Årets bedste sange: Top 10-1

December er listernes tid. Vi har kåret årets bedste danske album, årets bedste internationale album, og i går begyndte vi at tælle ned fra 25 til årets stærkeste sange. Nu er vi dog kommet til finalen: Årets ti allerbedste numre, der byder på et enkelt dansk islæt.

10. Tinashe feat. Schoolboy Q ‘2 On’

»Mustard on the beat, hoe«. Dijon McFarlane, også kendt som DJ Mustard, var uden tvivl den mest indflydelsesrige hiphop-producer i 2014, og udover det sammenlagte højdepunkt med YG’s ’My Krazy Life’ var amerikaneren også fantastisk til at oversætte sin minimalistiske lyd til r’n’b-sfæren. Albumdebutanten Tinashe lyder Aaliyah-fantastisk over det gyngende synthtema, mens knips, håndklap, glimmerstråler og ’heys’ er små komponenter i det, der i sidste ende er Mustards mesterværk fra 2014. Ikke at man skal tage noget af æren fra Tinashes perfekt afmålte vokal og Schoolboy Q’s ferme gæstevers.

Læs resten af listen på de følgende sider.

9. St. Vincent ‘Digital Witness’

Vi kårede hendes selvbetitlede album som det allerbedste i 2014, og forrest i flokken af St. Vincents mageløse artrock-kompositioner står ’Digital Witness’, der subtilt, men ekstremt rammende får langet nogle knytnæver efter samfundets optagethed og afhængighed af det liv, der leves på de digitale platforme. Det er fænomenalt opbygget, funky som bare fanden og helt unikt i sin lyd – og så er der de der horn. De der horn, mand…

8. Angel Olsen ‘White Fire’

Hårene rejser sig langsomt, men sikkert, når Angel Olsen på det ultimative højdepunkt fra ’Burn Fire for No Witness’ folder sig ud over syv minutter. Olsens vokal er næsten umulig at beskrive med ord, for den er himmelsk smuk, skrøbelig og intim, når den med lukkede øjne løfter lyrikken fra luften foran dine øjne og helt ind under brystet. Hvis ‘White Fire’ havde været to timer lang, havde den aldrig tabt sin knugende intensitet.

»If you’ve still got some light in you then go before it’s gone / burn your fire for no witness it’s the only way it’s done«.

7. Jamie xx ’All Under One Roof Raving’

Ikke et eneste ondt ord om henholdsvis Romy og Oliver (deres vokale samspil er i særklasse), men det har fra starten været klart, at Jamie var det musikalske mastermind i The xx – hvilket løbende er kommet mere og mere til udtryk i hans soloproduktioner. Denne her hyldest til den britiske klubkultur og i særdeleshed UK hardcore er Jamies hidtidige højdepunkt – en homage til ravetidens farvestrålende tidsalder oversat til hans egen levetid og sfære med dryppende olietønder, vokalsamples og den patenterede, ulmende stemning.

6. Communions ‘So Long Sun’

Vi var allerede oppe at ringe over danske Communions i starten af året, da rockbandet med flair de helt rigtigt powerpoppede melodier udsendte debut-ep’en ’Cobblestones’. I september skete der dog noget. Kvartetten vendte tilbage med singlen ’So Long Sun’, der var milevidt foran det i forvejen stærke udgangspunkt. Det der guitarriff er noget af det mest simpelt effektive, vi har hørt hele året, og Martin Rehofs skødesløse brug af de højere registre af hans vokal er helt enestående. Det skal blive ubærligt spændende at se, hvad der kommer til at ske med Communions i 2015.

5. The War on Drugs ’Red Eyes’

Med tiden er der skrevet Gud ved hvor mange rocksange, der er perfekt akkompagnement til den følelse af frihed, der ligger i at suse ud af landevejen mod destination ukendt. Så i denne tid at lave noget, der skriver sig ind i denne kanon af klassiske rocksange, der er tidløse i ånden fra Dylan, Young, Petty og Springsteen, er virkelig en bedrift i sig selv. Adam Granduciel og hans The War on Drugs kører med heltene blafrende i håret, men den ekstremt forførende ’Red Eyes’ virker aldrig som hverken hyldest eller homage, da sangskrivningen simpelthen er i en klasse, der ikke behøver stå på skuldrene af idoler. Speederen i bund.

