Vi rangerer: Mews 10 bedste numre

Mew-717x375
Johan Wohlert er tilbage på bas
, et nyt album er på trapperne, og i løbet af november giver Mew koncerter i fem danske byer – umiddelbart virker dette som et oplagt tidspunkt til at kigge tilbage på et af nyere tids mest succesfulde danske rockbands.

Det har ikke været nemt, på grænsen til at vælge mellem sine egne børn, men i en pærevælling af hits, ballader, klassikere og personlige favoritter er altså her vores kåring og rangering af Mews ti hidtil bedste sange. 

Nr. 10: ‘Her Voice Is Beyond Her Years’
– fra ‘Half the World is Watching Me’ (2000)

Adspurgt om sine yndlingsalbum har Jonas Bjerre ofte fremhævet Stina Nordenstams ‘And She Closed Her Years’ (1994), fordi det ifølge forsangeren udtrykker »en melankoli, hvor man mærker sørgmodigheden som en enorm stærk følelse«. Derfor lå det også i kortene, at et musikalsk rendezvous måtte finde sted mellem Sveriges moody indie-dronning og det danske band, som i den grad også formår at kanalisere tristesse ud i stærke sange.

‘Her Voice Is Beyond Her Years’ tager lytteren gennem tre faser: Først en intro med klaver og dovne trommer, dernæst sangens reelle hovedpart med en fremdrift, som kørte vi på en landevej henlagt i nattens mørke, og endelig et spinkelt postludium, som næsten opgivende udtrykker sangens gennemgående atmosfære af melankoli: »Even your lies will do / if they’re spoken by you«.

Se resten af listen på de følgende sider.

Nr. 9: ‘Sometimes Life Isn’t Easy’
– fra ‘No More Stories…’ (2009)

Da Johan Wohlert forlod Mew i 2006 kunne man dengang frygte for gruppens fortsatte eksistens. Vel var det et hårdt slag for de gamle barndomsvenner, men Jonas Bjerre, Bo Madsen og Silas Graae valgte i stedet at gå i en mere udforskende og eksperimenterende retning på det efterfølgende album med den tungebrækkende titel ‘No More Stories Are Told Today, I’m Sorry They Washed Away // No More Stories, The World Is Grey, I’m Tired, Let’s Wash Away’.

Med episk format, lyd og arrangement er ‘Sometimes Life Isn’t Easy’ på mange måder et arketypisk Mew-nummer, men implementeringen af såvel saxofon, håndklap og børnekor vidnede om bandets lyst til at føre musikken nedad nye stier og fortsat udfordre udtrykket. Ligesom teksten besidder en nærmest Thte Flaming Lips-agtig umiddelbarhed – en kærkommen diversion fra Bjerres typisk associativt kryptiske og metaformættede lyrik.

Nr. 8: ‘Symmetry’
– fra ‘Half the World is Watching Me’ (2000)

Stina Nordenstam står ikke for den eneste duet på Mews andet album. En dag Jonas Bjerre sad på internettet, spurgte en pige i et chatforum, om han kunne lide drengebandet Hanson. Det kunne han ikke, men chatten fortsatte og pigen, 12-årige Becky Jarrett fra Georgia, fortalte, at hun sang. Det kunne Jonas godt tænke sig at høre. Fast forward til at Becky rejser med sin mor til Danmark og synger duet på ‘Symmetry’. Et nummer, der fornemt udtrykker den melankoli, som også ligger i Mews musik.

Bandet har fortalt, at de under indspilningen flere gange måtte fortælle Becky, at hun skulle synge mere sørgmodigt for at indfange den rette stemning. Bemærkes skal det gså, hvordan ordene elegant overtager hinanden: »Did I really see you or was it a dream/ing that it was seemless«.

