Future har med ‘DS2’ skabt et mørkt og misantropisk hiphopalbum

Har man har fulgt med i Futures musik det seneste år, har man været vidne til en udvikling, der mest af alt minder om Anakin Skywalkers transformation til Darth Vader. Rapperen, der lavede ømme r’n’b-tracks med Miley Cyrus og så ud til at charmere hele verden via duetter med sin forlovede, Ciara, er vendt tilbage til Atlanta, og har med ’Monster’, ’Beast Mode’ og ’56 Nights’ udgivet den mest narkotiske og dystopiske mixtape-trilogi siden The Weeknds ’Trilogy’.

Dén undergangens æstetik krystalliserer sig nu på ’DS2’ (kort for ’Dirty Sprite 2’), den mest radikale og dystre Future-udgivelse nogensinde. Her er ingen euforisk trap som mixtape-klassikerne ’Tony Montana’ og ’Same Damn Time’ eller blåøjede ballader som ’Honest’ og ’Turn on the Lights’. Det her er monotont og cirkulært: Produktionerne runger og hviner, men når aldrig et klimaks, og Futures rim er indebrændte og intense.

Ting som ’Trap Niggas’ eller ’Blow a Bag’ er hymniske som Futures mest euforiske tracks, men de har en slags tilbagetrukken kvalitet. Her er ingen forløsning. Andre steder får vi fonetisk næsten-nonsens, der på en eller anden måde er virkeligt hypnotiserende, som når andet vers på ’Trap Niggas’ starter med linjen »Hasta la-la-luego / wake up with that glock, okay though«. Og så er der ’I Serve the Base’, et industrielt og monstrøst nummer af albummets hovedproducer Metro Boomin, der lyder som en ond stedbror til ’Move That Dope’ fra ’Honest’.

Albummets hjerte er ’Slave Master’ og ’Blood on the Money’, hvor Future syrer helt ud. Førstnævnte starter med rim om at tage stoffer for at få det bedre og ender med en hyldest til ASAP Yams (»long live ASAP Yams«), der døde af selvsamme hostesaft, som Future besynger over hele albummet. På ’Blood on the Money’ bliver han decideret paranoid: »I know the devil is real / I know the devil is real«.

Så ja, det her er et ekstremt dystert album. ’Fuck Up Some Commas’ er medrivende, men det er også den mest dystre sang om at kaste med penge nogensinde. På samme måde er omkvædet på ’Groupies’ (»now I’m back fucking my groupies!«) så indebrændt og uforløst, at det nærmest er uhyggeligt. Her er ingen nydelser i excessen. Future har skabt en slags narkorap-mesterværk, der perfekt afbilder stoffernes blanding af bedøvelse, hallucination og fremmedgørelse.

Læs også: Fra The Weeknd til Beach House: Disse ti album skal du høre i august