Hvordan Myrkur, Solbrud og Deafheaven forandrer metalmusikkens ansigt

Hvorfor vokser interessen for den ekstreme metalmusik lige nu så kraftigt uden for miljøet? Er det fordi, lyden har ændret sig, eller at ansigtet er et andet? Og er det nu, du skal hoppe på? Metalekspert og vært på P6 Beats ‘Sort Søndag’, Anders Bøtter, dissekerer potentialet og forandringen i black metal, der stadig er ekstrem, mørk og mystisk.
Hvordan Myrkur, Solbrud og Deafheaven forandrer metalmusikkens ansigt
Myrkur.

København, 11. august 2013. Det californiske black metal-band Deafheaven er i byen, og jeg er hyret ind som dj på spillestedet Beta. Opgaven er enkel: Som så mange gange før skal mine musikvalg tegne en klar sort ramme om aftenens mørke koncertoplevelse. Men denne aften viser sig at blive anderledes end alle andre metalaftener i København. Og det er publikum, der gør forskellen. Normalt er black metal-koncerter holdt sort-i-sort.

Men her pibler det frem med nysgerrige musikelskere, som bærer The Smiths-t-shirts med samme selvfølgelighed, som en black metal-fan går i sort læder. Det er en af de få aftener, hvor dj’en kan slippe af sted med hvad som helst. Overgangen fra Slayer til Joy Division og videre til Sonic Youth og Burzum har aldrig været mere naturlig. Og det er en befrielse at slippe for genrekodernes spændetrøje og blende modsætninger sammen til en ny helhed.

Læs anmeldelse: Metalmonsteret Deafheaven på Beta

Verdens mest kontroversielle musikalske strømning, black metal, som har både satanisme, homohad, drab, fascistisk flirt og kirkeafbrændinger på samvittigheden, er i disse år under langsom men sikker forvandling. Den klassiske black metal-uniform med langt hår, sort læder, patronbælter og corpsepaint bliver visse steder afløst af streetwear og skinny jeans. Lyden er ikke længere udelukkende hadsk og aggressivt pumpende sonisk støj, men blandes med lyse klangflader fra støjrocken og indadvendt romantisk dagdrømmeri fra shoegaze. Og anerkendte musikmedier som Pitchfork og Stereogum har et voksende fokus på metal generelt, og black metal i særdeleshed.

Men hvorfor nu? Går den kompromisløse subgenre nye veje, eller har et nyt publikum bare sænket paraderne over for de soniske støjlandskaber? Svaret er et tveægget sværd, for som det oftest sker i musikmiljøer, er det i det begyndende sammenstød mellem tradition og progression, at noget nyt og spændende opstår. Så i takt med at de gamle kontroversielle black metalbands som Mayhem, Burzum, Darkthrone og Satyricon dels hyldes som innovative foregangsmænd, samtidig med at de forvandles til koryfæer, yesterday’s news, så rejser unge musikere sig fra undergrunden og gør krav på selv at definere, hvad black metal er.

Udviklingen har været i gang i et par år, men hvis du spidser ører nu, kan du blive vidne til transformationen af den sidste konservative højborg for heavy-purister og metal-elitister. Historien om en gammel garde af trofaste musikfans og nye unge black metal-musikere, som tager nyt livsbekræftende favntag med en efterhånden stivbenet subgenre, er broget, tvetydig og uhyre spændende. Og netop derfor er det vigtigt, at den bliver fortalt.

Sort oprør i nye klæder
Black metals grundvold har ligesom den tidlige punkbevægelse altid været bygget på et oprør imod det bestående. Og sådan er det stadig. Men inden for de seneste par år, er der sket et vigtigt skred i attituden over for arven efter pionererne, og der stikkes oftere og oftere en fed langemand imod den traditionelle corpsepaint, de anti-religiøse teser og de subgenrekoder, som black metal har været kendt for.

Den moderne black metal-musiker kan sagtens være en intellektuel, stilig og yndefuld kvinde, have kort tilbagestrøget hår eller bære hættetrøje. Se bare på black metal-musikere som danske Myrkur, californiske Deafheaven og britiske Winterfylleth. Deres tøjstil ligger langt fra den über-teatralske og karikerede stil, som ses hos de oprindelige skandinaviske black metal-bands.

