Top Tracks: Her er ugens otte bedste nye sange

1. Hælos ‘Separate Lives’

Er du endnu ikke blevet introduceret for Hælos’ storartede hybrid af industrielle triphop-beats og The xx-klingenden minimalisme, er ‘Separate Lives’ et fortrinligt sted at starte. Den nye single viser fornemt den britiske trios evner for at komponere sugende sangstrukturer, der tålmodigt opbygger kuldegysende følelser med blikket fasttømret på den store forløsning gennem mægtige omkvæd. Hælos’ debutalbum ‘Full Circle’ udkommer den 18. marts.


Ukendt2

 

2. Ukendt Kunstner feat. Kesi ’Et andet niveau’

»Tog det til et andet niveau og så et level up«. Det er ikke fordi, at deres opstart ligger mange år tilbage, men med hiphop-scenens omskiftelige natur er der noget friskt i at høre to ‘veteraner’ på scenen kigge tilbage på succesens op- og nedture over et beat, der glimter som stjernerne over København. Sammen med bangeren ‘Lige nu’ er ‘Et andet niveau’ et af de mere friske numre på Ukendt Kunstners nye, ret afdæmpede album ‘Den anden side’.


3. Yung ‘Pills’

Der har fra start været noget forfriskende umiddelbart over Yung, der for tiden står på kanten til et direkte hovedspring ned i internationale farvande. Og man forstår hvorfor – deres nye single er nemlig et pragteksempel på danskernes balancegang imellem kompromisløs fræs og detaljerige guitarmelodier skåret ud i kvalitetspap, hvor vokalpisken ligger sikkert i hånden på sprechstallmeister Mikkel Silkjær Holm. Det nye album ‘A Youthful Dream’ lander 10. juni.


4. The Entrepreneurs ‘Unable to Stop’

Som en hostende muskelbil koldstarter The Entrepreneurs deres spritnye single, hvis intro afløses af trommesalver så hyperaktive, at man skulle tro trommeslager Jonas Wetterslev var på en konstant sondediæt af forædlede peppiller. ‘Unable to Stop’ viser dog også sfæriske sider af de flittige danskere, der fortsat er tro mod deres særegne garagepop med speederen trykket helt i bund. Singlen er taget fra trioens kommende ep ‘Tony Rominger’, der udkommer 1. april.

Hør resten af ugens Top Tracks på næste side.

5. Jorja Smith ‘Blue Lights’

Der er noget let genkendeligt over sangerinden Jorja Smiths. På den gode måde, for imellem de elegant vævede lag på ‘Blue Lights’ ligger en r’n’b-stemme, der lyder som hører den hjemme på toppen af hitlisterne et sted mellem Rihannas fordrukne ballader og Sia storladenhed. Jorja er kun 18 år gammel og burde have en stor fremtid i møde.


6. Gallant ‘Bourbon’

R’n’b-sanger og Sufjan Stevens-bff Gallant er på vej med sit debutalbum, og i den forbindelse er ‘Bourbon’ i denne uge drattet ned fra himlen med en næsten guddommelige skønhed. Gallant imponerer med sin sjælfulde vokal, der rastløst svæver afsted på en lyserød sky mellem atmosfæriske synthflader og luksuriøse grooves, før den endeligt manifesterer sig som helende nektar (eller bourbon) for ethvert knust hjerte.


7. Buck ’Faces’

Sam Buck Rosen er en countrypop-sanger fra L.A., og han er bemærkelsesværdig i to henseender. For det første bevæger hans lyrik sig ofte indenfor åbenhjertige beretninger om hans homoseksuelle livsstil: »In this town there’s only basics / hands to the wall, I did fuck them all«, lyder det i en genre, hvor den slags udmeldinger desværre hører til sjældenhederne. For det andet er det næsten en skam blot at beskrive musikken som countrypop, da Buck også leger rundt med elektroniske midler, der glimter i en usædvanligt dragende kontrast mod hans traditionstro countryvokal.


kendrick

 

8. Kendrick Lamar ‘untitled 01 | 08.19.2014.’

Verden er ikke ved at gå under, men det er lige før, hvis man spørger Kendrick. Åbneren på rapperens surprise-album ‘untitled unmastered.’ er godt nok halvandet minut om at komme i gang, men efter det kommer et ærefrygtindgydende og to minutter langt vers fra Kendrick, hvor apokalypsen forudses med bibelske referencer i overflod – selvfølgelig fremsat på lyrisk overlegen vis. Ét af flere højdepunkter på en sprudlende opsamling.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste i Spotify HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af