Historietime: Gå på opdagelse i triphoppens seks hovedværker

Massive
90’erne bliver rent musikalsk ofte husket for tre nye genremærkater
, der satte sig fast i den kollektive bevidsthed dengang, men som også har vist sig ret sejlivede frem til i dag: Grunge, britpop og triphop.

Hvor grungen kædes sammen med den nordamerikanske udpost Seattle og britpoppen langt overvejende var en genoplivelse af 60’ernes ’swinging London’, så var triphoppen – i overensstemmelse med sin trods alt mere begrænsede kommercielle slagkraft – knyttet til den mindre sydvestengelske havneby Bristol. Det var herfra genrens tre fyrtårne – Massive Attack (billedet), Portishead og albumaktuelle Tricky – kom.

Hvis der stadig findes rigeligt med referencer til både grunge og britpop i tidens musiklandskab, er det nu alligevel som om triphoppen har overhånden netop nu. Den såkaldte alternative r’n’b har siden gennembruddet for The Weeknd og Frank Ocean været kulturelt dagsordensættende, og arven fra triphoppen er her tydelig i forhold til både musik, æstetik og attitude: Det er de skyggefulde, derangerede, lystfyldte, fremmedgjorte og udsyrede aspekter ved r’n’b, der fremhæves, og her er triphoppens langsomme beats og stemningsbetonede sample-æstetik et oplagt reservoir at hive inspiration fra. Hvilket for eksempel FKA Twigs også har gjort.

På de følgende sider kigger vi på seks hovedværker fra triphoppens store år i 90’erne, hvoraf to blev frembragt af den samme gruppe (så bare rolig, der er ikke tale om en fejltagelse).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Massive Attack ’Mezzanine’ (1997)
Massive Attacks succesfulde fusion af soul og electronica på ’Blue Lines’ satte fokus på Bristol-scenen allerede i 1991, men var det triphop? Betegnelsen blev først gængs tre-fire år senere i forbindelse med gruppens opfølger ’Protection’ og gennembruddet til bysbørnene Portishead og Tricky.

’Mezzanine’ har en sort-metallisk udseende bille på forsiden i ultra-close-up, hvilket er sigende for den mørke, klæbrige og krybende musik, der kendetegner sange som ’Angel’, ’Risingson’ og – ikke mindst – ’Inertia Creeps’, hvis titel indkapsler albummets stemning med bare to ord. ’Mezzanine’ er 3Ds og Daddy Gs mest koncentrerede album, hvilket er lidt ironisk al den stund, at gruppens samhørighed hang i laser under indspilningerne, hvor medlemmerne – det var Andrew Vowles’, den tredje grundlægger af gruppen, sidste album med de andre – stort set undgik at arbejde simultant i studiet.

’Mezzanine’ er et storslået, sort værk: Væk er den sidste rest af det laid back og jazzede fra ’Blue Lines’ til fordel for en skærende intens electronica, hvor ambiente lydflader afbrydes af samplede bidder og vokalstumper, ikke mindst Elizabeth Frasers klassiske sirenesang på ’Teardrop’.

Det kan godt være, at Q Magazine affærdigende, og temmelig vildledende, beskrev albummet med ordene ’designer music for designer people’, men kommercielt ramte ’Mezzanine’ et eller andet i tidsånden – måske de første tømmermænd i takt med, at britpop-bølgen var ved at flade ud? – for det gik nummer et i England og har til dato solgt tre mio. eksemplarer på verdensplan.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Portishead ’Dummy’ (1994)
Portishead har i en over 20 år lang karriere lavet tre album, som alle er mesterlige. Kvalitetskontrollen – eller måske rettere, kontrolbehovet – har med andre ord været helt i top, men for den almindelige musikfan uden tid eller energi til at opstøve alternativer til den mest oplagte titel, vil gruppen for altid blive forbundet med dens debut, som således er blevet de fleste menneskers forestilling om – eller genvej til – hvordan rigtig triphop lyder.

Jazzede vibes, hiphop-scratch, et tremolo-klagende orgel, langsomme, knitrende beats – som blev et gammelt filmsoundtrack vakt til live på en hakkende pladespiller – og en filmisk svajende melodifornemmelse med et melankolsk-patineret sangforedrag, der ikke er bange for at kokettere med sin egen (selvopslugte) sørgmodighed eller længselsfulde spleen (bare hør ’It Could Be Sweet’).

