St. Vincent-interview: »Jeg har aldrig været en normal person«

st.vincentinterview-717x375
Mørkt, men sødt. Alarmerende, men charmerende. Nervøst, men melodiøst. Det har altid været de skæve modsætningspar, som bedst beskrev Annie Clarks snørklede kammerrock, som i starten af november kan opleves live i både Aarhus og København. 
Tidligere på året talte vi med den guitarelskende artpopper, blandt andet om hendes mesterlige album fra i år og det musikalske partnerskab med David Byrne.

Som Annie Clark sidder over for mig i den kitschede pudderfarvede hotellænestol, der er lige ved at drukne hele hendes spinkle skikkelse, kan jeg næsten læse de samme kontraster i hendes ansigt, som jeg læser i hendes musik. Den sarte porcelænshvide hud og de bløde fregner spiller op imod de skarpt markerede kindben og den kaotisk krøllede hårpragt, som for et års tid siden på dramatisk vis skiftede farve fra sort til gråhvid. Den 31-årige multiinstrumentalist og indie-darlings fint detaljerede træk er både skrøbelige og insisterende, bløde og kantede.

Vi befinder os på et hotelværelse i London, knapt et stenkast fra Oxford Circus, og det slår mig, i hvor udstrakt grad St. Vincent er en uovertruffen ener på den amerikanske rockscene: Dels har hun en blæret baggrund som klassisk uddannet guitarist, og dels har hun knoklet sig frem til en solokarriere – først som medlem af det sakrale poporkester The Polyphonic Spree og siden som guitarist i Sufjan Stevens’ backingband – frem for blot at spille på sin skæve charme og store dukkeøjne. Men mest af alt er den afslappede, eftertænksomme og imødekommende Annie Clark en ener, fordi hun besidder et overvældende og sofistikeret talent for at forene det grimme og det frenetiske med naivitet, sødme og sårbarhed i sine snørklede sange.

Med sit tredje album, ‘Strange Mercy’, høstede Clark i 2011 for alvor skulderklap fra anmelderne for sin intuitive fornemmelse for guitarornamenterede melodier på suveræne numre som ‘Cruel’ og ‘Surgeon’. Året efter udgav hun sammen med selveste Talking Heads-legenden David Byrne fællesalbummet ‘Love This Giant’ – et trompetblæsende og legesygt energiudbrud der dokumenterede samspillet mellem to musikalske sjælefrænder, som på det tidspunkt allerede havde strakt sig over tre års skriveproces og et utal af mailkorrespondancer.

Ved siden af alt det er Annie blevet klar med sit fjerde album, der bærer hendes helgenagtige alias, som hun i sin tid adopterede fra Nick Cave-sangen ‘There She Goes, My Beautiful World’, hvor han synger om digteren Dylan Thomas’ død på New York-hospitalet St. Vincent. »Jeg læste en selvbiografi af Miles Davis, hvor han skriver om, at det sværeste at opnå som musiker, er at komme til at spille som sin helt egen og lyde som sig selv. Den her plade har jeg gået til med en masse frihed, og jeg synes, at jeg spiller som mig selv. Så derfor tænkte jeg, at den skulle være selvbetitlet«, forklarer hun smilende fra lænestolen, der sammen med de andre bastante møbler og det centimetertykke tæppe får alle lyde i rummet til at drukne.

Egentlig kom nyheden om et nyt St. Vincent-album som lidt af en overraskelse – i hvert fald for mig – da den ramte internettet i december 2013. Annie har nemlig tilbragt det meste af det forgangne år sammen med Byrne og det imponerende brassband-orkester, som udgjorde setuppet i det stramt koreograferede show til ‘Love This Giant’-pladen. Og før det turnerede hun i over et år med sangene fra ‘Strange Mercy’. Meningen var oprindeligt også, at Annie skulle have taget en velfortjent pause oven på det konstante turnéliv. Så hun forlod det hektiske byliv i New York til fordel for to ugers provinsiel akklimatisering hjemme hos moren i Dallas-forstaden Richardson. Hun ville vende tilbage til at være en helt almindelig person frem for at tænke i turneer, album og indspilninger. Men der gik blot 36 timer, før sangerinden måtte tage afkoblingsplanen op til revision.

