Musikårets 10 bedste samarbejder – og to, vi godt kunne have undværet

Mø og Elliphant, El-P og Killer Mike, Lana Del Rey og Dan Auerbach. Mennesker mødes og sød musik opstår. Bortset fra når menneskerne er Chris Martin og Avicii.

1. Mø og Elliphant

2014 var på alle måder et hæsblæsende succes-år for Karen Marie Ørsted. Et sted mellem udsolgte koncerter, amerikanske tv-optrædener og Spice Girl-power lykkedes det alligevel Mø at presse lidt studietid ind i 2014-kalenderen. Det blev til den flabede single ‘Beg for It’ med den amerikanske rapdiva Iggy Azalea, men et meget mere slagkraftigt resultat kom ud af samarbejdet med svenske Elliphant på ‘One More’.

Til pirrende underspillede beats møder Mø sit svenske modstykke i fornemt afvejede vokalharmonier og nedpillet gadepoesi. Singlens billedside, der følger sangerinderne som festende, fjantende (og strintende) street geishas understøtter kun, hvordan de to sangerinder med charme og drilsk distance anarkistisk leger med hele popformatet til et forfriskende, forførende og gennemført cool resultat.

Listen fortsætter på de følgende sider …

2. Flying Lotus og Kendrick Lamar

Når vi nu i år måtte vente forgæves på et nyt album fra Kendrick Lamar, er det et held, at han aldrig har været nærig med vokalen. Foruden det enkelte singleskud ‘I’ leverede han i løbet af året linjer til numre med blandt andre Imagine Dragons, Pusha T og Alicia Keys (sidstnævnte vil vi hovedrystende vende tilbage til), og ikke mindst: Superproducer, rapper og jazz-innovatør Flying Lotus.

De to mødtes om hiphop-tracket ‘Never Catch Me’, hvor Lamars euforiske poesi og stramme flow bekymringsfrit slår sig løs på FlyLos elektroniske jazz-legeplads. Værre blev nummeret ikke af dets stærke, rørende billedside, skabt af Hiro Murai, hvor en børnebegravelse vækkes til live af lutter livsglæde og lykkerus.

Singlen er hentet fra Flying Lotus’ sjette og ganske udmærkede album ‘You’re Dead!’, som udkom tidligere på året. Om makkerparret vender tilbage, melder historien ikke noget om, men det er bestemt et hårdt ladet partnerskab, vi ikke ville have noget imod at se genopstå.

3. Run the Jewels

Lige siden El-P gav sit dystopiske, synthede og bastunge besyv med på produktionen af Killer Mikes hårde, politisk ladede album, ‘R.A.P. Music’ fra 2012, har det stået klart, at kombinationen af den innovative Brooklyn-rapper og -producer og det karismatiske Atlanta-brød af en mean rapper er direkte sprængfarlig. Sammen udgør de et energisk tag-team ladet med tunge beats, legesyge produktioner samt drengerøvet såvel som lixtung satire.

Selv om Run the Jewels allerede kunne bryste sig af en plads på samarbejdslisten sidste år, har den dynamiske hiphop-duo ganske enkelt haft så overbevisende og succesfuldt et 2014, at deres makkerskab ikke er til at komme uden om. Sidste år kastede gruppen en skarp, satirisk og småsyret debut fra sig, mens de i år formår at imponere vidt og bredt med det bundsolide, benhårde album ‘Run the Jewels 2’.

Foruden bred anerkendelse og en lang række anmelderstjerner overbeviste d’herrer fornyligt et udsolgt Pumpehuset om, at de er hele hypen værd. Roskilde-gængerne har med andre ord nok at glæde sig til, når Run the Jewels indtager Dyrskuepladsen i 2015, hvilket også bliver året, hvor duoen påbegynder optagelserne af deres tredje album samt sender ‘Meow the Jewels’ på gaden – ‘Run the Jewels 2’ remixet udelukkende ved brug af kattelyde. Og ja, det er præcis så sært, som det lyder.

