Bright Eyes
Ry
Bright Eyes aka Conor Oberst slog igennem som meget ung mand i slutningen af 90’erne og fik vidunderbarnsprædikatet smasket i panden. Med det fulgte billedet af en led og ked teenager, der var så følsom, at han næsten ikke kunne rejse sig fra sin seng, fordi virkeligheden uden for soveværelset ville give ham buler på sjælen. Oberst har bibeholdt en em af ’den evige teenager’ over sig – det vil sige, at han ikke bare er en fordømt melankoliker, men også en uforbederlig romantisk sjæl, der angler efter kærlighed, poesi, visdom og en højere mening med tilværelsen.
På den anden side…
Obersts ofte ordrige lyrik kan give anledning til mange tolkninger. Er hans lyrik udtryk for en miserabel sjæls narcissistiske forsøg på både at spejle sit ego og vække genklang uden for sig selv? Er der en underbelyst humor på spil, der netop pirker til kunstnerens eget behov for at kaste guirlander af ord ud over tilværelsens afpillede juletræ?
Uanset hvilket snit man lægger på ham, synes han at have gennemskuet omfanget af sin egen hang til selvbevidst lyrik. Hvis man for eksempel hører en sang som ’Lua’ som en humoristisk selvnedrakning, er den genuint inspireret og vækker kluklatter. Hører man den omvendt som en overvintret teenagers oprigtige forsøg på at forstå sig selv, er den ret ubærlig og udtrykker en patos, der burde være svedt ud af en nogle-og-20-årig.
Da uhøjtideligheden (hvis det er det, den er) synes at have aftaget på senere Bright Eyes- eller Conor Oberst-album, kan man diskutere om weltschmerzen var strøet med humoristisk hånd dengang, eller om han bare er blevet mere kedeligt regelret med årene (det vil sige kedeligt melankolsk). ’I Don’t Want to Die (in the Hospital)’ hedder en af mandens sene sange under eget navn. Den tekst er totalt bleak, men til gengæld er musikken sådan en ruskende omgang countryswing, hvilket alt andet lige stiller den i et komisk eller i hvert fald (genre)selvbevidst lys.
Rating på elendighedsbarometeret: 8/10
Læs om blandt andre Cat Power og The Weeknd på de følgende sider.
Cat Power
Ry
Chan Marshall er en skizofren kunstnerinde, hvis hudløshed og momentane selvdestruktion i mange år gjorde hende til et af de bedste bud på et kommende medlem af klubben for rockens unge døde. Nu er hun 42, men trods opkvikkende og selvtillidsfulde toner på ’Sun’ fra 2012, synes hendes notorisk genstridige live-personlighed – hjemsøgt af usikkerhed, sceneskræk og neurotisk selvkritik – ikke at have aftaget det mindste. Hendes tekstunivers er bitterligt mørkt, ikke mindst på hovedværket ’Moon Pix’, som hun angiveligt skrev en nat, hvor hun var strandet alene langt ude på landet i det hus, hun var flyttet ind i sammen med sin daværende kæreste Bill Callahan (der godt kunne have fortjent en plads i denne gennemgang også), for at jage spøgelserne uden for vinduerne på flugt samt stemmerne inde i sit eget hoved. Cat Power er autentisk hjemsøgt.
På den anden side…
Det er svært at fake sceneskræk og lammende usikkerhed og selvkritik i en live-setting, og da Chan Marshall gennem en hel karriere har været forfulgt af dette spøgelse – senest bevidnet fornyligt i en virkelig akavet koncert på Voxhall i Aarhus – synes hendes martrede tilstand at være uangribeligt autentisk. I det hele taget synes personen Chan Marshall, der taler over sig i interviews om både sin ødelæggende alkoholisme, sit dødsønske, en abort som ganske ung og lign., at være præcis den, hun giver sig ud for. Et ’faktum’, der synes desto mere troværdigt, eftersom hun også gerne både skriver og udtaler sig på en måde, der viser hende som en hel person, det vil sige et menneske med humor, glæde ved andre mennesker og et potent intellekt.
