Reportage: P6 Beat rockede Koncerthuset med Vinnie Who, Iceage, Kwamie Liv, The Minds of 99 m.fl.

P6 Beat havde lagt en ny strategi til deres årligt tilbagevende arrangement. I år skulle alle høre alt, så i stedet for at kunne vælge og vrage i programmet mellem flere scener, fik publikum en stribe korte koncerter på 20-30 minutter i enden af hinanden. Som et slags live-mixtape arrangereret af DR’s radiokanal for de nysgerrige.

P6Beat_The Minds of 99_Photo by Samy Khabthani-2
P6Beat_The Minds of 99_Photo by Samy Khabthani-4

The Minds of 99

Det var svært at forestille sig en mere passende åbning på aftenen. Dels har The Minds of 99 haft et forrygende år, der i gennembrudskraft vel kun overgås af Mø, dels er de i løbet af 2014 blevet spillet op imod 1.000 gang på P6 Beat, og så er de allerede et ekstremt sikkert og kraftfuldt live-band. Som en spændt muskel, dirrende på Asger Wissings melodiøse baslinjer, dunkede de hårdt pumpede og poetiske ‘Et barn af min tid’, ‘Rav’, ‘Hurtige hænder’ og ‘Det er Knud som er død’ publikum i hovedet.

Lydmanden kæmpede med at holde den buldrende bas og rumklangen på den fødte frontmand Niels Brandts let ridsede vokal i skak i den noget ucharmerende Koncerthus-foyer (noget misvisende døbt ‘Studie 1’), men den korte koncerts små 20 minutter fløj af sted som en rype over en isblå himmel. NT

Læs om koncerterne med bl.a. Iceage, Blaue Blume, Vinnie Who og Kwamie Liv på de følgende sider.

P6Beat_Lars HUG_Photo by Samy Khabthani-5
P6Beat_Lars HUG_Photo by Samy Khabthani-7

Lars H.U.G.

Som en symbolsk understregning af inspirationstrådene mellem den nye generation og hans tidligere band sluttede Lars H.U.G. sig til afslutningen på The Minds of 99’s set til et mash-up af ynglingenes ‘Fuglebur’ og Kliché-klassikeren ‘Militskvinder’.

Hans eget set fortsatte med ‘Havets blå’, atter et nummer fra ‘Supertanker’-debuten fra 1980, inden vi blev opdateret med ‘En skønne dag’ og ‘Ti sekunders stilhed’ fra hans aktuelle comeback-soloalbum. Fine sange, som dog befinder sig i en tidslomme, der blev understreget af opfordringen til langsomt svajende hænder over hovedet. Det havde en lettere bedaget, omend sympatisk effekt i en optræden, hvor H.U.G.’s betydning for tidens toneklang blev sat i relief. MG

P6Beat_Vinnie Who_Photo by Samy Khabthani-9
P6Beat_Vinnie Who_Photo by Samy Khabthani-12

Vinnie Who

Efter åbningen i foyeren blev publikum gelejdet ind i Koncertsalens noget mere luksuriøse rammer, hvor først Vinnie Who og siden Love Shop og finnen Jaakko Eino Kalevi fik fordelen af publikums mere fokuserede opmærksomhed. Og det havde en afslappet Vinnie Who rigeligt brug for, da han som bekendt har sendt discokuglen til opmagasinering, for i sine nye sange at fokusere på en silkeblød 70’er-pop, der tager sig god tid og genkalder den stenede melodiøsitet i diverse Beatles-soloprojekter.

Den bredte sig langsomt og behageligt i rummet som en sød røg, men overbeviste kun for alvor på den vidunderlige single ‘Seven’. Der gik til gengæld lidt søvndyssende suppe-steg-og-is i de nyredigerede valiumversioner af ’39’ og ‘How Can I Be Sure’. NT

P6Beat_Love Shop_Photo by Samy Khabthani-15
P6Beat_Love Shop_Photo by Samy Khabthani-16

Love Shop

Placeret foran Koncertsalens imposante orgelpiber spillede Love Shop med et nedbarberet set-up bestående keyboardspiller Mikkel Damgaard, leadguitarist Mika Vanborg og Jens Unmack på akustisk guitar. Fraværet af trommer understregede egentlig blot, hvilken essentiel rolle den elektriske guitar spiller i bandets udtryk. Aftenens udtryk var så klart defineret, at selv en cover-version af Gasolins ‘Langebro’ virkede som bandets eget nummer.

