The Minds of 99: »Det må aldrig blive en sur pligt at være i det her band«

Det startede med seks venner omkring et bord. Med seks flasker vodka. Få hele historien om det turnéaktuelle rockband.

MindsOf99-717x375
De har henrykt på sommerens festivaler, og er i øjeblikket er The Minds of 99 på en mindre Danmarksturné, der lørdag rammer København og slutter den 1. november i Odense. Vi talte med bandet tidligere på året, før det eksplodere helt, om blandt andet vodka, kirsebærvin og at mobbe sine egne numre.

De seks venner sad ude i køkkenet i lejligheden på Smallegade på Frederiksberg. Det var april 2012, og de havde hver taget en flaske vodka med. Det var blevet en ting, ligesom det var blevet en ting, at alle seks flasker skulle være tomme dagen efter. De havde drukket fire af dem, da Niels tænkte, at nu skulle han fandeme få det på bordet, det han havde gået og pønset på i nogle måneder: Om de ikke skulle lave et band sammen. »Ah, vi ved fandeme godt, hvordan det er at være i band med dig, Niels«, lød det fra de fem andre. Men Niels kunne mærke på dem, at det alligevel var lidt for interessant. Så han fortsatte. Det skulle være et punkband, det skulle være på dansk, og det skulle gå hurtigt, seriøst hurtigt, forklarede han. Og da natten var ovre, og Niels var crashet på sofaen, havde de i deres rus aftalt og arrangeret en tur til et sommerhus på Fanø. En tur hvor det nystartede band skulle forsøge at lave musik sammen. Og en tur vi vender tilbage til.

Det band hedder nu The Minds of 99. Niels hedder Brandt til efternavn og er bandets forsanger. Siden den aften for to år siden er der sket meget for de seks barndomsvenner. Sidste år vandt de KarriereKanonen, deres single ‘Det er Knud som er død’ har været P3’s Uundgåelige og nummer ét på Det Elektrisk Barometer, og de har spillet på festivalerne Roskilde, Northside, Skanderborg og Spot.

Men nu sidder 30-årige Niels Brandt alene i en sofa hos bandets pladeselskab, No3, der er blevet skabt for at kunne udgive deres plade. Der er tern på indersiden af hans mørkeblå sportsjakke, på det øverste af brystkassen stikker en klat blæk op, og hans lyse hår er trimmet tæt i siderne og nakken, mens den resterende rest på toppen af hovedet er redt frem i panden og klippet snorlige.

Hvad mente de med, at de godt vidste, hvordan det var at spille i band med dig?
»Jamen, hehe, de kalder mig borgmesteren, jo, fordi jeg gerne vil bestemme«, siger han. »Men jeg er blevet blidere med årene, synes jeg«.

Magneten inde i midten
Foruden blide Niels Brandt består The Minds of 99 af Louis Clausen på trommer, Asger Wissing på el-bas, Anders Folke på guitar og brødrene Jacob Bech og Mikkel Bech-Hansen på synthesizere. Fire af dem lærte hinanden at kende i børnehaveklassen på Lindevagnskolen på Frederiksberg, mens de to sidste kom ind i gruppen i starten af gymnasietiden. På det tidspunkt havde Niels fået sin første guitar. Den fik han, da MTV bragte Oasis og ‘Wonderwall’ til Danmark, og det var gået op for ham, at han aldrig ville blive en storslået fodboldspiller. Da var han omkring 13 år og startede i stedet et band sammen med Mikkel, Asger og Jacob. Men så rejste Niels til London som 19-årig.

Mens han var der, kom Louis og Asger over, og så startede de et nyt band. De blev signet af RCA, men udgav aldrig noget, og det band blev også opløst, da de rejste tilbage til Danmark i 2007. Så troede Niels egentlig, at han var færdig med at lave musik, så han tog en HF og tænkte på at blive læge eller sådan noget, men så dannede han duoen Shanghai og spillede med den indtil 2012. Men så begyndte de seks gamle venner at hænge ud og mødes med hver deres flaske vodka.

