Hos Foxygen flyder kreativiteten: »Inden for fem år har vi udgivet et rendyrket hiphopalbum«

Foxygen1-717x375
Sidste år blandede de Motown med syrerock, og nu har den amerikanske duo kastet sig ud i et 82 minutter langt fascinerende psykedelisk ridt. Halvdelen af bandet, Jonathan Rado, prøver at gøre os klogere på deres tøjlesløse kreativitet.

Hvis vi kunne tage en tur igennem Jonathan Rado og Sam Frances snørklede hjerner, ville vi sikkert skulle møve os igennem tusindvis af lagrede tanker, ideer, sangskitser, pudsige indfald og øjebliksbilleder. Og hvis vi blev hængende længe nok, ville vi nok også opleve, når de mange indfald pludselig antændte en genial tanke og blev til en ny Foxygen-sang. Faktisk behøvede vi sikkert slet ikke vente længe, for alt tyder på, at de to amerikanske barndomsvenner konstant skriver sange. De begyndte at lave ep’er sammen som 15-årige. I dag er de 24 og aktuelle med deres tredje album på lige så mange år, ‘…And Star Power’. Det er, selvfølgelig, et 82 minutter langt dobbeltalbum, der blander det bedste fra 60’ernes psykedeliske rock med The Flaming Lips’ sans for sære sangtitler og derangerede koncepter og Ariel Pinks evne til at omsætte fortid til nutid – blandt meget, meget andet.

Den sprudlende, kaotiske kreativitet er nærmest blevet Foxygens varemærke, siden de slog igennem sidste år med albummet med den tungebrækkende titel ‘We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Light’, hvor singlen ‘Shuggie’ på forrygende vis svejsede Motown sammen med syrerock. Og kaosset fortsatte på de efterfølgende turneer, hvor de blandt andet parkerede tourbussen ude foran Bremen Teater og gav en foyerkoncert, hvor forsangeren Frances nærmest virkede besat. Senere på året brækkede han sågar benet under en koncert, mens hans kæreste og Foxygen-livemedlemmet Elizabeth Fey fortalte historier om splid mellem Rado og Frances. I dag er Rado dog sikker på, at al tumulten i sidste ende blot har styrket bandet.

»Vi måtte aflyse turneen, og det var noget skidt, men omvendt fik vi tid til at tage bestik af situationen, og vi fik ekstra tid til at lege de nye sange frem«, siger han og beskriver i øvrigt ‘… And Star Power’ som »en blanding af en behagelig easy listening soft rock 70’er-vibe a la Eagles og Linda Ronstadt med den industrielt klingende og forstyrrede lydverden fra Throbbing Gristle og Suicide anno 1980«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kreativ skattejagt
Rado og France lavede albummet på den måde, at de skrev forskellige skitser til sange hver for sig, og så satte de dem sammen bagefter.

»Ofte finder vi på en sangtitel på forhånd, og så skriver vi hver især noget musik ud fra den titel og de ideer, den genererer, og så håber vi på, at det hele ender med en lykkelig kollision«, siger han og griner: »Titlerne er ofte bare arbejdstitler, der bliver hængende«.

Den arbejdsform har resulteret i nogle sange, som slår nogle mildest talt gevaldige kolbøtter undervejs. For eksempel begynder ‘Cosmic Vibrations’ som rå garagerock, før den slår over i en ballade i bedste Nick Cave-ånd, hvorefter den opsparede energi udarter sig til psykedeliske spasmer, der hiver og flår i melodiens malmfulde ro. Tilsvarende begynder ‘You & I’ som en nedskrællet Neil Young-ballade, der langsomt falder sammen om sig selv, som var en legesyg Syd Barrett sluppet løs. Andre gange henter bandet tydelig inspiration fra slut-60’ernes Los Angeles-scene, og ikke mindst fra et band som Love, hvis klassiker ‘Forever Changes’ fra 1967 kontrasterede skønhed, lys og kærlighed med en snigende pessimisme og en bevidsthed om hippiedrømmens endeligt, allerede inden Charles Mansons disciple gik amok i en blodrus i august 1969.

»Vi lod os ikke begrænse. Vi skrev bare en masse sange og besluttede os for at lade sangene stå, som de nu engang er. Jeg synes, det er sjovt at udforske den slags kaotiske album og bare dykke ned i dem. Det er lidt som en skattejagt. Du finder måske ikke præcis det, du var på udkig efter, men det er en fascinerende rejse under alle omstændigheder, og måske finder du noget andet, som er mindst lige så værdifuldt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 Hvordan går de kommercielle forventninger i spænd med den frie kreativitet? Er der nogen af jer, der undervejs siger, ‘hey, nu skal vi lige huske også at skrive et hit’?
»Jeg tænker over det, men i sidste ende tager musikken over, og den overstråler altid de forhåndsforventninger, vi går i studiet med. Jeg tror, at vi har nået et punkt som band, hvor vi tænker, at det er op til andre, om de vil elske musikken eller ej, og det er ikke det værste sted, du kan befinde dig som skabende musiker. Jeg vil hellere dele vandene end lave forudsigelig, driftsikker eller behagelig musik. Det nye album er et statement: Det er det her, vi repræsenterer som band«.

