Har du endnu ikke fattet Iceage? Her er fire pointer, der kan overbevise dig

Tror du, at Iceage kun er for inkarnerede punkfans? Så tro om igen. Læs vores salgstale for Danmarks mest interessante rockband lige nu.

Iceage-717x375
Der er fart på Iceage
. Den stadig unge rockkvartet har på få år formået at give store dele af undergrunden fråde om munden, de har placeret Mayhem-miljøet på det musikalske verdenskort, de har landet en international deal med det anerkendte pladeselskab Matador, spillet i metropoler som New York og Tokyo samt fået kritikere på klodens vægtigste musikmedier (os selv inklusiv) til at kaste kaskader af rosende ord efter dem. Alt sammen uden på noget tidspunkt at gå på kompromis med det, som det hele i sidste ende handler om: Musikken.

Men måske du stadig ikke er helt overbevist? Du tror måske, at Iceage er lidt for voldsomme for dine smagsløg? At de kun er for hårdkogte punkfans?

Bandet er netop nu aktuelle med deres fremragende tredje album ’Plowing into the Field of Love’, som præsenterer en mere nuanceret og til tider mere afdæmpet side af bandet, som desuden har skruet ned for punkinspirationerne. Ikke at de er mindre intense af den grund.

På de følgende sider kan du læse fire grunde til, at du skal give Iceage en chance – og hvis du allerede er fan er det jo bare at læne sig tilbage og nyde showet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Forsanger Elias Bender Rønnenfelt
Prøv at forestille dig The Rolling Stones uden Mick Jagger eller Sex Pistols uden Johnny Rotten. Nej, vel?  Et af nøgleelementerne i ethvert stort rockorkester er en stærk frontfigur, og på den konto stikker Iceage i hvert fald på ingen måde op for bollemælk, da kvartetten i 22-årige Elias Bender Rønnenfelt har en fængslende og yderst karismatisk galionsfigur.

Rønnenfelt er et stærkt blikfang med mange facetter. Der er noget dragende og uforsonligt over hans rastløse karakter, mens vokalen er insisterende og snøvlende. Det rodede og småfedtede sorte hår, konturerne af mørke rander under de stålblå øjnes intenst piercende blik, og hans drengede fremtoning, der udstråler lige dele indestængt vrede, utilpasset juvenil livslede og skrøbelig sårbarhed.

Rønnenfelt er med andre ord hugget i den type granit, som vaskeægte rockstjerner er gjort af. Rygtet vil endda vide, at han i fjor blev tilbudt et lukrativt modeltilbud fra ingen ringere end selveste Calvin Klein, hvilken han eftersigende pænt afslog. Denne no bullshit-attitude medbringer Rønnenfelt ligeledes på scenen til kvartettens koncerter, hvor han eminent veksler mellem en introvert skrøbelighed og voldsomme, ekstroverte energiudbrud.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Iceage udvikler sig i en rasende fart
For Iceage er gentagelse en by i Rusland. Stilstand er et ækelt fyord, og devisen om at stick to what you know lader simpelthen ikke til at være en plausibel kunstnerisk mulighed for kvartetten. Dertil besidder de en for stor musikalsk eventyrlyst og en umættelig appetit på at udforske nye soniske udtryk.

Det virker som om, at de konstant et på vej et nyt sted hen. Læg blot øre til den rasende udvikling, de har undergået: Fra debutalbummets angstmættede og teenagede postpunk-knaldperler som ’Count Me In’ over sidste års mesterlige opfølger ’You’re Nothing’s øgede fokus på eksperimenter og forfinelse af melodimaterialet, hvor især den humørsyge ’Morals’ viste spændende nye takter, til det nyudklækkede albums mere nuancerige udtryk, hvor afsættet i punkmusikken næsten er udvisket.