»Det var som om, at der var en magnet inde i midten, der trak os mod hinanden. Vi havde det skide sjovt sammen, og der var en helt vild energi, og det kunne stikke af på to sekunder. Men samtidig var folk skide gode til alle mulige ting, som også er vigtige i et band, så jeg tænkte, ‘hvorfor laver vi ikke noget? Lad os lave noget i stedet for bare at sidde og lave ingenting’«, siger Niels. Og så var det, de drog til Fanø.

En ånd af kirsebærvin
Det var for at komme væk, at bandet tog til Fanø. Fysisk væk og mentalt væk, så de kunne koncentrere sig om at lave musik. Med til Fanø havde Niels en idé. Han havde set Luis Vasquez’ spille med sit projekt The Soft Moon på Loppen og havde mærket bassen i maven på en anderledes måde. Og nu bliver han lidt teknisk.

»Ideen var, at en synthesizer skulle spille en sub-bas, og så skulle der være en el-bas ovenpå, som så blev sat mere fri, fordi den ikke behøvede at være grundtonedefinerende. Så kunne vi lege med melodier nede i det toneleje, hvor el-bassen ligger, og det er et nyt sted at høre leadlinjer for mange. Ikke mange bands har gjort det før, men det er skide sjovt«, siger Niels og nævner, at New Order eksempelvis benyttede den teknik.

Imens de begyndte at lege med bassen i sommerhuset, drak de seks drenge sig fulde. Faktisk var de konstant stive i en uge, bedøvede af kirsebærvin og anden kemi. De havde også behov for at komme mentalt væk, og så var det jo første gang, de var af sted, så det var som en rustur på første år i gymnasiet, hvor de lige skulle finde ud af, hvem hinanden var, og hvem de var som band. Samtidig gav de sig også tid til bare at stene. Som da de sad og spiste aftensmad, og Niels ikke hørte efter, hvad de andre snakkede om, og basgangen fra nummeret ‘Fuglebur’ så pludselig kom til ham – du-du-du-du-du-du-du-du – og så stormede de op i det indrettede studie, hvor Louis begyndte at spille beatet, og bassen blev lagt på, mens Niels bare begyndte at synge »dæ-å« hen over det hele, og så, to timer senere, havde de indspillet nummeret.

»Det handler om at give sig tid til at lade den rigtige musik trænge igennem, i stedet for den musik, der kun kommer ud af dårlig samvittighed. Hvem fanden gider lytte til det? Det lyder ikke som frihed, og det skal god musik. Det skal lyde som frihed. Og det synes jeg den her plade gør, det synes jeg fandeme er lykkedes, og det er også i den ånde, den er blevet skabt«, siger han.

Og i en ånd af kirsebærvin…

»Ja, det har i hvert fald hjulpet. Kirsebærvin og hashkager, og jeg ved ikke hvad, men primært bare good times. Men selv om vi var helt væk, var vi stadig enormt fokuserede – det er en egenskab, vi har i bandet«.

Læs resten af interviewet på næste side.

Aldrig undergrund
Da ugen var ovre, havde bandet flere sange med sig hjem fra Fanø. Så de udsendte en demo, og i slutningen af 2012 tilmeldte Asger bandet til KarriereKanonen, uden de andre anede det. Det fandt de først ud af, da Niels blev ringet op af en repræsentant fra konkurrencen. Manden spurgte, om The Minds of 99 ville være med i KarriereKanonen 2013.

»Han spurgte, fordi han godt vidste, at nogle bands tænker på, om de burde være med i sådan en musikkonkurrence, eller om det er at sælge ud, men vi var bare sådan der, ‘selvfølgelig vil vi det’, og så var det bare pisse godt«, siger Niels. »Og man skal ikke sidde tilbage og sige, ‘ej, hvordan havde det mon været at være med i det der’. Så vil vi hellere finde ud af det og så sige, det var noget lort. Så har man i det mindste haft nosserne til at gøre det«.

Hvad var det, I ville med jeres deltagelse?
»Vi ville være der, hvor der var liv. Det vil vi stadig. Vi vil være det hele. Vi vil ud med vores musik til så mange mennesker som muligt, selvfølgelig uden at gå på kompromis, og det var KarriereKanonen god til. Hvis der for eksempel står nogle drenge på ti år og kigger op på Louis og tænker, at han bare er den sygeste trommeslager, så er det da fantastisk. For den her musik er til alle, den er lavet til alle. Børn, voksne, drenge, piger, alle«.

