Vi rangerer: Cat Powers 10 bedste sange

Intens, skrøbelig og til tider ustabil – Chan Marshall er en af de bedste kvindelige sangskrivere i de seneste to årtier. I anledning af hendes tre danske koncerter kårer vi karrierens højdepunkter.

CatPower2Chan Marshall aka Cat Power har aldrig givet indtryk af at have haft det nemt. Der er blevet skabt en hel mytologi omkring hende som en nærmest skizofrent hudløs kunstnerinde, der er så sart og umiddelbar i sit forhold til verden, at det uundgåeligt efterlader ar på sjælen.

Cat Powers ikke-filtrerede skrøbelighed kommer mest håndgribeligt til udtryk i hendes berømmede/berygtede liveoptrædender, der balancerer på en knivsæg mellem intens, nervemættet nærvær og ypperlig fortolkningskunst det ene øjeblik og nærmest dilettantisk uformåenhed og panisk sceneskræk det næste.

Ved en koncert på Voxhall i Aarhus i forbindelse med ’You Are Free’-turneen (2003-04) syntes Marshall i lange stræk mere optaget af indholdet i sin Jack Daniels-flaske end i at fokusere på sin musik. Koncerten sluttede kort efter, at den martrede (eller bare stangstive) sangerinde havde lagt sig til at sove midt på gulvet nede foran scenen – krummet sammen som en vingeskudt krage med flasken knuget mod brystet i en forvredet positur. Det blev vist til to eller tre numre mere, da først Marshall var gennet tilbage på scenen, men sammenhængende var det mildest talt ikke.

Chan Marshall har rundet de 40, fået en smart korthårsfrisure og så senest sund og stylet ud på de promotionbilleder, der cirkulerede i forbindelse med comebackpladen ’Sun’ fra 2012. Det bundløse mørke var blevet erstattet med optimistiske og selvtillidsfulde toner til lyden af trommemaskiner og synths, så måske er selvkontrol det nye kodeord for hende? Man kan selv få syn for sagen ved Cat Powers koncerter i Danmark – den 1. november på Voxhall og den 2. og 7. november i DR Koncerthusets Studie 2.

I anledning af Marshalls tilbagevenden på dansk jord tager vi et dybt kig tilbage i diskografien og finder frem til de ti fineste øjeblikke fra en af de – ustabil eller ej – bedste kvindelige amerikanske sangskrivere i de sidste to årtier.

Læs med på de følgende sider, hvor vi kårer og rangerer Cat Powers ti bedste numre gennem tiden.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Silver Stallion’ (’Jukebox’, 2008)

På 2006’s ’The Greatest’ havde Chan Marshall foretaget et hamskifte ved at iklæde sine sange Stax-soul- og delta blues-gevandter indspillet i samarbejde med autentiske sessionsmusikere fra Motown-æraen (hentet ind direkte fra Memphis, såmænd). På opfølgeren ’Jukebox’ anvendte hun nogenlunde samme stil og samme hold musikere, men i denne ombæring gik hun i kødet på andres sange: Nick Cave, Hank Williams, James Brown, Billie Holiday og så videre.

Det var det måske mest opsigtsvækkende og mindst trendy sangvalg, der viste sig at være det mest inspirerede: En fornem version af countryens svar på de tre tenorer, The Highwaymens (Waylon Jennings, Kris Kristoffersen, Johnny Cash og Willie Nelson) ’Silver Stallion’.

Marshall har med rette et ry som en meget stærk fortolker, og det understreges fornemt her: Hun renser nummeret for al originalens bombast og rutinerede country-patina. Tilbage står en intens, underspillet, men også varm og sprød sag, der får tilført en interessant spænding ved at blive afsunget – med medvidende, afstemt ro – af en kvinde. Kontrasten til country-titanernes self-made men-etos (der omfavner hele westernmytologien) er godt set, da det kvindelige blik på en meget maskulin genre åbner for en rigdom af fortolkningsmuligheder.

