Musikårets 10 stærkeste comebacks – og to, vi godt kunne have undværet

Outkast, Aphex Twin, Beck og Pink Floyd – 2014 har budt på både store, uventede, fænomenale (og et par jammerlige) comebacks fra nogle af musikkens helt store stjerner.

1. Aphex Twin
Da der i august blev spottet et syregrønt luftskib på himlen over London med et umiskendeligt logo samt beskeden ‘2014’ på, var de britiske Aphex Twin-fans ikke i tvivl om, at der var noget spændende i vente. Forventningerne blev kun større, da selvsamme logo viste sig som graffiti-tag flere steder i New Yorks gader.

Endelig kulminerede mystikken, da der fra Aphex Twins Twitter-konto blev offentliggjort et link, der førte til et sted på det dybe internet, som via en såkaldt Tor-browser kunne afsløre en syret trackliste og ditto cover-art.

Og ganske rigtigt: 2014 blev året, hvor den legendariske producer Richard D. James vendte tilbage under sit Aphex Twin-alias og leverede sit første album siden ‘Drukqs’ fra 2001. Produceret ved kyndig brug af en seriøs mængde gear vidner comeback-albummet ‘Syro’ om en endnu legesyg pioner, der rammer en moden, ambient, improvisatorisk ny tinde.

Nu mangler vi blot, at Aphex Twin fejrer sit veloplagte comeback med en turné, så han igen kan invitere til hypnotisk højmesse på dansk grund. Come to Denmark – eller rettere: Come to daddy

Listen fortsætter på de følgende sider …

Mew1
2. Johan Wohlert i Mew
Det var et følelsesladet og ikke mindst glædeligt øjeblik, da Mew på årets NorthSide Festival kunne annoncere, at »en gammel ven nu var vendt tilbage«. Den gamle ven var naturligvis Johan Wohlert, der efter syv års fravær gjorde et kærkomment comeback som bandets energiske fjerdemand og bassist.

Hjemkomsten blev fejret med en regn af klapsalver, et medtaget publikum og en fuldkommen formidabel koncert med kvartetten i den konstellation, de startede som for godt og vel tyve år siden. Under koncerten kunne de desuden afsløre, at de netop havde færdiggjort indspilningerne til deres kommende album, der dermed bliver Mews sjette hak i album-gærdet. Og det var netop dette album, som sendes på gaden i løbet af 2015, der bragte firkløveret sammen igen.

Michael Beinhorn, der var med til at producere ‘And the Glass Handed Kites’ fra 2005, har endnu engang en producerende finger med i spillet på det nye album – og i Johan Wohlerts comeback. Bassisten selv er slet ikke i tvivl om, at det er energien, han tilfører bandet, både produceren og vennerne savnede: »Det er noget, som jeg den dag i dag kan se meget klart efter at have været ude af det i så lang tid – at vi hver især bidrager med noget vidt forskelligt. Det er i kombinationen, magien opstår« lød det fra Wohlert, da vi snakkede med ham efter bandets NorthSide-koncert.

Mew er desuden klar til at levere nye og utvivlsomt komfortable lyde på årets Roskilde Festival.

3. Sia
Selv om Sia har begået sig flittigt i musikverdenen i så godt som de sidste tyve år, bød 2014 alligevel på et comeback og ikke mindst et regulært vendepunkt for den australske sangerinde som solokunstner såvel som popfænomen.

Umiddelbart kunne det se ud som om, Sia Furler har ligget på den lade side siden hendes seneste album, ‘We are Born’ fra 2010, men det er ingenlunde tilfældet: Hun har nemlig slynget om sig med skudsikre pophits til højre og venstre som sangskriver. Men mens Furler forblev i skyggen, overlod hun rampelyset og berømmelsen til de helt store stjerner som Beyoncé, Rihanna og Eminem.

Da Sia endelig vendte tilbage med musik i eget navn tidligere på året, gjorde hun et overbevisende comeback med sit hidtil største hit: Det verdensomspændende og dybt betagende popbrag ‘Chandelier’. Men trods den massive succes, forblev blondinen og hendes store stemme sikkert i skyggen. Sia deklarerede nemlig med et ‘Anti-Fame Manifesto’ sort på hvidt, at hun fremover ikke længere vil vise sit ansigt til offentligheden i ønsket om at skærme sig mod alle de tusindvis af onde tunger, der ånder berømmelsen så tungt i nakken.

Derfor har Sia i forbindelse med ‘Chandelier’ (og resten af det yderst vellykkede 2014-album ‘1000 Forms of Fear’) kun vist sig med ryggen til eller med noget foran ansigtet. Sia har om nogen nået et storslået og samtidig skelsættende punkt i sin karriere – og ikke mindst gjort et fandens fornemt comeback.

