Musikårets 10 skøreste beefs

Diplo har en lille penis, Grimes er dum og retarderet og Iggy Azalea ligner en af Wayans-brødrene fra filmen 'White Chicks'. Det er ikke altid lige kønt, når stjernerne kaster med mudder.

1. Wu-Tang Clan: Raekwon vs. RZA

Wu-Tang er ikke altid den letteste klan at være medlem af. Gennem tiden har der været både beefs og søgsmål rapperne imellem, og i år var bestemt ingen undtagelse.

Denne gang blev stridsøksen svunget mellem Raekwon og RZA omkring udgivelsen af gruppens nyeste album, ‘A Better Tomorrow’. Selve albummet skulle have været ude sidste år i forbindelse med klanens 20 års jubilæum for debutalbummet ‘Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’, men blev forsinket af flere omgange grundet de tos lille hanekamp.

Raekwon var utilfreds med måden, RZA som såkaldt klanleder styrede både gruppen, musikken og produktionen på. I et interview til Rolling Stone udtalte han, at RZA ikke var fulgt med tiden, og at de nye produktioner ganske enkelt var for ringe og forældede. Raekwon var da heller ikke at finde på albummets førstesingle ‘Keep Watch’ – et nummer, hvis udfald heller ikke umiddelbart var rapperens kop te (»I hate it. I don’t hate shit, but I hate that fuckin’ record«).

Wu-visionæren og den berygtede kontrolfreak RZA forsøgte imidlertid at holde sammen på klanen, mens han meget diplomatisk udtalte, at han og Raekwon måske befandt sig på to forskellige steder i kreativt øjemed.

Heldigvis fandt gutterne hinanden igen: Der blev erklæret officielt våbenhvile, Rae joinede indspilningerne og ‘A Better Tomorrow’ udkom i sidste uge.

Listen fortsætter på de følgende sider…

Iggy Azalea

 

2. Iggy Azalea vs. Snoop Dogg

Efter et kig på Snoop Doggs Instagram kan vi konkludere følgende: Snoop er en sand mester udi kunsten at tage næsebors-udspilede selfies, han er pjattet med pot og han er forholdsvist ligeglad med, hvem han støder med sine diskriminerende memes. Først langede han ud efter homoseksuelle, fyldige piger og dværge, og sidenhen gik det direkte ud over rapkollegaen Iggy Azalea, som han stak et par visuelle flade.

Først smækkede Snoop et provokerende meme lige i Azaleas ansigt, men trods hendes forargelse var Snoop kun ved at varme op. Han fortsatte ufortrødent med både et White Chicks-meme (idet han mente, at Azalea ligner de famøse Wayans-brødre i filmen ‘White Chicks’), efterfulgt af et ‘du er ikke en rigtig rapper’-dis i form af et billede af Nicki Minaj, der sidder alene under overskriften »Nicki Minaj sitting with other relevant female rappers«. Av.

Iggy Azalea tog til genmæle ved at svine Snoop til via Twitter, hvorefter Snoop Dogg smed en video op, hvori han med et flabet smil undskylder – efter tilsyneladende at være blevet overtalt til det af T.I.

iggy-azalea-white-chicks
Nu er vi ikke typerne, der tager parti. Men fejden endte nu alligevel i en uventet, overlegen sejr til Azalea, der små to uger efter online-svineret fejrede Halloween iklædt et overbevisende ‘White Chicks’-kostume. Well played, girlfriend. Well played.

3. The War on Drugs vs. Sun Kil Moon

Det hele startede med, at The War on Drugs og Sun Kil Moon spillede koncerter samtidig under efterårets Ottawa Folk Fest. The War on Drugs spillede betydeligt højere end Sun Kil Moons Mark Kozelek, hvilket resulterede i, at Kozelek gav The War on Drugs følgende opfordring: »Suck my cock«.

Opfordringen kom i form af en syv minutter lang (og fuldkommen bindegal) sang, som Kozelek udfordrede americana-rockerne til at spille med ham på scenen ved en efterfølgende koncert. Ifølge The War on Drugs-frontmand Adam Granduciel takkede bandet ja til udfordringen, hvorefter Kozelek trak i land med beskeden om, at ’tilbuddet var udløbet’.

Da Granduciel udtalte sig om hændelsen, anvendte han en lind strøm af ‘douche’ og ‘prick’-lignende udtryk om Kozelek, hvilket naturligvis kun fik beef-bølgerne til at gå endnu højere. Kozelek tog til genmæle ved at gengive hele Granduciels fornærmede udtalelse i et spoken word-lydklip akkompagneret af en akustisk guitar og psykotiske latterudbrud. Klippet fik titlen ‘Adam Granofsky Blues’. Selv om man er en anmelderrost sangskriver, er man nemlig ikke for fin til også at gøre nar af et kringlet efternavn.

