Her er ugens 10 fedeste fester

Vi hjælper som sædvanlig med dine weekendplaner.

Kobe
Ny klub vil have hyggen tilbage i Kødbyen

Kobe er navnet på Kødbyens nye torsdagsklub, det prioriterer hygge fremfor kaos. Samtale fremfor råben i fuldskab. Klubben holder åbningsfest på torsdag, og her kan man blandt andet hygge til jazz-trioen Go Go Fritz inden dj’s Flode og Akrøi & co. spiller i en – i følge arrangørerne – mere indie-orienteret retning end, hvad man finder andre steder.

Kobe åbningsfest
Torsdag den 9. oktober
Kødbyen 5, København V
Læs mere om festen på Facebook

House-fest i kornsiloen
I løbet af hele oktober agerer en kornsilo i Carlsberg Byen popup-natklub med forskellige nattelivsaktører som bagmænd for de forskellige events. På fredag inviterer David Havstein til Havsteins Havsparty, hvor det for de sprogkyndige altså står klart, at aftenen kommer til at byde på house i overflod. Her er besøg fra Frankrig i form af de to pariser-dj’s Suleiman og Aurèle, mens lokale kræfter også er på plakaten i form af Martinez og duoen Marc & Mikkel. Er du ude efter noget lidt mere hårdtslående end Kulturnatten, er silofesten er sikkert alternativ.

Havstein’s Havvsparty
Fredag den 10. oktober
Silo6, København V
Læs mere om festen på Facebook

Garage
Partyprinsen takker af
Siden starten af 2014 har fest-crewet Henri’s Garage stået bag en håndfuld fester på Kolonien, der bag den royale indpakning har haft benhårdt fokus på engelsk basmusik, herunder UK garage, 2-step og house. Nu takker partyprinserne af med et sidste afdansningsbal – selvfølgelig på Kolonien og selvfølgelig med masser af bas.

Henri’s Garage – sidste gang i garagen
Fredag den 10. oktober
Kolonien, København K
Læs mere om festen på Facebook

GoodTimes
Gode tider på Bakken
Ja, det er en ananas – og den stammer fra plakaten til Good Times #11, der fredag går ned på Bakken. Hvad meningen er må stå hen i det uvisse, men sikkert er det, at den dansk-italienske dj-duo Sorenti é Morgio kommer forbi, mens og Ahle og Rick Shane + Guldager også står klar bag pulten.

Good Times #11
Fredag den 10. oktober
Bakken, København V
Læs mere om festen på Facebook

Hollandsk veteran river Boxen rundt
Dexter har lavet alt fra trance til rock, men satte sig på et tidspunkt fast på electroen – selv om hans funky eskapader ikke rigtigt skal sættes i bås. Fredag er han æresgæst til Culture Box’ WetYourSelf-aften, der også byder på britiske Cormac.

WetYourSelf
Fredag den 10. oktober
Culture Box, København K
Læs mere om festen på Facebook

Filmfestival fyrer op under afslutningsfest
Den seneste uges tid har filmfestivalen MIX Copenhagen udfordret stereotyper med et program med vægt på homo-, bi- og transseksualitet. Lørdag aften er der prisoverrækkelse i Empire Bio, og så er der ellers afgang til afslutningsfest i Block 66 i Kødbyen. Her kan man opleve engelske Jam Rostron, der under aliasset Planningtorock eksperimenterer med opklippet electropop og queer-agtig selviscenesættelse, og som både har udgivet via det stilskabende label DFA og samarbejdet med The Knife. Som musikalsk supplement er Esben Weile Kjær og Rasmus Benchke hentet ind.

Mix Copenhagen Closing Party
Lørdag den 11. oktober
Block 66, København V
Læs mere om festen på Facebook

Ordjonglører i fri dressur
Med en original blanding af bevidsthedsudvidende ordjonglering og knivskarpe elektroniske produktioner står Benal som et af tidens mest interessante hiphop-navne. Lørdag kan man opleve trioen i fri dressur, når de giver natkoncert på Rust som en del af den faste lørdagsklub Flavour, hvor Emil Degner og Youss desuden dj’er.

Flavour
Lørdag den 11. oktober
Rust, København N
Læs mere om festen på Facebook

R’n’b-elskende dj-crew på Natbar
Endnu en weekend, endnu en Natbar står for døren. I denne ombæring har natklubben, der stemningsmæssigt sigter efter at være som en stor privatfest, hyret det soul- og r’n’b-elskende dj-crew Brown Sensation, der optræder sammen med husets faste pladevender, DJ T.O.M, der til dagligt også er en del af Lulu Rouge.

Natbar x Brown Sensation
Lørdag den 11. oktober
Bremen Teater, København V
Læs mere om festen på Facebook

Apropos Live rykker til Odense
Apropos-bussen parkerer i weekenden i Odense, hvor DOK5000 lægger hus til et overdådigt dj-lineup, der fremviser noget af det bedste, landet har et byde på. Eloq, Emil Lange, Flip, Nonsens er bare nogle af navnene på plakaten, mens der også lokkes med to hemmelige gæster.

Apropos Live
Lørdag den 11. oktober
DOK5000, Odense
Læs mere om festen på Facebook

Tropisk basfest i Pumpehuset
Portugisisk/angolanske Buraka Som Sistema har tidligere henrykket københavnske klubgængere med tung bas og aggressive kuduro-beats, og nu er muligheden der igen, når de vender tilbage til Pumpehuset, hvor de optrådte sidste år, denne gange med fuldt band-setup. Derudover optræder det tropiske basband Alo Wala og Phase 5.

Buraka Som Sistema
Lørdag den 11. oktober
Pumpehuset, København K
Læs mere om festen på Facebook

Læs også: Hold øje med: Find din nye yndlingskunstner blandt disse fire talenter

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af