»Da turneen med David (Byrne, red.) var slut, føltes det nærmest som om, at en tornado var fejet igennem min tilværelse. Jeg følte, at jeg kiggede mig omkring og tænkte ‘shit, det her er skræmmende’. Jeg troede, at jeg bare havde brug for noget tid væk fra det hele, for at være derhjemme og være en helt normal person. Men så indså jeg hurtigt, at jeg jo aldrig har været en normal person. Jeg kan ikke lave mad, jeg hader at gøre rent og vaske op, og jeg er træt af at lave kaffe. Jeg kan ikke lide følelsen af stilhed, og jeg kan heller ikke lide at være for længe på et bestemt sted«, griner hun.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En hornblæsende begravelsesfest
I stedet for de planlagte to uger på standby i forstaden fik Annie sig et par nætter med solid søvn, og så startede hun med at skrive igen. Men frem for at tage tilbage til lejligheden i Lower Manhattans kunstnerkvarter, tog Annie ud til en vens ranch lidt uden for Austin. En del af sangene på ‘St. Vincent’ er skrevet ude i et lille skur bag de vidtstrakte marker med brægende kvæg.

»I dag er New York mere et sted, jeg besøger, end et sted jeg bor. Når jeg er der, tager jeg ud og ser teater, dans og musik ligesom alle turisterne. Men når jeg skriver, har jeg brug for at vågne op et sted, hvor jeg ikke bliver forstyrret. Min skriveproces foregår meget som et almindeligt job, hvor jeg er på arbejde fra 10-19, og bagefter går jeg så ud og får en drink med gamle venner«.

Benhård arbejdsetik eller ej, så fremstår ‘St. Vincent’ som hendes mest fængende og uforcerede plade hidtil. Med assistance fra både Midlakes McKenzie Smith og den funkede The Dap-Kings-trommeslager Homer Steinweiss har Annie fokuseret på rytmerne, og resultatet er et album fyldt med Mardi Gras-inspirerede paradekompositioner, vildtfarende beats og rytmepassager samt elektroniske effekter, der skurrer og skaber sig.

»Ideen var at lave min version af et festalbum. Altså et album som også kan spilles ved en begravelse«, forklarer hun mig med omhyggeligt udvalgte ord. »Det skulle være noget, som er kinetisk nok til, at folk kan danse og bevæge sig til det. Men også noget man kan lytte til, når man er allermest sårbar – du ved, med høretelefoner på og tæppe omkring sig. Men groovet skulle være allestedsnærværende«.

Den beskrivelse rammer et nummer som ‘Regret’ fuldstændigt. Dets nærmest snublende guitarriff er medrivende som en orkanvind, men dækker i virkeligheden over en sårbar tekst om ensomhed. Rundt omkring i albummets fængende løssluppenhed kan man også ane de lydmæssige rester fra ‘Love This Giant’. Især på singleforløberen ‘Digital Witness’ hvor syntetiske blæserarrangementer blander sig som en truttende marchkavalkade med Clarks refleksioner over, at vi lever i en øjeblikfikseret tid, hvor tv’et er vores eneste vindue til omverdenen, og sociale medier styrer vores hverdag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Artpoppens ‘dream team’
Makkerskabet med Byrne har altså sat sine tydelige spor i Annie Clarks egen musik. Parløbet startede tilbage i 2009 ved en velgørenhedskoncert med Björk og Dirty Projectors’ samarbejdsprojekt i newyorker-boghandlen Housing Works. Både Byrne og Clark var dukket op til koncerten, og forinden havde Annie modtaget beskeder fra bekendte om, at Byrne havde vist sig ved et par af hendes koncerter. Så da arrangørerne pludselig henvendte sig og spurgte, om de to kunne være interesserede i at kaste sig ud i et samarbejde a la Björk og Dirty Projectors, var kimen til ‘Love This Giant’ lagt.