I stedet hentes inspirationen her fra vidt forskellige forgreninger af populærmusikken, hvilket blandt andet kommer til udtryk i kraft af en mere omfattende instrumentering, hvor både blæsere, klaver og strygere vellykket implementeres i lydbilledet undervejs. Eksempelvis tager førstesinglen ’The Lord’s Favorite’ afsæt i country og rockabilly, mens der mod slutningen af den længselsfulde ballade ’Forever’ pludselig dukker en ensom mariachitrompet op. Her befinder Iceage sig temmelig langt fra punkland, men den kompromisløse tilgang til materialet og deres musikalske brod er fortsat intakt. De udvikler sig i et rasende tempo, hvilket ikke gør det mindre spændende at følge dem på deres videre færd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Det skarpe melodimateriale
Iceage har lige fra starten bevist, at de er i stand til at levere nogle stærkt medrivende melodier. Nok camoufleres disse undertiden af krads og støjende rockfræs, men det stærke melodimateriale er ikke desto mindre stort set altid til stede.

’You’re Blessed’ fra ’New Brigade’ serverede gruppen en infernalsk og speedet omgang kværnende powerpop, der trods sin umiddelbart stridige natur besidder et stærkt iørefaldende refræn. Det samme gør sig gældende på åbningsbaskeren ’Ecstasy’ fra ’You’re Nothing’, hvor et dirrende og løbsk vers med sydende skærebrænderguitar forbilledligt forløses i Elias’ desperate og maniske nødråb i omkvædet: »Pressure, pressure / oh God no / pressure, can’t take this pressure«.

Disse numre er på en og samme tid både voldsomme og voldsomt vanedannende. I den mere afdæmpede grøft finder man balladen ’Against the Moon’ fra det nye album, som er en nærmest lounge-poppet sag, hvor en livlig klaverfigur og diskrete strygeranstrøg går i fræk dialog med Rønnelfelts snøvlede croon, der i det mindeværdige omkvæd citerer den flamske kunstner Pieter Bruegel den Ældres værk ’Pissing Against the Moon’ fra 1558: »Whatever I do, I do not repent, I keep pissing against the moon«. Her er det musikalske udgangspunkt et helt andet end på de to førnævnte numre, men kvartettens melodiske sans er ikke desto mindre intakt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Iceage er et monster live
Vi har allerede berørt det en smule. Kvartetten har fra start været en ekstremt energisk og voldsom liveoplevelse, og det er ganske enkelt umuligt ikke at lade sig rive med, når Elias Bender Rønnenfelt frådende og stønnende roder rundt på scenegulvet, som var han besat af dæmoner, eller når han spontant kaster sig frygtløst ud i det bølgende publikumshav for siden at returnere til scenen et par blå mærker og måske en blodtud rigere. Den slags knubs kærer han sig ikke om, når han først står overfor sit publikum. Frontmandens vilde excesser ledsages forbilledligt af guitarist Johan Suurballe Wieths drøje og kantede hug på den seksstrengede, samt rytmegruppen bestående af bassist Jakob Tvilling Pless og trommeslager Dan Kjær Nielsens solide bund.

Tidligere var bandets koncerter ofte et slingrende kaos, der tit var faretruende tæt på at implodere i et virvar af moshing og støj, hvor musikken havde en tendens til at spille en birolle. Her vil kritiske tunger måske hævde, at det unge band endnu haltede en smule på livefronten, men i takt med den rivende udvikling, Iceage har undergået på deres album, er den interne dynamik og sammenspillet efterhånden blevet knivskarpt, så nuancerne i kompositionerne for alvor kommer til deres ret live. Således har gruppens to nylige københavnerkoncerter til Chart Art Fair på Charlottenborg og i Dome of Visions sat en fed streg under, at kvartetten nu er et velsmurt livemonster.

Læs stort interview med frontmand Elias i det nye Soundvenue, der er på gaden nu.

Læs også: Interview-uddrag:Elias fra Iceage om kærlighed, sangtekster og at pisse mod månen

Læs anmeldelse: Iceage ‘Plowing into the Field of Love’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af