2014 har været et flot år for Hukaos – hiphop- og r’n’b-kollektivet, der med ophav i Aarhus består af Karl William, Tais, Louis Rustum og Thøger. Med Karl William i front er firkløveret i øjeblikket på en lille danmarksturné, der slutter af den 7. november i Lille Vega og den 8. november på Radar.
I den anledning har vi fået de fire medlemmer til at beskrive hinanden på kryds og tværs som henholdsvis ven, musiker og samarbejdspartner.
Vi starter i dag med Karl William, der fik sit gennembrud for snart halvandet år siden med ‘Kostumeramt’ og i år ramte et midlertidigt højdepunkt med ep’en ‘Døende’. Følg med de næste tre dage, hvor Tais, Louis Rustum og Thøger kommer under samme behandling.
1. Karl William som musiker
Louis Rustum: »Han kender sin stemme helt vildt godt. Dengang vi mødte ham, begyndte han at bruge sin vokal meget som et instrument, så han hele tiden kan tage det i nye retninger, hvilket jeg altid har været fascineret af«.
Tais: »Karl William er den sygeste sanger! Han har udviklet sig helt vildt meget siden ‘1. sal’. Sådan som han laver musik lige nu, kan ingen fucke med ham. Han skriver og indspiller et vers på et kvarter, fire stemmer oven i hinanden, og så stemmer det bare som verdens bedste, lille drengekor, og lyder helt overdrevet godt uden man gør noget. Så det er bare et ret dejligt udgangspunkt, når man sidder med som producer. Man behøver ikke rette på noget, man kan bare prøve at gøre det federe. Desuden er han rytmisk og flowmæssigt 1000 gange bedre end de fleste rappere«.
Thøger: »Jeg har nogle gange tænkt, at Karl er besat af en ånd fra en gammel planet, der har fundet bolig i en ung krop. Han har en slags sjette sans i sin medfødte intuition for musik og mennesker. Jeg kan ikke forestille mig, at Karls musik ikke fandtes. Det tænker jeg er en indikator for, at det er meget vigtigt, at hans musik er her«.
Læs Hukaos-medlemmerne om Karl William som ven og samarbejdspartner på de følgende sider.
Karl William som ven
Louis Rustum: »Han er impulsiv og altid klar på et eller andet. Når han gerne vil have noget, så går han efter det og er meget fastsat på det. Han finder altid på noget at lave og er rigtig god til at skabe spontane momenter. Vi hjælper altid hinanden og ved, hvornår hinanden har brug for noget«.
Tais: »Vi har allesammen udviklet os rigtig meget som mennesker de sidste par år, og jeg er super taknemmelig og glad for, at jeg har mødt Karl William. Vi har lært hinanden alt om alt, og selv om det til tider har været hårdt at have ham boende på gulvet, er det noget jeg aldrig ville have været foruden. Intet af dette var sket uden ham!«
Thøger: »Første gang jeg mødte Karl, var den samme dag som mig og Tais var flyttet ind. Den dag flyttede Karl også ind på en madras, og jeg fik en trofast ven. Karl kom ind i mit liv som et virkelighedstjek og brød en mur ind til et nyt rum, hvor han stod og sagde ’her kan du også lege’. Karl er den eneste, jeg kender, der ikke er bange for at dø. Det skulle så lige være Lisbeth Dahl, men hende kender jeg jo så heller ikke helt på den måde«.
Karl William som samarbejdspartner
Louis Rustum: »Første gang jeg tror, vi arbejdede sammen, var da Orbit Crew var i gang med at lave ‘Kostumeramt’, og han kom forbi studiet, hvor jeg også var. Jeg synes altid han har været selvsikker i de ideer, han skaber, og den måde, han udfører dem på. Han åbner tit nogle nye universer ved at gribe musikken an på en meget uforudsigelig måde og er altid god til at invitere andre ind i det«.
Tais: »Han er tit svær at overbevise, hvis man har en anden idé end ham, men jeg har efterhånden lært at lade være med at blande mig for meget i hans ideer, før de er afprøvet. Jeg havde for eksempel en helt anden idé om, hvordan ‘Foruden at forgude’-omkvædet skulle være, men da han så havde indspillet det, kunne jeg jo godt høre, at det var meget dejligt alligevel«.
Thøger: »Karl er Hukaos’ underbevidsthed. Han er hævet over det ligegyldige og ind til benet af, hvad han vil. Hvis jeg nogensinde ikke lige ved, hvad jeg skal, kan jeg snakke med Karl og få optur over, at der er uanede muligheder«.
Læs anmeldelse: Karl William ‘Døende’
Læs også: Vind billetter til Karl William og Hukaos i Vega