For de black metal fans, der er åbne over for de nye strømninger og fusioner af subgenrer, er det heller ikke længere afgørende, om musikken stammer fra Skandinavien. For tro det eller ej – black metal har hidtil været så lokalt forankret, at connaisseurs kunne høre, om et givent band kom fra Sverige eller Norge. Norden har altså ikke længere patent på black metal, og de nyere bands’ bevægelse væk fra den oprindelige black metal-uniform repræsenterer en form for opstand og forandring.

Det er en lille opstand og tegn på gryende revolution, som udefra set kan virke komplet idiotisk at gå op i for voksne mænd og kvinder med fast indkomst, små børn og begyndende parcelhusmave. Men ikke desto mindre er det en vigtig forandring. For når en subgenres scene er stagneret så meget, at kort hår og skinny jeans fremstår provokerende, er det ofte et tegn på, at fundamentet har brug for at blive rystet.

Deafheaven_717
Deafheavens frontmand, George Clarke.

Et frisk pust fra den californiske sol
Et af de album, som har rystet den bestående black metal-scene, landede i 2013 og hed noget så chillet som ‘Sunbather’. Udspillets bagmænd, Deafheaven, hvis musik mest præcist kan betegnes som blackgaze, kommer fra Californien og fortalte mig under et interview til ‘Sort Søndag’, at de er lige så inspireret af pionererne i black metalbandet Darkthrone som af Sigur Rós og støj- og postrocknavne som Swans og Godspeed You! Black Emperor.

Og man kan høre de alternative inspirationskilder tydeligt i deres musik. Black metal er traditionelt aggressiv, hadsk og maskulin i sit udtryk. Deafheavens musik har med sine lysere shoegazer-klange og dagdrømmeriske guitarflader åbnet op for en feminin følsomhed og melankoli, som ikke tidligere har været dyrket så rent af black metalpionererne. Bevares, Burzum brugte meget tidligt keyboards i sine produktioner, Darkthrones sfæriske guitarstykker kan høres overalt i Deafheavens musik, og den utrygge sorte stemning, som Mayhem tidligt mestrede, har også været en klar inspiration. Men alligevel er noget forandret. Deafheaven et tiltrængt friskt pust.

Det næsten tragisk ironiske ved de mest konservative tilbedere af den oprindelige skandinaviske black metal-scene (også kaldet true black metal) er, at de tilsyneladende af princip fornægter denne udvikling væk fra udgangspunktet. Bands som Alcest fra Frankrig og amerikanske Wolves in the Throne Room, Liturgy og især Deafheaven bliver ofte lagt voldsomt for had.

Det er ironisk, fordi den bølge af black metal, der huserede i Skandinavien i begyndelsen af 90’erne, netop var det friske pust, som metalscenen havde brug for på det tidspunkt. Det selvsamme publikum, som hyldede denne udvikling og progressivitet, ser nu ud til at være stivnet i deres musikforståelse og hader alt, der afviger en smule fra den oprindeligt udstukne kurs. En kurs som er blevet trættende principfast i alle sine formaninger om, hvad der er ‘rigtig metal’, og hvad der ikke er.

Som musikformidler og genreløs lykkeridder ud i metallens mange afkroge nægter jeg at forholde mig til, hvad der er rigtigt og forkert. For mig er det musikken, det drejer sig om. Kun musikken. Men alle oprørske musikscener fortjener, at der bliver gjort modstand mod selve oprørets kerneværdier. Ellers går de i stå. Det er enhver teenagers pligt at gøre oprør mod sine skabere.

En skandinavisk valkyrie fra New York.
Et andet friskt pust, som har ramt black metal-scenen er den eksildanske sangerinde og black metal-musiker Myrkur. I modsætning til Deafheaven stempler hun klart ind som en dedikeret black metal-fan, der hylder scenens principper og pionerer som Mayhem, Emperor og Ulver. Men omvendt henter hun i sit soloprojekt også inspiration fra klassiske komponister som Stenhammar, Debussy og Grieg.

Myrkur formår (bl.a. på sin debut-ep, ‘Myrkur’) med sin baggrund inden for klassisk musik at blende lyse elementer ind i sine hadefulde, ravnesorte kompositioner. I sammenligning med Deafheaven er hendes atmosfæriske black metal langt mere forankret i de traditionelle dyder, men man fornemmer samtidig, at hun vil kunne begå sig lige så vel som klassisk musiker, som hun vil kunne destruere spillesteder med ekstremmetal. Og den høje kvalitet i de klassiske elementer i Myrkurs musik ligger milevidt fra de tidlige atmosfæriske black metalbands, der flirtede med klassiske elementer på keyboards og synths, som de aldrig helt mestrede.

