Nyslåede Saint Cava er kommet i fint selskab. Den danske duo er den blot tredje signing på pladeselskabet Forbandet Ungdom, hvis kunstnere ellers tæller Ukendt Kunster og S!vas (der netop har annonceret deres fælles Stein Bagger Tour tidligere i dag).
Saint Cava består af produceren Andreas Waze i ledtog med sangerinden Ericka Casier Ramos Lizardo, og deres ‘Forget’ er dyster og eksperimenterende r’n’b på et imponerende højt niveau – særligt med tanke på, at dette er deres debutsingle.
Sløve trommemaskiner og rastløse hi-hats skaber sammen med skævvredne synthesizere lydbilledet, hvor sprækkerne med lys er få. Det elektroniske fokus til trods er universet dog ganske sensuelt på den melankolske måde, og Ericka Lizardos sarte, let sårede vokal er det perfekte kirsebær på toppen af det hele.
Singlen ledsages af en dejligt komplementerende musikvideo krediteret instruktør Rasmus Rørbæk, og herudover kan du høre demoen ‘Her’ på duoens Soundcloud-profil HER. Saint Cava arbejder på en debut-ep.
Seneste Top Track: Gooms ‘Trancers’