I sig selv er deres fælles album et skævt lille mesterværk, som ikke bør reduceres til blot et resultat af et mentor/elev-forhold. Derimod er det et album, som transcenderer de to musikeres aldersforskel og musikalske baggrund. En sammensmeltning af Byrnes intellektuelle artpop og Clarks maniske kammerrock. Der er en åbenlys varme i stemmen, når Annie taler om Byrne.

»David er et geni. Han er en frygtløs person og en sand visionær. Han har gjort mig til en stærkere performer og en stærkere musiker. Jeg er blevet mere frygtløs af at være i nærheden af ham«.

Det er egentlig sjovt, at hun netop bruger ordet ‘frygtløs’. For allerede under sin ‘Strange Mercy’-turné havde Annie gang i nogle ret så frygtløse live-optrædener. Hvis man ikke huskede at have sine arme i vejret, risikerede man at få den spinkle musiker i hovedet, når hun i sine små lædershorts og spidse stiletter udførte vilde stagedive-krumspring ved siden af eksperimenterne med tungere guitarriffs og iøjnefaldende makeup. Men den erfarne Byrne, der blandt andet i 1984 fornyede ideen om, hvordan en live-optræden kan udspille sig med koncertfilmen ‘Stop Making Sense’, har også åbnet Annies øjne for de mange måder, hvorpå man kan stable et show på benene.

»Vores show var min første erfaring med koreografi og detaljeret iscenesættelse, og det tog publikum med på en slags dramatisk rejse, tror jeg. Det var en meget stor oplevelse af se, hvordan folk rejste sig fra sæderne og gav sig til at danse. Altså, folk har da rejst sig og svajet til mine koncerter før, men slet ikke på den måde. Det er det groove, som jeg har prøvet at få med på ‘St. Vincent’«.

Læs resten af interviewet på næste side.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sekstrenget jazz i blodet
Byrne er dog langtfra den eneste person i Clarks tilværelse, som har udvidet hendes musikalske horisont. Til trods for at Annies socialrådgiver-mor og revisor-far ikke var de store musikkendere, havde Annie sin Californien-bosatte onkel, den anerkendte jazzguitarist Tuck Andress og hans kone, Patti Cathcart, som store inspirationskilder. Som 12-årig begyndte Annie at spille guitar med bands som Jethro Tull, Steely Dan og King Crimson som forbilleder, og for hende hang det at spille guitar uløseligt sammen med at forsøge sig med indspilninger på computeren. Da hun fyldte 13, forærede Tuck og Patti hende en kasse fuld af jazzplader med Billie Holiday, Billy Strayhorne, Charles Mingus og Johnny Hartman, og for Annie føltes det som om, at en helt ny verden åbnede sig. Da onklen og tanten var med til at fejre hendes 15-års fødselsdag, var det også med John Coltranes ‘A Love Supreme’ som baggrundsmusik.

Den efterfølgende sommer gav Tuck og Patti hende en sommerjobtjans som deres tourmanager, og Annies forældre lod hende flyve til San Fransisco. Selv om hun også – som de fleste andre teenagere i 90’erne – lyttede til rockikoner som Pearl Jam, Radiohead og PJ Harvey, ville Annie til at begynde med være jazzmusiker ligesom sin onkel. Men hun indså efterhånden, at hun var mere glad for at gentage melodierne end for at nedbryde dem. Erfaringerne fra turnélivet havde ikke afskrækket den unge texaner fra at forfølge en musikerkarriere, og så snart hun havde færdiggjort high school i 2001, flyttede Annie til Boston for at gå på det anerkendte Berklee College of Musics guitaristlinje. Men skolens fokus på eksamensresultater og forældede ideer om, hvordan man klarer sig i musikindustrien, passede overhovedet ikke til Annies humør og ambitioner.