Myrkur_foto-RasmusMalstrøm
Myrkur. (Foto: Rasmus Malstrøm)

Den crossover-æstetik, som både Deafheaven og Myrkurs musik besidder, tiltrækker sig stor opmærksomhed uden for det traditionelle metalmiljø. Nye lyttere hæfter sig ved den drømmende lyse lyd, som sættes sammen med det rå, sorte udtryk. Og at disse bands så åbenbart er en modkultur til den bestående scene, gør dem bestemt ikke mindre interessante. Som så ofte før i musikhistorien, sælger opbrud og forandring billetter. Bare se på indierocken i begyndelsen af 00’erne. Den var det friske pust, vi alle havde ventet på. Men nu, hvor den har sejret sig selv ihjel, og The National spiller på Orange Scene, og der udkommer det ene metervare-indierock-album efter det andet, så søger den nysgerrige lytter efter nye modkulturer.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Københavnske strømninger
Også herhjemme mærker vi den nye bølge af black metal, og en strøm af spændende bands pibler ud af de traditionelle undergrundsmiljøer. Alene i København bør nævnes spydspidser som postmetalbandet Redwood Hill, der blander tung dronebas med hardcore og black-elementer, og Danmarks atmosfæriske black metal-stolthed Solbrud.

Solbruds sange varer i reglen omkring et kvarter. Men det er drengenes knivskarpe tæft for den gode melodi (blandt på deres nye album, ‘Jærtegn’) som gør, at de 15 minutter bliver et auditivt eventyr, der aldrig bliver simpel larm, selv om det virkelig støjer.

Nogle af grundelementerne i black metal er støj og melodi. Derfor kan selv den grummeste black metal appellere til alle med en forkærlighed for essensen af rock’n’roll: Oprør, genkendelighed og den gode melodi. Og det er blandt andet melodien, som det nye kuld af black metal-musikere dyrker. I modsætning til traditionel black metal, hvor melodien ofte skjules bag et tæppebombardement af sonisk støj, skrigvokal og øjensynligt kaotiske kompositioner, så fremhæver de nyere bands melodistykkerne i lydbilledet, imens den støjende distortion og de voldsomme vokaler holdes lidt mere i baggrunden. Og hvor den traditionelle black metal ofte tromler derudaf i ét langt, vidunderligt kaos, så benytter flere af de nyere bands sig af breakdowns og øget fokus på dynamik i sangskrivningen.

Læs også: Metaludbryderne i Solbrud: »Vi er forundrede over at være nået så bredt ud«

Men lige meget om du lytter til traditionel black metal eller bands fra det nye kuld, så skal du lytte godt efter og være tålmodig, hvis du vil finde ind til kernen i musikken. Det er ikke let at lytte til, og det er heller ikke meningen. Men det var heller ikke let, da man skulle drikke sin første snaps, spise sin første sild eller forsøge at nyde en kop kaffe. Det kræver, ligesom så mange andre musikgenrer, tilvænning.

Metal skal overrumple dig
For et publikum, som ikke er forberedt på sonisk støj og skrigvokal, kan black metal-æstetik være en kærkommen, overrumplende oplevelse. Da det københavnske døds/black metalband Reverie gav koncert på årets Sejerø Festival, ramte de et uforberedt publikum. Fordi de var det eneste metalband på Sejerø og dermed virkelig stak ud, gjorde de et stort indtryk på de nysgerrige lyttere, som ellers var kommet for at høre alt fra alternativ freejazz, til art-folk og eksperimenterende elektroniske kompositioner.

Den gennemsnitlige gæst på festivalen var nok stået af, hvis de havde hørt Reverie på Copenhell eller undergrundsmetalfestivalen Kill-Town Death Fest, hvor de delte lydæstetik med 20-30 andre bands. Det ville være for stor en mundfuld for det utrænede øre.

For metal er en meget stor mundfuld. Det er ikke let at lytte til og derfor ofte svært at komme i gang med og ind på livet af. Man kan som udefrakommende godt blive overrumplet af de mange indtryk og subgenrernes tusindevis af koder.

Især black metal har altid krævet meget af sine lyttere og gør det stadig. Men med ankomsten af den nye bølge bliver nysgerrige musikelskere budt velkommen indenfor i en ellers lukket verden, som ikke længere er helt så sort/hvid.

Myrkur og Deafheaven spiller på Roskilde Festival i 2015.
Denne artikel blev første gang bragt i Soundvenue #90.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af