4. Sia ‘Chandelier’

Én ting er den uforglemmelige musikvideo, der takket være den unge danser Maddie Ziegler fik sit helt eget liv. Noget andet, og langt vigtigere for den sags skyld, er det usvigelige faktum, at Sia med den storslåede og skrål-med-venlige ’Chandelier’ skabte årets bedste, største og mest medrivende popsang.

Fra versets varme, caribiske stemning til det koloenorme omkvæd er virkemilderne i top, mens den overfladiske følelse af befrielse gemmer på en tekst om en fortabt sjæl, som søger at drukne sin ulykke i festrusen. Sias stemme er i en klasse for sig selv, fra det smånasale vers til omkvædet, hvor vokalen slår sprækker både i sig selv og alle de glasruder, den nogensinde er blevet spillet bag. Desperation inkarneret. Vi hører den stadig igen og igen.

3. iLoveMakonnen feat. Drake ’Tuesday’

»Club goin’ up, on a Tuesday«. Smag lidt på linjen, på pausen mellem de to dele, på det skødesløse drenge-croon af en vokal. iLoveMakonnen huserede i undergrunden (ikke komplet uden succes), men ramte de brede masser, da Drake kastede sig kærlighed på Atlanta-rapperen og signede ham til sit OVO-selskab med et remix af ’Club Goin Up on a Tuesday’ som indvielse.

Drake rider stadig på toppen af sin karriere, men det er nu ikke hans gæsten – halvt blær, halvt falset – der gør ’Tuesday’ til årets mest charmernede hiphop-banger. Sonny Digital og Metro Boomins forvrængede synths og brummende trommer skaber, hvad der næsten er et søvnigt partytrack, mens iLoveMakonnens blanding af rap og sang i sit helt eget toneleje står i front for noget helt særegent på Atlantas i forvejen uregerlige hiphop-scene.

2. Future Islands ‘Seasons (Waiting On You)’

Kan man sige de rigtige ting med få ord – og med den rigtige levering – vil resultatet ofte være langt stærkere end den vævende forklaring. »People change / but you know some people never do«, synger Samuel T. Herring, mens vi alle figurativt slår os selv på brystet samtidig, og der er noget ved den simple tristesse og erkendelse af kærligheden som flygtig overfor begrebet tid, der er så bastant rørende, at man har lyst til at give frontmanden et bjørnekram af dimensioner.

Future Islands fik deres helt store gennembrud takket være Herrings legendariske dansetrin fremført hos David Letterman, men optrædenen var heldigvis kun en genvej til, at de brede masser fik øjnene op for frontmandens åbne sjæl og sønderrivende udråb af en vokal. Trioens synthtunge blanding af pop og rock ramte på ’Seasons (Waiting On You)’ hidtil uanede melodramatiske højder, og det episke, uimodståelige produkt skal også ses i lyset af Herrings erkendelse i teksten. For jo, sangen handler om ulykkelig kærlighed, men også om at være stærk nok til at se det udefra og komme videre. Og det giver styrke.

1. FKA Twigs ‘Two Weeks’

I løbet af 2014 lærte vi for alvor FKA Twigs at kende, og det var umuligt ikke at blive fascineret på alle leder og kanter af britiske Tahliah Barnetts gennemførte, gennemæstetiske og dybt originale univers, der gennemsyrede alt fra artwork til musikvideoer.

Debutalbummet ’LP1’ fremviste Barnett som en sangerinde fanget i kærligheden og begærets gråzoner – fra nummer til nummer skiftende mellem femme fatale og såret beskuer. Førstesinglen ’Two Weeks’ er stadig det mest direkte, Twigs har komponeret – og her tales på flere planer.

Fra den pulserende og overvældende synth, der uden modstand luller lytteren i uundgåelig hypnose, til den sårbart både seksuelle og sensuelle tekst, der viser Twigs som en kuldslået forfører, det ikke skyr nogen midler for at opfylde de drifter, der flyder utæmmeligt i blodårerne.

»Pull out the insides and give me two weeks, you won’t recognize her / mouth open, you’re high«, synger hun, inden det lyder »my thighs are apart for when you’re ready to breahe in«.

Virkemidlerne er ikke mange, men det rumlende beat og de atmosfæriske synthesizere er mere end rigeligt for at lægge grobund til et nummer, der både var årets bedste i sin egen ret, men også etablerede FKA Twigs som ikke bare en unik sangerinde, men en artist, der kommer til at præge musikscenen fra nu af og i lang tid.

Læs også: Her er årets bedste sange: Top 25-11

Læs også: Her er årets 15 bedste danske album

Læs også: Her er årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af