Hiphoppens nye hovedstad: De 10 vigtigste rap-talenter i Chicago lige nu

Hiphoppen blev født i New York, i 90’erne flyttede den til Los Angeles, og i 00’erne har den haft fast bolig i Atlanta. Nu er denne tydeligvis nomadiske genre flyttet igen, og de sidste to-tre år har Chicago pludselig produceret talenter på stribe.

Det er selvfølgelig i sig selv spændende, men endnu mere interessant er det, at Chicagos opblomstring ikke følger én stilart (som det var tilfældet med Los Angeles’ G-funk eller Atlantas trap), men at de nye rappere tværtimod repræsenterer et væld af forskellige udtryk.

Det vælter med forskelligartede talenter i hiphoppens nye hovedstad – vi har samlet de ti vigtigste.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vic Mensa
Okay, vi indrømmer det: Lige i starten troede vi også, at Vic Mensa var en mindre interessant udgave af Chance the Rapper, men i løbet af 2014 har rapperen fra SaveMoney-crewet vendt den forestilling på hovedet. Mens ’Innanetape’ fra 2013 lå meget i forlængelse af Chances ’Acid Rap’, har Mensa siden prøvet kræfter med alt fra trap til deciderede house-beats. Chicago er byen, hvor house opstod, så man forestiller sig ham have tænkt: Hvorfor ikke rappe over house? Vic Mensa er pludselig blevet en af Chicagos mest uforudsigelige og interessante skikkelser – et faktum der også understregedes til rapperens hyperaktive og ekstremt engagerede Roskilde-koncert i år.

Vigtigste udgivelse: ’Innanetape’ (download HER)
’Innanetape’ er en solid udgivelse med et par virkelig stærke højdepunkter (det elektroniske og skæve Chance-samarbejde ’Tweakin’’ eksempelvis), men dét, der for alvor har fået forventningerne til at stige, er nye numre som det løsslupne ’I Feel That’, remixet af Disclosures ’When a Fire Starts to Burn’ og især house-eventyret ’Down On My Luck’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Chief Keef
Chief Keef fik enorm succes med ’Don’t Like’ og ’Love Sosa’, to dystre og samtidig storladne numre, der gjorde ham til frontfigur for den ofte kritiserede drill-bevægelse. Men den store hype var svær at omsætte til mainstreamsucces, også fordi rapperen for eksempel udeblev fra en videooptagelse, selv om en gigantisk produktion, der inkluderede 50 Cent og Wiz Khalifa, stod og ventede midt ude i ørkenen. Men Keef synes ubekymret, og det seneste års tid har han fuldstændig opgivet al struktur og udgiver helt enkelt cirka et nummer om ugen med de mærkeligste, originale flows eller vanvittigt vrængende autotune.

Vigtigste udgivelse: ’Finally Rich’
Både Chief Keefs gennembrudsmixtape ’Back From the Dead’ (download HER) og hans albumdebut ’Finally Rich’ er tæt på at have status som nyklassikere, men især albummet er enestående, fordi det både inkorporerer de tidlige drill-mesterværker ’Don’t Like’ og ’3Hunna’, de hymniske hits ’Love Sosa’ og ’Hate Being Sober’, samt autotunet poprap som ’Kay Kay’ og ’Citgo’, der antyder vejen Chief Keef skulle gå senere hen.

LISTEN FORTSÆTTER PÅ DE NÆSTE SIDER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lucki Eck$
Mens Chicago-rappere som Chief Keef tvinger dig til at høre efter med dundrende beats og hakkende flows, og Chance the Rapper gør det samme blot med hyperaktiv flersidighed, virker Lucki Eck$ nærmest ligeglad med, om nogen lytter til ham. Den unge rapper skriger ikke efter opmærksomhed, men hvis man alligevel skænker ham den, bliver man suget ind i en særdeles nuanceret og original verden – ikke så ulig r’n’b-fornyeren FKA Twigs, faktisk, som Lucki Eck$ også har samarbejdet med på det syrede ’Ouch Ouch’, der også har en ret så uhyggelig lo-fi-musikvideo.