Nedtællingen fortsætter på den følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’Good Woman’ (’You Are Free’, 2003)

På albummet ’You Are Free’ demonstrerede Marshall sin sans for melodisk konsekvens og en no-bullshit-æstetik, en minimalistisk eksekvering i produktion og instrumentering, der står godt til hendes smøgede stemme, der kombinerer soulet indføling med punket attak.

’Good Woman’ eksemplificerer alt dette: Marshalls guitarfigur er simpel, men insisterende som hos den tidlige PJ Harvey, og hendes stemme er både cool og sårbar. ’Good Woman’ skiller sig dog også ud fra mængden af ligesindede sange (om kunsten at slå op eller blive slået op med) ved sin brug af et børnekor, der – alt efter temperament – skaber en beroligende eller urovækkende understrøm.

Og sørme om ikke selveste Eddie Vedder bræger med som diskret backingkor i sangens døende minutter (en tjeneste Marshall i øvrigt tilbagebetalte på Vedders soloalbum ’Ukulele Songs’ fra 2011).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Ruin’ (’Sun’, 2012)

Hele den vestlige verden får smæk for skillingen på førstesinglen ’Ruin’ fra det retro-electropoppede udspil ’Sun’, der udgør det seneste stilskifte i Cat Powers karriere.

Understøttet af et skamløst effektivt, salsasvingende klaverriff, synger Marshall ordene »Bitchin’, complainin’/ when some people ain’t got shit to eat« – med adresse til en af velstandens mindre charmerende følgesvende: Det tilsyneladende latente behov for at brokke sig over småting.

Der hersker ellers en stemning af luftforandring over ’Ruin’ og moderalbummet ’Sun’ i det hele taget: Håbefuld, (selv)tilgivende og glædesfyldt. Den 40-årige kunstner synes modnet. Det er ikke længere kun de bundrådne følelser fra den mentale kælderskakt, der luftes: Nu er hun mere interesseret i hvad, der binder mennesker sammen, frem for hvad, der skiller dem (os) ad.

Denne perspektivforskydning understreges også ved den rent musikalske luftforandring: Borte er de soulede, organiske arrangementer til fordel for trommemaskiner og (fra 80’erne overvintrede) synths. Det hele (instrumentering og sangskrivning) er tilmed krediteret Marshall selv: Immervæk et spring i forhold til forgængernes bugnende hold rutinerede sessioneers.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’The Greatest’ (’The Greatest’, 2006)

Titelskæringen fra ’The Greatest’ var som et frydefuldt chok, da det blev sluppet løs i æteren tilbage i 2006. Her sprang Cat Power ud som soul-chanteuse med mere end en em af Motown på en stilsikker, men personlig ballade. En ting er, at stilskiftet var modigt, men det udvidede samtidig palletten af muligheder for Marshalls udtryk væsentligt. Måden hvorpå de sorgfulde strygere smyger sig om klaveret er udsøgt, og sjældent har Marshall lydt mere hjemme i en sangs univers.

’The Greatest’ kredser om at se tilbage på det man har mistet med tiden – eller måske rettere, det man aldrig rigtig opnåede til at begynde med. Det hjemsøgte og fortrydelige vinder på point over en mere bekvem form for nostalgi og vemod.

Enkelte af sangene på albummet har en bismag af Marshalls næsegruse beundring for det hold formidable musikere hun inviterede ind i folden under indspilningerne, men når parringen lykkes som på titelnummeret, er resultatet både charmerende og dybtfølt. Så er det egentligt ligegyldigt om det lyder af New York anno 2006 eller Memphis 40 år tidligere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Metal Heart’ (’Moon Pix’, 1998)

På kritikergennembruddet – og hovedværket – ’Moon Pix’ præsenteredes mange for første gang for Marshalls feminine opdatering af folk og blues, der lød som var den optaget i en gravkrypt. Lydbilledet er aldeles domineret af sangerindens egen sejlende skæve elektriske guitar, der klager og krænger og knager som meddigtende stemme fuldt på linje med den tågede vokale croon.

