25. MikeWillMakonnen ‘Wishin You Well’
Mike Will Made It har produceret for alle – fra Kanye West til Miley Cyrus (’We Can’t Stop’) – men i samarbejde med den ejendommelige rap-opkomling iLoveMakonnen afviger han stort fra sin normalt mere banger-orienterede stil. iLoveMakonnens sårbare, men samtidig skæve afsted med en ekskæreste beviser, hvorfor Atlanta-rapperen var et af de mest spændende nye navne i 2014, mens Mike Will med bløde trommer og en sitar lægger soundtrack til denne småpsykedeliske perle af en rap-ballade.
Listen fortsætter på de følgende sider.
24. Father John Misty ‘Bored in the USA’
»Save me white Jesus«, synger Joshua Tillman i sin totale nedrakning af USA’s hvide middelklasse, hvor både religion, traditioner og forbrugskultur får en over sinkadusen, mens piano og strygere næsten overspiller den sarkasme, det flyder ud af hans mund. Den indsatte dåselatter og de fjerne klapsalver er toppen af den tragikomiske kransekage, der bygger videre på USA-kritikken fra Springsteens ‘Born in the USA’.
23. Alice Boman ‘Over’
Less is more, siger vi bare – igen. Og svenske Bomans soveværelsesknitrende lo-fi-sange er indbegrebet af produktionsfilosofien. Det bevidnede hendes anden ep med den lige så minimalistiske titel, ‘EP II’.
På singlen akkompagneres hun af et trommebeat, der kunne være taget ud af en kikset bryllupsfest fra 80’erne, og næsten lige så enkle orgeltoner, imens hun synger med så meget følelse, at hver linje om kærlighedens kompleksitet kryber ind under huden. Blandingen mellem det næsten komisk kitchede og vokalens ærlige levering skaber nummerets magi.
22. Tirzah ‘No Romance’
Hun mangler endnu at udgive et album, men britiske Tirzah har igen fundet vejen til vores liste over årets bedste tracks. Det er igen veninden Micachu, der står for den upolerede, minimalistiske lydside af boblende synths og skrabede beats, mens Tirzahs vokal og de gentagende samples af titlens mantra rammer et tæt på perfekt leje i grænselandet mellem sårbarhed og tilbagelænet coolness.
21. Sharon Van Etten ’Your Love Is Killing Me’
»Break my legs so I can’t walk to you, cut my tongue so I can’t talk to you, burn my skin so I can’t feel you, stab my eyes so I can’t see«. Sharon Van Ettens gribende kærlighedserklæring var noget at det mest rammende og rørende, vi hørte i år. Om at elske, både rigtigt og forkert, mens det hamrende piano slår Ettens torturerede sjæl i stykker over rullende trommer og febrilske guitaranslag. Seriøst barske løjer. Men gribende som bare fanden.
20. Benjamin Booker ‘Violent Shiver’
Nogle mennesker er bare født med sjæl i stemmen. Ikke at unge Benjamin Booker gør sig i soulens bløde sider, for hans rivejern af en stemme hoster og kradser over ’Violent Shiver’s nervefulde rock’n’rul, der netop giver kuldegysninger, når Bookers stemme gisper efter vejret for at råbe endnu højere.
19. Taylor Swift ‘Blank Space’
Det helt store metakunststykke på Taylor Swifts mere end succesfulde overgang til fuldblodet pop på ’1989’. Som yndet offer for mediernes utallige sladderhistorier og kærestekonspirationsteorier vender den omvendte country-prinsesse her eventyret på hovedet og præsenterer sig selv som præcis den, pressen gerne vil have: En skinsyg ekskæreste, hvis kærlighed er ligeså højtravende som eftermælets stormfulde raseri. Sjovt, kækt, catchy som bare fanden og med masser af selvironi. Vi byder Swift anno 2014 velkommen.
18. Shura ‘Touch’
Debutsinglen blev det første, vi hørte fra den russisk/engelske sangerinde Aleksandra Denton, og det var kærlighed ved første lyt. Det er pop af den slags, der formår at blande melankoli i maskineriet. For melodien er catchy som enhver popsang bør være, men over den sparsomme produktion af elektroniske håndklap, klaver og synth formidler Denton sin version af fortabt kærlighed til perfektion med bedrøvet, lettere nasal vokal. Man kunne sagtens forestille sig, at Dev Hynes og hende kunne blive et stærkt musikalsk makkerpar.