Rating på elendigheds-barometeret: 10/10
Lykke Li
Ry
Koncertaktuelle Lykke Li kan godt lide at give indtryk af at være en fortabt sjæl, der ikke helt kan finde ud af at håndtere tilværelsen, fordi hun er så sart som et stykke henvisnet pergament i et for længst nedlagt kloster. Li sælger denne version af sig selv til perfektion i vores lange interview med hende, som blev lavet i forbindelse med udgivelsen af powerballade-samlingen ’I Never Learn’ fra i år. Bange for succes, bange for kærlighed, bange for scenen, bange for sygdom, bange for sig selv, bange for andre mennesker… Man kunne godt undskyldes for at forveksle hendes weltschmerz med en 17-årigs forsøg på at forstå sig selv.
Lis tre album er tematisk forbundne: Den unge piges fantasier, drømme, betagelse og spirende forelskelse (’Youth Novels’) leder over i den næsten voksne kvindes besættelse og begær (’Wounded Rhymes’) og endeligt til den fuldvoksnes anger, erfaring, fortrydelse og ’gjort-klog-af-skade’-perspektiv. På den måde kan Li siges at have skabt en konceptuel ramme for sin kunst, som hendes offentlige persona afspejler ret præcist.
På den anden side…
Det er svært at vide, hvor den ’rigtige’ Lykke Li starter og slutter. Hun har bygget en bekvem lille skal for sig selv, hvor hun styrer udsagnene i præcis den retning, hun gerne vil, og de bidder er med til at fodre fantasien (og mytologien) om hende.
’I Never Learn’ er interessant, fordi den tager en forkætret genre – powerballaden fra 80’erne – og blæser den op som ’det nye sort’ i 2014’s popvirkelighed. Det modige ved Lis greb er, at hun gør det uden at tilføre formen en tydelig rest af ironi eller glimt i øjet. Konklusionen må være, at hvis hun virkelig er så ’brændt’ et barn, som hun lægger op til, så burde hun måske kontakte en terapeut. Hvis ikke, er hun en kunstner, der i den grad ved hvad hun gerne vil og gør det på sin egen måde. Det ene udelukker naturligvis ikke det andet.
Rating på elendigheds-barometeret: 9/10
The National
Ry
The National har lidt fået den type ry, der fortsat hænger som en møllesten om halsen på legenden Leonard Cohen: Som budbringere for afgrundsdyb depression og melankoli.
Brooklyn-banden er en samling skæggede mænd i slutningen af 30’erne med tjavset hår og en dresscode, der synes permanent indstillet på tilfældigt afslappet. Læg dertil Matt Berningers dybe, lettere snøvlende croon og hang til rødvinsbranderter…
Der er en nulret, krøllet nedtrykthed over The National, uanset hvor store stjerner de truer med at blive. Måske fordi deres musik i så eminent grad taler til deres jævnaldrendes fornemmelse af, at livet nemt kan forsvinde som sand mellem fingrene, når friheden og valgmulighederne tørrer ind i takt med ansvar, økonomiske bekymringer, faldende libido etc. The National adresserer mandens følelse af ufrihed og utilstrækkelighed på den anden side af ungdommens hedonisme og uforpligtethed på en måde, der nærmest automatisk får resten af en undrende verden til at dømme dem som triste skæbner fanget i en nedtursspiral uden ophør.
På den anden side…
Matt Berninger er – igen, ikke ulig Cohen (og uden sammenligning i øvrigt) – en lyriker, der nok skriver nedturshymner, men måske først og fremmest skriver om det svære ved at være en mand i 30’erne, når flere døre lukker sig end der er nye, der åbnes. Sagen er den, at Berningers lyrik ikke er bitter, men bittersød, og den er heller ikke trist, snarere lakonisk. En mand, der skriver og synger følgende tekstbid: »It’s a common fetish for a doting man / to ballerina on the coffee table cock in hand«, er mere sjov end trist, ikke? Tager man The Nationals musik for pålydende, er der desuden mere opløftelse og håb end nedtrykthed på spil med tanke på de crescendoer deres sange ofte bygger op til.