’Metal Heart’ er et af flere højdepunkter, men fuldstændig repræsentativ for albummet som helhed (der hersker ikke den store stilistiske variation her). Melodien leger kort med ansatserne til standarden ’Amazing Grace’, et ’trick’ hun genbruger andetsteds på albummet: Sangen ’American Flag’ trækker på en mere overraskende kilde, nemlig Beastie Boys’ ’Paul Revere’!

De ekstremt intense og personlige sange på ’Moon Pix’ satte gang i mytologien om den sårbare sangerinde, og da hun samtidig var fotogen, skortede det ikke på markedsføringsmuligheder. Også fordi Marshalls blues- og folk-idiomer ikke er mere sære eller traditionsforhippede end, at det mere og mere talrige (og købestærke) alternative publikum kunne forholde sig til det.

Var man således disponeret for ungdommens melankoli i 1998, var Cat Power (sammen med sin mandlige pendant Elliott Smith) den ultimative kunstner at kaste sig over. Man kunne så falde hen i en behagelig døs af selvlede til tonerne og ordene af ’Metal Heart’: »It’s damned if you don’t and damned if you do / be true, ’cause they’ll lock you up in a sad, sad zoo«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’I Found A Reason’ (’The Covers Record’, 2000)

Opfølgeren til ’Moon Pix’ blev coverpladen med den lakoniske titel ’The Covers Record’, der var præcis så hudløs og minimalistisk som sin forgænger, selv om den tog fat om store sange fra rockens kanon. Albummet indeholder blandt andet en sjælerystende fin version af Rolling Stones’ ’Satisfaction’, som Marshall totalt omformer og tømmer for enhver tænkelig rest af kynisk machismo. I hendes version er fokus på den uforløste spænding, den indebrændte frustration og den nagende usikkerhed ved den seksuelle relation.

Allerbedst – det vil i Cat Powers tilfælde sige: Ondt – gør dog hendes version af Lou Reeds Velvet Underground-sang ’I Found A Reason’. Marshall vender sangens budskab komplet på hovedet: Hvor den i Reeds mund lyder som en sang, der omfavner fremtiden og alt det rock’n’roll er sat i verden for at befri mennesket fra, lyder linjerne »what comes is better than what came before« i Marshalls mund som en sang om at nære et inderligt dødsønske. Reeds ’what came before’ er i Marshalls mund en bøn om døden – ikke rock’n’roll – som udfrier og forløser.

Det er måske den mest gribende, sørgelige sang i hele Cat Power-diskografien, hvilket Marshall opnår ved at tage en legendes ord, pille dem fra hinanden og sætte dem sammen igen, så betydningen forskydes afgørende. Mageløs fortolkningskunst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’He War’ (’You Are Free’, 2003)

Ligesom på ’Moon Pix’ er den elektriske guitar mestendels vejviser og stifinder på ’You Are Free’, men her i en mere rå, hurtig og bidende aftapning. Men det er sådan set nemt at høre, at det er den samme kunstner, der er på spil. Der er en simpel, usmykket, uskolet og rudimentær behandling af guitaren (og klaveret, for den sags skyld), der går igen og skaber en umiddelbarhed, overbevisning og personlighed i udtrykket som kommunikerer en sårbar styrke og et råt talent uden så mange dikkedarer.

Intet sted bedre eksemplificeret end via singleudspillet ’He War’ – med Dave Grohl på trommer, sørme – der tilmed er fræk, direkte og tilpas enigmatisk til, at man ikke helt kan greje præcis hvad baggrunden for Marshalls put-down af titlens ’he’ går ud på.

