Her er årets bedste udenlandske album: Top 25-11

I går kårede vi årets bedste danske album. Nu kaster vi os over de internationale og starter med at tælle ned fra 25 med blandt andre Taylor Swift, Lana Del Rey og Future Islands.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

25. Ariel Pink ‘Pom Pom’

Ariel Pink er en weirdo. Hvilket i dette tilfælde skal forstås på den mest charmerende, elskværdige måde, man overhovedet kan forestille sig. ‘Pom Pom’ er et af hans skæveste album i lang tid, men de absurde indfald går hele tiden hånd i hånd med hovedpersonens fornemmelse for at skabe en smule orden i det popcirkus, der raserer på overfladen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

24. Tinashe ‘Aquarius’

R’n’b er en genre i en omvæltningsperiode. 90’er-stjerner som Janet Jackson, TLC og Aaliyah dyrkes i høj grad, mens kunstnere som FKA Twigs eller Kelela omvælter genrens konventioner. Tinashs lyd er minimalistisk og kølig som Twigs og Kelela, men aldrig på samme måde radikal: I stedet er ‘Aquarius’ en videretænkning af 90’ernes r’n’b. Og det gør albummet til en stilsikker inkarnation af tidsånden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

23. Lana del Rey ‘Ultraviolence’

Man skal ikke høre noget smuds herfra, hvis man på et tidspunkt i løbet af de seneste par år forfaldt til at tænke, at Lana del Rey var en døgnflue. Sangerinden puttede dog alle tvivlere til skamme med ‘Ultraviolence’, der var et ambitiøst produceret og gennemtænkt visualiseret Hollywood-album, hvor Lana i takt med musikkens spændvidde kunne folde sine mange personaer ud over et bagtæppe af forfald, piller og kærlighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

22. Future Islands ‘Singles’

Det kan virke overflødigt at sige, men det er vigtigt at huske på, at Future Islands anno 2014 altså er meget mere end ‘bare’ ‘Seasons (Waiting On You’). ‘Singles’ er Baltimore-trioens mest ligefremme album til dato, og de inderlige og dybtfølte, men samtidig absurd dansevenlige og opløftende popsange stod nærmest i kø med frontmand Samuel Herrings bamsevåde brøl som løbende samlingspunkt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

21. Goat ‘Commune’

De føjer ikke synderligt nyt til udtrykket, men hvad gør det, når dette i forvejen er yderst særegent og dragende. Fortsat med sikkert greb om den forunderlige fusion af psychedelia tilsat ingredienser af world music og voodoo mystik cementerer Goat deres status som et unikt bekendtskab. Ligesom mystikken om hvem der gemmer sig bag maskerne stadig er en velbevaret og fascinerende hemmelighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

20. Taylor Swift ‘1989’

Siden karrierens start i 2006 har Taylor Swift været the girl next door, altid på jagt efter prinsen på den hvide hest. Men så flyttede hun fra Nashville til New York, droppede twee-countryen til fordel for rendyrket popmusik og fandt på vejen ud af, at livet og kærligheden hverken er sort, hvid eller lyserød. Resultatet er et millimeterpræcist produceret break-up-album, der takket været Swift er både sjovt og rørende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

19. Ought ‘More Than Any Other Day’

En sitrende energi og stemning af oprør gennemstrømmer det amerikansk/australske bands charmerende skrammelkasse af en debut. Instrumenterne larmer og regerer ofte i langstrakte jams, men et stærkt samspil holder de anarkistiske løjer i ave og melodierne i fokus. En anden af albummets mange forcer er de skarpe lyriske observationer, som udspyes af forsanger Tim Beelers manisk vrængende slacker-levering.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

18. Ty Segall ‘Manipulator’

På sit niende album på blot syv år forener den myreflittige californiske garage-wunderkind en omgang akustisk 60’er-klingende lo-fi-folk med muskuløs glampunk, der lånte det bedste fra T. Rex’ grandiose riffmaskineri og The Stooges’ fuzzgrumsede kamikazedrøn. Bundniveauet er tårnhøjt, og ‘Manipulator’ står som det mest afvekslende og ambitiøse udspil fra Segalls hånd til dato.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

