Bikstok – tunge taktslag med stokken
Når der bliver danset selv 50 meter uden for et tætpakket telt og sågar tændt romerlys i ekstase, så ved man som optrædende kunstner, at man har fat i den lange ende. Det var i den grad tilfældet for Bikstok, som uden Røgsystem og med yderligere ti års livserfaring på bagen har fundet sammen igen og vendte tilbage til Roskilde for at minde alle om, hvorfor dancehall på dansk engang føltes som et frisk pust.
De tre vidt forskellige typer i bandet supplerede hinanden glimrende på scenen. Den poetiske Blæs Bukki, den festlige onkel Pharfar og den sprælske joker Eaggerman skiftedes til at skrue op for blusset og holdt gryden i kog gennem fem kvarters fremførsel af trioens bagkatalog. ‘DK’s koner’ og ‘Fabrik’ og ‘Cigar’ tog som forventet kegler, og den gyngende publikumsmasse var ikke i tvivl om, at gendannelsen var rigtigt set.
Bikstok kunne ikke træde forkert, og alt fra festbefalinger til kritik af politiets ageren på årets festival blev mødt af jubelbrøl.
Monotonien lå dog til tider på lur og de massive trommer indhyllede flere gange numrenes individuelle særpræg i en tyk tåge – kun enkelte spurtende ska-forløb skabte dynamik på den front.
Men Bikstok gav publikum præcis, hvad der var behov for en torsdag aften tæt på midnat: Fest, fadøl, fællessang og fri hash.
Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.