Innovatøren Beyoncé: Seks måder hvorpå hun har nytænkt popmusikken

Beyoncé har aldrig været bange for at skubbe til grænserne for hvad man må, kan og skal som popkunstner. Vi analyserer de vigtigste tendenser i hendes virke som frontløber.

Bey4-717x375 (1)
Få kulturfænomener formår som pop at skabe fortællinger
, der går på tværs af så mange forskellige elementer og medier. Pop sker i interaktionen mellem musik, billeder, live-optræden, fans og stjernen. Det er publikums egen opgave at sætte de mange elementer sammen. Vi skal selv kombinere musikken med billederne, komme til koncerterne, følge stjernens liv på sociale medier og interagere med andre fans. Pop har ikke én enkelt kontekst, den optræder i. For at opleve den skal vi bevæge os mellem mange kontekster: Festen, koncerten, Instagram, Youtube, soveværelset, magasinerne og så videre. Kun derved får vi den fulde oplevelse af, hvad fortællingen kan.

Når vi spørger, hvad en stjerne som Beyoncé har skabt af innovation i pop, så er det derfor ikke kun et spørgsmål om musikalsk nytænkning. Det handler også om, hvordan hun har ændret måden at optræde på, måden at danse på, måden at brande sig på, og hvordan hun interagerer politisk med publikum og sin omverden. Læs med, når vi præsenterer de seks vigtigste nedslag i hendes innovative virke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Live-optræden: Når musikvideo og koncert smelter sammen

Det spektakulære show er en stor del af popkultur. Det handler ikke kun om at fremføre musikken, men om at sætte den ind i en visuel oplevelse. Det kan gøres på mange måder, men Beyoncé har fundet sin helt egen, innovative facon.

Hendes greb er at udviske grænsen mellem musikvideo og live-optræden. Første gang vi så det i fuld udfoldelse var ved hendes fremførsel af ’Run the World (Girls)’ ved Billboard Music Awards i 2011. Ved hjælp af moderne teknologi omdannede hun scenen til en form for levende video, hvor hun interagerede direkte med computeranimerede projekter på en bagskærm og gjorde dem til et afgørende element i hendes dans.

Til ordene »men have been given the chance to rule the world / but ladies, our revolution has begun«, kaster hun sig ud i en dans, hvor hun får højhuse til at rejse sig, lader jordkloden balancere på sin fingerspids og smadrer sorte mure med de bare nævner. Metaforikken er klar: Ingen – heller ikke mænd – overdrager deres magt af egen fri vilje, så hvis kvinderne vil indtage verden, skal de berede sig på kamp.

Fra et rent visuelt synspunkt går den pointe igen: Udviskningen mellem video og virkelighed bliver til en nedbrydning af kroppens begrænsninger. Kroppen og dens bevægelser udvides gennem projektionerne, mest tydeligt måske i den magiske mangedobling af Beyoncé selv, der forvandler sig til en hær af dansende soldater.

Et nyere eksempel på Beys nedbrydning af grænserne mellem optræden og musikvideo er hendes performance ved MTV VMA i år. Her arbejdede hun sig igennem stort set alle numre fra hendes seneste album, mens billeder, rekvisitter og dansetrin fra de 17 tilhørende musik blev gengivet og genfortolket i én samlet fremstilling.

Det er ikke fordi, der er noget nyt i at genbruge visuelle udtryk fra musikvideoer i optrædener. Det nye er at efterligne musikvideoens form og udtryk i den levende optræden og samtidig skabe en ny slags musikvideo, der foregår live og siden kan få sit eget liv på internettet som endnu en visuelt ledsaget præsentation af musik.

Læs mere på de følgende sider – blandt andet hvordan Beyoncé udfordrer den gængse måde at skrive hits på.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Dansen: Nye trin, nye kroppe, nye udtryk

Hvis man tænker på, hvor meget dans fylder i popmusik, så er det overraskende, hvor lang tid der kan gå mellem nytænkende dansetrin. Der kan dog ikke herske tvivl om, at Beyoncé er en af de performere, der faktisk har skabt nye moves, både når det kommer til sammenhængende koreografier og enkelte ikoniske trin som det berømte ’fald’ i begyndelsen af ’Crazy in Love’ eller – åbenlyst – den viftende hånd i ’Single Ladies’.

Af berømte koreografier kan udover ’Single Ladies’ også nævnes ’Countdown’ og ’Run the World (Girls)’ – eller tilbage i Destiny’s Child-dagene ’Say My Name’. Sidstnævnte kan ses som en slags nyfortolkning af dansestilen vogue, der stammer fra 80’erne og er baseret på en efterligning af modellernes ’poses’ i modebilleder. I ’Say My Name’ bruges voguing til at stilisere dramatiske situationer og relationer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På ’Single Ladies’ tog Beyoncé dansen i helt nye retninger. Videons koreografi bygger på en dans fra 1969 af Broadway-legenden Bob Fosse – den oprindelige version danses af tre hvide kvinder til et Ed Sullivan-show og har navnet ’Mexican Breakfast’. Man kan roligt sige, at musikken og det overordnede udtryk er ret anderledes i den oprindelige dans, men mange af trinene er de samme. ’Mexican Breakfast’ dukkede op på internettet tilbage i 2007, hvor et designbureau havde lagt den op, men til musikken af Unk’s hiphop-nummer ’Walk It Out’.