’Dummy’ er som en lidt verdensfjern kabaret på kanten af det 20. århundrede inden digitaliseringens amokløb endegyldigt kuldsejlede den verden, musikken er en elegi for. De analoge båndsløjfer og de film noir-refererende samples fortæller en historie om tab: Tab af kultur, tab af intimitet, tab af kærlighed.

’Glory Box’, med dens centralt placerede Isaac Hayes-sample, blev hittet, men basgangen og den klagende western-twang-guitar på ’Sour Times’ og kombination af trommebeat og bas på ’Numb’ var lige så dygtigt udførte singler, mens Beth Gibbons imponerer vokalt på især ’It’s A Fire’ og den strygerindsmurte ’Roads’.

’Dummy’ har konsolideret sin position gennem årene: Det er go-to-albummet for enhver triphop-relateret midt-90’er-nostalgi, og derfor sælger det fortsat tyve år efter udgivelsen: Foreløbig har det ført en total på ca. fem mio. med sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tricky ’Maxinquaye’ (1995)
Under navnet Tricky Kid havde en ung Adrian Thaws medvirket på Massive Attacks ’Blue Lines’, men det lå ikke just i kortene, at hans egen hashomtågede hjerne skulle undfange et mesterværk.

’Maxinquaye’ – opkaldt efter Trickys afdøde mor, Maxine Quaye – var langt mere grynet, dystert og konfronterende end bysbørnenes klassikere, ’Blue Lines’ og ’Dummy’. Albummet er fyldt til randen med kantede og mudrede beats, som et fotografi, der er rystet ud af fokus eller en filmstrimmel trukket gennem en kloak med kemikalier og rustne søm. Trickys slæbende søvngængervokal kontrasteres med Martina Topley-Birds smukke, let slørede stemme, der skiftevis lyder vred (som på coveret af Public Enemys ’Black Steel (In the Hour of Chaos)’), hjemsøgt, desillusioneret, syndigt opstemt eller sukkende henført (som på det sexede åbningsnummer ’Overcome’).

De anvendte samples er prominent placeret. Udover samplingen af Isaac Hayes på ’Hell Is Round the Corner’ (lig Portisheads ’Glorybox’), kommer albummet vidt omkring: Shakespeares Sister, Smashing Pumpkins (på den Alison Goldfrapp-sungne ’Pumpkin’), Marvin Gaye, Michael Jackson og The Young Rascals’ blåøjede 60’er-soul. På numre som ’Brand New You’re Retro’ og ’Aftermath’ synes en skelnen mellem hiphop og triphop næsten overflødig. Selv hiphoppens mest eminente beatmagere ville have slået ihjel for beats som disse.

Tricky opnår på ’Maxinquaye’ at skabe en foruroligende skyggeverden, hvor menneskets forhold til teknologi, sex, stoffer, frygt og lede og social og mental udsigtsløshed udgør et sprængfarligt blandingsforhold, hvor det kan være svært at skelne begær fra kærlighedsløshed og paranoia fra forfølgelse. Der hersker en både skræmt, vanvittig, apatisk og samtidig indigneret og opkørt energi på albummet, der har givet rigelig med ammunition til vor tids såkaldte alternative r’n’b, for eksempel FKA Twigs’ aktuelt storroste ’LP1’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Portishead ’Portishead’ (1997)
’Dummy’ er triphop-æraens svar på en coffee-table-bog, sådan en gennemført pæn, stilfuld og delikat genstand, der gør alle i rummet opmærksomme på, at dens ejermand er sofistikeret uden at være outreret.

Gruppens mastermind Geoff Barrow ønskede bydende at bevæge sig væk fra enhver anklage om lækker smagfuldhed. ’Portishead’ er derfor en forstyrret, dissonant rejse ind i mørkets hjerte, hvor ikke mindst Beth Gibbons’ stemme optræder med en underligt manisk, panisk, off-key intensitet, som en tone, der konstant er på udkig efter et centrum, et roligt leje, som den i sidste ende leder forgæves efter. Effekten er insisterende, på grænsen til det enerverende, og temmelig uhyggelig.

Musikken består i urovækkende samples – bortset fra singlen ’Only You’, er der tale om samples af gruppens egne indspilninger – der støder op mod dissonante strygerpartier, klaprende trommer, der er urovækkende som knirkende døre i et gammelt spøgelseshus, og Adrian Utleys prominent placerede guitar, der spiller en hovedrolle på albummet.