4. Beck
I den kolde vinter blev vi budt varmt velkommen til 2014 med tonerne fra den gode Beck Hansens kærkomne comeback og intet mindre end 12. studiealbum.

Seks års tid skulle der gå med alskens producer-tjanser, soundtrack-udskejelser og andre kreative sidespring, førend den multimusikalske lydkamæleon kunne servere den længe ventede opfølger til ‘Modern Guilt’. Men med comebackpladen ‘Morning Phase’ skal vi imidlertid trække tråde lidt længere tilbage i det Beck’ske univers, da det på mange måder ligger i naturlig forlængelse af 2002-hovedværket ‘Sea Change’ – både lyd- og produktionsmæssigt.

Ligesom på ‘Sea Change’ kommer vi på ‘Morning Phase’ lidt tættere på Beck i hans eftertænksomme poesi akkompagneret af blide harmonier, afdæmpet folk og akustisk orkestrering. Alt er indhyllet i fornemme, små nuancer i alverdens farver – netop som på coverbillederne til begge album. Med ‘Morning Phase’ maler Beck dog diskret en kende mere med luftige, psykedeliske strejf og skaber en lysere, mere opløftet stemning, hvilket kun gør det tilbagevendende lydunivers så meget mere spændende.

Til trods for, at Beck i foråret bekendtgjorde, han både havde endnu et 2014-album samt en dansk sensommer-koncert i ærmet, har vi desværre måttet kigge meget langt efter begge dele. Men forhåbentlig gør han alvor af løfterne i det kommende år…

Kate-Bush
5. Kate Bush

Alle tiders artpop-dronning stod for en af årets absolut største overraskelser. Hele 35 år siden Kate Bush spillede sin første og umiddelbart sidste koncertrække, indtog den legendariske sangerinde atter London-spillestedet Eventim Apollo – det selvsamme sted, hun gav sin seneste koncert i 1979 under ‘The Tour of Life’. Denne gang stod der ‘Before the Dawn’ på turné-plakaten, som kunne vidne om 22 komplet udsolgte aftener.

Ganske vist har Bush gennem årene i bedægtigt tempo forsynet sine fans med eklektiske, kunstfærdige album, senest det snefnugs-kyssede konceptalbum ’50 Words for Snow’, men ikke desto mindre var det nok ikke helt uden bekymringer, de fleste fans drog til koncert. Men at dømme ud fra anmeldelser og modtagelsen af koncertrækken blev alle bekymringer gjort til skamme: Den 56-årige excentriker imponerede med et formidabelt show og en overjordisk vokal, der gudskelov ikke har lidt under tidens nådesløst skarpe tand.

Turnéen nåede desværre aldrig over til os på den anden side af Nordsøen, eller nogen anden sø for den sags skyld, men vi vil alligevel holde modet oppe en rum tid (eller 35 år) endnu. Om ikke andet, kan vi klamre os håbefuldt til kommentaren, Kate Bush eftersigende gådefuldt sluttede sin sidste aften af med: »This is our last night … for a while, anyway«.

6. Kelis
Det er godt nok kun fire års tid siden, vi sidste hørte nyt fra Kelis-fronten i form af det dance-inficerede album ‘Flesh Tone’. Men når man tænker på det albums kvalitet er det umiddelbart på rette sted at kalde Kelis’ 2014-album ‘Food’ for et comeback af rang.

Mens Kelis befandt sig in between album, benyttede hun lejligheden til at uddanne sig som kok, producere en sauce-linje og angiveligt også tygge lidt på sine tidligere toner og diskutable smag i producere. ‘Flesh Tone’-producere som David Guetta og Benny Benassi blev i alle fald udskiftet med producer-guldkalven Dave Sitek fra TV on the Radio.

Meget er der på mange måder sket, siden Kelis brød igennem med den kontroversielle klassiker ‘Caught Out There’ for femten år siden. Med ‘Food’ undergår Kelis endnu engang et nyt musikalsk hamskifte og når en selvsikker ny tinde i sin karriere – denne gang som sexet soul-diva, der bakkes op af udfordrende orkestrering med både jazzede, funky og folkede islæt og en bundsolid produktion.

Outkast-2-717x375Foto: Henriette Frausing/Soundvenue

7. Outkast
Allerede da rygterne begyndte at svirre tilbage i november sidste år, var det svært for hiphop-entusiasterne (og alle de andre, der heller ikke kan dy sig fra at shake it like a polaroid picture i ny og næ) at få armene ned. I starten af året blev rygterne endelig bekræftet: Outkast ville hen over sommeren blive genforenet til en omfattende festival-turné.