Men det var også, sammen med inkluderingen af ‘Alle har en drøm at befri’ og ‘Love Goes On Forever’, som en løjerlig disposition, når man er aktuel med et blot to måneder friskt album, hvorfra vi kun fik den smukke ‘Tåreflammer ned’. At de var »sovepillen før Iceage«, som Unmack muntert bemærkede, var dog ingenlunde tilfældet. MG

P6Beat_Blaue Blume_Photo by Samy Khabthani-22
P6Beat_Blaue Blume_Photo by Samy Khabthani-24

Blaue Blume

Ifølge forsanger Jonas Smith har bandet haft et »psyko-vildt år«, og det kunne fornemmes på den selvsikre adfærd, som Blaue Blume fremviste, da publikum atter var transporteret ned i foyeren. Den medrivende og Cocteau Twins-influerede ‘In Disco Lights’ understregede deres indforståede musikalske kemi.

Vekslende mellem rastløs-løve-i-et-bur og en mere afslappet attitude, inden han lod stemmebåndene gjalde, fremstod Smith som en frontmand, der både utålmodigt kridtede banen op og samtidig gav sig selv lov til at nyde øjeblikket med smil på læben. Hans über-teatralske antics, hvor selv en stønnen blev leveret melodramatisk i ‘Birthday’, fik klædelig kontrast i Søren Jensen Buhls fysiske ekspressivitet bag trommerne. MG

P6Beat_Chorus Grant_Photo by Samy Khabthani-25
P6Beat_Chorus Grant_Photo by Samy Khabthani-27

Chorus Grant

Måske de havde brug for en rygepause eller en refill i baren. Der var i hvert fald en mærkbar pludren blandt publikum, da Chorus Grant gik på umiddelbart efter Blaue Blume. Kristian Finne Kristensen lod sig dog ikke distrahere, men fremstod sympatisk, mens han fokuseret levede sig ind i musikken. Hvilket kom til udtryk i inderlig korsymbiose med guitarist Laurids Smedegaard, som leverede indtil flere gnistrerende leadguitar-parts, blandt andet i ‘The Sudden Rupture’, ligesom ‘O Everyone’ blev vakt til live med en pulserende fremdrift. Det var tydeligt, at Kristensen har samlet et kompetent hold, som tilførte organisk kraft til de smukke sange. MG

P6Beat_Kwamie Liv_Photo by Samy Khabthani-32
P6Beat_Kwamie Liv_Photo by Samy Khabthani-34

Kwamie Liv

Det var svært at se, at hun for bare små to måneder siden spillede sin debutkoncert. Men det var til gengæld nemt at forstå, hvorfor det skete på den prestigefulde Pitchfork Festival i Paris. For selv om Kwamie Liv først debuterede i sommer med ep’en ‘Lost in the Girl’, hviler der en sjælden set ro og afklarethed over hende, og det krævede mod at starte med de tyste og næsten Lana Del Rey-mutte ‘Coming Down’ og ‘5 AM’.

Flankeret af en trommeslager og sin producer Baby Duka, mindede setup’et om Møs tidlige koncerter, men Dukas skyggefulde, spartansk-simple varme produktioner og Kwamies fløjsbløde, støvede vokal skaber et langt mere sensuelt og modent udtryk, og selv når tempoet blev skruet op på den electropoppede ‘Lost in the Girl’, pegede de medfølgende associationer mere i retning af de tilbagelænede Chromatics, ind mod tidens mere hook-orienterede popmusik. En lovende debut på dansk jord. NT

P6Beat_Iceage_Photo by Samy Khabthani-36
P6Beat_Iceage_Photo by Samy Khabthani-37

Iceage

Det var op til Iceage at lukke ballet, og på trods af et nyt formidabelt album – der skruer ned for det punkede støjinferno til fordel for en mere dynamisk, mørkerock i familie med tidlig Nick Cave – er de stadig et uforsonligt, uforudsigeligt og storombrust bekendskab live.

Guitarstikket var vist ikke koblet til i den indledende ‘On My Fingers’, så Elias Bender Rønnenfelts slingrende, frådende vokal stod ubehageligt blottet, men bandet både spillede og sang sig op med ‘How Many’, ‘Glassy Eyed, Dormant And Veiled’, ‘Abundant Living’ og ‘The Lord’s Favorite’ – og da der var tyndet ud i publikum, og aldersgennemsnittet var rundbarberet, kunne man moshe sig varm inden den kolde cykeltur hjem gennem natten. Hvor man også kunne varme sig ved tanken om en kolossalt kreativ, knopskydende, korpulerende og kvalificeret dansk musikscene, hvor P6 Beat gør deres for at holde liv i mangfoldigheden. NT

Læs også: Her er årets 15 bedste danske album

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af