Årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Når man kigger tilbage er det altid overvældende, hvor meget god musik der kan udkomme på 12 måneder. I søndags kårede vi årets 15 bedste danske album, mens vi i går kickstartede vores top 25 over de bedste internationale udgivelser. Nu er turen kommet til toppen af kransekagen: De ti bedste udenlandske album fra 2014.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Jack White ‘Lazaretto’

Med en overraskende afløseroptræden på Roskilde Festival kom sommeren til at stå mere i Jack Whites tegn end planlagt. Men timingen var perfekt, for magtdemonstrationen ‘Lazaretto’ havde forinden udrullet et enormt format og bevist, at solobukserne holder til langt mere bredspektrede udskejelser end den iltre garagerock, som Whites output i The White Stripes og The Dead Weather har budt på.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Damon Albarn ‘Everyday Robots’

20 år efter at Blur erobrede britpop-tronen, udgav Albarn sit første rigtige soloalbum – en varm, men tungsindig rejse gennem barn- og ungdommens land samt en kritik af den digitale teknologis erodering af nærværet væk fra skærmen. Albarns sprøde karamelstemme simrer smukt over musikkens stille, bankende hjerte. Senere tog han det endelige stik hjem med en af de mest forrygende koncerter på årets Roskilde Festival.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Run the Jewels ‘Run the Jewels 2’

Med et tag-team bestående af de to drevne østkyst-raprotter Killer Mike og El-P, serveret på en tung bund af sidstnævntes ghetto-futuristiske produktioner og med et stort rundt 0 på prismærket, er det svært at se, hvad der skulle kunne gå galt. Run the Jewels’ andet album er en forudsigeligt velplaceret helflugter – helt ovre fra langt til venstre for mainstreamen og lige op i hiphopkronjuvelerne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. The War on Drugs ‘Lost in the Dream’

Philadelphia-bandet fortsatte i år deres færd ud ad de soniske amerikanske highways. I handskerummet medbragte de ærkeamerikanske koryfæer som Dylan og The Boss samt krautrockens æteriske klangflader og motorikpuls. Albummet er en flimrende drøm, hvor rockens arvesølv forvaltes med både opfindsomhed og respekt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Caribou ‘Our Love’

Det er soundtracket til den mere eftertænksomme fest, som Dan Snaith perfektionerer på sit første Caribou-album i fire år. Canadieren har så godt styr på sine virkemidler, at han ikke er bange for kun langsomt at give os den house-ekstase, der hele tiden lurer forude. Billedet af Snaith som den skøre professor, der skaber magi i sit elektroniske laboratorium, står kun endnu skarpere efter i år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. YG ‘My Krazy Life’

YG er ikke en moderne, følsom rapper som Earl, Chance eller Kendrick, men han skildrer Comptons gangsterverden med mere detaljerigdom og indlevelse end det seneste GTA-spil. Og det har manglet i hiphopuniverset. Samspillet mellem YG’s klassiske rapstil og DJ Mustards fusion af gamle g-funk-lyde og moderne, minimalistisk ratchet music har skabt en stærk kandidat til en moderne gangstarap-klassiker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Angel Olsen ‘Burn Your Fire for No Witness’

Det har været et godt år for den 27-årige amerikaners danske fans. Først gav hun os et stemningsmættet album, der klogt satte hendes smukke og intense vokal og selvransagende tekster i førersædet. Dernæst voksede hun i bogstavelig forstand fra sin danske debutkoncert på Ideal Bar i marts til det nylige besøg i Lille Vega, hvor spændevidden fra hendes sagte, inderlige folk-sange til de mere direkte rockede af slagsen for alvor kom til sin ret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Sun Kil Moon ‘Benji’

2014 var et tvetydigt år for Sun Kil Moons Mark Kozelek. Han var i karrierens zenit på det mesterligt poetiske ‘Benji’, der minutiøst tog lyrisk favntag med scenarier fra Kozeleks eget liv. Siden brugte han mindre konstruktivt en masse krudt på at spy galde efter både sit publikum og kollegerne i The War on Drugs, som kunne suck his cock. Heldigvis overstråler det musikalske mesterværk gnavpottens infantile chikanerier.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. FKA Twigs ‘LP1’

Tahliah Barnett regerede på mange planer i år med gennemførte live- og tv-optrædener, flotte og intense musikvideoer, en fascinerende stil, scoringen af ‘Twilight’-fænomenet Robert Pattinson og så selvfølgelig sit debutalbum.

Hun vandt ikke årets Mercury Music Prize, som hun ellers blev tippet til, men hun erobrede skarer af musikelskeres hjerter med debutens subtile, stemningsfortættede r’n’b, der trak tydelige tråde tilbage til 90’ernes triphop og r’n’b – som hvis Tricky pustede kold luft på Aaliyah eller Janet Jackson. Udover de opfindsomme produktioner og hendes egen skiftevis bedøvede, skyggefulde og tryglende vokal, var hendes fornemste kendemærke teksternes fascinerende hudfletning af begærets gråzoner mellem tiltrækning og frastødning, sex og intimitet, kærlighed og tab.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. St. Vincent ‘St. Vincent’

I november beviste Annie Clark ved to koncerter herhjemme, hvor virtuos og stramt kontrolleret en musiker og performer hun er. Det var nu tydeligt allerede i starten af året på hendes fjerde album, en præcis destillation af – og kulmination på – de elementer, hun har søgt at realisere siden debuten ‘Marry Me’ fra 2007.

‘St. Vincent’ er både knastørt og direkte. Urovækkende synths, brutalt skærende guitarriffs og en lyrik og stemme, der drejer drilske identitetsfortællinger om brud, fortrydelse og konflikt. Det er en giftig og genstridig perle af et album, der kradser i dine sår, men også leverer hårrejsende, hymniske øjeblikke som ‘Prince Johnny’ og ‘Severed Crossed Fingers’. Råt og poleret på én og samme tid.

Læs også: Årets udenlandske album: Top 25-11

Læs også: Årets 15 bedste danske album

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af