The War on Drugs – billeddannende støj
Adam Granduciel har siden ’skilsmissen’ fra Kurt Vile fået stablet et mere og mere slagkraftigt band på benene, der diverterer med en teksturrig blanding af klassisk rock med Springsteen, Petty og Dylan på bagsmækken tilsat americana, art- og krautrock foruden shoegaze.
Granduciel er glad for de horisontale melodilinjer, der lægger sig blødt i overhalingsbanen som en lastbil, der kværner kilometer på en amerikansk highway. Indimellem afbrydes monotonien af vertikale spændingskurver, såsom det forløsende omkvæd på hittet ’Red Eye’. Den dynamiske afveksling ligger altid på lur som en latent mulighed i The War on Drugs’ musik, men det er ikke altid den gribes, hvilket ikke gør så meget, for spændingen ligger i forventningen om, at den kan forekomme.
2014’s ’Lost in the Dream’ var lidt af et kunstnerisk kvantespring for gruppen, hvor de minutiøst studiebearbejdede sange folder sig ud i en sværm af guitarspor, keyboardlinjer og blæserafsnit. Hovedvægten af aftenens set på et udsolgt Voxhall var naturligt nok lagt på de nye sange, der live blev foldet ud med et vingefang, der ville kunne gøre en albatros misundelig. Smukt, støjende og billeddannende.
Læs anmeldelse: The War on Drugs ‘Lost in the Dream’
Der sker noget vildt spændende, når Granduciels traditionsformidling møder hans trang til formnedbrydning. Som på ’Burning’, der på albummet er en forholdsvis ligefrem sag – Springsteen anno ’Born in the USA’ – men som live lød som en splintret drøm af noget udefinerbart større. Øjeblikket hvor den manende, suggestive intro slog over i sangens genkendelige riff var mageløst. Det kildrede helt ned i tæerne.
Og sådan var det flere gange aftenen igennem: ’Under the Pressure’ forvandledes fra studieversionens keyboard-bårne glid til en larmende rejse, der kulminerede i en rensende støj, så man for et øjeblik troede, at Primal Scream anno ’XTRMNTR’ havde entreret scenen. ’Red Eyes’ fik ekstra svæv af en lang outro og ’Disappearing’ indledtes med en smuk/brutal guitarfigur, der fik lov til at hænge i luften som en urolig signatur inden sangen fandt sin genkendelige form.
Ikke alt lykkedes lige godt. Den fremragende ’An Ocean Between the Waves’, der på albummet er en virkelig velafstemt omgang Dire Straits-med-motorik-puls blev lidt for kompakt og frenetisk til at indfange de nuancer, albumversionen besidder. Det havde desuden klædt koncerten – ikke mindst ekstranumrene – med nogle flere bidrag fra 2011-albummet ’Slave Ambient’, men det seks mand stærke band – inklusiv atonale saxofonblæs og den tætte, drivende tåge fra et Fender Rhodes-el-klaver – sendte os i stedet hjem med hvinende støjbølger, så det ringede for ørerne.
The War on Drugs afspejler i deres musik meriterende bedrifter fra rockens fortid på en måde, der paradoksalt fremhæver snarere end kompromitterer Granduciels egenart som kunstner. Live hvirvles referencerne op som ved en karrusels kraft. Lige så meget Granduciels musik er inspireret af andre, er den demonstrativt hans egen. Eller sagt på en lidt anden måde: ’Sun Kil Moon: Go Fuck Yourself’!
Læs også: The War on Drugs anbefaler film, bøger og tv-serier