ utidige farvel et par år forinden. Opfølgeren ’The Second Coming’ var dog en skuffelse, og snart var bandet lagt i graven.

Ian Brown har – flabet og god for en oneliner, som han er – fastholdt en vis status i den britiske musikpresse, der altid logrer beredvilligt for ham, men musikalsk er det kun gået én vej: Nedad. Brown har ikke nogen stor stemme, han er heller ikke nogen stærk sangskriver og med alderen har en uklædelig tilforladelighed sneget sig ind på livet af ham, der kun eksponeres yderligere af de tamme, elektroniske lydflader, han hælder ud over sine soloalbum.

Ian Brown solo er lig med lidt for lidt lir og lidt for meget ligegyldig tomgang. Stone Roses’ gendannelse i 2011 kom derfor som en hånd fra oven, om ikke i form af nye kunstneriske landvindinger, så i det mindste med nye indtjeningsmuligheder for et noget udbrændt b(r)and.

Læs også: Kate Bushs bedste sange rangeret fra 10 til 1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af