Årets 15 bedste danske album

2014 har været et fantastisk musikår set med rød-hvide briller. Vi har kåret årets stærkeste udgivelser fra blandt andre Mø, Karl William og Suspekt.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

15. Blaue Blume ‘Beau & Lorette’

Som små fine digte kriblede sangene på den jyske kvartets debut op fra et mystisk og dragende sted. De melankolske og følsomme sange var alle skarpt tegnet op af Jonas Smiths androgyne stemme – der uundgåeligt sendte tankerne mod Antony Hegarty eller danske Nikolaj Vonsild – mens de uregerligt dansede rundt foran et bagtæppe af flotte produktioner med stor dybde og eftertænksomhed.

Se resten af listen på de følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. Yung ‘Falter’

Anført af 20-årige Mikkel Silkjær Holm fræsede aarhusianske Yung med slingrende, punket vildskab ind på scenen, bevæbnet med et kuld skævt slåede lo-fi-garagerocksange, hvis funklende melodiøsitet satte sig hastigt fast i øregangene. Samtidig tunede de os ind på, at smilets by netop nu har en frodigt spirende DIY-scene, der sagtens kan hamle op med hovedstadens undergrundsorkestre i råhed, kompromisløshed og kvalitet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. Broken Twin ‘May’

»Det er, som om tiden står stille, når 25-årige Majke Voss Romme folder sin vokal ud«. Sådan indledes vores anmeldelse af Broken Twins debutalbum, og det kan stadig ikke siges bedre. Verden udenfor forsvinder, når Rommes klangfulde vokal uden omsvøb rammer lige i mellemgulvet hjulpet på vej af melankolske kompositioner bestående af blandt andet klaver, blæsere og sagte strygere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. Chorus Grant ‘Space’

Kristian Finne Kristensen bevæger sig i et dragende univers, hvor folk, indiepop og jazzede anstrøg forenes i et afdæmpet format, der fornemt og nydelsesfuldt folder sig ud. Som vokalist og sangskriver udstråler han ro, autoritet og troværdighed. ‘Space’ er kvalitetsbeseglet alternativ pop, som ikke brager og buldrer, men overbeviser i kraft af et udtryk, som hviler smukt og sikkert i sig selv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. Schultz & Forever ‘Broadcast Dynamics’

Nogle gange er man nødt til at rive ned for at bygge noget bedre op. Jonathan Schultz havde måske malet sig lidt op i en krog med sine forsigtige, indadvendte, men også velafrundede og fintnæsede folksange. Årets ep var et tabula rasa for ham. Som et modigt skridt i en helt anden retning smager den mere hen ad en karamelblød, psychpoppet sky af candyfloss, der smyger sig om Schultz’ smukke numre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Cancer ‘Ragazzi’

Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensens fælles debut er på én og samme tid farlig og uendeligt kærtegnende. Skæve instrumental- og ambientpassager vikler sig ind i det fine samspil mellem Vonsilds vibrerende intensitet og Finnes beroligende røst og flotte guitarspor. Balancegangen mellem de spinkle melodier og de interessante eksperimenter fastholdes hele tiden på knivsæggen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Tomas Barfod ‘Love Me’

Det mest imponerende ved Tomas Barfod har med tiden vist sig at være det tårnhøje niveau, der præger hans meritter, ligegyldigt hvilken stil han forfølger. ‘Love Me’ handler om popmusikkens indtog i producerens nu hypermelodiske house, der i sin drømmende form får besøg af flere gæster. Ingen strålede klarere end svenske Nina Kinert, som Barfod snart gerne må lave et helt album med.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Karl William ‘Døende’

Den nye bølge af dansk r’n’b er kommet for at blive, og de fire frontløbere i Hukaos-crewet er først lige begyndt at vise os, hvad de kan. I spidsen står Karl William, der på sin anden ep omfavner rusen som emotionel og lyrisk katalysator i et røgtungt slør af blåøjede trommemaskiner og brusende synths. Resultatet er betagende, men lige så meget en lovning om mere fra deres patenteret eftertænksomme univers.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Treefight For Sunlight ‘Pizza’

