The Savage Rose spredte fred og kærlighed på Roskilde Festival

4 6
The Savage Rose spredte fred og kærlighed på Roskilde Festival

Der skal en del stamina til for at udstå 50 år i et beatorkester, men det er ikke desto mindre tilfældet for Annisette i The Savage Rose. Første gang de stod på Roskilde Festival var i 1974, og nu gjorde de det igen med en medrivende koncert, der spredte tonsvis af kærlighed foran det orange alter.

Efter en klaverbåret introhyldest til Thomas Koppel listede en selvfølgelig barfodet Annisette ind på scenen som en hvidklædt sort engel. ’You’ll Know in the Morning’ lagde potent ud med bidende stormstyrke, styrtende klaverspil og himmelstræbende blæs. Flankeret af to sjælfulde gospelkorister snurrede Annisette rundt i en tilstand, der nok bedst kan betegnes som ekstrem indlevelse.

At tiden havde slidt de hæse stemmebånd var klart, men det tog den ikoniske frontkvinde sig nu ikke af, og havde der været et tag, havde det nok også løftet sig under ’Wild Child’s powerskrig. Orkestret svingede rutineret mellem blues, soul og rock, og der blev givet skråt op til den lede karl i ’The Joker’ til stor begejstring for publikum.

’A Girl I Knew’ brændte ikke ordentligt igennem, og koncerten led midtvejs under et vist hængebugs-syndrom, trods Palle Hjorts iltre orgelsoli og den ekvilibristiske, instrumentale ’Byen vågner’. Med ’Black Angel’, ’The Storm’ og ’The Messenger’ fik den jævne spændingskurve lidt mere drama, men det helt store klimaks indtraf, da Annisette sendte en hvid due mod himlen i freden og kærlighedens navn. Nogle græd, og det var ok. For koncerten var rørende. Til tider magisk.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

The Savage Rose. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af