Class of 2014: Årets 10 mest lovende nye rappere

Hiphoppen har ingen regler længere. Kunstnere synger i stedet for at rappe, slynger dødstrusler ud med engleblid stemme og hyler psykotiske lyde over mærkelige produktioner. En genre, der før var ret så forudsigelig, er blevet et herligt galehus – vi har fundet galehusets ti mest geniale patienter.

1. Tink

De seneste år har nærmest usynliggjort grænsen mellem hiphop og r’n’b og mellem sang og rap, men selv set i det perspektiv er Tink et særtilfælde: Dels laver hun øm, 90’-r’n’b på mixtape-serien ’Winter’s Diary’, dels laver hun tracks som ’Kilo’, der nok er noget af det tungeste drill-musik, der er lavet på det seneste.

Senest kunne man høre Tink på det ekstremt catchy ’Wanna Party’ med r’n’b-futuristerne fra Future Brown. Det kan virke som om, at Tink kan alt, og det synes superproduceren Timbaland tydeligvis også – han har nemlig signet rapperen, der siden har arbejdet sammen med folk som Kelela og Sleigh Bells.

Så flere af årets største hiphop-talenter på de følgende sider.

2. Bobby Shmurda (og Rowdy Rebel)

Hvordan kan et ret så simpelt rapnummer uden omkvæd blive et af årets største hits? Bobby Shmurdas vanvittige ’Hot Nigga’ kom ud af det blå: Beatet er tungt og gyngende, rimene er leveret med både humor og sans for timing, men frem for alt har Shmurda ekstremt meget karisma. Han svæver gennem sangen fuldstændig ubesværet og virker som den slags person, der naturligt drager alle blikke mod sig.

Tracket er tydeligvis inspireret af Chicagos drill-rappere som Chief Keef og King Louie, men her har den dystre lyd også en del glimt i øjet. Efter ’Hot Nigga’ kom et mixtape, der blandt andet indehold ’Shmoney Dance’: Et legende og meget Gucci Mane-inspireret nummer, der afslørede, at Bobbys kammerat Rowdy Rebel måske er endnu mere karismatisk end Bobby Shmurda. Ja, pludselig har New York fået sit mest interessante makkerpar siden ASAP-rapperne Ferg og Rocky.

3. Raury

Raury lyder som en rapper/sanger, der konstant forsøger at bryde ud af de rammer, han bliver placeret i. Hans musik står aldrig stille: Det ene øjeblik rapper han i en verden af gospel-lyde, så laver han ukonventionelle coverversioner af ’Yeezus’-sange, og så rapper han pludselig bidder af gamle Lil Wayne-sange.

Man forstår, at Raury forsøger sig at indskrive i traditionen af hiphoppens normbrydere som André 3000 og Kanye West. Det lyder ekstremt ambitiøst, og det er det også, men på de bedste øjeblikke på det noget ujævne mixtape, ’Indigo Child’, fornemmer man muligheden for, at han kan blive en af de helt store. Forhåbentlig får vi mange flere af den slags glimt i 2015.

4. Dej Loaf

Når man lytter til en godnatvise handler det ikke om, hvad der bliver sunget. Man lytter ikke rigtig efter, og i princippet kunne teksterne handle om hvad som helst. Sådan er det også lidt med Dej Loafs storhit ’Try Me’ – beatet er drømmende og yndigt, vokalen er blid og behagelig.

Teksterne er til gengæld noget af det hårdeste, der er blevet rappet/sunget i år: »Let a nigga try me, try me, I’mma get his whole motherfuckin’ family«, lyder det på omkvædet, mens rapperen i verset forsikrer lytteren om, at hun virkelig mener det: »I really mean it, I’m just not recording«. Den her blanding mellem det voldsomme og det skrøbelige er kernen i Dej Loafs musik. Det er en ekstremt karakteristisk lyd, der svær at ryste af sig: Det er sjældent man hører engle spytte dødstrusler.

LuckiEcks

5. Lucki Eck$

Det er sjældent, at hiphop lyder så verdensfjernt som hos Lucki Eck$. Hans seneste mixtape, ’Body High’, er fyldt af døsige og syrede lyde, mens rapperens vokal snøvler på en måde, så han altid lyder som om, han improviserer og bare rapper de ting, der lige dukker op i hans tankestrøm.