Rygtet vil vide, at Kozelek ved sine seneste koncerter har hygget sig med drille War on Drugs-drengene yderligere, og han skulle endog også have teaset, at en tredje sur sang kunne være på vej.
Lana9

4. The Cure/Lana Del Rey vs. The Guardian-journalister

Det har været et hårdt år for musikredaktionen på den britiske avis The Guardian. Mest af alt for to journalister, der bittert måtte erfare, at man skal veje sine ord meget nøje, når man tager diskussionen op med excentriske kendisser.

Først og fremmest publicerede musikjournalist Tim Jonze et interview med Lana Del Rey, der kredsede om Del Reys foruroligende kommentar: »I wish I was dead already«. Efter interviewet havde skabt viral furore, tyede sangerinden til Twitter, hvor hun udtrykte sin ærgrelse over at have stolet på The Guardian, og at journalisten i bund og grund havde manipuleret med hende. Jonze lagde efterfølgende et lydklip på nettet fra interviewet, hvor Del Rey ganske rigtigt udtaler sig, som skrevet står, hvilket umiddelbart satte et rungende, dystert punktum i sagen.

Og så var der naturligvis Caroline Sullivan, der i en lunken anmeldelse af en The Cure-koncert pointerer, at bandets 45 numre lange show simpelthen var alt for langt. Herefter gjorde hun den skæbnesvangre dumhed at kommentere på sin egen anmeldelse med ordene: »Jeg ved fra pålidelige kilder, at bandet har læst og kunne lide anmeldelsen«. Dette var The Cure-forsanger, Robert Smith, mildest talt ikke enig i. Sullivan forsøgte at udbedre skaden med en artikel, hvor hun uddyber, hvorfor koncerten var for lang, for til sidst at afrunde artiklen på overmodigt frisk vis: »OK, Robert. Buy you a drink?« Og nej. Ud fra Smiths lange CAPS LOCK-tunge svar kan vi nok godt konkludere, at diskussionen ikke fortsatte over DRINKS.
Roskilde-717x375-717x375

5. Tinderbox vs. Danske festivaler

Da det i september kom frem, at en række arrangører, med Odense Kommune som økonomisk støtte, i 2015 ville blænde op for en ny stor musikfestival, udløste det selvsagt masser af clinch i det danske festival-landskab.

Tinderbox-banen er kridtet op med et bookingbudget på 40 millioner, en kapacitet på op til 25.000 gæster samt datoerne 26.-28. juni, der kolliderer med startskuddet til Roskilde Festival 2015. Derudover arrangeres festivalen af nogle af musikbranchens tunge drenge fra både det tyske bookingbureau FKP Scorpio samt danske Beatbox Entertainment og Down the Drain (med forbindelser til NorthSide), hvilket for alvor fik de danske festivaler op af stolen. I og med at bureauerne ville brede sig og drive booking- og festivalvirksomhed samtidig, ville de dermed også på en og samme tid blive både konkurrent og forhandlingspartner for de øvrige festivaler, hvilket fik Roskilde, Skanderborg, Jelling og Nibe til at boykotte bookingbureauerne helt og holdent.

Hvordan hele Tinderbox-affæren kommer til at spille sig ud er endnu uvist, men spørger man rapperen Jøden, der gav tilbagelænet interview til TV2, er fredspiben skam fremme: »Folk spiller lidt med musklerne (…) Men bare rolig, homie, piben er fremme hele tiden«.

Frank Ocean

6. Frank Ocean vs. Chipotle

Frank Ocean havde indgået en aftale med den amerikanske restaurantkæde Chipotle om at indspille en coverversion af nummeret ‘Pure Imagination’ (hentet fra 70’er-filmen ‘Willy Wonka & the Chocolate Factory’) til en Chipotle-reklame. Men efter Ocean havde modtaget det godt 1,3 millioner kroners forskud på sin godt 2,6 millioner kroners fede løn, bakkede han ud af samarbejdet, hvilket fik Chipotle til at kræve forskuddet tilbage.

Som svar på tiltale valgte Ocean at poste en check på det givne beløb på sin Tumblr-væg med den noget flabede (men ganske ligefremme) besked: »FUCK OFF«.