4. Cancer

Godt nok er Cancer ikke den nyeste stjerne på den danske musikhimmel, men ikke desto mindre skulle 2014 blive året, hvor de endelig satte deres debutudgivelse i verden. Og selv om forventningerne var høje til Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Finne Kristensen (Chorus Grant) efter en række fine, hjertevarme live-præstationer, og med begges individuelle talent og bedrifter in mente, skuffede partnerskabet ingenlunde.

Med ‘Same Color as Digital Photography’ som succesfuld, smuk forløber indtog duoen med ‘Ragazzi’ mangt et følsomt pophjerte med hang til blide vokalfraseringer og detaljerede, dragende kompositioner. De smukke skæringer vil i det nye år indtage ditto smukke rammer, når Cancer indtager Det Kongelige Teater i kulisserne til komedien ‘Koks i Kulissen’, når Frost til februar lægger sig over byen.
karlwilliam-2-717x375
5. Karl William og Lord Siva

Den danske r’n’b-muld har været godt gødet de seneste par år, hvor et nyt kuld af følsomme, hiphop-inciferede poeter er blomstret frem her, der og alle vegne. Særligt med udspring i det jyske har r’n’b-talenternes anstrengelser båret frugt i kollektiver som Hukaos og HvadEvigt, og det er netop på tværs af disse slæng, endnu et sprudlende samarbejde er opstået og har bragt sød musik med sig i form af Karl William og Lord Sivas ‘Affiché’.

Nummeret dukkede op som den dragende lydside til en video, der går bag om Hukaos-crewets optræden på årets Roskilde Festival, og landede til alt held sidenhen på Soundcloud. Både hver især såvel som sammen gør de to herrer sig imponerende godt udi melankolsk nattepoesi og fortættet følsomhed, hvilket ‘Affiché’ står som et klart eksempel på. Produktionen er kyndigt grebet an af Hukaos-hjemmedrengen Tais, der nøje afvejer røgsløret af Karl Williams karakteristiske, let nasale og følelsesmættede røst, Lord Sivas intense croon og det instrumentale spor af sitrende trommer og en fuldkommen medrivende magtesløshed fortalt på overvindende eminent trompet’sk.

6. Lana Del Rey og Dan Auerbach

Det var tvivlsomt, om Lana Del Rey ville kunne byde på flere lytteværdige skæringer efter sit forførende 2012-gennembrud ‘Born To Die’. Hånden på hjertet var vi nok ikke de eneste, der havde forhåndskrummede tæer, da vi anede nyt fra hende tidligt på foråret. Men med de stilsikre toner af singleforløberen ‘West Coast’ blev alle bekymringer gjort til skamme – Lana Del Rey, hendes overmåde fine vokal og dysfunktionelle diva-attitude stod knivskarpt i Bond-tematisk format tilført selvsikker og gennemført produktion. En bedrift, der på mange måder må og skal krediteres både diva og den producerende bagmand, Dan Auerbach, også kendt som forsanger og guitarist i The Black Keys.

Samarbejdet kom som en overraskelse for de fleste, eftersom det eneste, der umiddelbart tidligere har kædet de to sammen, må være Dan Auerbachs 2012-udtalelse om, at Del Rey var en typisk døgnflue. Ikke desto mindre satte han sig i producerstolen samt bag guitar og stedvist synth på størstedelen af ‘Ultraviolence’ med et så overbevisende resultat, at Del Rey for alvor rystede døgnflue-vingerne af sig.

Lana Del Reys dragende og dybt fascinerende afgrundssøgende retro-persona er intakt fra først til sidst. Men hele produktionen på ‘Ultraviolence’ har fået en tiltrængt opstrammer, svært diskutable rap-forsøg er veget til side for et psykedelisk blues-præg og de storstilede arrangementer er nøje afvejet med stilsikker kælen for detaljerne. Auerbachs producer-skills skinner klart igennem og er med til at løfte Del Rey op på et overbevisende niveau, vi ikke havde regnet med, hendes skrøbelige karakter ville ramme.

