Vinnie Who på Spot Festival – sublim vellyd
Det var på flere måder et godt match at placere Niels Bagges genre-omkalfatrede Vinnie Who i Musikhusets Store Sal fredag eftermiddag. For det første var det – selv om det allerede var bandets ottende koncert med ‘Harmony’ i ryggen – stadig lidt af en ildprøve: Kunne det nye, mere afdæmpede og intime materiale mon også fungere med så stort et publikum? Og for det andet gav de røde, velpolstrede sæder en klædeligt taktil dimension til det at give sig hen til eks-discokongens nu så softrockede lydrige.
Og man blev da også strøget med ørerne fra første strofe af åbneren ‘Sweet Thang (Harmony)’s kælne guitarer. Teknikken spillede som den skulle, hvilket resulterende i en sublim vellyd, der ydede Vinnie Whos blide univers den respekt, de fortjente.
Selv om Bagge eksplicit, og måske endda lidt smånervøst, gjorde opmærksom på, at bandet midtvejs i settet kastede sig ud i et trekløver af ældre sange – ’39’ og ‘How Can I Be Sure’ fra ‘Midnight Special’ samt ‘Killer Bee’ fra debutalbummet – var det en behagelig overraskelse at erfare, hvor gnidningsfrit disse byggesten gled ind i den nye sammenhæng. Man kan simpelthen mærke, at der er arbejdet bevidst og målrettet med udtrykket, så det skarpe venstresving, Vinnie Who i albumudgaven har taget, blev jævnet ud til en blød, lækker og ganske umærkelig kurve.
Koncerten antog derfor karakter af en rendyrket lise for sjælen, og jeg greb mig selv i at lukke øjnene og svømme helt hen i de bløde sæder og ditto toner – for blot brat at blive revet ud af dagdrømmen, da de sidste toner af ‘Mymia’ klingede af, og lyset blev tændt i salen.
Snoldede syv numre på 35 minutter blev det til, og skulle man især klandre nogen noget, ville den største synd netop være, at det bare var alt for lidt, for bandet havde nærmest knapt nået at spille sig varme. Men sådan er Spot Festival jo.
Læs også: Vinnie Who: Her er de sange, der har formet mig