Noget tyder på, at The Minds of 99 også rammer mange med deres musik. I hvert fald endte de med at vinde KarriereKanonen, og det skyldes i høj grad deres nummer ‘Det er Knud som er død’. Nummeret, hvis tekst er forfatteren Tom Kristensens hyldestdigt til polarforskeren Knud Rasmussen, blev P3’s Uundgåelige og også nummer et på Det Elektriske Barometer. Tilblivelsen af det nummer starter hos en af Niels’ venner, der har en far, som laver postkort for sjov. På et tidspunkt lavede han et, hvor Knud Rasmussen var på forsiden, og Tom Kristensens digt var på bagsiden. Vennen vidste, at Niels’ bror hed Knud, og tænkte, at det postkort skulle han have. Så Niels fik kortet, stillede det i sit øvelokale, og en dag lavede han en sang til det. Det var første gang, at han rigtigt lavede en sang på dansk. På det tidspunkt kendte han ikke rigtigt til Tom Kristensen, men siden læste han ‘Hærværk’ og syntes, den var fremragende. Fra da af begyndte Niels at skrive tekster på dansk. Det føltes mere nøgent, fortæller han.

»Dansk var bare det spadestik dybere. Det ramte mere. Det handler om præcision – hvad er det præcis, jeg vil sige. Jeg kommer aldrig nogensinde til at kunne sige præcis, hvad jeg vil, på engelsk. Det bliver altid en form for efteraben af en masse ting, jeg har hørt. Men på dansk ved jeg, hvad alle ord indeholder. Et ord er ikke bare et ord, en blanding af ord er ikke bare en blanding af ord. De har en dybde, et liv, en historie«.

TheMindsof99-717x375
Ikke ti vilde heste
Alle ti sange på The Minds of 99’s plade er blevet til på fire sommerhusture, der, foruden Fanø, gik til Køge, Skarø og Skåne. Kun den svenske tur mislykkedes. Fra resten af turene kom de hjem med et musikalsk udbytte. Faktisk er alt på albummet fra bandets originale takes i sommerhusene. Efterfølgende har de så mixet og produceret det færdigt sammen med Carsten Heller, der tidligere har produceret for blandt andre Nephew, Peter Sommer og Spleen United. Men det vidste sig at være noget at et arbejde for ham at få det hele til at lyde nogenlunde som en samlet enhed, da det var optaget med forskelligt gear i forskellige facilliter. Men det var vigtigt, at det blev de originale optagelser for at holde fast i stemningerne fra sommerhusene.

»Det hele er jo nærmest undfanget i nuet, så det er meget friskt og dårligt spillet til tider, men også sjovere. Og det må aldrig blive en sur pligt at være i det her band, for så eksisterer det ikke mere. Der er ikke nogen penge eller ti vilde heste, der kan få os til at leve på en måde, så det bliver en nederen ting«, siger Niels.

Genremæssigt spurter musikken et sted mellem postpunk og new wave styret af hurtige trommer, mens Niels’ gennemtrængende og nasale vokal svæver over det hele med lyriske gentagelser. De ting fik efter en koncert Politikens anmelder til at skrive, at hun »tror sgu, Danmark har fået et nyt stort rockband«.

»Jeg kan rigtigt godt lide at blive kaldt det nye store, danske rockband, for jeg synes, pladen lever op til den hype. Vi vil ikke være de næste dem eller dem, men jo flere mennesker, der kan lide vores musik, jo bedre. Jeg har et kinship med alle, der kan lide vores musik, uanset hvem de er. Og jeg ville nyde at komme ud og se hele landet og de mennesker, der kan lide vores musik. Vi ville elske det«.

Numrene på pladen deler bandet op i sange og mantraer. Sangene har en traditionel struktur med vers, bro og omkvæd, mens mantraerne er vildere og henter sin inspiration fra den elektroniske musik, der ofte bliver spillet på en klub. Måske skyldes det, at Jacob på synthesizer også er deep house-dj, og bandet bare godt kan lide den type musik. Ligesom at bandets navn kommer fra sangen ‘Justified and Ancient’ af den britiske acid house-duo The KLF, hvor der bliver rappet »mine’s a 99«, men som Niels hørte som ‘Minds of 99’.

