Foto: Markus Lajer
1. Kentaur
»Er I klar til noget sensibel pop?«, spurgte forsangeren, inden bandet åbnede pladeselskaberne No3 og Sound of Copenhagens fælles showcase på Atlas. Og det var følelserne, der var i centrum fra start, da de seks konservatoriemusikere lagde stærkt ud med deres eneste udgivne single, ‘Matter & Stone’. Med nærmest konsekvent åben mund og i dyb koncentration lagde trommeslageren en taktfast bund med rumklangsfyldte kantslag, der sendte tankerne mod Massive Attacks ‘Teardrop’, før forsangerens dybe soulede vokal tilsatte den næsten religiøse grandiositet, som bandets musik indeholder.
Singlen var uhyre smuk i hænderne på de velspillende musikere og samtidig et bevis på, at de er bedst, når de tøjler evnerne på deres respektive instrumenter og giver sangene plads til at ånde. Nogle gange tippede læsset, når der næsten blev kæmpet indbyrdes om at vride følelserne ud. Bedre var det, når forsangerens vokal blev bakket op af et mere enkelt akkompagnement og var det naturlige fokuspunkt med konstant ekvilibrisme og maskinel manipulation, der flere steder mindede om Bon Iver. KK
Læs om flere af vores bedste Spot-oplevelser på de følgende sider.
Foto: Koncertfotoaarhus.dk
2. Chinah
En koncert på 18-20 minutter er ikke meget, men når man ikke har udgivet et eneste nummer endnu, bugner bagkataloget altså ikke.
Den korte showcase på Atlas var dog rigeligt til at få et solidt indblik i Chinahs sammenkogsret af skandinavisk synthpop og amerikansk r’n’b, der blev vækket til live af keys, en effektfyldt guitar og trioens medbragte tøndeslager, der i det lidt hule lydbillede var flittigt forbi de digitale pads.
I front var Fine Glindvad, hvis klassiske vokal hverken var for meget eller for lidt, men aftenens stjerne var manden på tangenter, der både leverede dyb, skvulpende synthbas og lyse, lette keyboard-temaer, der smagte lidt af 90’erne. Der er meget r’n’b i omløb disse dage, men Chinah udmærkede sig ved at hellige sig popelementerne fuldt ud. CW
Foto: Allan Jensen
3. Soleima
Ud over at blive udsat for Spots ærgerligste scene, Caféscenen i Musikhuset, så fik Sarah Mariegaard en flot livedebut med sit nye soloalias. Men hjælp fra Emil Falk fra König på guitar og synth og brødrene Rasmus og Simon Litauer på trommer og bas fik den tidligere Flødeklinikken-sangerinde med store popomkvæd sat gang i publikum, der ellers var placerede ved caféborde. Når sangene var bedst, var de nærmest post-triphoppede, som da Sneaker Pimps i midten af 90’erne blandede rockede guitarsoloer ind i stramme hiphopflirtende trommespor.
Mariegaards vokal er både spinkel og knirkende dyb, og det klædte hende at holde lidt igen i versene som på en ballade, hvor hun kælent sang kærlighedserklæringen, »I know your body like nobody else«. Og selv om lyden kæmpede imod bandet, så vandt indtrykket af et band med sit eget take på tidens hang til pop med r’n’b- og hiphop-inspirationer. KK
Arkivfoto: Samy Khabthani
4. First Hate
Anton Gansted havde efterladt keyboardet hjemme og stod den hele halve time på Radar solidt plantet foran mikrofonstativet. En ideel beslutning, da sangeren med den dybe, messende, men også lidt sårbare vokal har taget seriøse timer i Dave Gahans danseskole.
Resultatet var en frontmand, der var både intens og inviterende, mens Joakim Nørgaard på keys leverede duoens maskinelle, kølige synthpop, der dog samtidig var stedvist naiv som tidlig Depeche Mode.
Til tider pumpede bassen klubklart fra London til Berlin, mens der løbende også opstod en ligevægt mellem damptogsrullende nakkevridere og mere bløde tracks, hvor Gansted blottede sårbarheden. En helt ny ballade (stadig med tung bas) sluttede af med et inciterende bromance-øjeblik bag synthesizeren og satte en streg under, at First Hate finder mere og mere ind til balancen i deres musik såvel som live-act. CW
Foto: Christian Rosenlund
5. Anya
Anyas venstre arm sagde næsten ligeså meget som hendes stemme, som den (i fysisk forstand) over en halv time fraserede om kap med vokalen, der i Musikhusets Lille Sal lød ligeså blid, som den gør på de udgivne tracks ’Greet Me’ og ’Need to Know’.
På begge viste Anya, at hun har en af vækstlagets klareste stemmer, der ganske enkelt er meget svær at have noget i mod. Carl Barsk stod for de lyse tangenter, mens Frederik Carstens knaldede godt igennem på lilletrommen koncerten igennem – specielt var der (som Anya også selv pointerede) ekstra smæk på under Caroline Henderson-coveret af ’Kiss Me Kiss Me’, hvor trommesættes volume gav solidt modspil til den ellers pæne og polerede lyd.
Kærlighedens kvaler og opture rungede ud af balladen ’Fort Knox’ og den nye ’Lie to You’, og en af Anyas styrker er, at hun kan få følelserne til at lyde smooth, hvad enten dagen er sukkersød eller regnvejrsgrå. CW
Læs anmeldelse: Vinnie Who på Spot Festival – sublim vellyd