Årets 10 bedste hiphop-mixtapes

Med Atlanta som hovedstad har hiphop-scenen i 2014 knopskudt i et utal af nye retninger. Selvfølgelig med gratis mixtapes som den primære kilde til den mest banebrydende rap.

1. Travi$ Scott ‘Days Before Rodeo’

Travi$ Scott slog igennem med ’Owl Pharaoh’, et syret, storladent trap-projekt, der tog Futures robot-autotune-hymner til nye, futuristiske højder. Men ’Days Before Rodeo’ går fuldstændig væk fra den umiddelbart tilfredsstilende, bombastiske lyd fra forløberen og sænker i stedet de eksperimenterende trap-produktioner og den rungende, robotagtige vokal ned i et fascinerende syret og mudret univers. Hvis ’Owl Pharaoh’ sendte trap langt ud i rummet, synker musikken her ned under jorden.

Mixtapets højdepunkt
’Days Before Rodeo’ tager udgangspunkt i Atlantas trap-lyd, og mixtapet lyser for alvor op, når rappere fra Atlanta-scenen dukker op – som på ’Mamacita’, hvor Young Thug, Rich Homie Quan og Travi$ Scott lyder som om de er på et fælles syretrip.

Download mixtapet HER.

2. iLoveMakonnen ‘I Love Makonnen EP’

Atlanta-rappere som Future og Young Thug har på det seneste indført en rapstil, der egentlig er mere sang end rap, men selv set i den sammenhæng er iLoveMakonnen unik: Hans vokal gynger og hopper over beatet på en måde, hvor man ikke ved, om han er beruset eller følelsesladet eller begge dele.

Samtidig kommer hans produktioner fra trap-titaner som Mike Will Made It og Sonny Digital, der virker som om de gemmer deres skæveste og mest melodiske konstruktioner til den gyngende og syngende rapper. Resultatet er en ekstremt unik mixtape-ep, der blandt andet inkluderer genistregerne ’Club Going Up On a Tuesday’ og ’I Don’t Sell Molly No More’.

Mixtapets højdepunkt
Det åbenlyse højdepunkt er ’Club Going Up On a Tuesday’, men det er DJ Spinz’ produktioner, der virker mest skræddersyet til Makonnen: ’Tonight’ er et house-eksperiment (!), mens ’21st Street’ lyder som underlægningsmusik til karruseller i Tivoli.

Download mixtapet HER.

3. 100s ‘IVRY’

Hvis man går og tror, at funk-hiphop er død, at vestkystrappere er stoppet med at være stilskabende, og at g-funk er forsvundet, kan man blive kureret for den misforståelse ved at lytte til 100s.

Vestkyst-rapperen har så vanvittig meget stil og attitude, at Outkast må være misundelige og Snoop Dogg må gnide sig i øjnene. Og faktisk kan man måske bedst beskrive 100s som havende Outkasts overjordiske coolness og Snoop Doggs tilbagelænede karisma. Men frem for alt er ’IVRY’ et unikt, originalt værk, som foregår i et helt specielt lydunivers, der nikker til fortidens funkeksperimenter samtidig med, at det er på vej langt ud i fremtiden.

Mixtapets højdepunkt
Hvornår har et hiphop-beat sidst gynget så tungt som ’Fuckin Around’? Har en rapper nogensinde lydt som både Kurupt og Nate Dogg på samme nummer? Og hvordan blev det nummer ikke et gigantisk hit?

Download mixtapet HER.

4. Rich Gang (Young Thug, Rich Homie Quan & Birdman) ‘The Tour, Pt. 1’

Den legendariske Cash Money Records-chef Birdman havde en simpel, men strålende idé: Tag de to mest originale og nyskabende rappere fra Atlanta, lås dem inde i studiet med en strålende producer og luk dem først ud igen, når de har lavet mixtapet, der inkarnerer året.