Og et album med 24 sange vil naturligt ikke være for alle…

»Præcis. Men når det er sagt, så synes jeg, at der er nogle gode popsange på. Rent melodisk er det ikke et obskurt album på nogen måde. Det er mere vores sære måde at præsentere melodierne på, der kan virke forvirrende«.

Læs resten af interviewet på næste side.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sindssyge og sammenbrud
‘…And Star Power’ er bygget op som en drømmeagtig virkelighed, der pludselig begynder at tage skikkelse af et mareridt, som et godt trip, der forvandler sig til et dårligt trip. Solskin og latter erstattes af synet af kullede og arrede bylandskaber.

»Albummet er bygget op over et løst koncept om en fyr, der er på vej til at blive sindssyg, og den historie munder ud i en kaotisk virkelighedsopfattelse, som musikken er et billede på«, forklarer Rado.

Fire-sangs-suiten ‘The Star Power Suite’ markerer det punkt, hvor albummet forandrer sig fra et forholdsvis ligefremt, lyst og melodisk univers til en paranoid skyggeverden, hvor underlige fragmenter og stemmer vrider sig ud og ind af hinanden som en zigzaggende slange på flugt fra sig selv. I samme forbindelse ændrer Foxygen skikkelse og forvandler sig til et fiktivt band, ‘Star Power’, der ledsager hovedpersonens undergangssyner.

Er der en form for forløsning eller lykkelig udgang på historien om den her fyr på randen af sindssyge?
»Nej, det tror jeg ikke, man kan sige«, siger Rado skælmsk. »Den næstsidste sang hedder ‘Everyone Needs Love’, og den lyder på en måde håbefuld, men i lyset af de sange, der leder op til den, er der noget uhyggeligt ved den«, forklarer han og uddyber, at det er modsætningerne og kontrasterne, der gør musikken interessant både at arbejde med og at lytte til.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ironi vs. parodi
Foxygen har åbenlyst en forkærlighed for musikhistorisk arve- og drivgods. Men hvordan har de det selv med deres uforstilte retro-begejstring? En de en flok uforbederlige ironikere, der går på skamløs strandhugst i musikhistorien, eller mener de deres musik dybt alvorligt? Kan man blande ironi og alvor?

»Der er en form for ironisk bevidsthed på spil, men det er ikke på musikkens bekostning. Vi elsker den musik, som vi henter inspiration fra. Der er forskel på ironi og parodi. Der er en del bands, der flirter med det parodiske, men uanset hvad vi laver, prøver vi at give det vores helt eget udtryk. Det er vigtigt, at musikken har sådan en ‘her og nu’-følelse over sig, der gør den relevant og presserende at lytte til«.

Den første single, ‘How Can You Really’, minder om Ariel Pink, der jo om nogen er god til at blande det ironiske med det oprigtige…
»Jeg kan sagtens se, at den sammenligning giver mening, især med det nummer. Jeg kan godt lide Ariel Pink. Han er dygtig til det, han gør. God musik handler dybest set om tidløshed. Og hvis du bruger gamle forbilleder i din musik, skal du finde en måde at overskride parodien på. For eksempel er det ikke en særlig interessant reaktion, hvis nogen siger til mig, ‘fedt nummer, det lyder totalt meget af 1975’. Så er der noget, der er galt enten i deres måde at høre musik på eller i vores måde at bruge historien på«, fastslår Rado.

Rado fortæller også, at han og France har lyttet til al tænkelig slags musik, siden de mødtes i high school, og for eksempel er Beastie Boys en fælles passion for dem. Bandets glubende appetit på at skabe musik vil derfor også resultere i nogle vilde genrehop fremover, er han overbevist om.

»Bare vent, inden for fem år har vi udgivet et rendyrket hiphopalbum. Vi skal bare lige ud af den her psykedeliske tåge først«, siger han og griner – fuldt bevidst om at den tåge indhyller bandet i et skær af dragende mystik.

Foxygen spiller i Pumpehuset den 6. november.

Læs også: Her er 18 koncerter du skal opleve i november

Læs anmeldelse: Foxygen ‘…And Star Power’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af