Desværre for Franky-boy kommer man ikke ret langt med flabetheder i retten, så han har sidenhen måttet udstede en noget mere legit check.

rs_1024x368-140320134257-tumblr_n28mcaySdS1qdrz3yo1_1280black-keys

7. Jack White vs. The Black Keys

Når det kommer til beefs, er både Jack White og The Black Keys-drengene stærkt erfarne firestarters. I anledningen af, at begge parter har udgivet nyt materiale i år, har de også haft særligt meget taletid – og særligt meget mudder, der skulle kastes i forskellige retninger, og i særdeleshed mod hinanden.

Forholdet mellem The Black Keys og White har længe været anstrengt, men det blussede for alvor op, da White i foråret klandrede duoen for at være en ærgerlig kopi af ham selv og the White Stripes.

»Der er børn i skolen, der klæder sig ligesom alle de andre, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre. Der er også musikere ligesom dem. Sommetider hører jeg tv-reklamer, hvor musikken har stjålet min lyd så meget, at jeg tror, det er mig. Halvdelen af tiden er det The Black Keys«, lyder det fra White, der har så massivt et horn i siden på duoen, at han sidste år sågar ville trække sine børn ud af deres skole, hvor Black Keys-medlemmet Dan Auerbachs datter også gik.

Fra Black Keys-lejren fortæller Patrick Carney, at han mest af alt bare er flov på Whites vegne. Selv om han er et røvhul (citat slut).

Deadmau5

8. Deadmau5 vs. Disney

I landet hvor »I’ll see you in court!« er et vældig yndet udbrud, er det næsten underligt, at Disney endnu ikke har kastet sig frådende over Deadmau5 og hans Mickey Mouse-lignende maske noget før. Men efter over et årti iført sine karakteristiske runde ører, blev Deadmau5 i år slæbt i retten af Disney, der ville forbyde ham at få erklæret sit muse-logo for et trademark i USA. Dog gik søgsmålet ikke helt som planlagt for tegnefilmsgiganten.

Deadmau5 gjorde det straks klart, at han ikke ville give op uden videre. Han valgte i stedet at skrive et brev til Disney, hvori han fastslår, at de bruger hans nummer ‘Ghosts ‘n’ Stuff’ ulovligt i en af deres Mickey-film. Hele brevet blev offentliggjort på Twitter, hvor Deadmau5 sluttede fuldkommen overlegent godt af med sætningen: »have a magical fucking day!«

9. Lorde (på Taylor Swifts vegne) vs. Diplo

Tager man på tur ned ad Diplos Instagram-memory lane, vil man finde foruroligende mange fyldige bagdele. Derfor kan det næsten ikke undre nogen, at Major Lazer-produceren viste sig fra en noget popo-fikseret side for nyligt, da han på sin Twitter opfordrede folk til at starte en velgørenhed til ære for Taylor Swift og hendes manglende såkaldte booty.

Lorde tog straks til genmæle for at forsvare sin veninde med ordene: »Diplo – skal vi gøre noget ved din lille penis, nu vi er i gang?«

Heldigvis lader det til, at stemningen er munter blandt kollegaerne, idet Lorde også udtalte, at Diplo er »som en storebror« for hende. »(…) og en del af at have sådan et venskab med nogen er, at man ikke bare lader dem sige stupid shit«.

Imidlertid er Diplos bagdels-filantropiske statement ved at give pote: Det tog nemlig ikke lang tid, førend en af hans utallige Twitter-følgere havde oprettet velgørenheden ‘Get Taylor Swift A Booty!’, og der er foreløbigt indsamlet 95$. Shake it off, Taylor, shake it off!

Ariel Pink

10. Ariel Pink vs. Grimes

Man kan ikke rende rundt og disse hvem som helst i showbiz uden at få et par fjender undervejs. Dette måtte Ariel Pink sande, da han erklærede, at det var gået ned ad bakke for Madonna, lige siden hun udgav sit første album.

Det fik Grimes aka Claire Boucher til at vise tænder på Twitter, hvor hun forsvarede popdronningen samt gav Ariel Pink igen og beskyldte ham for at udvise et ‘ignorant had til kvinder’. Dette tog Pink dog ikke så tungt, idet han til The Guardian kun kunne le over, at medierne havde lagt ordene i hans mund, og at Grimes havde hidset sig op over ingenting.

I samtale med The Guardian kaldte Pink desuden Grimes »komplet dum og retarderet«, men som han siger: »Måske er hun sur, fordi jeg er den mandlige version af hende«. Hvilket klarsyn.

Læs også: Årets 10 bedste hiphop-mixtapes

Læs også: Musikårets 10 mest mindeværdige tv-øjeblikke

Læs også: Musikårets 10 største bommerter

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af