Rating på elendighedsbarometeret: 5/10
The xx
Ry
The xx udsender en vibe af… kødelig nedtrykthed. De nedtonede beats, strygerekkoer, som var de beamet ind fra en gammel film, og små guitarfigurer, der kunne lyde som Chris Isaak-demoer til et skjult album af ’Wicked Games’-lignende åbenbaringer, dækker alt sammen over en form for sensuel miserabilisme – musik, der både har en sexet nok puls til at kunne blive spillet på en klub torsdag nat, hvor kun natteravnene holder ud, men som fungerer lige så godt bag nedrullede gardiner og afpillede vægge i soveværelset i forstadsland. Det er trist, men også sexet.
Hvis den almindelige opfattelse af The xx mere rimer på teenaget værhed og en vis illusionsløshed, kan det også hænge sammen med frontfigurerne Romy Madley Croft og Oliver Sims lettere sammenbidte, for ikke at sige surmulende, ydre, samt en goth-lignende udstråling, der altid kan få folk til at se nedtrykthed frem for stilrenhed: Sort eyeliner og sort tøj.
På den anden side…
Der foregår næsten mere mellem tonerne hos The xx (hvis musikalske mastermind Jamie xx er godt på vej med sit eget solomateriale også), og det er denne form for lydlig skyggedans, der definerer The xx sammen med det spændingsmættede vokale interplay mellem Romy og Oliver. Begge lyder de som unge skyggeeksistenser, trætte af livet i en trøstesløs engelsk forstad, men strøet ud over deres sange er der referencer til pulserende liv bag murene, der forlener teksterne med en grad af ømhed, som for eksempel den charmerende videofilmsfetich på debutens ’VCR’. Man skal ikke undervurdere det pirrende i The xx’s musik og i de to frontfigurers tilsyneladende kontrollerede passion. Man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at der ikke skal kastes meget benzin på bålet før den gamle passion blusser op igen…
Rating på elendighedsbarometeret: 6/10
The Weeknd
Ry
Hvis The xx er sensuel miserabilisme, hvad skal man så kalde The Weeknd? Liderlig miserabilisme? Sagen er den, at Abel Tesfaye har skabt en karakter igennem sine sange, der lever så meget i en hedonistisk rus, at han er svær at identificere sig med, men umulig ikke at fascineres af eller blive frastødt over. The Weeknd har vendt den typiske indie-miserabilisme (som vi ser flere eksempler på i denne feature) på hovedet: Han er ikke noget offer eller nogen martyr, han er en skurk! Hans nådesløse misantropi og selvlede stikker ud fra hiphoppens gængse bad boy-stereotyper ved netop ikke at være hverken pralende, attraktiv eller triumferende, men snarere skamfuld, stenet, selvhadende og resigneret.
The Weeknds talløse erobringer og alle de piller han sluger undervejs: Der er noget bedøvet, nærmest trivielt over hans konstateringer, en mand, komplet opslugt af sine dæmoner og ude af stand til at påvirke sin egen narkotiserede kurs mod undergangen.
Vi er så vant til popstjerner og rockstjerner, som lever af, at vi som publikum kan relatere til dem på den ene eller anden måde, enten ved at de prøver at fremstå som os eller viser os en verden, vi drømmer om selv at kunne leve i. Men med Tesfayes The Weeknd-projekt er det anderledes: Han viser os en verden, som vi ikke kan og ikke ønsker at relatere til.
På den anden side…
Det er tæt på umuligt at vide, hvor meget Abel Tesfaye, der er i figuren The Weeknd. Men The Weeknd-universet er præcis lige så miserabelt som myten fortæller, hvis ikke mere.
Rating på elendighedsbarometeret: The Weeknd: 10/10 (Abel Tesfaye: ?)
Mark Kozelek (Sun Kil Moon/Red House Painters)
Ry
Kozelek – hvis 2014 har været omtumlet med fornyet kritikersucces og kollegafejde (mere herom lige om lidt) – har skrevet eminent følsomme sange i mere end to årtier, først som Red House Painters og siden som Sun Kil Moon. I 90’erne blev hans slæbende, eftertænksomme sange ført ind under genremærkatet ’slow core’ eller ’sad core’, og ’slow’ og ’sad’ beskriver for de fleste nok essensen af Kozeleks output.
