Hukaos om Hukaos: Sådan er Tais

Læs sidste del af vores Hukaos-føljeton, hvor r'n'b-slængets medlemmer beskriver hinanden på kryds og tværs.

Tais-717x375I dag er det tid til sidste kapitel af vores Hukaos-føljeton, hvor kollektivets fire medlemmer på skift har beskrevet hinandens styrker som venner, musikere og samarbejdspartnere.

På falderebet er turen kommet til Tais, der sidste år udgav sit debut-mixtape ‘first/tapes’. Her er, hvad Karl William, Thøger og Louis Rustum har at sige om ham.

Tais som musiker

Louis Rustum: »Han opsøger altid grænser i sin lyd for at udfordre lytteren. Hans univers har super mange lag at tage fat i, fordi han er så nysgerrig. Han er ikke bange for nogen og er meget fokuseret på, hvilken retning han vil, hvilket jeg virkelig synes, man kan mærke på hans nye musik. Jeg elsker hans evne til altid at prioritere sin egen perfektionisme – han er ikke tilfreds bare fordi andre synes, det er fedt«.

Karl William: »Han er roden til de fleste af de ting, vi smider ud, så på den måde er han den vigtigste mand i vores slæng. Og ja ja, vi er alle lige vigtige, men tør dog ikke at tage de samme chancer som han gør«.

Thøger: »Tais har spillet musik hele sit liv, men har på trods af det bibeholdt en åbenhed i forhold til at lære nye ting og hele tiden søge grænser for, hvad der er muligt. Da jeg lærte Tais at kende for nogle år siden spillede han guitar og var på landevejen for at få mad på bordet. Fra dét til sidste vinter, da vi ikke havde nogle penge og kun ernærede os ved det, vi kunne skrabe sammen til, kan jeg huske Tais komme hjem med en pakke rugbrød. Han åbnede rugbrødspakken og smed endeskiven ud, lukkede den igen og puttede den op i skabet. Stærkt!«

Læs Hukaos-medlemmerne om Tais som ven og samarbejdspartner på de følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tais som ven

Louis Rustum: »En meget ærlig ven som står 110 procent bag sine holdninger, og som jeg næsten altid går til, når jeg er lidt i tvivl om noget, jeg skal have på plads. Vi har kendt hinanden siden vi var 15, og jeg har lært meget af alle de ting, vi har oplevet sammen«.

Karl William: »Tais gav mig et sted og bo, og det vil jeg altid huske ham for. Han har været som en far for mig længe, selv om vi tit har været på nakken af hinanden. Det hele endte godt, så nu har vi et af de mest stabile venskaber, jeg nogensinde har været i«.

Thøger: »For halvandet år siden fik jeg et telefonopkald. Det var Tais, der ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at flytte i en lejlighed i Aarhus sammen med ham. Det havde jeg. Og jeg anede ikke, at jeg ville få mig en bror og et jam, der nu har varet et år«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tais som samarbejdspartner

Louis Rustum: »Hvis han er inde i en zone, skal man bare observere hans tempo og sørge for at følge med det – samtidig med at holde det samme høje niveau, han altid går efter. Det smitter af og gør, at vi udvikler os ret hurtigt med de sange, vi laver sammen. Han er hårdtarbejdende og altid motiverende i studiet, fordi han er så klar på at opsøge nye retninger og lyde. Det gør, at han aldrig stopper med at få ideer og lave beats. Han finder altid en måde at udfolde dem på – om det så er inden en koncert på en computer, i toget eller under en gåtur med mobilen«.

Karl William: »Vi har lavet mange afgørende numre for mig i fællesskab, så vores samarbejde er ikke til at ødelægge. Jeg er stærk, når jeg er i nærheden af ham og hans computer, og han forstår som regel mit univers som ingen anden. Han er hård og kontant på en måde der gør, at man aldrig vil stoppe et samarbejde med en mand som ham«.

Thøger: »Tais ved, hvad han vil. Også når han ikke ved det. Det betyder, at han altid laver noget og laver det færdigt. På den måde er han min bedre halvdel og en stor inspiration, der har lært mig at smide sikkerhedsnettet og lade musikken komme til udtryk gennem ens udvikling og produktivitet. Jeg har flere gange prøvet at lave et nummer med Tais uden at opdage det – det har jeg aldrig prøvet med andre før. Og det har jeg tit tænkt er produktet af en slags yin- og yangsynergi«.

Læs også: Hukaos om Hukaos: Sådan er Karl William

Læs også: Hukaos om Hukaos: Sådan er Thøger Dixgaard

Læs også: Hukaos om Hukaos: Sådan er Louis Rustum

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af