Shura fulgte blandt andet op med singlen ‘Indecision’, der yderligere beviste, at hun er et navn, vi kommer til at høre mere mere til i løbet af 2015.
17. Sylvan Esso ‘Coffee’
Årets måske allerrareste nummer stammer fra Nick Sanborn og Amelia Meaht, hvis tilbagelænede, vuggeviselunefulde pop på ’Coffee’ er det perfekte soundtrack til den disciplin, der hedder at lukke øjnene og drømme sig væk. De spinkle xylofonslag og Meaths engleblide vokal binder helheden sammen.
16. Bobby Shmurda ‘Hot Nigga’
Det sker hvert år. En ung rapper kommer på banen med en single så uimodståelig, at pladeselskaber falder over hinandens ben for forhåbentligt at omdanne succesen til albumformat. I 2011 var det ASAP Rocky med ’Peso’, i 2012 Chief Keefs ’I Don’t Like’ og sidste år YG med ’My Nigga’. I 2014 hed historien Bobby Shmurda, hvis ’Hot Nigga’ er så minimalitisk, hård, sirenefyldt og gyserfilmsdyster, at titlen som årets banger blev sikret på rekordtid. At rapperen siden også er blevet kendt for sin patenterede Shmoney dance gør ikke situationen værre.
15. Run the Jewels ‘Jeopardy’
»The jewel runners / top tag team for two summers«. Killer Mike rammer ikke meget ved siden af i sit hæsblæsende blærevers på ’Jeopardy’, og selv om højdepunkterne på det umage makkerpars ’RTJ2’ var mange, faldt vi alligevel mest i svime over det territorieafpissende åbningsnummer, der med tunge trommer, skinger guitar, og hvad der lyder som en forkølet saxofon var primitivt bulderbragende uden sammenligning.
14. Iggy Azalea feat. Charli XCX ‘Fancy’
Iggy Azaleas samlede albumindsats med ’The New Classic’ var ikke noget at råbe hurra for, men ’Fancy’ kunne noget, de færreste mainstream-hits i år kunne. For det første er der den genialt minimale produktion, helt beskidt og enkel, der til trods for de bagvedliggende ’heys’ og håndklap altså ikke er krediteret årets helt store hiphop-bagmand, DJ Mustard, men trioen The Invisible Men – lad os kalde det kreativ fortolkning i stedet for kopiering. Azaleas bad girl-attitude fungerer virkelig i denne her kontekst, og Charli XCX’s omkvædshook såvel som vers er lyden af piger, der virkelig har det ligeså sjovt, som de har det i ’Clueless’.
13. Caribou ‘Can’t Do Without You’
Som to mennesker i åndelig symbiose handler åbningsnummret på Dan Snaiths formidable Caribou-album om to vokal-samples, der som mand og kvinde messer det uundgåelige tema med henholdsvis lys og mørk pitch. Nummeret er håndspillet house, næsten intimt i sine hypnotiserende rundgange, og som med al ægte kærlighed eskalerende mod et klimaks, der ikke rigtigt kan beskrives med ord – i dette tilfælde taler nogle overvældende og brusende synths over, når slutningen indtræffer.
12. Iceage ‘The Lord’s Favorite’
Iceage lavede årets bedste danske album med det mangefacetterede rockdrøn ’Plowing into the Field of Love’, og skød tilbage i juli deres transformation i gang med ’The Lord’s Favorite’, hvor man for alvor tabte skeen ned i suppen, hvis man i et sekund troede, at bandet var fastlåst i de mere punkede sider af deres udtryk og fortid. ’The Lord’s Favorite’ er bluset rockabilly med et strejt af honkytonk country, hvor Elias Bender både i forhold til udtryk og lyrik træder to skridt frem uden at tage et tilbage.
11. The Minds of 99 ‘Et barn af min tid’
»Skiderikker holder mig fast / knækker min tanker«. Sætningen, der sætter sig fast i din hjerne, og måske er den mest uforglemmelige i det lyrisk kække virvar af tanker, frontmand Niels Brandt kastede over os på The Minds of 99’s stærke debutalbum. Det her er gruppens mest pågående popsang til dato, og mens bassen iltert kæmper en kamp med trommerne om magten over den postpunkede energi er det lyse keyboardtema sangens hele store helt. Udover Brandt, selvfølgelig. En sang, der får hele kroppen til at vibrere.
Læs også: Årets 15 bedste danske album
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1
Læs også: Årets udenlandske album: Top 25-11