Nr. 7: ‘Snow Brigade’
– fra ‘Frengers’ (2003)

Efter at have været undergrundsdarlings i en række år underskrev Mew i marts 2001 kontrakt med pladeselskabet Epic/Sony Music og flyttede i den forbindelse til London. Dette placerede gruppen i en ny situation med massiv omtale og intens turnévirksomhed, og første udgivelse med den nye kontrakt var ‘Frengers’ – et album bestående af genindspilninger af sange fra de to første album samt en række nye numre.

Af de nye numre strålede ‘Snow Brigade’ klarest og mest forunderligt som bølgende nordlys på en frostklar nattehimmel. Vers båret af Bo Madsens intrikate guitarlinjer og Jonas Bjerres tekst om blandt andet at konfrontere jalousi forløses i et af bandets mest brusende omkvæd. Den skrattende intro vidnede desuden om, at Mew, trods international major label-kontrakt, stadig havde kontakt til den upolerede støjscene, de udsprang af.

Nr. 6: ‘Introducing Palace Players’
– fra ‘No More Stories…’ (2009)

For nu at anvende en stereotyp søskendeanalogi: Hvis ‘Sometimes Life Isn’t Easy’ er lillesøsteren med hang til umiddelbar pop, er ‘Introducing Palace Players’ derimod storebroderen, som dyrker det alternative spektrum af rockbarometeret. Det er Mews mest kringlede komposition med en intro, som er ganske umulig at klappe i takt til.

Dog er det tydeligt at høre nummeret som del af en naturlig udvikling, og Bo Madsens guitarfigurer kan ses i forlængelse af hans spil på både ‘Snow Brigade’ og ‘Special’. Sangen er desuden et eksempel på den alsidighed, ‘No More Stories…’ rummer, Mews fortsatte skabertrang såvel som et vidnesbyrd om, hvordan bandet arbejder som en kollektiv enhed i den kreative proces. Ikke mindst takket være Silas Graaes sublime trommemønstre – hans format som musiker er i en helt unik liga.

Nr. 5: ‘She Came Home for Christmas’
– fra ‘A Triumph for Man’ (1997)

Mew havde kun eksisteret i halvandet år, da de skrev pladekontrakt med Exlibris, som var forlaget Gyldendals pladeselskab. Med amerikanske Damon Tutunjian fra bandet The Swirlies i producerstolen indspillede de ‘A Triumph for Man’, som høstede megen ros fra anmelderstanden, men forblev en smal udgivelse (og et nær uopdriveligt og dermed kostbart samlerobjekt, efter Mew var slået igennem). Singlen ‘I Should Have Been a Tsin-Tsi (For You)’ blev dog et mindre hit på Det Elektriske Barometer.

Debuten viser en mærkbar modenhed. Selv om lyden er forankret i en tidstypisk fascination for indadvendt støjrock, udtrykker brugen af strygere, harmonika, trompet og legesyge mellemspil, at Mew havde ambitioner for deres udtryk fra starten. At det rørende balladeøjeblik ‘She Came Home for Christmas’ blev genindspillet uden ændringer i arrangementet til ‘Frengers’ understreger bandets format som flyvefærdige albumdebutanter.

Nr. 4: ‘Special’
– fra ‘And the Glass Handed Kites’ (2005)

Kækt og med den vanligt selvsikre attitude har Mew sommetider omtalt deres musik som ‘Hellerup funk’ med reference til barndommen og opvæksten i den nordsjællandske forstad. Bo, Jonas og Johan gik på Bernadotteskolen i Hellerup og efterfølgende på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, hvor bandet fandt sin endelige konstellation i 1995. At Mew ofte opererer indenfor det groovy og funky er ‘Special’ et fornemt eksempel på, ligesom sangen viser bandets alternative og originale greb om, hvordan musikken kan swinge.

Live har bandet ofte givet ‘Special’ nye dimensioner, som understreger dels deres samspil, dels deres lyst til at gå på opdagelse i materialet og spille nye nuancer frem. Martin de Thurahs stemningsfulde video fanger desuden de kryptiske lag, som altid findes i Mews sange, uanset hvor umiddelbare de end måtte være.

