Hælos’ tusmørke-triphop er både dragende og døsig
Ifølge Hælos er de lyden af at forlade klubben ud på de tidlige morgentimer og gruble over livets kvaler i taxaen på vej hjem i regnen. Og når man lytter til ’Full Circle’, London-trioens albumdebut, forstår man for så vidt godt beskrivelsen – der er noget både melankolsk, bittersødt og lettere stenet (på ’jeg har været ude hele natten’-måden) over deres røgslørede triphop.
Som på sidste års debut-ep, ’Earth Not Above’, lægger trioen (stadig) ikke skjul på referencerne til 90’er-klenodier som Portishead, Tricky og Massive Attack, men udover de klare tråde til den bristolske triphop-scene runger albummet også af andre elementer af UK-scenen – fra Burials afgrundsdybe dubstep til minimal-melankolsk elektronisk pop i stil med The xx og London Grammar.
Faktisk ønsker man, at de nutidige referencer fylder mere på ’Full Circle’. For spørgsmålet er, om vi egentlig har brug for en triphop-revival i 2016, når Portisheads album stadig står som mesterværker den dag i dag? På en del af albummet gør Hælos nemlig ikke meget for at udfordre forbillederne, men har i stedet en tendens til at lade numrene flyde ud i en grød af regnvejrstung weltschmerz, percussion, breakbeats og tresporede dreng/pige-vokaler mellem Lotti Bernadout og hendes makkere Tom Delaney og Dom Goldsmith. ’Full Circle’ kører ud af samme streng – percussion, luftige vokaler og et sløvt breakbeat – i fem minutter uden at skifte tempo, og præcis samme opskrift går igen på ’Seperate Lives’ og ’Earth Not Above’, blot i forskellige tempi.
Det bliver straks meget mere interessant, når trioen tør lege med sangstrukturen og indføre nye elementer i det allerede etablerede lydunivers. ’Alone’ er vellykket med sin The xx-melankolske, enlige guitar, vokalforvrængninger og et stigende intensitetsniveau, så det insisterende omkvæd »I won’t lie to you / ‘cause I know what love is« får noget tyngde – det er ikke bare tomme ord om storbyens ulidelige ensomhed som fyld ovenpå musikken, som man fristes til at tænke om en del af albummets andre numre.
Lige sådan er debutsinglen fra 2014, ’Dust’, stadig et virkelig godt nummer med sit skæve, trampende beat, Bernadouts himmelragende, næsten soulede falset og konstant skiftende akkorder, der holder lytteren fast i den dunkle nattestemning fremfor at forfalde til døsighed. Og så er ’Oracle’ et glimrende bud på, hvordan for eksempel Portishead ville lyde, hvis de tog på natklub i London i 2016. Halvvejs gennem det næsten seks minutter lange nummer skifter stemningen fra natsort klagesang til et skarpt, dubstep-klingende beat, der netop lyder som den ideelle afslutning på en tåget bytur.
Kort sagt:
Hælos er bedst, når de udfordrer sangstrukturen og tilføjer overraskende elementer til deres regnvejrs- og percussiontunge triphop. Hvis London-trioen tør bryde en smule fra deres tusmørke-søvnige formel og i stedet finder deres eget unikke take på triphoppen, kan de sagtens blive et virkelig spændende bekendtskab i fremtiden.