»Nogle af numrene er nærmest bare et trip. De giver os en energi. Ligesom når man går på klub. Vi har brug for begge dele. Vi har brug for at høre fortællinger, men vi har også brug for at komme ind i den her cirkulære trance, hvor vi bare er i nuet, og der ikke er nogen tid. Mantraerne er stemninger, og måske er reptilhjernerne bare store hos os. Vi lytter i hvert fald meget til den del af vores hjerner«, siger han.

Lortesangen
Interviewet er ved at være overstået. Niels skal direkte videre til interview med Fyns Stiftstidende og derefter P3, inden han skal finde et dinosaurkostume til den musikvideo, bandet snart skal skyde. Der er fart på for The Minds of 99, men det er kun godt, mener Niels, for hvis det går for langsomt, laver de flere fejl. Fordi så har de pludselig tid til at tænke for meget over tingene. Lige nu handler det bare om, at de skal følge med, så godt de kan. Den hurtige opstigen for det to år gamle band har de 30-årige drenge også brugt til at nedtone forventninger fra andre og de krav, de stiller til sig selv.

»I lang tid sagde vi, at vi bare var et lorteband, at det bare var en lorteplade, og at det bare var noget lort, fordi det hele jo bare er lavet sådan lidt henkastet og hurtigt. Det var også for at beskytte os selv og få styr på de forventninger, vi selv havde til det. Det kan godt være, det er blevet business også, men det er stadig lavet af seks bedste venner, der har haft det sjovt, og sådan skal det blive ved med at være«, siger han.

 I takt med den opmærksomhed I får, bliver det vel sværere at tro på, at det er lort?
»Jo jo, og derfor er vi stille og roligt ved at holde op med at kalde os et lorteband. Men vi siger det stadig nogle gange, når vi er ude og spille: ‘Nu kommer den dårligste sang. Den hedder ‘Ballon’, en fucking lortesang, men nu kommer den’«.

Og det siger I så bare for at holde jer selv nede?
»Nej, altså, der er nogle sange, vi vitterligt ikke kan lide«.

 Hvilke?
»Altså ‘Ballon’, det er en dårlig sang. Men den skal også have lov til at være der, for den er stadig os. Men vi kan ikke lide den«.

 Hvorfor er den så med?
»Fordi den findes. Vi er både det ene og det andet. Du er din krop, men også dit affald. Det skal du stå ved. Det skal du vise. Fordi det grimme får det gode til at lyde bedre. Det hele hænger sammen. Du skal kunne rumme de der kontraster. Det er bedre end at skære det fra. For viser du kun det gode, er det røvsygt. Og det kan jo være, der er nogle andre, der ikke synes, det er noget lort. Der var da en anmelder, der fremhævede den sang, og så får den sit eget liv og sit eget lys. Hver sang er jo et selvstændigt individ«.

 Ha ha.
»Jamen, det er de«.

 Men hvorfor er det så lige præcis den lortesang, I har taget med?
»Fordi der ikke var andre lortesange. De ti sange på pladen var dem, vi havde«.

 Hvorfor tog I så ikke bare en ekstra sommerhustur?
»Det havde vi ikke tid til. Pladen skulle ud, og så er det også en del af det nu, at vi mobber jo den der sang«.

Hvordan reagerer den så på det?
»Rigtig godt. Den bliver stærkere af det. Nu er den blevet fremhævet i Ekstra Bladets anmeldelse. Og hvad var det, han skrev? ‘Det her band behøver kun tre linjer til at sige mere end mange andre formår i løbet af en hel karriere’, og så nævner han tre linjer fra ‘Ballon’, som er den sang, vi mobber fuldstændigt«.

Men, altså, synes du reelt, den er ringe?
»Ja, men det kan godt være, at jeg synes, den er god om et halvt år. Måske er det den sang, der blev mobbet i skolen, og så ender med at blive den sygeste helt«.

Læs anmeldelse: The Minds of 99 ‘The Minds of 99’

Læs også: The Minds of 99 anbefaler: Fem stærke 80′er-plader

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af