Robyn & La Bagatelle Magique går uforfærdet i kødet på klubscenens klichéer

Robyn & La Bagatelle Magique går uforfærdet i kødet på klubscenens klichéer

»You don’t like what you can’t control« er mantraet på ’Love Is Free’, minialbummet fra Robyns nyeste projekt La Bagatelle Magique, hvor legesygen får frie tøjler. Svenskeren bevæger sig her væk fra electropoppen og de store omkvæd, der ellers gjorde det tredelte ’Body Talk’-album fra 2010 til en massiv succes, og går i stedet uforfærdet i kødet på klubscenens klichéer.

La Bagatelle Magique består udover Robyn selv af hendes samarbejdspartner igennem mange år, keyboardspilleren Markus Jägerstedt, og produceren Christian Falk, der døde af kræft sidste år, da de tre var i gang med at arbejde på albummet. Den triste historie til trods hylder de fem sange kærligheden, friheden og livet, imens Robyn for alvor får dyrket sin livslange kærlighed til 90’ernes housescene.

De klassiske popskabeloner fra svenskerens solomateriale er udskiftet med en mere repeterende, raveindbydende lyd udgjort af Falks pumpende beats, Jägerstedts synths og en langt hen ad vejen rappende sangstil fra Robyns side, tilsat skæve samples af blæsere og dansefordrende udråb. Lyden udforsker flere grene af 90’ernes klubscene: På titelnummeret får vi housepiano, febrilske beats og et rappende vokalbidrag fra Maluca, imens ’Set Me Free’ i omkvædet er et monotont, euforisk danceridt.

Det er dog lidt sigende for kvaliteten, at albummets mest indtagende nummer er coveret af kultmusikeren Arthur Russells ’Tell U (Today)’, der i Robyn og co.’s hænder har fået en kærlig retouchering med tilføjelsen af en mere spændstig elektronisk bund og kitschede lasersynths, men ellers forholder sig tro til originalversionens ubekymrede fløjten, rundtossede hornsample og tilbagelænede housepiano.

Alligevel står albummet som en veloplagt og oprigtig kærlighedserklæring til 90’ernes klubscene og genier som Arthur Russell og Christian Falk, der med en fod i hvert deres årti har mestret at få os til at danse. Robyns færd væk fra poppen giver god mening i La Bagatelle Magiques både nostalgiske og moderne univers.


Kort sagt:
Nostalgien får frie tøjler på La Bagatelle Magiques minialbum, der genopliver 90’ernes klubscene. Robyn har skiftet electropoppen ud med en repeterende, raveindbydende lyd, der lykkes ved både at hylde og lege med traditionerne, hjulpet på vej af den afdøde producer Christian Falks sprudlende beats.

Læs også: Hør Robyns cover af Arthur Russells ‘Tell U (Today)’

Robyn & La Bagatelle Magique. 'Love Is Free'. Ep. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af