Genforeningen fandt sted i anledningen af 20 års-jubilæet for Outkasts debutalbum, ‘Southernplayalisticadillacmuzik’, og den kom til at give genlyd på mere end 40 festivaler verden over – heriblandt på Roskilde Festival, hvor den dynamiske duo åbnede Orange Scene.

Selv om Big Boi og André 3000 ganske vist skød musikdagene i gang med en fest, målte den imødesete koncert sig desværre ikke helt med det brede publikums høje forventninger. Synderen kunne meget vel være den alt for tunge bas, men på sin vis også den ærgerlige snert af halvhjertethed, der sporadisk dukkede op til overfladen – og endelig blev visualiseret senere på turnéen, da André 3000 iførte sig et stort, rødt prisskilt med skriften ‘SOLD OUT’ på. Efter turnéen har André desværre også indrømmet, at han ganske rigtigt følte sig som en sell-out under turnéen, og at han egentlig ikke havde lyst til at gennemføre koncerterne til at begynde med.

Man kan være barsk og kalde det en pengegrisk fadæse – men det faktum, at Big Boi og André 3000 er og forbliver formidable rappere såvel som entertainere, består. Og en påmindelse om deres legendariske bagkatalog er altid mere end kærkommen. Vi synes stadig, de fortjener en plads på listen.

8. Pharrell
Tager man hele Pharrell Williams-pakken, med alt den indebærer af N.E.R.D.-skæringer og The Neptunes-produktioner, i nøjere øjesyn, ville det være synd at sige, at Pharrell nogensinde har været væk længe nok til at kunne gøre et reelt comeback. Men betragter vi derimod Pharrells solokarriere, har der været så godt som blikstille siden 2006-albummet ‘In My Mind’.

Men efter en otte år lang stilhed, kom der så sandelig også en storm, der ville noget. Startskuddet på Pharrell-comebacket landede allerede i slutningen af 2013 og blev lynhurtigt et verdensomspændende hit af dimensioner (sangen går under titlen ‘Happy’ – måske du kender den?).

Endelig landede det stærkt imødesete solo-comeback i fuld længde i form af det kvindebedårende album ‘G I R L’, der bestemt vidner om den allestedsnærværende producers flair for hitsnedkeri. Det er ikke for ingenting, manden er høj i hatten. Den udmærkede kollektion af r’n’b- og disco-prægede, legesyge pophits blev desuden fornemt paraderet i det fine selskab af skattene fra Pharrells øvrige bagkatalog ved en overbevisende koncert i et udsolgt Forum. En succes, der forhåbentlig bliver gentaget i 2015, når Pharrell indtager Roskilde Festival.

9. La Roux
Mange havde nok troet, at La Roux var en døgnflue, dengang ‘Bulletproof’ hittede tilbage i 2009. Men imod alle odds er La Roux nu tilbage – en mand fattigere, men et overbevisende comeback-album rigere.

Bag det rødmossede kunstnernavn fandt vi oprindeligt både sangerinde Elly Jackson og producer Ben Langmaid, der sammen slog igennem for fem års tid siden. Duoen var endog endnu intakt langt hen ad vejen i produktionen af det efterfølgende La Roux-album, men et sted undervejs måtte Jackson og Langmaid gå hver til sit, hvorefter Jackson fik forældremyndigheden over deres fælles Roux-barn.

Bruddet har heldigvis ingenlunde haft en negativ effekt på hjertebarnet. La Roux er tilbage i retro-tunet topform, og Elly Jackson leverer så bestemt varen på den svære comeback-toer med ‘Trouble In Paradise’. Der er dømt varm, indtagende synthpop med charmerende tropiske tvists og 70’er-vibes.

10. Psyched Up Janis
Selv om det er godt femten år siden, Sune Wagner og co. tog afsked med deres uregerlige, grungerockede teenager ved navn Psyched Up Janis, betyder det heldigvis ikke, at drengene glemmer hendes fødselsdag. For fem år fejrede trioen Janis’ 20 års fødselsdag, og da debutpladen ‘Swell’ i år ligeledes rundede de 20 stærke, samledes bandet sig heldigvis igen for en kort bemærkning.

Jubilæet for den endnu både stærke og lytteværdige debut blev fejret med en turné, der tog Sune Wagner, Jakob Jørgensen og Jesper Reginal (der dog i sin tid først greb trommestikkerne på den anden side af debuten) gennem landet med seks stop undervejs. Først og fremmest blev det naturligvis til et glædeligt gensyn med hjembyens lokale spillested, Sønderborghus, mens bandet rundede koncertrækken af på Orange Scene. En scene, Psyched Up Janis fik den ærefrygtige tjans at åbne tilbage i 1996, på en festival, de har rocket hvert år fra 1994 til 1999.