Vigtigste udgivelse: ’Body High’ (download HER)
’Body High’ er narkotisk på en tåget og døsig måde, og Lucki Eck$’ flow særdeles henkastet. Men tågerne er ikke en undskyldning for manglende nuancer, tværtimod. Det kan godt være, at det er Chance the Rappers mixtape, der hedder ’Acid Rap’, men det er Lucki Eck$, der for alvor har opfundet en ny, avanceret form for syret og skæv soveværelsesrap.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tink
Der var mange kvindelige rappere i drill-bølgen, men det potentiale som eksempelvis Sasha GoHard og Katie Got Banz antydede, blev aldrig rigtig forløst. Men i modsætning til drill-forgængerne er Tink flersidig: Hun har lavet r’n’b på ’Winter’s Diary’-serien, hvor hun kanaliserer 90’er-stemmer som Aaliyah og TLC, mens attitudedrevne numre som ’Bad Girl’ eller ’Fingers Up’ afslører en mere nutidig Rihanna-indflydelse. Som rapper har hun overbevist på numre som drill-dystopien ’Kilo’, og senest er der varslet et større samarbejde med Timbaland, hvilket giver mening, i det han jo plejede at producere for Aaliyah, Tinks nok mest åbenlyse forbillede.

Vigtigste udgivelse: ’Winter’s Diary 2’ (download HER)
Som rapper er Tinks udgivelser ujævne, og man får nok mest ud af at høre enkelte numre som ’Kilo’ eller det fremragende ’Wanna Party’, der er lavet med undergrunds-supergruppen Future Brown (Nguzunguzu, Fatima Al-Qadiri og J-Cush). R’n’b-mixtapet ’Winter’s Diary 2’ er til gengæld en både strålende og sammenhængende pastiche på 90’er-r’n’b.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

King Louie
Hvis drill-scenen lignede en foruroligende flok unge og ondsindede børn, der terroriserede Chicago, var King Louie den ældre, mere erfarne faderskikkelse, der samlede alle rødderne under sig. Det er Louie, der har opfundet drill-genren, og lokalt i Chicago er han stadig den uanfægtede konge. Det cementerede han senest på mixtapet ’Tony’, der var noget af det mørkeste og mest effektive drill-musik, Louie har lavet. Men derudover er den karismatiske rapper også kendt for sine innovative og nyskabende flows: Hør blot det minimalistiske og insisterende ’Val Venis’ eller det usædvanlig syrede ’Michael Jordan’.

Vigtigste udgivelse: ’Drilluminati’ (download HER)
Den bedste måde at udforske King Louie på er at rode igennem hans mange sange og håndplukke de bedste, men skal man fremhæve ét af hans utallige mixtapes, er ’Drilluminati’ et godt sted at starte. ’Tony’ er mere sammenhængende, men højdepunkterne på ’Drilluminati’ er højere – især signatursangen ’Val Venis’ og Young Chop-samarbejdet ’Broke’ er blandt rapperens bedste.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Chance the Rapper
’10 Day’ var et solidt mixtape, der skabte lidt opmærksomhed, men intet havde forberedt verden på ’Acid Rap’. Chances andet mixtape var så fuld af skøre og geniale indfald, originale sangkoncepter og flersidige følelser, at man ikke kunne undgå at føle, at man var vidne til en stjernes fødsel. Sammenligningerne til Chicagos store superstjerne-enigma, Kanye West, kom prompte, og det samme gjorde de store forventninger og tilbuddene om pladekontrakter. Chance reagerede ved at trække på skuldrene, stikke af til Californien og flytte sammen med James Blake. Vi reagerede ved at blive endnu mere spændte på rapperens næste skridt.

Vigtigste udgivelse: ’Acid Rap’ (download HER)
Der er både en utæmmelig livsglæde og en underliggende sørgmodighed i ’Acid Rap’. Albummet er alvorligt det ene øjeblik og legesygt det næste. Det føles virkeligt, menneskeligt simpelthen, og måske er dét en af årsagerne til, at ’Acid Rap’ stadig står som et af de bedste mixtapes de sidste mange år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lil Durk
Lil Durk er nok den Chicago-rapper, der befinder sig mest i samklang med resten af mainstream-hiphopverdenen. Han har allieret sig med French Montana, New York-rapperen der om nogen er synonym med hitliste-hiphop lige nu, og har skabt en større og mere klar version af drill-lyden. Durks store styrke er hans øre for beats og frem for alt hans vokal, der nogle gange farer frem i nådesløse rimangreb i en stil der minder lidt om Meek Mill (der også er en hyppig samarbejdspartner), mens han andre gange slår over i storladne autotune-hymner. Lil Durk lyder som en rapstjerne samtidig med, at hans udtryk fortsat er forankret i den dystre drill-lyd, som han skylder sin succes.