17. iLoveMakonnen ‘iLoveMakonnen’

iLoveMakonnens opstigen fra internetkuriosum til Drake-darling er spektakulær. Men Atlanta har længe været grobund for nyskabende, skør hiphop, og mens Makonnen er miljøets mest karakteristiske stemme, er han meget mere end et bizart indslag. På ep’en samarbejder han således med Atlantas største producere og får endda dem alle til at søge hen mod hans lyd, snarere end omvendt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

16. Timber Timbre ‘Hot Dreams’

Canadierne maler med filmiske penselstrøg i dunkle nuancer på albummet, der foldede bandets format ud. Sangenes sofistikerede instrumentering underbygger Taylor Kirks stemningsfulde vokal og danner optimale rammer for de slidstærke sange. At Timber Timbre for alvor er ved at finde fodfæste herhjemme, understregede en stor koncertoplevelse i et udsolgt Vega tidligere på året.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

15. Vince Staples ‘Hell Can Wait’

Hvor politisk og socialkritisk hiphop tit ender enten i prædikener eller revolutionsromantik, lyder ‘Hell Can Wait’ nærværende på en nærmest akut måde. Produktionerne lyder som om, de efterligner sirener og skudsalver, og vokalen er sammenbidt og nådesløs, så man sidder med følelsen af, at det var det her, Chuck D fra Public Enemy mente, da han omtalte hiphop som ‘sorte menneskers CNN’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. Kelis ‘Food’

Hun havde spredt rygter om et triphop-udspil, men da Kelis endelig udgav sit sjette album, kiggede hun forbi 90’erne og endnu længere tilbage i tiden. Med Dave Sitek i producerstolen trækker hun på nogle af den rytmiske musiks grundsten, soul og funk, med masser af bas-grooves og horn, der klæder Kelis’ sexede, hæse vokal. Væk er alle forsøg på at ramme tidens poplyd. Tilbage står Kelis i sit es.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. Beck ‘Morning Phase’

Blandt andet som følge af en alvorlig rygskade var der gået seks år siden forvandlingskunstnerens seneste album. ‘Morning Phase’ er lykkeligvis så stærkt et comeback, man nærmest ikke havde turdet drømme om. Beck genfinder det luftige folk-udtryk og den længselsfulde intimitet fra mesterværket ‘Sea Change’, men iklæder denne gang sangene en mere opløftende grundstemning og et småpsykedelisk skær, så de fornemme momenter står i kø.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. Schoolboy Q ‘Oxymoron’

Schoolboy Q virkede ikke, som om han bekymrede sig om, at hans album kom i kølvandet på vennen Kendrick Lamars nyklassiker ‘good kid, m.A.A.d city’. For hvor Kendricks album er en blockbuster-stor opvækstskildring, tackler Schoolboy en lignende tematik på upoleret og fragmenteret facon. Produktionerne er støvede, vokalen aggressiv, og udtrykket føles ekstremt umiddelbart, snarere end vildt velstruktureret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. Lykke Li ‘I Never Learn’

Hun er 28 år, men når man lytter til Lykke Lis sorgvredne sange, lyder hun som en aldrende kvinde, der gør regnskab over et helt livs ulykkelig kærlighed. Hun er nærmest grådkvalt, når hun med sin karakteristiske snerrende vokal tikker om at blive elsket. Det er heldigvis stadig ikke svært på svenskerens tredje album, hvor popsangene især fungerer, når der er tyngde i trommerne eller pianoet.

Læs med i morgen, hvor vi afslører top 10-1.

Læs også: Årets 15 bedste danske album

Læs også: Musikårets 10 skøreste beefs

Læs også: Musikårets 10 største bommerter

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af