7. YG og DJ Mustard

De seneste år har den famøse tagline »Mustard on the beat, hoe!« været garant for en minimalistisk, intens og bundsolid produktion. Signaturen tilhører tidens største hiphop-producer DJ Mustard, og linjen er samplet fra det Mustard-producerede Y.G.-track ‘I’m Good’ fra 2011. Makkerskabet mellem de to vestkyst-hiphoppere er nemlig ingenlunde nyt, men til gengæld har det ramt en heftig tinde med udgivelsen af Y.G.s roste album ‘My Krazy Life’.

Mens Compton-rapperen Y.G. har en række mixtapes på CV’et, var det først med ‘My Krazy Life’, han i år fik sin regulære albumdebut. En debut, der har rystet benhårde, catchy hits af sig som ‘My Nigga’ og ‘Who Do You Love?’, gæstes af både Schoolboy Q, Kendrick Lamar og Drake, og som på størstedelen af produktionssiden har Mustard ved roret. Den højspændte kombination af Y.G.s rå, innovative greb på gangstarappen og Mustards velsmurte minimalistiske beats, koldblodede 808-trommespor og intense ratchet-lyd danner det synergiske grundlag for et af årets absolut bedste album og, med vores anmelders ord, et mindre moderne gangstarap-hovedværk. Takket være naturligvis Y.G., men så sandelig også Mustard on the beat … (hoe!)

8. SBTRKT og Ezra Koenig

Der var adskillige prominente gæster at finde på tracklisten, da SBTRKT aka. Aaron Jerome i efteråret sendte sit andet album, ‘Wonder Where We Land’, på gaden. Men blandt solide bidrag fra blandt andre ASAP Ferg, Sampha og Jessie Ware, skilte særligt samarbejdet med Vampire Weekend-forsanger Ezra Koenig på ‘New Dorp. New York’ sig ud med dets både minimalistiske og samtidig overmåde funky og iørefaldende karakter.

Det umage makkerskab mellem den lyssky, maskerede producer og den alternative pops ukronede selfie-konge bæres af både dystre, koldt sitrende trommespor, funkfyldte basgange samt ikke mindst Koenigs karakteristiske vokal, der med vrængen og uroligt ekko spår, at der er noget enten faretruende eller festligt i farvandet.

BONUS: På ‘Wonder Where We Land’ finder vi ligeledes det stærke samarbejde mellem SBTRKT og det unge stjerneskud Raury på den dragende skæring ‘Higher’. Med sin tilbageholdne, men samtidigt hypnotisk svulmende, varme produktion, byder den kyndige producer det dugfriske Atlanta-raptalent velkommen til en større scene, som vi ser frem til at opleve Raury, med sine intense rapskills og blide croon, udvikle sig på.

9. Drake og iLoveMakonnen

I disse viralt inficerede tider, hvor et hit breder sig hurtigere end en steppebrand, går det sommetider rigtig stærkt i musikverdenen. Dette fik den 25-årige Atlanta-rapper iLoveMakonnen at mærke, da han fra den ene dag til den anden pludselig gik fra at være relativt ukendt til at være hiphoppens nyeste stjerneskud og Drakes nye protegé.

Med skæve trap-produktioner leveret af blandt andre Atlanta-producere som Sonny Digital og 808 Mafia, samt en særegent følsom, gyngende vokal, der melodisk leger med beatet, imponerede Makonnen Sharon med sin mixtape-ep, ‘I Love Makonnen’, der udkom tidligt på sommeren. Knapt to måneder skulle der gå, før et af ep’ens iørefaldende højdepunkter, ‘Club Goin’ Up on a Tuesday’, landede hos en imponeret Drake, der blot to dage senere kvitterede ved at spytte et remix ud af nummeret online. Et remix, der med den simplificerede titel ‘Tuesday’ tog både internet og i høj grad også den komplet uvidende og noget chokerede Makonnen med storm.