I forbindelse med jubilæet fik vi tilmed fornøjelsen af at høre (gammelt) nyt fra drengene i form af albummet ‘The Oxygen Blast’, der rummer hele 12 tidligere fravalgte numre fra henholdsvis ‘Swell’ samt fra Janis’ tredje udspil fra 1998, ‘Enter the Super Peppermint Lounge’. Selv om der ganske vist er tale om leftovers, omend i ny-mastererede klæder, udgør albummet ikke desto mindre et, med vores anmelders ord, »værdigt farvel og en bekræftende manifestation af den nerve, sjæl og energi, ethvert ungt band besidder, når fremtiden tegner sig lovende og et åbenlyst talent er til stede«.

… og to comebacks, vi godt kunne have undværet.

Unødvendige comebacks
1. Michael Jacksons ’Xscape’

Selv om det er over fem år siden, vi tog en tragisk afsked med Michael Jackson, spøger popkongen endnu – og han tjener sågar flere penge end mange af sine nulevende kollegaer.

Ved sin død efterlod Michael Jackson sig over 100 indspillede numre, der gennem hans karriere blev vejet og af forskellige årsager fundet for lette til at figurere på poplegendens ti album. Men støvet nåede knapt at lægge sig over de mange, saftige leftovers, førend der blev sat en ihærdig produktion i gang. Seneste skud på stammen af MJ’s posthume comebacks er dette års ‘Xscape’ – et ‘comeback’, vi på mange måder godt kunne have undværet.

Det er sjældent, men musikhistorien melder ganske vist om enkelte succesfulde posthume produktioner. Desværre er det sjældent den vej, det går (med et eksemplarisk eksempel som det jammerlige 2 Pac-album ‘Loyal to the Game’ in mente). Men når en stor stjerne som Michael Jackson brænder ud, følger naturligvis en regn af både loyale fans og pengepugere, der har hver sin interesse i at holde ånden i live.

Ret skal være ret: ‘Xscape’ har bestemt sine udmærkede styrkesider, hvilket nok med rette kan krediteres de umiddelbart MJ-ærefrygtige kræfter på produktionssiden. Men når det så er sagt, er der tale om et halvhjertet album med tvivlsomme intentioner. Først og fremmest er sangene i sin tid blevet fravalgt af popperfektionisten Jackson selv, hvilket han nok har haft sine velovervejede grunde til. Dernæst har albummet skabt tvivl blandt både familiemedlemmer og kritikere, om hvorvidt Jacksons vokal overhovedet er at spore på flere af numrene. Sidst, men ikke mindst, behøver vi næppe at påpege usandsynligheden i, at Michael Jackson, med adskillige stygge anklager på halsen, selv ville vælge at offentliggøre en skæring med titlen ‘Do You Know Where Your Children Are?’…

Unødvendige comebacks
2. Pink Floyd

Tyve år efter Pink Floyds sidste regulære album (‘The Division Bell’ fra 1994), valgte en noget amputeret version af det legendariske rockband at sige et endegyldigt farvel. Da der kun er tre tilbagelevende medlemmer af den grundlæggende femmands-konstellation, og da Roger Waters ikke umiddelbart er på talefod med sine daværende kollegaer, er det derfor kun David Gilmour og Nick Mason, som sætter det uventede – og ærligt talt en kende unødvendige – punktum.

‘Endless River’ blev offentliggjort som en svanesang for det tidligere medlem, keyboardspilleren Richard Wright, der døde i 2008. Med 20 timers uudgivet materiale fra tiden omkring ‘The Division Bell’ som omdrejningspunkt, har Gilmour og Mason begået et album, der trods sporadiske, smukke øjeblikke, desværre falder ufatteligt langt fra det niveau, de fleste kender og elsker Pink Floyd for.

Med et cover, der, som musikjournalist Anders Bøtter meget rammende beskrev i temaprogrammet ‘P6 Beat Elsker Pink Floyd’, lige så godt kunne have været en forside af ‘Vagttårnet’, står ‘Endless River’ som et ærgerligt svagt skud fra et af tidens allerstørste og allermest elskede rockbands. Et skuffende kapitel, der ikke skulle være påbegyndt, og et comeback, vi i særdeleshed godt kunne have undværet.

Læs også: Class of 2014: Årets 10 mest lovende nye rappere

Læs også: Årets 15 mest markante musikvideoer

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af