Effekten i ’Walk It Out, Fosse’ bygger på modsætningen mellem den moderne hiphop-musik og det historiske billede af hvide kvindelige dansere, der bevæger sig til den musik. Beyoncé bruger dette særlige æstetiske blandingsudtryk til at åbne for en ny slags krop, hvor forventningerne til det kvindelige seksuelle udtryk omtumles i det abstrakte sort/hvide-rum i ’Single Ladies’.

Andre eksempler på Beys nytænkende brug af dans er som nævnt ’Countdown’, hvor hun bruger trin fra performance-forestillingen ’Rosas danst Rosas’ fra 80’erne, som er lavet af den belgiske koreograf Anna Teresa de Keersmaeker. Og til optagelserne af ’Run the World (Girls)’ fik hun fløjet dansegruppen Tofo Tofo ind fra Mozambique til at lære hende deres moves.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Feminisme: Nye samtaler

Man kommer ikke uden om, at feminisme er blevet et voksende tema både i Beyoncés musik og offentlige optræden. Beyoncé har ikke bidraget til feminismen med nye argumenter, tanker eller ideer, men hun har skabt nye kanaler for samtaler om feminisme.

Det kan man ikke være i tvivl om, når man ser den enorme mængde indlæg på internettet, hvor folk med udgangspunkt i Beyoncé debatterer, taler og stedvist skændes om, hvad feminisme er, hvorfor den er vigtig, og hvordan man praktiserer den. Beyoncé har dermed skabt ny adgang til samtaler om feminisme for en del unge mænd og kvinder. Tænk bare på, hvor mange der mon hørte om den feministiske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie for første gang, da hendes Ted Talk blev samplet på ’Flawless’.

Bey har selvfølgelig en del kritikere. Nogle mener ikke, man kan gå klædt og danse som Beyoncé og være feminist. Andre har kritiseret hende for at kalde sin seneste tour ’Mrs. Carter’, ligesom udtalelser fra Beyoncé om, at hun ikke ville være den kvinde hun er, hvis det ikke var for hendes mand, er blevet kritiseret for at fremstille en problematisk afhængighed af manden.

Forsvarer siger derimod, at kritikpunkterne hviler på problematiske præmisser. De mener netop, at det er emanciperende, når Bey, specielt som sort kvinde, præsenter sin seksualitet og krop på egne præmisser. De peger på, at kritikken af hendes udtalelser om ægteskabet bygger på en falsk devaluering af Beyoncés egne valg. Når Barack Obama siger: »I would not be standing here without the unyielding support of Michelle Obama«, så opfatter ingen det som en afskrivning af hans egen vilje.

Andre popsangere som Katy Perry og Taylor Swift har udtalt, at de ikke vil kalde sig selv feminister. I lyset heraf er det svært ikke at se Beyoncés eksplicitte tilslutning til feminisme som en stærk tilkendegivelse fra en nutidig, sort, kvindelig superstjerne. »Let’s face it«, sagde hun sidste år til mandemagasinet GQ, »money gives men the power to run the show. It gives men the power to define value. They define what’s sexy. And men define what’s feminine. It’s ridiculous«.

Beyoncé er hverken samfundsdebattør eller politiker. Hun skal ikke give os skarpe argumenter, men nye æstetiske veje ind til de emner, som optager os – emner, der i popmusik typisk drejer sig om netop det, hun nævner i citatet: Begær, seksualitet, krop og kærlighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Brandet: Perfektion og kritikken af perfektion

»There’s so much that gets between the music, the artist and the fans«, sagde Beyoncé, da hun lancerede sit seneste album på sociale medier uden forudgående marketing. Hun er efterhånden kendt for at snakke med sine fans og sin omverden gennem hendes produkter frem for pressemeddelelser, som da sætningen »of course sometimes shit goes down when there’s a billion dollars on an elevator« dukkede op i et remix af ’Flawless’, og hun dermed adresserede det famøse optrin mellem Jay-Z og Solange i en elevator. Eller da hun blev anklaget for at bruge et back track ved Obamas indtrædelsesceremoni, hvor hun sang ’The Star-Spangled banner’, og derefter dukkede op til en pressekonference og uden kommentar sang det hele igen a capella foran journalisterne.

Hendes stil er med andre ord at svare verden med popkultureller handlinger frem for udtalelser. Dermed har hun skabt et billede af sig selv som perfektionisten, den amerikanske royalty, som alle kan beundre. Som branding er det ret specielt. Der er noget næsten absurd over at brande sig selv som perfekt – det ophæver på en måde selve ideen om et brand, hvilket svarer fint til at bruge nul marketing som marketing for en plade.