’Tha Tour, pt. 1’ er alt, der er godt ved mainstream-hiphop anno 2014: Young Thug synger, hyler og skriger sig gennem sine vers, Rich Homie Quan perfektionerer sang/rap-teknikken som Future startede, og London On Tha Tracks produktioner holder sig lidt i baggrunden samtidig med, at de er mere detaljerede end de fleste trap-produceres. Uanset om udtrykket er bombastisk som på ’War Ready’, melodisk og blødt som ’Beat It’ eller euforisk som ’Flava’ – de her rappere og det her mixtape definerede lyden af 2014.

Mixtapets højdepunkt
Rich Homie Quan og Young Thug er vokal-akrobater, men mixtapets højdepunkt er når godfatheren Birdman dukker op med et simpelt og simpelthen fantastisk vers på ‘Flava’. Og så er hans »Rich Gang!«-adlib, der er strøet ud over hele mixtapet, også ret genialt.

Download mixtapet HER.

5. Chief Keef ‘Back From The Dead 2’

I november blev Chief Keef droppet af sit pladeselskab, og da ’Back From the Dead 2’ kom kort efter, var det let at se hvorfor: Hans rim her er brutale, næsten gutturale udbrud, der tit overdøves af adlibs – det lyder som om, at Chief Keef er to personer samtidig. Og så er produktionerne nogen af de mest originale og bizarre konstruktioner i nyere tid. Chief Keef er nemlig begyndt selv at producere, og det lyder som forvrængede lyde fra det hinsides.

Da Chicago-rapperen udgav ’Don’t Like’ troede man, at han var galionsfigur for en ny bevægelse. Da han udgav ’Love Sosa’, lignede han den nye poprap-stjerne. Begge forestillinger har Chief Keef vendt ryggen med en udgivelse, der er radikalt indadvendt og fuldstændig uinteresseret i at opfylde nogen forventninger – hvilket på en måde gør ’Back From the Dead 2’ til den unge rappers ’Yeezus’-øjeblik.

Mixtapets højdepunkt
»Sosa on the beat!« En autotune-forvrænget stemme annoncerer hver gang, Chief Keef selv har produceret beatet, og så starter der som regel et nærmest voldsomt fjendtligt lydoverfald.

Download mixtapet HER.

6. Mick Jenkins ‘The Water(s)’

Det er egentlig svært at sælge Chicago-rapperen. Han gør noget så gammeldags som at bruge jazz-beats, rapper ret så moralske tekster og har lavet et koncept-mixtape om vand. Men alle de forbehold falder fra, når man hører musikken. For de vidtløftige ambitioner indfries fuldstændig: ’Jazz’ er tung og gyngende på samme tid, som en sydstatsversion af et Dilla-beat, mens ’Martyrs’ er tung og effektiv oprørsmusik, hvor Jenkins mørke stemme lyder ekstremt indtrængende, mens han bruger dobbeltbetydningen i ordet »hangin’«, der her både betyder hænge ud og blive hængt.

Mixtapets højdepunkt
Mick Jenkins siger sætningen »I’m just with my niggas hangin’« med aggression og attitude, og lytter man kun halvt efter, lyder det som et helt almindeligt omkvæd. Men når ordspillet synker ind, betyder tracket det modsatte af, hvad man troede.

Download mixtapet HER.

7. ASAP Ferg ‘Ferg Forever’

Hvor ASAP Fergs fremragende ‘Trap Lord’-album fra sidste år var en slags gotisk trap-katedral fuld af ekko og storladne lyde, er hans nyeste mixtape en upoleret udgivelse. Der er beskidte basgange, knasende trommer og endda billigt blippende klubrap-lyde. Det lyder lidt som Danny Browns kaotiske, narkotiserede ’XXX’ fra 2011 – og faktisk lyder Fergs stemme her ret tit gnæggende og hvinende som Browns, snarere end den buldrende vokal, han egentlig er kendt for.

Det hele resulterer i en uforudsigelig og strålende kaotisk samling numre, der inkluderer Ja Rule-karaoke (’Ja Rule’) og eksperimenter som ’Fergsomnia’, der lyder som en homage til Cam’ron-klassikeren ’Glory’. Det er som om, at Harlem-rapperen har brugt mixtape-formatet til at udleve alle sine mørke fantasier og lyssky ideer, og resultatet er strålende beskidt.