Senest har Lucki Eck$ lavet et atypisk energisk nummer med Danny Brown, samt lavet både en sang og en musikvideo med FKA Twigs. Hvis man kombinerer Danny Browns evige narkosult med Twigs’ generelle æstetik, har man måske en god idé om, hvilket univers Lucki Eck$ befinder sig i.

6. iLoveMakonnen

Nu kan vi snart ikke komme længere fra ideen om, at rappere skal være pumpede, geværsvingende alfahanner: iLoveMakonnen er en buttet sanger, med et teddybjørne-ansigt og en nærmest jodlende stemme.

Han lyder som en forvokset dreng, der har fået ecstasy i sin candyfloss. Og det er bestemt et kompliment: Hans største hit er ’Club Going Up on a Tuesday’ – sangen der landede ham et Drake-remix samt en pladekontrakt hos canadieren – men hele ’iLoveMakonnen EP’-udgivelsen er fuld af originale indfald og skæve produktioner. Hiphop har brugt de sidste 30 år på at hænge ud i ghettoen, så måske er det slet ikke en dårlig idé at tage med Makonnen i Tivoli?

RomeFortune

7. Rome Fortune

Rome Fortunes rapstil er henkastet, som om han bare har en samtale med lytteren, men ellers er rapperen alt andet end subtil: Han har et gigantisk skæg, som han ofte farver blåt, han har lavet en mixtape-serie, der hedder ’Beautiful Pimp’, og så klæder han sig excentrisk a la André 3000. Outkast-rapperen har jo også et småsnakkende flow og en forkærlighed for det flamboyante, og det er svært ikke at se Rome Fortune som en efterkommer af Atlanta-legenden. De er jo også fra samme by.

Forskellen er måske, at Rome Fortunes musik tit udforsker sex, hvor André nærmest har noget jomfrueligt-uskyldigt over sig. Men Rome Fortune er ikke sexfikseret på typisk rapper-manér: Der er næsten noget Oscar Wilde-agtig decadence over Rome Fortune – hans musik lyder mere som at være i en opiumhule, hvor man drikker tung vin i tilrøgede rum.

8. OG Maco

Atlanta-rapperen bag det seneste virale hit, ’U Guessed It’, lyder som en skør person. Det ene øjeblikke taler han med dæmpet, velbalanceret tonefald, så begynder han at råbe, og til sidst hyler han nærmest bare.

Rappere forsøger tit at lyde vilde eller vanvittige – men når man lytter til OG Maco føler man virkelig, at man er i selskab med en utilregneligt menneske. ’U Guessed It’ er rapperens foreløbige mesterværk, men hele hans ’OG Maco EP’ er et strålende eksempel på den fuldstændig tøjlesløse hiphop-undergrund, der hersker i Atlanta for tiden.

9. Montana of 300

Montana of 300 inkarnerer tidsånden. Han er fra Chicago – den nyeste by, der for alvor har sat sig på hiphop-landkortet, og han bruger en halvt syngende rap-stil, der har været populær siden Atlanta-crooneren Future brød igennem. Det er også sigende, at Montana fik sit gennembrud ved at lave det måske mest vellykkede remix af Dej Loafs melodiske internethit ’Try Me’, men hans klart bedste nummer er den nyeste single ’Ice Cream Truck’, der på vanvittig vis lyder både triumferende og gyseragtig.

Og så afslører punchlines som »iron in my pants like I’m getting out the wrinkles« og »I’ll be bustin’ through your door like here’s Johnny«, at Montana faktisk er noget så sjældent som en rapper af den nye skole, der tager sine tekster alvorligt.

10. Father & Awful Records

Atlantas trap-scene har de seneste år været grobund for usandsynlige, excentriske stjerner som Future og Young Thug, men 2014 var året, hvor en række rappere for alvor begyndte at bryde ud af trap-lyden og skabe noget helt nyt.

iLoveMakonnen er den nye rapper med mest succes, men de mest tøjlesløse er Father og Awful Records, der er ustyrlige som Odd Future og ukonventionelle som Lil B. Og netop Lil B er en stor indflydelse, både i forhold til de tit monotone, lettere absurde tekster. Produktionerne er til gengæld tit minimalistiske og tunge, faktisk som vestkystens ratchet music. Det er vild og beskidt musik, der endnu engang viser, hvordan Atlanta er grobund for den næste generation af hiphop-fornyere.

Læs også: Årets 10 bedste hiphop-mixtapes

Læs også: Årets bedste sange: Top 10-1

Læs også: Årets 15 bedste danske album

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af