Siden da har ‘Tuesday’ spredt sine sindssygt silkysmooth vibes vidt og bredt blandt hverdagsclubbere og andet godtfolk, og Makonnen er blevet lukket ind i Drakes eksklusive OVO-pladeselskabsfamilie, hvorfra han forhåbentlig snart melder spændende nyt. Det er jo set før, at det går både hurtigt og godt for de udvalgte, der blåstemples af Drizzy (eksempelvis en vis herre, der går under navnet The Weeknd).

ILoveMakonnen
10. iLoveMakonnen, Ezra Koenig og Despot

I kølvandet på udgivelsen af iLoveMakonnens stærke mixtape-debut landede endnu en skæring fra Makonnens hiphop-hånd. Denne gang med titlen ‘Down 4 So Long’ leger det dugfriske Atlanta-talent kispus med ballade-formatet i en minimalistisk, lyst synthdrevet produktion, mens han følsomt og døsigt slentrer hen over tonerne med sin sitrende vokal.

For nyligt gav Vampire Weekend-frontmand Ezra Koenig og Queens-rapperen Despot deres besyv med på balladen. Sammen intensiverer den umage gruppe det stemningsfulde nummer med dels gospel-, dels rap-lignende velsmedede linjer. En umiddelbart skæv treenighed vokalmæssigt, der på det luftige nummer får godt med plads til at ytre hver sin inderlighed, hvilket kun gør nummeret så meget desto mere spændende.
… og to samarbejder, vi godt kunne have undværet.

Unødvendige samarbejder
1. Alicia Keys, Pharrell og Kendrick Lamar

Man kunne let forledes til at tro, Kendrick Lamar var edderspændt rasende, som han råbende indleder det hårdtpumpede track ‘It’s On Again’, der blev lavet til ‘The Amazing Spider-Man 2’. Hvis dette er tilfældet, bebrejder vi ham ikke. Der er god grund til at være gal i skralden, når man har været med til at begå noget så ringe.

Trods den prominente konstellation bestående af Lamar, Alicia Keys, Pharrell Williams samt filmkomponist Hans Zimmer, er der ikke mange musikalske superkræfter at spore på nummeret. Fra Lamars overophedede råbe-rap springer vi akavet over i en teatralsk stinker af en letbenet disco-basker, der kun flygtigt afbrydes af et c-stykke, som (til nummerets fordel) umiskendeligt lyder som Sisqos ‘Thong Song’.

Ganske vist besidder de tre musikhelte hver især unægtelige kræfter, men når de arbejder sammen (eller måske nærmere modarbejder hinanden) under Zimmers store, filmiske armbevægelser, er resultatet desværre enormt unødvendigt.

Unødvendige samarbejder
2. Coldplay og Avicii

Man kan være diplomatisk og sige, at det er forfriskende, at de efterhånden modne gutter i Coldplay bevæger sig ud af deres comfort zone og overlader producerstolen til den svenske EDM-stjerne Avicii. Men så igen kan man også være realistisk og sige: Det behøvede de sgu egentlig ikke have gjort.

På Coldplays ellers ganske rolige sjette album ‘Ghost Stories’ finder vi det omtalte track, ‘A Sky Full of Stars’, som har været en tur gennem den svenske electro-maskine. Nu er det ikke fordi, vi vil gøre os for fine til et velment basarms-fordrende dansegulvshit, men lige netop denne kombination af Chris Martins emotionelle vokaludskejelser og gennemført cheesy linjer og Aviciis ligegyldige dance-produktion var ganske enkelt en dårlig idé fra start til slut. At hele samarbejdet så toppes med en kvalmende corny musikvideo, hvor Martin og co. optræder som ‘supersjove’ gademusikanter side om side med deres fans, hjælper ingenlunde på resultatet.

Læs også: Musikårets 10 stærkeste comebacks – og to, vi godt kunne have undværet

Læs også: Class of 2014: Årets 10 mest lovende nye rappere

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af