Nr. 3: ‘Am I Wry? No’
– fra ‘Frengers’ (2003)

Selv om den ganske vist allerede udkom på ‘Half the World is Watching Me’ er det ikke desto mindre genindspilningen til ‘Frengers’, som giver ‘Am I Wry? No’ den pondus, som sangen fortjener. Med Rich Costeys produktion får nummeret de optimale rammer til at udfolde sig i de stemninger, digressioner og kompositoriske krumspring, det let og naturligt bevæger sig igennem.

På en og samme tid komplekst og umiddelbart besidder ‘Am I Wry? No’ mange af dyderne, som udgør et klassisk Mew-nummer: Jonas Bjerres vokal, som nuanceret opererer i falsetregistrene, Bo Madsens guitar i symbiotisk parløb med Silas Graaes trommer og Johan Wohlerts bas, samt en klangbund af keyboards og strygere. Bo Madsen har udtalt, at sangen blev et pejlemærke for Mew, som gjorde dem bevidste om, hvordan de ville lave sange. At musikken godt må være kringlet og pirre nysgerrigheden.

Nr. 2: ‘The Zookeeper’s Boy’
– fra ‘And the Glass Handed Kites’ (2005)

Til trods for hørbar inspiration fra britisk shoegaze og amerikansk støjrock på debutalbummet har Mew altid stået ved, at de spiller pop, og siden begyndelsen har ønsket været at nå bredt ud – ganske vist på bandets egne præmisser. Ved udgivelsen af ‘And the Glass Handed Kites’ udtalte Bo Madsen, at Mew spillede stadionindie, og at dette var »et fucking popalbum, som popmusik skal lyde«.

På albummet synes alle nuancerne i Mews ambitiøse og appellerende udtryk at smelte sammen. Med stjerneproduceren Michael Beinhorns muskuløse produktion sammenvæves trådene af pop og prog i mørke teksturer og farverige mønstre. Af samme grund er albummet også mixet i en sonisk helhed, hvor sangene forenes som ubrudte sekvenser.

Som svalende regndråber gennem skovens tykke løv kontrasterer den lette glockenspiel-melodi i ‘The Zookeeper’s Boy’ introens tunge bas og guitar, før der er ultramelodiøst pay-off og klimaks indtræffer i omkvædets iørefaldende »are you my lady, are you?« – der vel nok er den mest mindeværdige strofe i Mews sangkatalog.

Nr. 1: ‘Comforting Sounds’
– fra ‘Frengers’ (2003)

Indrømmet: Denne rangering har ikke været nem, men ét nummer stikker alligevel ud, og hvis man nogensinde har været til en Mew-koncert er man næppe forblevet upåvirket i de knap ti minutter, ‘Comforting Sounds’ lukker ned med.

Ofte bevæger Mew sig ud i komplekse kringelkroge, men i ‘Comforting Sounds’ er det enkeltheden i såvel musik og tekst, der får lov at manifestere sig med en enorm gennemslagskraft. Bo Madsens guitar danser en blid lydballet med Jonas’ tekst: »I don’t feel alright in spite of these comforting sounds you make / I don’t feel all right because you make promises that you break«. Tæppet går med en stikkende sårbarhed og bygger op til et brusende crescendo, hvor hele følelsesspektret folder sig ud.

Hvis ikke en triumf for menneskeheden, så i hvert fald et solidt og varigt aftryk i dansk musikhistorie. Mew har bevist, at originalitet, en selvsikker tro på egne evner plus ambitiøse visioner, såvel som formatet til at forløse dem, kan føre fire barndomsvenner ud på et eventyr, hvor rockdrømme går i opfyldelse. Det er vel i sig selv en lille triumf.

Mew giver fem danske koncerter i november – den første torsdag i Pumpehuset.

Læs også: Johan Wohlert om Mew-comeback: »Jeg savnede følelsen af os fire i et rum og den kraft der er i det«

Læs anmeldelse: Mew på NorthSide

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af