Man kan med rette beskrive Treefight For Sunlights andet album som en futuristisk Beach Boys-plade. Et både smittende og følsomt popalbum. Væk er den akustiske bandorienterede lyd, og ind er kommet regnbuefarvede synthesizerproduktioner, hvoraf de mest opstemte er sådan nogle, du ville sætte på repeat, hvis du skulle danse rundt på lsd i en neongul ufo sammen med 200 andre festglade typer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. S!vas ‘d.a.u.d.a. II’

I år spillede S!vas på Roskilde Festival for et koloenormt crowd, opførte ep nummer to i Koncerthuset og modtog sågar et legat for sin lyrik. Rapperen er kommet i det gode selskab. Men hvor S!vas før fascinerede med nye lyde og originalt slangsprog, er toeren fokuseret på indhold. Før udtrykte S!vas ting på en helt ny måde, her har han virkelig noget at udtrykke – nemlig systemkritik. Det gode selskab er under angreb.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. The Minds of 99 ‘The Minds of 99’

Projektet startede eftersigende med seks venner og seks flasker vodka rundt om et bord, men The Minds of 99 har vist sig at være meget mere end en god drukhistorie. De postpunkede ekskursioner på det virile debutalbum er det bedste bud på dansk stadionrock i mange år, og mageløse koncerter på NorthSide og Roskilde med karismatiske Niels Brandt i front har vist, at bandet er klar til at leve op til ansvaret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Suspekt ‘V’

Suspekt var aldrig væk. Mens rappere fra Kidd til S!vas ændrede dansk hiphop radikalt, har Suspekt bevaret skarpheden. Alligevel føles ‘V’ lidt som et comeback, for albummet er første Suspekt-udgivelse i lang tid uden tema eller koncept: Her er kun de rå, upolerede kvaliteter, der gjorde gruppen så elsket til at begynde med: Rune Rasks tunge, detaljerige produktioner og Orgi-E og Bai-D’s intense rap.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Lower ‘Seek Warmer Climes’

Lowers potent stramme debutalbum landede som endnu et konfronterende og uforsonligt rockbrøl fra Mayhem-undergrunden. Her veksler kvartetten autoritært mellem iturevne, paranoia-klaustrofobiske energibomber og en mere sårbar skrøbelighed. Altid med melodifornemmelsen intakt og uden på noget tidspunkt at slippe grebet i lytteren. Udspillet er ikke blot lovende, men snarere intimiderende formfuldendt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Mø ‘No Mythologies to Follow’

Det er lidt som at lytte til en greatest hits-opsamling, for man kendte i forvejen syv ud af de 12 numre, da Karen Marie Ørsteds debut landede. Følelsen er dog alt andet end den af en pose med gammelt slik, og albummet virkede som den perfekte kulmination på det, hun havde bygget op siden 2012. Et tæt på perfekt popalbum, hvor den umiddelbare nydelse går hånd i hånd med producer Ronni Vindahls kreative indspark og næsten patenterede calypsoguitar, mens på sin egen henslængte facon kommer hele spektret rundt som en både sårbar, kølig og rebelsk formidler af ungdommelige impulser. 2014 bød også på Møs Spice Girls-mani og Iggy Azalea-samarbejde, men ‘No Mythologies to Follow’ er pejlemærket, der beviser, at hun er allerbedst, når hun bare gør sin egen ting.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Iceage ‘Plowing Into the Field of Love’

På deres tredje album fuldbyrder kvartetten den transformation, som forgængeren ‘You’re Nothing’ pletvist havde varslet. Resultatet er et vidnesbyrd om, at de ikke er interesserede i kun at imødekomme hårdkogte punkfans. Hamskiftet nedtoner fortidens støjfræsende punkdyder til fordel for et mere varieret udtryk, der gør plads til melankolske mariachitrompeter, filmiske violiner, elementer fra støvet americana, blueset rockabilly a la The Gun Club og irsk folkpunk i arven fra The Pogues, uden at bandet på noget tidspunkt sætter deres musikalske integritet over styr. Albummet er et veldrejet polykromt værk, der tydeligt understreger Iceages position som tidens mest interessante danske rockband, selv om man næppe skal forvente, at de gør Spids Nøgenhat kunsten efter og henter DMA-priser hjem til hylden næste år. Dertil er de nok stadig for krævende et bekendtskab.

Læs også: Årets 15 mest markante musikvideoer

Læs også: Musikårets 10 største bommerter

Læs også: Årets 10 bedste hiphop-mixtapes

Læs også: Musikårets 10 mest mindeværdige tv-øjeblikke

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af