Derfor er vi så fascinerede af FKA Twigs

Hele musikverdenen har den seneste tid dånet over Tahliah Barnett. Vi dissekerer fem elementer bag den koncertaktuelle sangerindes succes.

Twigs1
1. Hun kan og vil ikke sættes i bås
»Jeg elsker irriterende lyde, beats, klicks. Jeg kan ikke se nogle andre, der gør det lige nu. Det (debutalbummet ‘LP1’, red.) har højlydt støj, strukturerne er ikke typiske, det er ubønhørligt. Det er som punk, fuck alternativ r’n’b!«

Ordene kommer fra Tahliah Barnett, der som bekendt gemmer sig bag FKA Twigs-aliasset, i et interview med britiske The Guardian. Og man forstår hende godt. Lige siden ’Water Me’ skaffede hende et mindre gennembrud, har musikverdenen småfebrilsk prøvet at sætte ord på, hvad det er, FKA Twigs laver rent musikalsk. Men det er svært.

Hun er blevet sammenlignet med egenhændige sangerinder som Sade og Björk, sat i forbindelse med 90’ernes triphop, og bliver oftest puttet i den kasse, der for tiden går under betegnelsen ’alternativ r’n’b’ med navne som Banks, The Weeknd og Kelela. Men det er svært at komme nogen vegne med at forstå Barnetts musik, hvis man ønsker at gøre det ud fra et perspektiv, der bygger på sammenligninger og kassetænkning. Hendes ømtålelige og sanselige univers er måske netop så fascinerende, fordi det kan være svært at gøre håndgribeligt.

En klassisk floskel er, at mennesket er bange for det, det ikke kan forstå, men i tilfældet FKA Twigs virker det til at være det modsatte. Man bliver som møl, der flyver mod lyset.

Hendes egen forklaring om r’n’b-sammenligningerne er klar: »Det er fordi jeg er mixed race. Da jeg først udgav musik, og ingen vidste, hvordan jeg så ud, læste jeg kommentarer som ‘Jeg har aldrig hørt noget lignende før, det hører ikke til i nogen genre’. Men så kom mit billede ud seks måneder senere, og så var jeg en r’n’b-sangerinde«, siger hun til The Guardian.

Læs videre på de næste sider.

2. Hun arbejder med alle de rigtige, men forbliver sig selv
Barnett stod ene og alene bag produktionen af debut-ep’en ’EP1’, mens hun på gennembruddet, ’EP2’, fik hjælp fra stortalentet Arca, der for alvor kom frem i lyset på grund af en tjans som gæsteproducer på Kanyes ’Yeezus’-album.

På debutalbummet kom der dog lidt andre boller på suppen, da FKA Twigs (måske med lidt pres fra sit pladeselskab) fik selskab af et dreamteam af producere: Spredt over albummets numre finder man blandt andre Dev Hynes (Blood Orange), cloudrap-pioneren Clams Casino, Sampha, Adele-producer Paul Epworth og Emile Haynie, der blandt andet står bag en lang række Lana Del Rey-tracks som ’Born to Die’, ’Summetime Sadness’ og ’National Anthem’.

Pointen er, at Barnett alligevel formår at lyde som sig selv hele albummet igennem. Hun står selv som medproducer på syv ud af albummet ti numre, og selv om de forskellige sange bevæger sig i myriader af interne retninger (blandt andet står Epworth sjovt nok bag ’LP1’s mest poppede skæring, ’Pendulum’), er det her en samling af sange, ikke ti singler produceret af tidens bedste hjerner. Nysgerrighed er nøgleordet, og man fornemmer, at kontrolfreaken Barnett har siddet med til samtlige studietimer og svinget taktstokken, så de forskellige input alle har fundet tilpas i hendes vision.

»Jeg håber, at folk med dette album vil være i stand til at identificere min lyd som producer og forstå, hvor meget af det, jeg gør selv«, har Twigs sagt i et interview med Dazed and Confused. Det behøver hun ikke være bekymret for. 

3. Dansen er en stor del af hendes personlighed
»I dance feelings like they’re spoken«, synger FKA Twigs i ’Pendulum’, og det er da også svært ikke at blive tryllebundet, når hun folder sin krop i akrobatiske knuder. Tjek bare ovenstående klip fra en koncert i New Yorks Webster Hall, hvor det at samle en mikrofon op fra gulvet når hidtil uanede kunstneriske højder.

Tahliah Barnetts fortid i dans er efterhånden blevet dokumenteret vidt og bredt, og hun danser såmænd stadig. Både ballet (hun drømte som ung om at blive ballerina) og den moderne undergrundsdans krump, hvis vildskab man også kan ane i ovenstående klip.

Hun har tidligere været med i store musikvideoer for blandt andre popstjernen Jessie J, tjek hende i ’Do It Like a Dude’ og ’Pricetag’, hvilket også ligger til grund for sangen ‘Video Girl’. Den professionelle dans har hun dog lagt på hylden, og hun vil på sin vis nu hovedsageligt anerkendes for sin musik. Hvilket hun også bliver, men det er svært som tilskuer ikke at tage dansen med i den ligning, der til sidst udmunder sig i unikummet FKA Twigs.

