A Tribe Called Quest har lavet et voldsomt vellykket comeback-album
Det er en massiv udfordring, som en af alle tiders bedste hiphopgrupper forsøger at løfte på deres første album i 18 år. A Tribe Called Quests musikalske eftermæle har stået pletfrit, men de interne relationer har i årevis hængt i laser, og det tyndslidte håb om en genforening blev endegyldigt slukket, da rapperen Phife Dawg døde i marts blot 45 år gammel. Troede vi. For anført af den visionære frontmand Q-Tip var gruppen i al hemmelighed i fuld gang med det comebackalbum, som nu er en realitet.
Det er et eviggyldigt spørgsmål, hvordan store comebackalbum skal gribes an. A Tribe Called Quest definerede mere end nogle andre lyden af den tilbagelænede, jazzede og eftertænksomme hiphop med deres tre første album i starten af 90’erne, og det vil være svært at fortænke folk i uløseligt at forbinde gruppen med den trilogi af mesterværker. Samtidig er det nødvendigt at erkende, at de tre album i deres kulturelle kontekst, ungdommelige livsanskuelser og knasende sampleæstetik er produkter af en svunden epoke, som det ikke ville være meningsfuldt for et slæng midaldrende mænd at forsøge at vække til live i 2016.
Til stor forløsning manøvrerer ’We Got It From Here… Thank You 4 Your Sevice’ målrettet og med stor kunstnerisk integritet i spændingsfeltet mellem fortid og nutid. Kompasnålen peger hele tiden fremad, men gruppens arv er med i bagagen og bliver klogt genaktualiseret i den nye indpakning. Mest mærkbar er gruppesynergien, der i en æra af e-mail-samarbejder ikke kun forsyner pladen med en umiskendelig følelse af menneskeligt samvær, men også bidrager til at udfordre hiphoppens standardiserede sangskabeloner.
Tag for eksempel ’Black Spasmodic’, der lyder som en forrygende uformel jam session i Q-Tips kælder (hvor hele pladen inklusiv gæsteoptrædener er indspillet) med en mikrofon på omgang, eller ’Kids…’, hvor Tip og André 3000 spiller hæsblæsende pingpong med infantile indskydelser, der flyver frem og tilbage mellem de to legender.
Selv de almindeligvis mere fraværende familiemedlemmer Jarobi og Consequence og gruppens balstyriske lillebror Busta Rhymes smider et halvt vers, et omkvæd eller bare lidt generel begejstring i puljen på det ene nummer efter det andet. Men det er selvfølgelig samklangen af Q-Tips smørfede trompetstemme og Phifes New York-frosne kreoldialekt, der for alvor får gåsehuden til at sætte sig.
I lyset af de omstændigheder, der gik forud for albummet, er det en overvældende og rørende bedrift, at gruppen aldrig har lydt mere som et kollektiv, end de gør her. Albummet fejrer Phifes tilstedeværelse i fællesskabet frem for at blive oversentimentalt. Det er befriende.
Men ’We Got It From Here…’ er væsentligt mere end en familiegenforening. Det er et album drevet af nuet, der taler sig ind i tidens samfundskritik med en overraskende skarp stemme. Fra den allegoriske ’The Space Program’ til den smældende sarkasme på ’We The People’ og ’Movin Backwards’ med allestedsnærværende Anderson .Paak, der rapper »Cops killing us niggas everywhere, maybe we should get some guns too«.
Så hårdt har fronterne aldrig været trukket op på et Tribe-album, men det udstyrer pladen med en aktualitet, der aldrig lyder tilstræbt. Tværtimod er gruppen komfortable og afslappede i selskab med folk som Kanye og Kendrick, der også lægger vejen forbi. Beundringen er gensidig og den musikalske vision er i sync.
Produktionerne er overvejende håndspillede, og følelsen af genkendelighed fremelskes kun subtilt i form af Q-Tips kærlighed til jazz-akkorder og breakbeats. Jazzen, de mange lag og pladsen til skæve indskydelser (for eksempel en genial sampling af Stanley Kubricks ’2001’ på ’Ego’), gør det let at placere albummet i bølgen af post-’To Pimp a Butterfly’-værker – men så igen var A Tribe Called Quest utvivlsomt en dominerende inspiration bag det mesterværk.
Netop det er historien om ’We Got It from Here… Thank You 4 Your Service’. Albummet sammensmelter det historiske og det højaktuelle med en forbløffende naturlig og uhøjtidelig ligefremhed. Det er en imponerende bedrift, og selv om der umiddelbart ikke er nogen ikoniske numre a la ’Can I Kick It?’ eller ’Scenario’, vil albummet som helhed stå for eftertiden som et voldsomt vellykket comeback.
Kort sagt:
Efter 18 års albumfravær står gruppesynergien forrest i et voldsomt vellykket comeback fra gruppen, der mere end nogle andre definerede lyden af den tilbagelænede, jazzede og eftertænksomme hiphop i 90’erne.
Læs også: Se A Tribe Called Quest uropføre ny musik i ‘Saturday Night Live’