Bag det hele genfinder man gruppens evne til at skabe klassisk lydende melodier med en egen form for schwung, men på en måde, så sangene opleves som en båd, der driver længere og længere væk fra land frem for tættere på en sikker havn. Hvis Hitchcock havde levet 40 år senere og havde lavet ’Vertigo’ i 1997 kunne det her album have været et passende soundtrack. Portishead insisterede på deres andet album på at lave et stærkt, levedygtigt triphop-statement, der udgør en skarp kontrast til genrens ’anden bølge’ af blødere og mere udvandede eksponenter, der i realiteten lavede trip-pop (Sneaker Pimps, Olive et al.).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

DJ Shadow ’Endtroducing…’ (1996)
Triphop er almindeligvis defineret som ’hiphop møder electronica’ og man kan tilføje, at den bedste af slagsen gør det på en måde, så distinktionerne udviskes til et punkt, hvor det groovy og filmiske får sit eget liv uafhængigt af genretags. DJ Shadows mesterværk gør netop alle referencer til gængse genrer overflødige i sin totale omfavnelse af samplingens muligheder. I hans hænder blev sampling ophævet til en kunstart.

Fra klassisk musik over lounge-jazz via filmsoundtrackbidder og uhyggelige orgellyde til spoken word-sekvenser og små nik til alt fra Nirvana, T-Rex og Björk: ’Endtroducing…’ indbefatter en hel splintret verden af lyde, som det ultimative postmoderne hiphop-statement på kanten til det 21. århundrede.

Shadow har selv kaldt sit album for et forsøg på at ’indfange en hel tidsalders vinylkultur’ og det projekt lykkes han med, men det forklarer ikke alene albummets helhedsfornemmelse, der har mindst lige så meget med hans evne til at se mønstre og brudflader i musikkens og lydens strømme af energier, som med de faktiske samples han anvender, at gøre.

Shadow omplanter alt det foreliggende materiale og får det til at blomstre på ny i kraft af sin egen kunstneriske vision. På den måde præsterer han ikke alene at lave et forbandet godt værk, han får også vist bedre end måske nogen anden, at hele autenticitetsdiskussionen i forbindelse med ikke bare moderne musik – men teknologi, i det hele taget – er overflødig, når det ikkeautentiske kan ophæve det autentiske og få det til at funkle klart og animere det med merbetydning.

At tage sin pladesamling, vende den på hovedet og sætte det hele sammen på ny, er den ultimative postmoderne gestus, men at resultatet kan være så frisættende og kreativt befordrende som på ’Endtroducing…’, var næsten chokerende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

UNKLE ’Psyence Fiction’ (1998)
DJ Shadows og Mo’ Wax-grundlægger James Lavelles projekt UNKLE er udover en eklektisk, men stadig nærende musikalsk anretning, et sigende vidnesbyrd om triphoppens status som midt-90’ernes måske dominerende trend. For det lykkedes dem at få stjerner som Richard Ashcroft og Thom Yorke samt Jason Newsted fra Metallica, Mike Diamond fra Beastie Boys, Ian Brown og Badly Drawn Boy med på legen. Det havde de to nok ikke haft held med tre-fire år tidligere…

Lavelle fungerede som en form for executive producer, en konceptuel mastermind, eftersom han strengt taget ikke er musiker. Det er altså Shadows produktioner, der bærer den musikalske del af projektet. Det med eklekticismen skal tages for pålydende: Det ene øjeblik serveres vi for big beat, det næste for cinematisk noir, keyboardloops, samples en masse (det er jo Shadow), strygere og en særdeles antændt rytmebund. Stjernerne står for mange af, nå ja, stjernestunderne: Ashcroft giver luft til den undergangsdømte ’Lonely Soul’, mens Yorke tilfører den nærmest kabaret-teatralske ’Rabbit In Your Headlights’ (hvis medfølgende video er en foruroligende klassiker i egen ret) sin trademark version af angstfyldt melankoli – og Ian Brown ødelægger ingenlunde hittet ’Be There’.

I sidste ende var UNKLEs største bedrift, at de fik den almindelige poplytter (for triphop VAR mainstream anno 1998) til at sluge alt fra sugende breakbeats til vilde lydeffekter uden at kny. På den måde markerer albummet et vigtigt bindeled for den elektroniske musik i det hele taget. ’Psyence Fiction’ er ikke bare et triphop/electronica-statement. Det er et sammensat og velkrydret popalbum.

Læs anmeldelse: Tricky ‘Adrian Thaws’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af