Mixtapets højdepunkt
’Fergsomnia’ er en genistreg: Cheesy synths som på Cam’Rons ’Glory’, et ret så random Twista-gæstevers og så Fergs buldrende adlib »I can’t sleep!«

Download mixtapet HER.

8. the stand4rd ‘the stand4rd’

Det er ikke nogen hemmelighed, at der bliver lavet virkelig mærkelig musik på internettet generelt og på Tumblr specifikt. I denne verden af skæv musik og mærkelige indflydelser er the stand4rd en slags supergruppe: Spooky Blacks skrøbelige og strålende klare stemme har gjort ham til en slgs emo-r’n’b-sensation, og her er han gået sammen med rapper/sangeren Bobby Raps, produceren Psymun og den monotone rapper Allan Kingdom om at lave et mixtape, der kun kunne laves i internettets tidsalder.

Lydene er spartane og aparte som hos Kelela eller FKA Twigs, mens universet er følsomt og døsigt som hos Young Lean. Der er noget mærkeligt rørende ved, at det store, fremmedgørende internet er grobund for den her slags ekstremt følsomme og samtidig fremmedgjort kølige musik. Og the stand4rd er godt på vej til at vokse udover Tumblrs grænser: De har netop spillet deres debutkoncert i New York, hvor de blev introduceret af det menneskelige meme DJ Khaled.

Mixtapets højdepunkt
Hvad er de lyde, der driver ’Decisions’ frem? Det lyder som et buldrende tog hørt på lang afstand, og der er også boblende laserlyde, og noget der lyder som en spraykande, der bliver rystet.

Hør mixtapet HER.

9. Vince Staples ‘Shyne Coldchain, vol. 2’

’Shyne Coldchain, vol. 2’ er ikke et ligeså sammenhængende og overvældende voldsomt værk som Vince Staples’ officielle debut-ep ’Hell Can Wait’, men det var her, Los Angeles-rapperen tidligere på året begyndte at skabe sit helt eget udtryk.

Han rapper som ud fra sammenbidte tænder, som om aggressiviteten er koncentreret i ham og kommer ud i monotone, hårde stavelser. Og ligesom ’Hell Can Wait’ opstod i samarbejde med den på magisk vis ukendte producer, Hagler, er det her producer-veteranen No I.D., der skaber en sammenhængende og stemningsfyldt verden, der komplementerer Staples’ grusomt sortsynede rim.

Mixtapets højdepunkt
No I.D.-produktionen på ’45’ er gyngende og lys, og dermed den perfekte kontrast til Vince Staples hårde, koncentrerede vrede, der er udtrykt på perfekt vis i linjen »still waiting on the day that we black and we proud / ’til then we’ll be shooting niggas down to the ground«.

Download mixtapet HER

10. Swet Shop Boys ’Swet Shop EP’

Den tidligere Das Racist-rapper Heems og rapper/skuespiller Riz MC’s mixtape-ep som Swet Shop Boys åbner med at fortælle, at det er den brune mands byrde at give den hvide mand lektioner i musik, og hvis det er rigtigt, må denne ep være en virkelig vellykket lektion.

Udgivelsen er kun fire numre lang, men den er til gengæld en lyshastighedshurtig rejse gennem genrer, referencer og indflydelser. Der er indiske stemmesamples, elektroniske elementer fra så mange genrer, at man bliver svimmel. Det hele foregår i et ekstremt højt tempo, og efter et lyt har man det som et barn, der lige har været en tur i en musikalsk vandrutsjebane – man vil bare af sted igen.

Mixtapets højdepunkt
Tracket ’Benny Lava’ er produceret af drømme-trap-produceren Ryan Hemsworth og sampler Youtube-kultvideoen af samme navn. Behøver vi sige mere?

Download mixtapet HER.

Læs også: Musikårets 10 mest mindeværdige tv-øjeblikke

Læs også: Musikårets 10 største bommerter

Læs også: Årets 15 mest markante musikvideoer

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af