»Der er helt bestemt gode ting, man kan lære på en kunstinstitution, men i bund og grund er der forskel på, om man vil være en kunstner, eller om man vil være en atlet. Jeg blev træt af, at skolen havde så meget fokus på en konkurrencementalitet omkring musikken. Så jeg droppede ud«.

I første omgang flyttede Annie til Brooklyn, men da det ikke lykkedes at finde et job, måtte hun rejse tilbage til forældrene i Dallas. Og så skete der noget. Et par high school-venner spillede i forvejen i Tim DeLaugthers musikkollektiv The Polyphonic Spree og efter en uformel audition, sad Annie pludselig i et fly på vej til Europa. Et par år senere ringede Annies veninde Shara ‘My Brightest Diamond’ Worden så og lokkede hende tilbage til New York for at slutte sig til Sufjan Stevens’ vingebeklædte orkester.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En hypermoderne, morbid visionær
På den nye plade kan man dog næsten ikke høre den guitaristbaggrund, som St. Vincent i sin tid voksede ud af. Det er tydeligt, at Annie mestrer meget mere end blot at finde på sælsomt ørehængende guitarriffs med den karakteristiske lille Harmony Bobkat-vintageguitar fra 1967.

»Jeg elsker selvfølgelig at spille guitar, og jeg har jo gjort det i størstedelen af mit liv. Men jeg har aldrig ubetinget være en guitarnørd. Nogle af mine bedste guitarfigurer har jeg fundet på ved at synge dem frem eller lave dem på computeren. Jeg prøver på ikke at bruge guitarer på en traditionel rock-arketypisk måde. Min egen guitaristbaggrund er kun en del af mig«, forklarer hun.

Hvis man helt skal forstå, hvad det er, Annie mestrer med sin musik, er det også i melodiernes samspil med de snørklede tekster, at St. Vincent åbenbarer sig som en hypermoderne visionær, hvis sange på mange måder rent intellektuelt er beslægtede med netop Talking Heads-numre som ‘Once in a Lifetime’. Med åbningslinjerne »oh, what an ordinary day / take out the garbage / masturbate« er den skurrende ‘Birth in Reverse’ et godt eksempel på Annies sans for at flette morbide – på grænsen til det perverterede – refleksioner over sin omverden og sine egne erfaringer ind i de ørehængende melodier. Nummeret ‘Rattlesnake’ er ikke metaforisk, men beskriver derimod helt konkret en dag, hvor Annie måtte flygte fra en klapperslange, efter at hun havde besluttet at snuppe sig en gåtur i udkanten af vennens kvægfarm – nøgen. Den psykedelisk nedsmeltende ‘Huey Newton’ handler om en nat i Helsinki, hvor hendes sovemedicin af uransagelige grunde ikke virkede, og hun i stedet hallucinerede om Black Panther-stifteren af samme navn.

»Jeg var helt høj på Ambien (sovemedicinen, red.) og trippede og havde den her følelse af, at han var i rummet med mig. Vi bondede virkelig«, griner hun. Men i bund og grund er ‘St. Vincent’ et resultat af Annie Clarks hidtil mest succesfulde balancegang mellem hendes maniske og nervøse musikalske sider, og så en udadvendt energi og tilgængelighed, som hun allerede tidligere besad, men som hun har fået stimuleret gennem David Byrnes nærvær.

»I modsætningen til David har jeg har altid haft en tendens til at læne mig mod det mere melankolske. Mod den lidt mere depressive ende af følelsesspektret. Han har inspireret mig til at prøve at gøre min musik mere glædesfyldt. Ikke sådan glad, du ved – ‘glad’ er sådan en følelse, jeg forbinder med at spise kage eller noget – men fuld af glæde«, forklarer hun smilende.

St. Vincent spiller den 2. november på Voxhall og den 5. november i Store Vega.

Læs anmeldelse: St. Vincent ‘St. Vincent’

Læs også: St. Vincent og ni andre navne, der bør headline NorthSide i 2015

Læs også: 22 koncerter du skal opleve i november

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af