I videoen til ‘Ache’ viser hun sine evner i fuldt flor, mens nedenstående klip fra Jools Holland-talkshowet er et fornemt eksempel på, hvordan de sensuelle bevægelser giver en ekstra dimension til musikken, som bliver formidlet gennem både lyd og kroppens bevægelser.

4. Hun er absurd æstetisk gennemført
Barnett er perfektionist til det sidste, og der er ikke en finger at sætte på hendes æstetiske virke på tværs af de medier, hun fremstiller sig selv igennem.

Fra de stoiske pressebilleder (som på side 1) til billedserier i The Fader og Dazed and Confused er her virkelig tale om noget, der er på grænsen til kunst. For ikke at tale om virkeligheden – som set på forrige side gør hun live også en dyd ud af at ligne noget, der ikke er set før. Sjovt nok fik FKA Twigs også et mindre ‘gennembrud’, da hun i 2012 var på forsiden af magasinet i-D helt uden et interview eller noget – men billedet var så specielt (med hendes hår skrevet ud i ordet ‘Love’), at det ikke var til at komme udenom. Så kunne folk ellers begynde at snakke om den dengang lidt mere hemmelighedsfulde kunstner, der på daværende tidspunkt arbejdede på sin debut-ep ‘EP1’. Det var også der, vi begyndte at få øje på hende med singlen ‘Ache’.

Hertil er der selvfølgelig hendes musikvideoer, der altid har holdt en høj standard. Fra instruktør Nabils hypnotiserende Kleopatra-figurer i ‘Two Weeks’ til ‘Water Me’, instrueret af Jesse Kanda med koncepthjælp fra Barnett, hvor sangerinden med udspilede øjne tikker fra side til side og græder en kæmpetåre. Alle sangene fra hendes ‘EP1’ fik tilhørende musikvideoer (se dem allesammen HER), og selv om budgettet selvklart ikke var ligeså stort dengang, ligger der en klar kunstnerisk vision bag hver og en.

Det er ikke fordi æstetikken skal overskygge musikken, men det hele giver indtrykket af ikke bare en musiker, men en kunstner, der tænker over 360 grader af sit eget virke.

5. Hun formidler seksualitet og sensualitet på sin egen måde
Se videoen til ’Papi Pacify’. Det er noget ganske andet end for eksempel Nicki Minaj, Jennifer Lopez og Miley Cyrus, der ofte kan være ganske direkte, når det handler om brugen af seksuelle over-/undertoner.

Men på sin egen facon er den underkastende, magtspillende video meget mere seksuel. Den præsenterer ikke sit indhold på grænsen til det vulgære – ingen nævnt, ingen glemt – og gør en dyd ud af at repræsentere, at det er alt det uden om selve den fysiske akt, der er det mest spændende ved sex. Den er alt andet end åbenlys, næsten skræmmende i sin intensitet, og et meget sigende billede på, at Twigs behandler sin seksualitet på en mere forundrende måde end det meste af poplandskabet. Seksualitet bliver sensualitet og omvendt.

»I modsætning til en magtfuldkommen pop-dominatrix som Madonna viser FKA Twigs et mere forvirrende og smidiggjort billede af kvindelig seksualitet og dynamikken mellem kønnene. Her er det ikke altid så sort/hvidt, hvem der egentlig ligger inde med magten, og hvori magten overhovedet består«, skriver Anna Ullman i vores store FKA Twigs-interview, og billedet går igen i løbet af ‘LP1’, hvor briten fremstiller sig selv i en række forskellige emotionelle skalaer, som går ud over enten at have kærestesorger eller have styr på mændene. Og så er musikkens pauser, skrøbelige strukturer og Barnetts lillepigestemme ekstra brænde på det bål af lyst og sårbarhed, som brænder i teksterne.

»My thighs are apart for when you’re ready to breathe in« og »pull out the insides and give me two weeks, you won’t recognize her / mouth open, you’re high,« lyder det forførende på ‘Two Weeks’, mens hun på ‘Pendulum’ bærer følelserne uden på tøjet: »So lonely trying to be yours / when you’re looking for so much more«.

»When I trust you we can do it with the lights on«, synger hun ømt på ‘Lights On’, og ender i en gråzone, hvor teksten både kan forstås åbenlyst seksuel, men også emotionel i forhold til at åbne sig op over for en partner. Det er tvetydigheden og uklarheden i FKA Twigs’ tekstunivers, som får hende til at skille sig ud – og som er så fascinerende.

FKA Twigs giver søndag koncert i Store Vega. Koncerten er udsolgt.

Læs også: FKA Twigs-interview: Fra ballerina til hyperæstetisk r’n’b-fornyer

Læs anmeldelse: FKA Twigs ‘LP1’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af