Vigtigste udgivelse: ’Signed to the Streets’ (download HER)
Det storladne og melodiske ’Dis Ain’t What U Want’ er med afstand Durks største single indtil videre, og det er også højdepunktet på ’Signed to the Streets’, der er hans bedste mixtape indtil videre. Mixtapet lyder som et album: Stort anlagt, velproduceret og med slående omkvæd. Det er gennemført, poleret drill-musik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lil Herb & Lil Bibby
Herb og Bibby er to rappere, der fortjener opmærksomhed hver for sig, men foreløbig er deres navne tæt forbundet, også fordi de indtil videre har produceret bedre numre sammen end hver for sig. Deres rapstil er intens, nærmest åndeløs: Stavelserne hamres af sted henover beatet, og emnerne er oftest dystre. Alligevel er det ikke drill, for deres flows er hurtigere og teksterne er mere komplekse end hos den typiske drill-rapper – den her slags benhårde realisme leder snarere tankerne hen på mixtape-rappere fra New York. Det er et kompromisløst udtryk, der har skaffet dem berømte fans: Drake har nævnt dem som inspirationskilde, og Nicki Minaj har samarbejdet med Lil Herb på ’Chiraq’.

Vigtigste udgivelse: ’The Best of Lil Herb & Lil Bibby: Heir Apparents’ (download HER)
Både Lil Herbs ’Welcome to Fazoland’ og Lil Bibbys ’Free Crack’ fra i år er solide mixtapes, men de to rapperes fællesnumre har en særlig tøjlesløs, upoleret kvalitet. Denne fantastiske opsamling af deres bedste numre er i øvrigt lavet af den toneangivende Fake Shore Drive-blog, der kun beskæftiger sig med Chicago-rap, og som er en god vejviser til byens scene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

ZMoney
Gucci Mane sidder desværre i fængsel de næste par år, men hans lyd lever videre – både i kraft af en lang række album, som hans pladeselskab udgiver, og via en lang række rappere, der adopterer og videreudvikler hans lyd. Fremmest blandt disse rappere er ZMoney, den mumlende og snøvlende Chicago-kultfigur, der nærmest ikke kan sige en sætning uden at den bliver til en ørehænger. ZMoney virker især fascineret af Gucci Manes legesyge side: De fleste af Chicago-rapperens sange er sorgløse og melodiske skikkelser, hvis primære mål synes at være at finde på nye, originale måder at forklare, hvor svedig ZMoney er.

Vigtigste udgivelse: ’Rich B4 Rap’ (download HER)
ZMoney lyder som de hostesaft-drikkende autotune-rappere fra Atlanta, der oftest laver euforiske sange over Tivoli-lallede beats, men ZMoneys dovne, snøvlede flow overgår selv de mest henkastede Atlanta-rappere i nonchalance. Alligevel ligger hans stemme på en eller anden måde altid på beatet på en original og uforudset måde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

TREE
Chicago kan synes splittet mellem drill-bevægelsens nådesløse nihilisme og Chance the Rapper og Vic Mensas optimistiske og legende stil. Men der er faktisk rappere, der forsøger at bygge bro mellem de to udtryk. En af dem er Tree, opfinderen af genren ’soul trap’. Betegnelsen er selvforklarende: Tree blander soul-samples, som man kunne høre dem hos Chicago-legender som Common eller tidlig Kanye, med trap-lydens favoriserede 808-trommer, og det fungerer fantastisk. Sample-lyden gør udtrykket organisk, mens trap-trommerne driver produktionerne frem, så de velourbløde soul-lyde aldrig bliver søvnige. Desuden har Tree endnu en styrke i sin ru, rå stemme, der er udtryksfuld på en måde, der mere leder tankerne mere hen mod blues og gospel end hiphop.

Vigtigste udgivelse: ’The @MCTREEG EP’ (download HER)
Begge Trees ’Sunday School’-mixtapes er solide eksempler på rapper/producerens unikke lyd, men soul trap-opfinderen har hævet sin lyd til et nyt niveau på den kortere (og nyere) ’The @MCTREEG EP’, der blandt andet indeholder ’Probably Nu It’ og ’Like Whoa’, som er de med afstand bedste Tree-numre overhovedet.

Læs også: Den største hiphop-producer lige nu: DJ Mustards dominans fortalt gennem 10 hits

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af