I går skrev vi om den mystiske video, der dukkede op på Taylor Swifts Instagram-profil, og nu svirrer internettet med rygter om, hvad Taylors nylige aktivitet på sociale medier kan betyde. Her er et overblik over de endnu ikke bekræftede rygter.
Ifølge US Weekly har flere kilder tæt på Taylor Swift eksklusivt fortalt magasinet, at hun på fredag udgiver en ny single, og at der i løbet af ugen også kommer en tilhørende video. En kilde fortæller eftersigende, at singlen er en poppet sang, og at den ovenikøbet er første single fra et kommende sjette album. Om albummet siger samme kilde: »Hun er meget hemmelighedsfuld omkring det, men det bliver et rigtig godt et«.
Fans er overbeviste om, at singlen har titlen ‘Timeless’, da det er blevet opdaget af en fan-Twitter-profil, at Genius tilføjede titlen under Taylor Swifts navn. Ligeledes er websitet Timeless.com dukket op, hvor man kan se et ‘Timeless’-logo med underteksten »kommer snart«. Det er dog ikke til at vide, om websitet er falskt – det samme stunt er set før med blandt andet Daft Punk.
I går aftes postede Swift endnu en video på Instagram, Twitter og Facebook, men det gjorde os ikke voldsomt meget klogere. Videoen forestiller, ligesom den første, hvad der ligner halen fra et dyr, og her er det lidt tydeligere, at der nok er tale om en slange.
Det er selvfølgelig stadig uvist, hvad det betyder, men hvis de to videoer teaser for en ny single, er det en noget mere dyster Taylor Swift, vi har i vente. Instruktør Joseph Kahn, der har instrueret flere af Swifts musikvideoer, tweetede forud for solformørkelsen i mandags, at Taylor Swift ville »udslette solen som en magtdemonstration«, hvilket ledte fans til at tro, at hun ville udgive en single samtidig med solformørkelsen. Det skete ikke, og denne ‘udslettelse af solen’ betyder måske nærmere, at der er tale om en knap så farverig Taylor på den mulige kommende single.
Den vage teori om, at den reptil-lignende hale i den korte Instagram-video skulle tilhøre en drage og være et hint om en Taylor-cameo i ‘Game of Thrones’ er nok sat ud af spillet, men en efterfølger til popkavalkaden ‘1989’ ville nu heller ikke være værst.