Fra et æstetisk perspektiv er fortællingen om det perfekte også afgørende for Beyoncés univers. Hun er hverken kontroversiel som Rihanna eller outreret som Lady Gaga. I stedet går hun til ekstremerne i sit forsøg på at vise, hvordan pop kan spejle vores idealiseringer. Interessant bliver det så, når hun samtidig kritiserer netop forestillingen om perfektion, hvilket står tydeligt frem på et nummer som ’Pretty Hurts’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men selv her er hendes strategi at vise, hvordan erkendelsen af det ufuldstændige afhænger af vores idé om det fuldstændige: Kunsten, der fremstiller det uperfekte, skal kompensere ved selv at være perfekt. Med hendes egne ord: »My message behind this album was finding the beauty in imperfection«.

Beyoncés brand overskrider i den forstand ideen om et brand som en konkret fortælling og giver os i stedet et abstrakt ideal. Denne strategi er grunden til, at internettet producerer sætninger som: »It’s Beyoncé’s world, we just live in it«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Musikken: Nye måder at skrue hits sammen på

Omdrejningspunktet for Beyoncés virke er selvfølgelig musikken. Nytænkning i popmusik er speciel, fordi den som regel skal sniges ind ad bagdøren. Vi skal helst ikke opdage det nye, men blot opleve det. Hvis du vil opnå 100 millioner af visninger på Youtube, er din musik nødt til at gå efter lytterens trang til gentagelse frem for fordybelse. Poppens eksperimenter sker altså i skjulet af uimodståelige hooks eller genkendelige beats.

Beyoncé har gennem det meste af sin solokarriere bragt nye toner og produktioner til popmusikken. På debuten ’Dangerously in Love’ kunne man for første gang høre arabiske skalaer møde både dancehall og  moderne r’n’b. På ’B’Day’ fik vi popsange som ’Check On It’, hvor produktionen kører uforstyrret gennem vers, bro og  omkvæd som et andet hiphop-beat, og senere brød hun med normal harmonik og tonalitet på et track som ’Single Ladies’.

Går man længere tilbage til Destiny’s Child, kan man nævne gruppens rytmiske stil, der lod melodierne springe ind og ud af dobbelt tempo, hvilket bidrog til den stringente, næsten kantede signaturstil. På ’4’ så man hits som ’Countdown’ bryde popsangens traditionelle struktur, og på ’Beyoncé’ skubbes r’n’b-poppen i en ny, mere krævende og intim retning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis vi ser bort fra produktion og komposition, så bør Beyoncés vokalmæssige stil også fremhæves som innovation – hun har bidraget markant til en modernisering af r’n’b i en ny tids popmusik. Listen af Beys inspirationskilder er lang og indeholder nogen af de største, sorte kvindelige sangerinder som Etta James, Aretha Franklin, Whitney Houston og selvfølgelig Janet Jackson. Det kan være svært at forklare, hvordan en personlig stemme bringer friske udtryk til en genre, men Beyoncés bidrag kan måske bedst beskrives som en ny måde at overføre de detaljerede og ambitiøse fraseringer, som vi traditionelt kender fra de store ballader, ind i en uptempo, hiphop-inspireret kontekst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Helhedsalbummet ’Beyoncé’: Den store integration af alle ingredienser

De fem ovenstående punkter viser noget om, hvordan Beyoncé skaber nye toner, samtaler, billeder, dansetrin og fortællinger i popmusikken. Lad os runde af med at se på, hvordan hun på sit seneste album forbandt det hele.

Det kan lyde højpandet, men det er ikke ved siden af at kalde ’Beyoncé’ for et popkulturelt ‘gesamtkunstwerk’. Begrebet stammer fra den tyske komponist Richard Wagner, der i sine operaer skrev både musikken og teksten og opsætningens visuelle elementer – det hele skulle hænge nøje sammen og stemme overens. På ’Beyoncé’ kan man se en lignende stræben efter et totalt helhedsbillede. Det visuelle og auditive univers integreres fra top til tå med de 17 musikvideoer. Fortællingerne om seksualitet, køn, familie og krop gennemsyrer både tekster, billeder og dans. Og den spektakulære lancering uden marketing, men med ledsagelse af fem videoer, hvor Bey forklarer pladens koncept, genspejler værkets indre fortællinger i den ydre præsentation og modtagelse.

I en tid, hvor folks måde at lytte til musik på er rettet mod singlen, er den helhedstanke både modig og udfordrende. Beyoncé præsenterer ikke bare musik, men former vores måde at lytte og koncipere musikken på, og hun går hele vejen, når hun til VMA i år optrådte ikke med én eller to sange, men gennemspillede hele albummet for publikum.

Dermed gør Beyoncé noget i pop, som kun få har gjort før hende. Den tyske kulturteoretiker Diedrich Diederichsen har kaldt poppens kerneydelse for en spredning mellem kontekster: Pop befinder sig i en interaktion mellem musik, billeder, optræden, fans, kroppe og stedlige præsentationer. Den kerneydelse har Beyoncé bragt ind i en ny tid, teknologi og politisk sammenhæng. Derfor er hun en af samtidens største popkulturelle innovatører.

Læs også: Vi rangerer: Beyoncés 15 bedste sange

Læs også: Beyoncé og ni andre navne, Roskilde Festival bør booke til Orange Scene

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af