Hans syn på verden er præget af et blik for det sørgmodige i menneskelige relationer og individets fundamentale ensomhed. Hans stemme slæber sig gennem vers efter vers af trøstesløse betragtninger om stort og småt, men med en grundlæggende stemning af forladthed som ledestjerne. ’Benji’, hans album fra i år, er også i den henseende en art kulmination: 12 sange om døden i mange af dens afskygninger ofte med en spilletid på den lange side af de seks-syv minutter.
På den anden side…
I den senere tid er Mark Kozelek for mange nok blevet at ligne med betegnelsen ’sur gammel mand’ eller ’dumt røvhul’ snarere end ’følsom og fordømt miserabilist’ med henvisning til årets helt store beef i den alternative del af rockens verden: Hans mobning af kollegerne i The War On Drugs. Hvis den beef siger noget essentielt om Kozelek, er det nok, at man godt kan være lidt af en røv samtidig med, at man har en ret veludviklet sans for humor (se lyrikken til ’War On Drugs: Suck My Cock’).
For det er også sandheden om Kozelek: Han har et lakonisk, sardonisk og morbidt syn på eksistensen. Hans sange er derfor udspændt mellem det syrlige vid, deres ejermand besidder, og den patos og lede, han føler. Det kan være svært helt at afgøre, hvad der vejer tungest hos Kozelek, og hvad der driver ham til at skrive sang efter sang år ud og år ind. Hans sangskrivning antager under alle omstændigheder karakter af en form for dagbogsoptegnelser.
Og så kan det godt være, at ’Benji’ handler om død, men den handler i samme bevægelse om livet som en gåde og en gave. På den vis er det hans måske mest livsbekræftende værk nogensinde. Han bekendtgør ligefrem, at han elsker sin far og mor meget højt. Så mon ikke det hele nok skal gå?
Rating på elendighedsbarometeret: 8/10
The Antlers
Ry
The Antlers brød igennem til en bredere lytterskare med dets tredje fuldlængdeudspil ’Hospice’ (2009), der, som titlen antyder, ikke just er den mest muntre omgang. Konceptalbummet tog udgangspunkt i en historie om en assistent på et hospice, der udvikler et tæt forhold til en døende patient. Det er nok nogenlunde så deprimerende en præmis, som man kan forestille sig. Eftersom The Antlers’ efterfølgende plader stadig befinder sig i et eksistentielt skyggeland, hvor lyset dog kastes ind som solens stråler på en bagvæg og en statelig elegance derved opstår, som musikken afspejler, er det deprimerende i manges opfattelse måske blevet vekslet med forestillingen om et selvoptaget, alvorligt eller prætentiøst band, der burde komme mere ud i dagslyset.
På den anden side…
Hvor deprimerende var ’Hospice’ egentlig? Kan man ikke omvendt argumentere for, at den netop vendte en deprimerende situation til noget livfuldt, håbefuldt og smukt? Havde det ikke været mere deprimerende, hvis patienten bare lå og døde i ensomhed?
Nej, selv disse modspørgsmål vil næppe fjerne indtrykket af et virkelig deprimerende udspil. Ydermere synes The Antlers ikke just optagede af, at skabe en forestilling om, at de hygger sig med at lave musik. Det er blodig alvor. Og måske godt det samme. Det ville være temmelig utroværdigt, hvis de forsøgte sig med en ’Reflektor’-agtig kovending. Sange som ’I Don’t Want Love’, ’Every Night My Teeth Are Falling Out’ og ’Corsicana’ fra 2011’s ’Burst Apart’ kan godt kaldes for lyriske ækvivalenter til en lyseslukker, men i det mindste gløder musikken som en knitrende elektrisk pære ved nattetide.
Rating på elendighedsbarometeret: 9/10
Lykke Li spiller i Store Vega søndag den 7. december.
Læs også: Lykke Li-interview: »Jeg ville ønske, jeg var et bedre menneske«
Læs også: Lykke Li på listen over årets mest markante musikvideoer