Marshall er ikke nogen stor vokalist i teknisk forstand, men hendes stemme har særegenhed og personlighed. Og så er den mørkt sensuel og alligevel fandenivoldsk som få andre vokaler i rocken. Den side af hende kommer også fint til udtryk på ’He War’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Nude As the News’ (’What Would the Community Think’, 1996)

I 2007 fortalte Cat Power for første gang, hvad den hypnotiske (og  psykotiske) tekst til ’Nude As the News’ – det med afstand bedste nummer på hendes første egentlige studiealbum – handler om. Det gjorde hun i en samtale med den fremragende amerikanske rockskribent Greil Marcus.

Hun fik som 20-årig en abort som stadig hjemsøger hende. Det er altså det ufødte barns sjæl hun synger til, de mænd, der muligvis var fædre til fosteret og det samfund, der ikke kan håndtere en ung kvindes graviditet, men i stedet lader hende føle skam over både den og aborten.

Fra det simple guitaranslag over en let rullende bas og forsigtige trommer skaber Cat Power en magisk sang, der vinder styrke ved sine gentagne tekststumper, der antager en mantraagtig karakter, der kun intensiveres ved Marshalls skiftevis rolige og desperate stemmeføring.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Lived in Bars’ (’The Greatest’, 2006)

’Lived in Bars’ handler åbenlyst om sangerens egne indre dæmoner, i skikkelse af et (lidt for) veludviklet festgen og – mere skæbnesvangert – hendes alkoholisme.

Det er en lyrisk gennemarbejdet sang, hvor perspektivet forskydes, så vi både fornemmer karakteren af opturen og nedturen forbundet med misbruget. Dagen og dagen derpå. Musikalsk istemmer Memphis-musikerne på mest lydhøre vis og giver sangen dens karakter af både glamour og tømmermænd.

Den arrangementsmæssige genistreg kommer til sidst, hvor bandet tilføjer en saliggørende swing til anden omgang af omkvædet med sprøde guitartoner og jazzede blæsere, så det løfter sig på samme måde som en god rus gør glad.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Cross Bones Style’ (’Moon Pix’, 1998)

Chan Marshall skrev eftersigende seks af de 11 sange på ’Moon Pix’ den samme nat – alene i et stort hus hun delte i nogle måneder i 1997 med sin daværende kæreste Bill Callahan (Smog) langt ude på landet i South Carolina. Hun var på randen til at lide et nervøst sammenbrud og så mærkelige syner gennem vinduerne i huset, når hun kiggede ud i mørket bag dem. For at jage synerne på flugt skrev hun albummet i en rus af lige dele inspiration og angstvildelse. En af de sange var ’Metal Heart’ (nr. 6 på denne liste), en anden var ’Cross Bones Style’.

Ordene ’cross’, ’cold’ og ’crystal’ går igen i den skeletale tekst med den gentagne linje »you have seen some unbelievable things«, der inden for rammen af sangen, der omgiver den, og måden, hvorpå Marshall synger den på, lyder foruroligende snarere end celebrerende.

Studieteknisk fornemmer man, at Cat Power har fundet sine ben. De første skrabede indspilningers råhed er erstattet med en udpræget fornemmelse for at bruge rumklang og dobbelttrackede vokaler til stor effekt.

’Cross Bones Style’ er et af højdepunkterne inden for den hjemsøgte sangskriverkunst, Marshall mestrer bedre end næsten enhver anden nutidig sangskriver. Den taler til både hjernen og hjertet og illustrerer på fornem vis sangkunstens evne til at forføre og frastøde ved hjælp af små forskydninger ned på sætningsplan eller ved i kraft af en enkelt fraseringsforskydning at ændre lytterens oplevelse af en sang (og dermed det sungne). Sangen er som et uroligt bankende hjerte: Den vækker både til uro og nærvær.

Cat Power spiller den 1. november på Voxhall og den 2. og 7. november i DR Koncerthusets Studie 2.

Læs også: Her er 22 koncerter du skal opleve i november

Læs også: Gorillaz bedste sange rangeret fra 10 til 1

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af